Strade Bianche 2018 - optakt: Værdi i stor outsider

Favoritten: Polsk ex-verdensmester kan gentage triumfen

Feltet er fyldt med gode ryttere, men for mig at se er der én rytter, der stikker ud som forhåndsfavorit. Det drejer sig om polske Michal Kwiatkowski, der vandt løbet i 2014 og 2017. Men det er et åbent løb: det har en af de bedste startlister på kalenderen.

Michal Kwiatkowski, Team Sky

Michal Kwiatkowski vandt Strade Bianche i 2017, og på papiret ligner han også det bedste bud på en vinder i 2017. Han er en rytter, der har hele pakken: han kan klatre, han kan klare brosten og grusveje, og han kan sprinte i en mindre gruppe. Hans eneste svaghed er, at han af og til har periodevise udfald i karrieren, hvor han ikke leverer det, han kan levere.

Det tror jeg dog ikke, man skal frygte på nuværende tidspunkt. Han kørte forrygende under Volta ao Algarve, og har siden det løb forberedt sig ganske pænt på et titelforsvar i blandt andet Milano-San Remo - og et vigtigt løb på den vej er netop Strade Bianche.

Som ryttertype er han den perfekte type til at vinde her. Strade Bianche er et unikt løb, hvor favoritfeltet kombineres af klassikerrytterne og de lidt lettere puncheurs. Han flankeres i dette løb af blandt andre stortalentet Gianni Moscon, der er en maskine. Han kan i realiteten også vinde løbet, men som udgangspunkt er han løjtnant.

Kwiatkowski kan knækkes, absolut. Hvis de tunge klassikerdrenge giver den gas på grusstykkerne, så får de lidt lettere ryttere det som regel svært. For et par år siden lykkedes det blandt andre Stybar og van Avermaet at knække Valverde på målbakken i Siena. Men selv i sådan en situation spår jeg Kwiatkowski en bedre chance end mange af hans konkurrenter, fordi han har et klassikerpotentiale. Han har jo trods alt vundet løb som E3 Harelbeke.

Og han har løbsnæsen, der er så vigtig i sådan et løb. Han ved, hvornår han skal holde sig fremme. Han ved, hvornår han skal angribe, og hvornår han skal vente, og han ved, at han har en spurt, der giver ham gode chancer i næsten alle situationer. 

Men husk på at ruten kan være meget smadret. Jeg ser det umiddelbart som en fordel for de renere brostensryttere. Det kan sagtens være en fejl, men det er min fornemmelse lige nu og her. 

Jeg synes dog, at Kwiatkowski er løbets favorit. Det er dog et åbent løb, ikke mindst på grund af de mange dygtige ryttere, der stiller til start, men vrider du armen om på mig nu, så peger jeg på Kwiatkowski. 

Udfordrerne

Feltet bag Kwiatkowski er dog imponerende. Strade Bianche er ikke et gammelt løb, men det har i den grad formået at fange rytternes interesse på få år. Det vidner feltet af udfordrere blandt andet om. Jeg beskriver herunder kort deres chancer.

Zdenek Stybar, Quick Step

Én af dem, man kan tillade sig at have store forhåbninger til, er Zdenek Stybar. Den tidligere cross-rytter har været en succes som landevejsrytter, men han har måske ikke vundet så meget, som hans evner egentligt er til. Ét af de løb, hvor han altid er med fremme, er dog Strade Bianche. Her vandt han i 2015, blev nummer to i 2016 og nummer fire i 2017.

Det er et løb, der passer rigtig godt til hans kompetencer. Han trives på bakkerne i Italien, og han elsker at køre på grusstykkerne. Han er heller ikke helt langsom på stregen, om end han må anses som værende en smule langsommere end de fleste realistiske konkurrenter i det her løb. Det er dog sjældent, at det her løb bliver afgjort af ens spurtevner grundet finalen i Siena.

Det er et godt løb for hans kvaliteter, og han vil - forudsat at formen trods alt er til stede - være én af dem, der kører med om sejren, og så afhænger udfaldet af dagsformen. 

Greg van Avermaet, BMC Racing Team

Måske er det i virkeligheden Greg van Avermaet, der er Kwiatkowskis nærmeste rival. Belgieren har kørt løbet syv gange før og fået seks top 10-placeringer, senest en andenplads i 2017. Han er som skræddersyet til løbet på samme måde som Kwiatkowski: han har alle de egenskaber, der skal til for at gøre det godt her.

Hans "problem" (eller nærmere: manglende sejr) er, at der altid har været én, der lige var stærkere. I 2015 var Stybar noget mere snu i finalen end van Avermaet, og i 2017 var Kwiatkowski simpelthen bare for stærk. Belgieren sagde i forbindelse med åbningsweekenden, at han var stærkere i år end samme tidspunkt for et år siden, og hvis det er sandt, så ser det godt ud i dette løb.

I Omloop Het Nieuwsblad kunne han ikke for alvor vise det, da han var en meget markeret rytter, men jeg synes heller ikke, at han så skarp ud, da nogle af konkurrenterne forcerede. Jeg kan godt tvivle på, om han virkelig er foran i forhold til 2017. Vi bliver i al fald meget klogere i det her løb.

Peter Sagan, Bora-Hansgrohe

Det er sjældent, at jeg kommer så langt ned i en optakt, før jeg nævner Peter Sagan. Lad mig dog først understrege, at jeg mener, at niveauet i denne gruppe er ekstremt tæt, så blot fordi jeg først nævner ham som den fjerde udfordrer, så betyder det ikke, at jeg ser Stybar som en langt stærkere kandidat end Sagan.

Det er et løb, der bør passe Sagan glimrende, men han har tidligere vist, at han har problemer med motoren i finalen i dette løb. Det er som om, det bliver lidt for hårdt for ham. Han kørte ikke åbningsweekenden i Belgien, da han prioriterede en højdetræningslejr (og for at være tættere på sit barn). Det kan enten blive rigtig godt eller rigtig skidt. Nogle ryttere er forrygende efter en højdetræningslejr, mens andre skal bruge tid på at tilpasse sig. Det afhænger lidt af, hvornår den lige sluttede.

Han burde kunne vinde et løb som det her, men historikken i nyere år viser, at han ikke er på toppen her, og uden åbningsweekenden kan han mangle et par procenter i finalen. Men det er Sagan. Hvem ved, om han pludselig er flyvende og stikker fra dem alle på en af bakkerne. Umiddelbart er min tro dog mindre på ham i år, end den har været i nogle af de tidligere udgaver.

Sep Vanmarcke, Team EF Education First

Mens Greg van Avermaet ikke for alvor spillede med musklerne i åbningsweekenden, så lignede Sep Vanmarcke den stærkeste mand på brostensbakkerne i Belgien. Det ser ud til, at han (igen, igen) har ramt en god form ret tidligt. Hvis den observation er korrekt, så bliver han farlig i det her løb.

Lad mig dog understrege: på trods af at de er i samme kategori, så er der forskel på Sep Vanmarckes vinderchancer og de tre ovennævnte. De vinder oftere, men jeg forventer at se Sep Vanmarcke med helt fremme.

Han har ganske vist kun gennemført løbet én gang (i 2015, hvor han blev nummer fire), men han har evnerne til at gøre det godt her. Sidste år styrtede han i løbet og udgik, så det er svært at vide med sikkerhed, hvad hans potentiale er her. Det er dog sikkert, at selvom Strade Bianche er et stort løb, så er Sep Vanmarcke ultra-fokuseret på Flandern Rundt og Paris-Roubaix, hvorfor han i teorien vel kunne vælge at køre lidt med bremsen trukket.

Realiteten er dog bare, at Sep Vanmarcke kører væddeløb, når han tager cykeltøjet på. Jeg tror, han vil ud og teste benene af, og jeg forventer at se en aggressiv belgier, der beviser at de få momenter, vi så i Omloop Het Nieuwsblad, ikke var tilfældige. 

Andre interessante ryttere

Jeg tillader mig at placere øvrige interessante ryttere i en gruppe for sig. Nogle af vil have bedre chancer end andre, men jeg skal nok fremhæve det tydeligt, hvis jeg føler at deres chancer er så store, at der er værdi i deres vinderodds.

En rytter, som jeg forventer enten får et lavt odds eller bliver et populært pick, er Alexey Lutsenko. Astana-rytteren er startet fænomenalt i denne sæson, og han ligner en rytter, der er bedre end nogensinde før. Den tidligere U23-verdensmester bør have gode chancer på en rute som denne, men faktum er, at han ikke har været relevant i løbet før. Jeg tror dog ikke, at bakker eller grusveje er en forhindring for ham, så hvis han kan bevare den gode form, så er han afgjort en fræk outsider.

Lutsenko og især Tom Dumoulin kunne nok godt have været i kategorien ovenover, uden at jeg ville have brokket mig. Jeg er dog lidt lunken på Dumoulins form. Han var ganske vist meget uheldig i Abu Dhabi Tour, hvor han havde mekanisk bøvl på enkeltstarten og bjergetapen, og dermed mistede alle chancer for at vinde, selvom han var bookmakernes favorit. Men af det jeg så, var jeg heller ikke imponeret af formen, og jeg tror heller ikke, han selv var tilfreds. I al fald reagerede han meget aggressivt, da han fik bøvl med cyklen på bjergetapen. Det behøver ikke at betyde noget (andet end at han var forbandet over at misse chancen for at lave et resultat i Abu Dhabi), men det kan bunde i, at han ikke er helt ovenpå. 

Måske tolker jeg for meget. Måske har han bare mere vrede, der skal ud i det her løb. Det vil tiden vise. Hvis han har formen (og bare var så pokkers bitter over uheldene i Abu Dhabi), så er det et fint løb til hans egenskaber. Der er dog stadig bedre kandidater end ham.

Andre vil også nævne Alejandro Valverde længere oppe, men spanieren var yderst tvivlsom frem til løbsstart på grund af en virus, og jeg tror ikke umiddelbart, at det mudrede underlag vil være til hans fordel. Men hvad ved jeg. Valverde nærmer sig de 40, men er alt andet end fed og færdig. Tværtimod ser han bedre og bedre ud for hvert år, der går. 

Man bør også nævne Tiesj Benoot. Multitalentet fra Belgien bør snart finde sig et fokusområde, som han vil specialisere sig inden for (klassementsløb, klassikere - et eller andet), for ellers ender han med at være en rytter, der besidder et enormt potentiale, men som får alt for lidt ud af det. Han er blot 23 år og har et kæmpe talent, men han har fortsat ingen sejre som professionel, og det er i min optik ikke helt tilfredsstillende. Strade Bianche bør passe ham nogenlunde med to ottendepladser i streg, men jeg tror, han skal ud og angribe lidt tidligt i finalen, hvis han vil vinde.

En af de mest interessante ryttere er måske Wout van Aert. Cykelcross-verdensmesteren imponerede stort i Omloop Het Nieuwsblad, og Strade Bianche bør på papiret passe ham endnu bedre. Kan han vinde? Nok ikke - det vil være for tidligt, men han kan sidde med langt ind i finalen.

En rytter, jeg gerne tør afskrive, er Vincenzo Nibali. Man ved aldrig, hvilken forfatning Nibali kommer i, når det ikke er sæsonens hovedmål. På et tidspunkt gik han efter at vinde alt, han stillede op i. Så var der en lang periode, hvor han ikke ville køre sig ud eller kørte under evne i samtlige løb, og i de senere år er han begyndt at præstere lidt efter behag. Jeg tvivler dog på, at han vil være med i front i det her løb, og mit bud er også, at bookmakerne enten har ham i en meget konservativ duel eller vælger at se bort fra ham på H2H-markedet. Bahrain har også Colbrelli og Visconti, der kan køre efter sejren. 

Lad mig også rette lidt ord i Fabio Fellines retning. For et år siden så han ret stærk ud, og han var én af mine udvalgte før dette løb, men i sidste ende må man nok bare erkende, at der trods alt fortsat er et lille spring op til de allerbedste. For et år siden var han også i noget nær sit livs form, og så skarp har han ikke set ud indtil videre.

Leder man efter en stor outsider, så kan man måske holde øje med Alberto Bettiol. Jeg er udmærket klar over, at han nok skal arbejde for Greg van Avermaet, men italieneren har i det stille præsteret fint i en række store løb.

Ruten: Strade Bianche 2018

Med sine 184 kilometer er det afgjort ikke længden, der gør Strade Bianche til et fantastisk løb. Normalt er mange af disse klassikere så seværdige, fordi rytterne er udmattede omkring finalen, og der dermed sker en udskilning, men her kommer den helt af sig selv.

Rytterne kører på en kombination af bakker og grusveje, og det er utroligt drænende. Det så vi for eksempel tilbage i 2015, hvor Zdenek Stybar vandt løbet. På vej ind til finalen i Siena sad han sammen med Alejandro Valverde og Greg van Avermaet, men først faldt Valverde fra, og siden røg også Greg van Avermaet. De var drænet for energi, og så er opløbet i Siena ikke det sjoveste sted at befinde sig.

På de 184 kilometer er der 11 gruspassager. De første fire er placeret på de første 55 kilometer og er ganske uskyldige. Herefter kommer der en mindre pause fra grus, før det så spidser til. Den 5. passage er 11,9 kilometer lang og kommer efter 75 kilometers kørsel. Efter den slutter, er der kun et ganske kort stykke hen til den 6. passage, der er 8 kilometer langt.

Her er der så 10 kilometer hen til næste passage, der måler 9,5 kilometer, inden løbets vigtigste gruspassage venter efter 130 kilometers kørsel. Det er Monte Sante Marie, der er 11,5 kilometer lang. Det er det sidste lange grusstykke, men herefter bliver det småkuperet hele vejen til Siena.

I Siena slutter det hele på Piazza del Campo. Det er en knaldhård stigning, der ofte har gjort forskellen i løbet. Der venter dog en kort nedkørsel mod mål, hvor det er vigtigt at placere sig korrekt. Op- og nedkørslen i Siena har ofte afgjort løbet.