Giro d'Italia 2018 - optakt: Froome vil skrive historie

Vinderodds til Giro d'Italia 2018	Bedste odds	Bookmaker
Chris Froome	2,30
Tom Dumoulin	2,80
Miguel Angel Lopez	7,00
Thibaut Pinot	8,00
Fabio Aru	9,00
Domenico Pozzovivo	26,00

Favoritterne

Årets Giro d'Italia byder på en - på papiret - afsindigt spændende duel mellem sidste års Grand Tour-vindere, Tom Dumoulin (vinder af Giro '17) og Chris Froome (vinder af Tour '17 og Vuelta '17).

Chris Froome, Team Sky

Chris Froome jagter sin tredje Grand Tour-triumf i streg, når han stiller op i Giro d'Italia. Det er samtidigt også en chance for at vinde den Grand Tour, han endnu ikke har vundet, såfremt han altså får lov til at beholde sin Vuelta a España-triumf: han har en mulig karantæne-sag fra sidste års Vuelta, der potentielt set kan koste ham triumfen.

Froome stiller til start i løbet, og der kommer næppe en afklaring under løbet. Det er dog en væsentlig faktor, for Froome har flere gange i år givet udtryk for, at han er irriteret over, at sagen er blevet lækket til medierne, således den ikke kan afklares i fred og ro, og jeg forestiller mig ikke, at han får meget fred fra journalisterne undervejs i løbet. Det kræver mental styrke at kunne klare det, men normalt håndterer han jo også dopingkritiske spørgsmål under Tour de France, uden at det påvirker hans præstation.

Froome stiller til start med et stærkt hold omkring sig, og holdet kan i princippet dominere Giro d'Italia, som de plejer at gøre det i Tour de France. Man kan dog bemærke, at Team Sky typisk har haft det svært i Giro d'Italia, og selvom meget af det har været deciderede uheld - såsom Wiggins' svage præstation året efter Tour-sejren, Richie Portes defekt og efterfølgende reservehjulsstraf samt motorcyklen, der tog Landa og Thomas ud af løbet sidste år - så er det da pudsigt, at Sky aldrig har fået det til at fungere her, ligesom de i lang tid havde problemer med klassikerne. Men lad det være sagt med det samme: jeg tvivler på, at det påvirker en mentalt stærk rytter som Froome. I sidste ende har det jo ingen indflydelse på ham.

Chris Froome har ingen resultater i år. Han blev nummer fire i Tour of the Alps, men han var slet ikke på toppen, og i både Ruta del Sol og Tirreno-Adriatico var han et stykke under niveau. Han bliver 33 år undervejs i løbet, så måske er alderen ved at trykke.

Det var tre årsager til, at Froome ikke vinder løbet. Ingen af dem kommer dog til at have en effekt på ham i sidste ende, men det er ting, der skal nævnes.

Chris Froome skal nok ramme topformen, akkurat som han altid gør i disse Grand Tours. Spørgsmålet er blot, om han kommer her i Tour-form eller i Vuelta-form. I sidstnævnte kan han udfordres af flere ryttere, mens han i Tour-form er tæt på uslåelig af alle andre end Tom Dumoulin. Måske kommer han i Tour '17-form: Dygtig, men ikke på sit bedste. Her blev han ikke sat af nogen med undtagelse af én etape, men omvendt satte han heller ikke rigtigt nogen af de primære konkurrenter.

Det er en god rute for Froome, der er feltets bedste rytter (normalt) i bjergene, og på enkeltstarterne er det primært kun Tom Dumoulin, der burde være bedre end ham, om end Froome plejer at være bedre i Grand Tours end ved fx VM. Samtidigt har han et utroligt stærkt hold, og her kan Froome virkelig udfordre Tom Dumoulin og co. fra Sunweb, der opererer med et helt andet budget.

Hans største udfordring er, at han har et meget delt fokus, i og med han også vil vinde Tour de France. Det betyder ofte, at rytterne kommer her lidt under niveau rent formmæssigt, og sker det, så åbner det døren for konkurrenterne - akkurat som vi så det i sidste års Tour de France.

Tom Dumoulin, Team Sunweb

Sidste års vinder af løbet, Tom Dumoulin, stiller til start igen. Ret flot af hollænderen, for man kunne egentligt tro, at det budgetsvage Sunweb-hold ville tvinge ham til udelukkende at fokusere på Tour de France, hvor der er mest opmærksomhed på ham og holdet, men Dumoulin får altså lov til at forsvare triumfen her.

Hvis han kommer i sidste års form, så kommer han til at presse Chris Froome til det sidste. Dumoulin var enestående i bjergene og suveræn på enkeltstarten, hvorfor han tog en fremragende sejr foran blandt andre Nairo Quintana, der vel kun fik skovlen under Dumoulin, da han måtte træde af på naturens vegne. 

Han stiller dog til start i løbet i en sæson, hvor tingene ikke rigtigt har flasket sig for ham. Han har ikke haft heldet på sin side, og selvom der ikke burde være en sammenhæng, så synes uheld ofte at være forbundet, forstået på den måde, at er man først inde i en uheldig stime, så rammes man af det ene uheld efter det andet. Der kan måske være noget mentalt, men i sidste ende er det bare tilfældigheder.

Dumoulin kommer til start med et stærkt hold, hvor Sam Oomen især kan få en nøglerolle. Den unge hollænder bliver bedre og bedre, og sammen med Laurens ten Dam kommer han til at slide for Dumoulin i bjergene. Louis Vervaeke - der var et kæmpetalent som U23-rytter - er også på holdkortet, men han har haft svært ved at hul igennem til benene i sin seniorkarriere, og der er næppe de største forventninger til ham. Som udgangspunkt er de dog svagere end Team Sky. 

Men Froome er slet ikke urørlig for Dumoulin. Hvis Froome kommer i samme form, som han havde under sidste års Tour de France, samtidigt med at Tom Dumoulin kommer i sin Giro '17-form, så har jeg svært ved at se briten distancere Dumoulin på stigningerne. Dumoulin var vanvittig stærk! I så fald bliver 16. etapes enkeltstart den mest sindsoprivende enkeltstart, siden Jan Ullrich var tæt på at slå Lance Armstrong tilbage i 2003.

Tom Dumoulin er slet ikke uden chancer. Slet, slet ikke. 

Outsiderne

Jeg synes, at årets Giro d'Italia-felt er ekstremt spændende. Der er afgjort et kvalitetshop ned til de næste, men på den anden side er det ryttere, der blot er et gennembrud fra at hæve niveauet op til de allerbedste. Vi snakker trods alt ryttere som Pinot, Lopez og Aru.

Thibaut Pinot, Groupama-FDJ

Franske Thibaut Pinot elsker Italien. Han elsker samtlige italienske løb, og han har i flere år presset på for at få lov til at køre Giro d'Italia. Det fik han lov til sidste år, hvor han var ret stærk, og han overtalte ledelsen til at køre løbet igen i år. Igen har han fået lov, men under den forudsætning af at de har opbygget sæsonen anderledes, således han forhåbentligt er friskere i Tour de France.

Han har for nyligt vundet Tour of the Alps, og det fører nogle forventninger med sig. Pinot har tidligere haft lidt problemer med at håndtere et forventningspres, men det er selvfølgelig lidt anderledes: Presset på Pinot i Frankrig under Tour de France er alt andet lige anderledes end i det her tilfælde.

Pinot er dygtig, men han har et loft. Han er lige lidt under Dumoulin og Froome i bjergene, og på enkeltstarten slår de ham også. Så hvordan skal han i sidste ende vinde løbet? Sidste år tabte han ikke meget tid i bjergene, og det tror jeg heller ikke nødvendigvis, at han gør i år: jeg ser ham bare heller ikke vinde meget tid.

Alt kan ske, naturligvis, men hans loft virker nok til at være en podieplacering. Til gengæld ser jeg ham som den mest stabile i det her outsiderfelt.

Miguel Angel Lopez, Astana

En af de mest spændende ryttere er Miguel Angel Lopez fra Astana. Colombianeren er en forrygende klatrer, der på dagen kan sætte alle til vægs. Det så vi i Vuelta a España 2017, hvor han tog to forrygende etapesejre og dernæst fadede lidt ud igen.

Han er blot 24 år gammel, så det er ikke til at sige til, at han er ustabil. Samtidigt må man også forvente, at han bliver mere og mere stabil, for hver Grand Tour han kører. Og så er det heller ikke værre: Han er en af verdens bedste bjergryttere.

Astana kommer med et vanvittigt stærkt hold, hvor samtlige ryttere kan vinde en etapesejr undervejs. De kan også støtte godt op omkring Miguel Angel Lopez, ligesom de kan løbe af med holdkonkurrencen. Jeg tror ikke, at holdet er helt og aldeles låst på Miguel Angel Lopez, på trods af at de klart støtter op om hans forsøg på at vinde løbet. 

Hans potentiale er tårnhøjt, og kan han holde dampen oppe over 21 etaper, så kan han godt vinde. Så god tror jeg, han bliver. Som udgangspunkt tror jeg, at Froome og co. har fint styr på ham, men skulle han have taget et skridt op siden Vueltaen, så begynder han at blive rigtig farlig.

Fabio Aru, UAE Team Emirates

Oddset på Fabio Aru er måske interessant. I al fald hvis man får en top3-spil med oveni. Han har vundet en Grand Tour, og jeg synes ikke, han er ringere nu, end han var dengang, om end han har haft et par år, som kan gå i glemmebogen.

Når han rammer sit topniveau, så er han absolut en stærk rytter. I starten af Touren '17 var han Froomes værste konkurrent, og kan han holde det niveau over tre uger, så kører han afgjort på podiet her. 

Han har haft problemer i den tredje uge af Grand Tours på det seneste. Sidste år skete det i Tour de France, men han havde også kun en kort optakt op til løbet. Hvis han skal vinde en Grand Tour igen, så skal han kunne holde dampen op i den tredje uge af et løb, og det tror jeg, at han har bedre chance for i år.

Fabio Aru plejer at ramme sit niveau i Grand Tours, mens han er mere svingende i ugelange etapeløb, og med en bedre optakt til løbet, så forventer jeg også, at han er mere holdbar. Der er dog et lille men, for eftersom han aldrig for alvor kører sig fuldt ud i optaktsløbene, så er det svært at vide, om han er bag sin formkurve eller om det hele kører efter planen: Her ved jeg, at både Miguel Angel Lopez og Thibaut Pinot er på sit niveau.

Før den her sæson er han skiftet væk fra Astana-holdet. Det betyder, at det ikke længere er legenden Giuseppe Martinelli, der styrer ham igennem Giro d'Italia, og det kan også godt ramme ham lidt. 

Esteban Chaves, Mitchelton Scott

Bookmakerne har et spring fra Aru og ned til de næste, men jeg kan altså ikke lade være med at tage Esteban Chaves med (og ja, til odds 34 har jeg forsøgt mig med et forsigtigt each way-spil på ham). Han ramte ikke niveauet i 2017, og han har ikke vist alverden i 2018 endnu, og såfremt det er hans niveau, så har han ikke en chance her.

Men der er mere talent i Esteban Chaves, og jeg tror, at han nærmer sig 2016-formen. 2017 var et ringe år på mange måder for Esteban Chaves, og ja, han har også haft lidt problemer i Europa i 2018, men potentialet er der. Jeg tror afgjort, at han lærte meget af 2017-sæsonen, hvor en skade generede ham det meste af året. Men det er småting i forhold til, hvad Chaves tidligere har oplevet og gennemgået af skader og uheld. 

Jeg tror, at vi ser en Chaves, der nærmer sig 2016-niveau, men det er baseret på følelse og fornemmelse, hvorfor det er svært at bakke det op med procenter. Odds 34 holder i min optik værdi, men jeg kommer ikke over 3-4 %.

Langskud

Ovenstående ryttere er dem, jeg tror, der kommer til at køre om sejren. Herefter er der endnu et niveauhop, og det er ryttere, der primært kommer til at køre om top5 for enkelte og top10 for de fleste. Jeg starter med en håndfuld ryttere, der har top5-potentiale.

Domenico Pozzovivo (Bahrain-Merida) er soleklart en af dem. Han var stærk i Tour of the Alps og Liege-Bastogne-Liege, hvor det blev til flotte placeringer begge gange. Han har tidligere gjort det lige så flot i optaktsløbene som i år, men hans bedste resultat er fortsat en 5. plads i 2014. Det kan godt være svært at se ham forbedre den, men niveauet synes at være meget lige, så lidt medvind (og held) kan skubbe ham op på podiet.

Man burde nok også have Simon Yates (Mitchelton-Scott) lidt højere efter et flot forår, hvor han blandt andet vandt konge-etapen i Paris-Nice, ligesom han også vandt en etape i Catalonien Rundt. Han mangler fortsat at bevise, at han kan stå distancen og køre med blandt de bedste over tre uger, men det virker til, at han har løftet sit niveau i år, så jeg vil slet ikke udelukke, at han pludselig kører med om podiet.

New Zealandske George Bennett (LottoNL-Jumbo) har i flere år gjort opmærksom på sig selv via flot, aggressiv kørsel. Senest var han i strålende form i Tour of the Alps. Han mangler endnu sit helt store Grand Tour-gennembrud, og selvom det måske kan synes usandsynligt, at han skulle ende på podiet, så tror jeg, at han kæmper med om de syv første placeringer i klassementet. Han har et ganske godt talent.

Også Davide Formolo (Bora-hansgrohe) har et talent, der retfærdiggører en høj placering. Han er før denne sæson skiftet til Bora-hansgrohe, og det skifte er nok ikke så tosset. Han blev nummer 7 i Liege-Bastogne-Liege, og han kører med mere selvtillid i år. Han blev nummer ti sidste år, men var et godt stykke efter de ni øvrige. Han har potentiale til mere, men han er også næsten 26 år gammel. 

Sydafrikanske Louis Meintjes (Dimension Data) er en svær nød at knække. Primært fordi man stort set ikke ser ham hele året. Sidste år blev han nummer otte i Tour de France på trods af, at han kun tre gange kørte i top 10 i etapeklassementet. Det behøver man selvfølgelig ikke, men Meintjes' styrke er, at han er meget stabil og slet ikke særligt aggressiv. Det kan jo være, at der kommer et angreb eller to fra hans side i år, men umiddelbart kører han nok bare sit eget tempo hele vejen fra Israel til Rom.

Sidste år blev Michael Woods nummer syv i Vuelta a España, og nu forsøger han at få en ny top 10-placering i Giro d'Italia. Umiddelbart tror jeg dog, at de italienske stigninger er en tand sværere for ham. Han er dygtig på korte stigninger og solid på længere stigninger, som der er mange af i Giro d'Italia. Jeg forventer, at han kører en del top 10-placeringer hjem på etaper, men jeg havde måske ofret klassementet for at gå efter etapesejre: Han er 31 år og har kun én pro-sejr, fordi han startede karrieren ret sent, men han ville være hamrende farlig i udbrud.

Den rytter, jeg glæder mig mest til at følge, er Tim Wellens (Lotto-Soudal). Han har haft et voldsomt forår, og går han død midtvejs i løbet og mister al energi, så forstår jeg det godt. Men han har virkelig løftet sit niveau i år i de højeste bjerge, og selvom jeg tvivler på, at han vinder, så kan han lave ballade. Han er nemlig uhyggelig stærk og ikke bleg for at angribe udefra. Spørgsmålet er selvfølgelig, om han kan stå distancen over 21 dage, for han har aldrig kørt klassement over så mange etaper, og det er slet ikke sikkert, at han ender med at gøre det her. Jeg håber det, for Wellens er et spændende projekt.

Skulle Chris Froome ikke være helt på toppen eller udgå tidligt, så står Wout Poels (Team Sky) klar til at løfte arven fra Froome. Poels er uhyre stærk, og han blev da også 6'er, da Froome vandt Vuelta a España sidste år. Jeg tror, vi kommer til at se ham i samme rolle her. Han skal arbejde for Froome, men han får også sin egen chance. På sidste bjergetape, Angliru, var han så stærk, at han kunne have vundet etapen. Vanvittig luksushjælper, og konkurrenterne får meget svært ved at distancere Sky-duoen. Det skal dog med, at han plejer at have nogle etaper, hvor han ikke rammer topniveauet, typisk i starten af løbet. Er det planmæssigt eller en svaghed? Ligeledes har han været ramt af et styrt efter Paris-Nice, og har ikke vist topform siden.

Roman Kreuziger var pludselig fem år yngre, da han kørte årets Ardennere. Han var flyvende, og havde han været en lidt anden ryttertype, så havde han måske vundet én eller flere af dem. Jeg tror i al fald ikke, at man kan betvivle, at han var én af de stærkeste ryttere i feltet. Kan han føre det over til det her løb? Tvivlsomt. Han er domestique for Chaves og Yates, men svigter de, så står tjekken klar. Ulempen er dog, at han allerede på første bjergetape vil sætte sig frem tidligt på sidste stigning og arbejde for de to.

Movistar kommer med et stærkt klatrerhold, men uden en oplagt kaptajn. Carlos Betancur, Ruben Fernandez, Ricard Carapaz, Antonio Pedrero, Dayer Quintana, Eduardo Sepulveda og Rafal Valls. De kan gå efter holdklassementet, som de ofte prioriterer. Jeg er særligt spændt på Betancur, der selvfølgelig ikke er på fordums styrke, men han virkede ret stærk i Vueltaen 2017, før han udgik. Alle kan vinde en etape i det her løb.

Herefter er der et niveauspring ned til de næste ryttere. 

Hos BMC har man Nicolas Roche og Rohan Dennis. Dennis har flere gange udtalt, at han vil gå efter at køre Grand Tour-klassement, men indtil videre har det ikke båret frugt, og han har ikke været specielt imponerende på stigningerne i år. Han har en god enkeltstart. Nicolas Roche er slidstærk og kan fighte sig langt ind i løbet, men i sidste ende er Vueltaen nok hans løb.

Italienske Bardiani har en interessant rytter i form af Giulio Ciccone, der har hævet niveauet i denne sæson. Jeg tror ikke, han vinder eller har stabiliteten til at køre i top 5, men han er både en kandidat til en flot etapesejr samt top 10. Han er ikke verdens største talent, men han har vist flotte takter i sin blot tredje sæson som professionel.

Når man snakker stærke hold, er man nødt til at nævnte Mitchelton-Scott. Jeg har allerede nævnt tre af deres ryttere (Chaves, Yates, Kreuziger) og både superløjtnanten Mikel Nieve og talentet Jack Haig kan nævnes. Sidstnævnte har set imponerende ud i den her sæson, og får han chancen til at lave noget på egen hånd, så tror jeg godt, det kan blive fornuftigt. Nieve har ikke kørt meget i år, og kommer nok til at slide for sine kaptajner. 

Løbet starter i Israel, og det er således en vigtig begivenhed for Israel Cycling Academy, der blandt andre har Ben Hermans. Han havde en god sæson sidste år, hvor han opnåede flere flotte placeringer, men jeg håber, at han vælger at gå efter etapesejre her. 

Der er nogle solide hjælperyttere på de størst favoritters hold. Team Sky har formstærke Kenny Elissonde, der var vild i Tour of the Alps, samt David de la Cruz, der nok er en mere solidt bud på en top 10-placering af de to. Tom Dumoulin har Sam Oomen, der i glimt har vist sit store talent. 

Hvis Michael Woods ikke er helt på toppen, så er både Hugh Carthy og Joe Dombrowski interessante fra EF-holdet. Ingen af dem er specielt stabile, men når de rammer topniveauet, så er de rigtig dygtige. Men jeg tør ikke på forhånd love, hvilken forfatning de kommer i. 

Hos LottoNL-Jumbo har man to spændende hollændere. Den ene er ret kendt i form af Robert Gesink, mens den anden er mere ubeskrevet i form af Koen Bouwman. Han viste flotte takter i Tour of the Alps. Begge kan gå efter etapesejre og hjælpe Bennett til et topresultat.

Bemærk: Det er ikke alle hold, der har udtaget deres hold endnu, hvorfor der kan komme ændringer. Jeg bestræber mig på at opdatere hurtigst muligt. 

Danskerne i Giro d'Italia 2018

Der er en række danskere med i årets løb, og et par af dem får helt afgjort en chance for at lave et resultat på egen hånd.

Lars Bak (Lotto-Soudal) er med i årets løb, men modsat normalt har han ikke en sprinter i form af Andre Greipel med. De har en hurtig mand med, men jeg tvivler på, at Lotto laver helt samme setup, som de plejer, og dermed kan Bak - alt efter hvordan Wellens kører i klassementet - se frem til at få en lidt fri rolle. Han er dog ved at være en ældre herre, så en etapesejr kan blive svær.

Christopher Juul-Jensen får en ret bundet rolle hos Mitchelton-Scott, der stiller med et hav af bjergryttere. Han skal sørge for at holde dem med fremme på det flade og småkuperede terræn. Jeg synes, han er en fremragende hjælper, fordi han er så alsidig, at han kan hjælpe lidt over det hele. Han får næppe mange chancer.

Jeg tror heller ikke, at Michael Mørkøv får mange chancer for succes på egen hånd, men lur mig om han ikke kommer til at smage champagne alligevel. Han er en væsentlig del af Elia Vivianis leadouttog, hvor han sandsynligvis får til opgave at levere Sabatini og Viviani perfekt i spurten. Han er dygtig i den her rolle, og Viviani er hurtig, så mon ikke det bliver til en sejr eller to.

Trek-Segafredo har to ryttere med på et hold, der ser ud til at få meget frie roller. Der har været mandefald, og dermed kan Mads Pedersen måske se frem til at få en lidt fri rolle. Han kan gå i udbrud og jagte sejren på mange forskellige terræn, og da han er hurtig på stregen, er det faktisk realistisk, at han kan vinde en etape. Det kræver selvfølgelig lidt held. 

Niklas Eg blev hentet ind på holdet kort før løbsstart, da han imponerede kæmpestort i Kroatien Rundt. Spinkle Eg er en lille klatrer, der ganske uimponeret har siddet med i flotte finaler indtil videre i år. Det hele kommer lidt tidligt, og jeg har tæt på ingen forventninger til ham, men hvis han ikke er alt for påvirket af løbet, så er han jo ret talentfuld, og der kan måske være enkelte dage, hvor han sidder med langt hen i finalen. Jeg kunne også godt forestille mig, at han dagen efter et evt. stort resultat ender i gruppettoen. Det er trods alt noget større, end hvad han ellers har kørt. 

Der er også Mads Würtz Schmidt fra Katusha. På et hold uden en kaptajn får han nok en fri rolle, men jeg har svært ved at se, hvor han for alvor skal kunne gøre forskellen. Han er solid på en enkeltstart, og han er okay hurtig, men i et eventuelt udbrud vil der være ryttere, der klatrer bedre end ham, så det kræver en rigtig god dag, før han sidder med hjem til stregen og kan spurte om sejren. 

Ruten: Giro d'Italia 2018

Giro d'Italia 2018 starter efter planen med tre etaper i Israel. Såfremt urolighederne i området bliver for meget, er der lavet en nødplan, således at starten går i Syditalien, men det er kun ment som den yderste nødsløsning, og vi er efterhånden så tæt på løbet, at det synes usandsynligt. Løbet slutter efter 21 etaper med en rute i Rom, hvor Colosseum får en betydelig placering. 

1. etape: Jerusalem - Jerusalem (9,7 km) ***

Som udgangspunkt er 1. etape en 9,7 kilometer lang enkeltstart i Jerusalem. Det er en ret teknisk rute, der er småkuperet, men som altid går disse korte enkeltstarter ud på at skabe en tidsdifference i klassementet. En dygtig specialist kan dog snildt tage mindst 30 sekunder på de spinkle klatretyper, der ikke er så kompetente i disciplinen. 

2. etape: Haifa - Tel Aviv (167 km) * 

Starten i Israel følger cykelsportens ABC til punkt og prikke, så 2. etape af Italien Rundt køres på en relativt flad rute, der med al sandsynlighed vil resultere i en massespurt i Tel Aviv efter 167 kilometers kørsel. Der køres mest på ret brede veje og meget lige strækninger, da de kører fra nord til syd, så det kan godt blive en kedelig dag i sadlen, selvom en grand tour-start altid er nervøs. 

3. etape: Be'er Sheva - Eilat (229 km) *

På tredje etape venter sandsynligvis en massespurt tæt på det Røde Hav. Israel-starten bringer ikke mange udfordringer med sig, og denne etapes reelle udfordring er etapens længde, samt det faktum at rytterne igen kører direkte fra nord til syd; det resulterer i lange, kedelige strækninger, og det er ikke så underligt, hvis de skulle miste koncentrationen.

Hviledag herefter.

4. etape: Catania - Caltagirone (191 km) ***

Når feltet vender tilbage til Italien, sker det i byen Catania. Og her kommer de første alvorlige udfordringer for rytterne. Etapen til Caltagirone er hård, da den er kuperet hele dagen, og etapen slutter også af med en målbakke, der ganske vist ikke er den allerhårdeste, men det kan være nok til at skabe tidsforskelle så tidligt i løbet.

5. etape: Agriento - Santa Ninfa (152 km) ***

Det kuperede terræn fortsætter på 5. etape. Den første del af etapen er dog ganske flad, men på de sidste 60 kilometer tager bakkerne til: igen er det ikke de hårdeste bakker i Italien, men man må ikke komme alt for svagt ind i årets løb, for så kan man risikere at smide meget dum tid undervejs.

6. etape: Caltanissetta - Etna (163 km) ****

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår arrangørernes forkærlighed til Etna: dels er stigningen ikke specielt hård, og dels er der ofte modvind på stigningen, hvilket neutraliserer angreb. Hvis vinden udebliver, så kan det blive meget spændende, men selv der må man huske på, at de sidste par kilometer kun stiger med 3-4 % i snit. Det kan blive fint, men jeg har ikke mange forhåbninger. 

7. etape: Pizzo - Praia a Mare (159 km) *

7. etape er en dag for sprinterne, men da Giro-feltet sidst var her i 2016, var det Diego Ulissi, der løb af med sejren. Dengang var finalen dog lidt hårdere med en 18 %-rampe. Finalen åbner dog op for angreb, da den er småkuperet, men som udgangspunkt er det en dag for sprintere.

8. etape: Praia a Mare - Montevergine di Mercogliano (208 km) ***

Løbets anden bjergafslutning venter på 8. etape, hvor de slutter på toppen af Santuario di Montevergine. Etapen er med sine 208 kilometer relativt lang, men det meste af dagen er der ikke særlige udfordringer, og målstigningen er heller ikke specielt hård. Santuario di Montevergine er 17,1 kilometer lang, men er ikke stejlere end 4-6 % hele vejen til målstregen. De sidste 8 kilometer stiger i snit med 5,5 %. Det bør ikke blive en specielt afgørende etape.

9. etape: Pesco Sannita - Gran Sasso d'Italia (224 km) ***

Det bliver længere og hårdere dagen efter. Giro d'Italia giver begge etaper tre stjerner, men jeg er sikker på, at denne etape bliver mere afgørende end 8. etape. Etapen er 224 kilometer, hvilket i sig selv er meget langt, men de sidste 50 kilometer går nærmest udelukkende opad. Det hele bliver afgjort på den sidste stigning, hvor den på de sidste 4,45 kilometer stiger med 8,2 % i snit. Det vil resultere i tidsforskelle. 

Herefter venter der en hviledag.

10. etape: Penne - Gualdo Tadino (239 km) ***

Der er en trend i moderne cykelsport, der går på, at etaperne bliver kortere og kortere. Den tror Giro d'Italia-arrangørerne øjensynligt ikke meget på, i al fald er det tredje etape i streg, der er over 200 kilometer. Denne gang er det hele 239 kilometer. Årets længste etape. Profilen er småkuperet, og vi kører i Appenninerne, så terrænet er afgjort lumsk, men det ligner umiddelbart et udbrud eller en større gruppespurt efter en ellers svær begyndelse.

11. etape: Assisi - Osimo (156 km) ***

Jeg har i årevis bedt om en etape, der slutter i Assisi igen, og så vælger arrangørerne at give mig en etape, der starter i den flotte by. En af årsagerne kan være, at man så passerer byen Filottrano på vejen. Det var Michele Scarponis by, og feltet skal forcere den hårde Muro di Filottrano. I det hele taget er det en ret skrap finale med masser af bakker. Etapen slutter i byen Osimo på samme finale, hvor Moreno Argentin sejrede i 1994. Assisi er en smuk by, Osimo er en smuk by: det her ligner en rigtig flot etape, hvor Scarponi vil blive hyldet, og der vil blive kørt rigtig stærkt på den stejle finale i Osimo.

12. etape: Osimo - Imola (213 km) **

Etapen til Imola går langs kysten det meste af dagen, og den er flad som en pandekage - i al fald lige indtil finalen, hvor der kommer en lille bakke (omkring 4 % over 4 kilometer) med 13 kilometer til målstregen. Den er perfekt til et lille afsæt, og kan forstyrre sprintertogene, men de fleste sprintere bør være gode nok til at komme solidt med over bakken.

13. etape: Ferrera - Nervesa della Battaglia (180 km) *

Billedet er det samme på 13. etape. Etapen er næsten pandekageflad, men i finalen er der lidt småbakker. Denne gang er der dog vitterligt tale om småbakker, der ikke bør påvirke udfaldet: alt tyder på, at det bliver en massespurt. Sprinterne har så få chancer, at de ikke må ødelægge det for dem selv.

14. etape: San Vito al Tagliamento - Monte Zoncolan (181 km) *****

Nu bliver det alvor. Monte Zoncolan er afgjort én af de mest frygtede stigninger i Italien, og det er let at forstå hvorfor. Der er lidt stigninger før Monte Zoncolan, men de er ligegyldige: alle venter til den sidste stigning (undtagen udbruddet, naturligvis.) 

Monte Zoncolan måler 10,1 kilometer. De første 2,15 kilometer er "rolige" med blot 9,1 % i snit, inden de efterfølgende 4 kilometer stiger med 15,4 % i snit. Herefter falder den i snart 2 kilometer til 13,9 % i snit, inden den er mellem 7-9 % til målstregen. En umenneskelig stigning, og det er afgjort her, man kan risikere at tabe en masse tid, hvis man ikke er helt klatreklar. 

15. etape: Tolmezzo - Sappada (176 km) ****

Etaper som den på 15. etape, er de etaper, der for alvor gør Giro d'Italia til Giroen. Etapen er kuperet, særligt på de sidste 40 kilometer, hvor det går op og ned hele tiden. Stigningerne er hårde, men ikke så hårde, at rytterne frygter dem. Det kan ende med, at alle rytterne lurer på hinanden til sidste stigning (Costalissoio), men der er potentiale for at de angriber udefra. 

Der er hviledag efter 15. etape. 

16. etape: Trento - Rovereot (34,5 km) ***

En af årets nøgleetaper er afgjort den 16. etape: det er nemlig den lange enkeltstart i Giro d'Italia, og som vi så i 2017-udgaven, så har den potentiale til at være rigtig afgørende i klassementet. Den er næsten helt flad, så specialister - som fx Tom Dumoulin - bør have en meget stor fordel her i forhold til klassementsrytterne.

17. etape: Riva del Garda - Iseo (155 km) **

Sprinternes næstsidste chance kommer her i Iseo. Etapen starter ret hårdt, men efter 95 kilometer skifter terrænet og bliver fladt. Der er lidt småbakker hist og her på de sidste 50 kilometer, der kan fungere som et afsæt for angreb, men sprinterne bør ikke misse denne etape.

18. etape: Abbiategrasso - Prato Nevoso (196 km) ****

Etapen til Prato Nevoso er næsten 200 kilometer lang, men i stil med sidste års Oropa-etape, så er den for det meste helt flad. Det er først, når rytterne kører ind på den knap 14 kilometer lange stigning, Prato Nevoso, at tingene skifter. Skisportsområdet har før været målstigning i Giro d'Italia, hvilket har resulteret i sejre til Pavel Tonkov (1996) og Stefano Garzelli (2000). Etapen markerer starten på en meget hård afslutning.

19. etape: Venaria Reale - Bardenecchia (181 km) *****

På 19. etape venter der en monsteretape. De første 90 kilometer er ret rolige, men herefter får man kastet hårde stigninger i nakken. Først kommer dette års Cima Coppi, Colle delle Finestre. Den bliver hurtigt forfulgt af Sestriere-stigningen, inden rytterne kører til foden af Bardenecchia (Jafferau), der måler omkring 7 kilometer og i snit siger med 9 %.

De kørte den stigning i 2013, og her endte Mauro Santambrogio med at vinde etapen foran Vincenzo Nibali, der gik hen og vandt løbet. Dengang skete det uden nogen foregående stigninger, og der var alligevel næsten ét minut mellem Santambrogio og Majka, der krydsede etapen som nummer 10. Rigtig meget kan blive banket på plads her.

20. etape: Susa - Cervinia (214 km) *****

Hvis man vil vinde Giro d'Italia, så er det i dag, man skal spille ud. 20. etape er sidste chance for at lave ændringer i klassementet. Etapen er 214 kilometer lang, men de første 125-130 kilometer er ligegyldige: de er flade. Herefter går det op og ned - og op til målstregen igen.

Først venter Col Tsecore på 16 kilometer. Langt hen ad vejen er det en hård, men overkommelig stigning, men den har næsten 3 kilometer med 11 %. Den trækker tænder ud. Fra toppen af denne kører de ned til bunden af Col de Saint-Pantaleo, der er 16,5 kilometer lang. Den er inddelt i etaper: først er den hård (7,9 % over de første 8 kilometer). Herefter flader den lidt ud til 3,2 % i en kilometer, inden den igen stiger til 7,2 % i cirka fire kilometer. Herefter venter der igen en kilometer med 4,1 %, inden den når 8,9 % på de sidste to kilometer. Det er en stigning, der kan dræbe rytmer.

Etapen slutter dog på Cervinia-stigningen, der isoleret set ikke er særlig hård. Den er 19 kilometer lang, men ikke specielt hård. Meget lig Col de Saint-Pantaleo skifter den i stigningsgrader, men på de sidste to kilometer flader den meget ud. Overordnet set er det en meget hård etape, men finalestigningen er ikke den hårdeste, hvilket kan resultere i en flad afgørelse.

21. etape: Rom - Rom (118 km) *

Løbet slutter med en smuk rundstrækning i Rom. Hver omgang er 11,8 kilometer lang og skal køres ti gange. Det bør ende i en massespurt med Colosseum i baggrunden. Det er en ganske smuk afslutning på Italiens rundtur.