Liege-Bastogne-Liege er den sidste store klassiker på denne del af kalenderen. Jesper Carstens guider dig igennem odds og spilforslag i denne Liege-Bastogne-Liege 2018 optakt.

Klassikersæsonen nærmer sig sin midlertidige afslutning med Liege-Bastogne-Liege. Herefter tager etapeløbene over, inden endagsløbene atter dukker op i slutningen af sæsonen.

Liege-Bastogne-Liege er ét af de fem monumenter. Det er det ældste løb af de fem, og for mange er det også det mest prestigefyldte sammen med Paris-Roubaix. Løbet har været en lidt tam affære de seneste par år, men der er potentiale for festfyrværkeri.

For favoritfeltet tæller mange stærke navne. Blandt andet Alejandro Valverde, der næppe sætter et storstilet angreb ind, men til gengæld kan han udligne Merckx' sejrsrekord, hvis han får sin femte triumf i år. Han trues dog af mange, blandt andre Julian Alaphilippe, der stoppede Valverdes utrolige stime i Fleche Wallonne. 

Hvor Amstel Gold Race er et løb for rene puncheurs og hårdføre sprintere, og hvor Fleche Wallonne er et løb for rene klatrere, så er Liege-Bastogne-Liege et løb for puncheurs såvel som etapeløbsryttere. Vi ser ryttere som Romain Bardet og Warren Barguil kæmpe side om side med typer som Greg van Avermaet, Philippe Gilbert og - da han var på toppen - Simon Gerrans. Det vidner om en åben rute.

De bedste cykelløb køres ofte på en åben rute. Tendensen har godt nok været, at løbet har været lidt lukket de seneste par år, men rivalerne må efterhånden vide, at hvis de venter længe nok, så vinder Valverde. Opskriften er derfor klar: der skal angribes.

Liege-Bastogne-Liege Odds & Tips

Hold øje med cykeltips fra Jesper Carstens.

Udvalgte vinderodds: Liege-Bastoge-Liege 2018

Bedste odds Bookmaker
Alejandro Valverde 3,50
888sport
 Julian Alaphilippe 5,00
Bet365
 Vincenzo Nibali 15,00
Bet365
 Michael Matthews 17,00
Bwin
Tim Wellens 19,00
Bet365
 Michal Kwiatkowski 22,00
Danske Spil
... ... ...
 Jakob Fuglsang 26,00
888sport
 Michael Valgren 51,00
Bet365

Favoritterne

Liege-Bastogne-Liege er et åbent løb, hvor mange forskellige ryttere kan vinde. Løbet kan blive afgjort på stregen i en mindre spurt, ligesom seriøse angreb også er stukket af med sejren. Umiddelbart er det dog to ryttere, der stikker af med favoritrollen i det her løb. 

Alejandro Valverde, Movistar

Alejandro Valverde vandt noget overraskende ikke Fleche Wallonne i midtugen, men formen er ikke mindre god af den årsag. Det var et historisk hårdt løb, og konkurrenterne fik sat presset på Valverde og Movistar igennem hele dagen, så da spurten skulle køres, kunne han lige akkurat ikke lukke hullet op til Julian Alaphilippe.

Formen er der for Valverde. Det siger alle konkurrenterne i feltet, ligesom han også selv har understreget, at han føler sig godt kørende. I Amstel Gold Race var han ret stærk i et løb, der ellers ikke passer ham optimalt, og nederlaget i Fleche Wallonne kan vise sig at være til hans fordel her: nu hviler der et tungere pres på Quick Step også i finalen.

Valverde vandt løbet i 2017, og sådan som de har kørt det i de senere år, så taler det altsammen til hans fordel. Her har løbet langt hen ad vejen været blottet for seriøse angreb for i stedet at blive afgjort på de sidste par kilometer, og her er få ryttere skarpere end Valverde. 

Det er farligt at påstå, at han er selvskrevet til en ny triumf, for Liege-Bastogne-Liege er afgjort et åbent løb, og det er bestemt muligt at fange ham i et taktisk spil, men han bør have solide chancer for at tage sin femte triumf her og udligne rekorden.

Julian Alaphilippe, Quick Step

Hans store rival er på forhånd Julian Alaphilippe fra Quick Step. Dels fordi han slog Valverde i Fleche Wallonne, og dels fordi Alaphilippe bare bliver bedre og bedre i disse løb, som alderen skrider frem.

Han er stærk på stigningerne, og han kan gå med i angreb udefra eller vente til spurten, fordi han er også hurtig på stregen. Normalt er Valverde hurtigere, men på Mur de Huy ramte han den lige i røven. Man skal dog huske på, at han blev nummer to i en spurt bag Valverde i 2015-udgaven - hans allerførste deltagelse i løbet.

Med sejren i Fleche Wallonne og hans flotte form i foråret, er det dog klart, at han er udpeget som én af de ryttere, man ikke vil have med hjem til stregen. Han kan finde en allieret i form af Valverde, men Valverde kan omvendt ikke stole ubetinget på ham, da Quick Step trods alt har andre kort at spille ud - det beviste de også i allerhøjeste grad i Fleche Wallonne.

Alt i alt ser jeg solide chancer for Alaphilippe, og oddset skal ikke blive meget højere, før jeg synes, der er værdi på franskmanden.

Udfordrere: Ufatteligt mange kan vinde løbet

Men blot fordi der er to favoritter, betyder det ikke, at det er et lukket løb. Slet ikke, for som jeg ser det, har vi et løb, hvor ufatteligt mange kan vinde alt efter, hvordan dagsformen er.

Der er for eksempel Vincenzo Nibali, der tidligere har været tæt på at vinde det her løb, og det er et, han gerne vil vinde. Det er lidt spøjst med Nibali, for jeg sidder ikke med et indtryk af, at han er specielt formstærk, men ikke desto mindre har han vundet Milano-Sanremo og havde stor indflydelse på Fleche Wallonne, så man må nok ikke tage fejl af ham. Han vil give den et forsøg, og han kan være nøglen til at åbne løbet.

Det samme kan Tim Wellens, der kom lidt til kort i Fleche Wallonne. Han er dog i forrygende form, og hvis han gør det, han er bedst til - at angribe på de rigtige tidspunkter - så kan han lave det afgørende moment her i Liege-Bastogne-Liege. Oddset har været svagt stigende på ham de seneste par dage. 

Michael Matthews fortsætter med at imponere. Allerede sidste år sad han med dybt ind i finalen i det her løb, og i onsdags var han så med helt fremme i Fleche Wallonne. Hvis han kan sidde så godt med på Mur de Huy, så kan han også vinde det her løb, og hvis han kommer med hjem til målbyen Ans, så er det svært at se, hvem der skal kunne slå ham i spurten. 

På papiret har Michal Kwiatkowski alle egenskaberne til at vinde det her løb, men det ligner en Ardenner-kampagne, som han af og til har: han er fraværende. Han er i al fald ikke lige så stærk, som han har været, og så er det svært at se ham gå hele vejen her. Så skal man måske i højere grad kigge mod holdkammeraterne Sergio Henao, der dog heller ikke ligner den stærkeste udgave af sig selv, samt den tidligere vinder, Wout Poels, men han er lige kommet tilbage fra et styrt.

De danske ryttere er ikke uden chance. Jakob Fuglsang var ret stærk i Amstel Gold Race, og hans resultat i Fleche Wallonne skal man ikke kigge så meget på. Det er ikke hans løb. Liege-Bastogne-Liege bør dog være godt for ham, og jeg kan ærlig talt godt lide hans nye, aggressive stil. Den får han brug for, hvis han skal vinde. Der er også Michael Valgren, der vandt U23-udgaven af løbet to gange, og som blev nummer 14 i 2016. Stigningerne kan blive for lange for ham, men omvendt sad han med i ret flot selskab, mens Valverde trykkede den af på (kortere) stigninger i Amstel. Han har en chance, men den er nok ikke så stor.

Blandt formstærke ryttere er man nødt til at nævne Roman Kreuziger. Han skal vinde løbet udefra, men han er ikke bleg for at angribe i de her løb, så hvis alt går vel, forventer jeg, at han rykker på en af de to sidste stigninger og sætter pres på konkurrenterne. Holder det hjem? Det må tiden vise, men det er en svær disciplin, og hans odds er nok en tand for lavt.

Andre formstærke folk inkluderer Patrick KonradRudy Molard og Jelle Vanendert. Jeg er særligt spændt på Konrad, der har været stærk i år, men i sidste ende tror jeg ikke meget på nogen af dem her - i al fald ikke som vindere. Man må dog ikke undervurdere formen. 

Hvis der er noget, Quick Step kan finde ud af, så er det at køre taktiske løb, og hvis hele feltet kigger på Alaphilippe, kan Bob Jungels og Philippe Gilbert udnytte dette til at stikke afsted. Begge vil være hurtige på stregen i mindre grupper, og det vil sætte et markant pres på Movistar.

I så fald kommer Mikel Landa i arbejdstøjet, som han gjorde det under Amstel Gold Race og Fleche Wallonne. Der er folk, der siger, at Landa er en egoistisk rytter, men hver eneste gang, han skal arbejde, gør han et forrygende stykke arbejde - og meget mere til. Hvis Movistar forsøger at komme på forkant, kan de sende ham i offensiven, og så tror jeg, at han kan splitte løbet ad i tjeneste for sin kaptajn Valverde. Men er det sådan, de vælger at gribe løbet an på? Det kan godt være tvivlsomt.

Det bliver spændende med Dylan Teuns. Han skuffede i Fleche Wallonne, men formen må jo alt andet lige være der, hvilket han viste i Baskerlandet Rundt, og som jeg har skrevet i nogle af mine optakter, så virker han til at være skarpere på længere stigninger, end han var sidste år, så måske passer løbet her ham glimrende i år? Benene svigtede under Fleche, sagde han efter løbet. 

Frankrig har et par seriøse outsidere. En af dem er Warren Barguil, der dog ikke virker lige så stærk, som han var for et år siden, så spørgsmålet er, om han har ramt formen. Har han det, så kunne han sagtens lave ballade i finalen her. Mere tro har jeg dog på Romain Bardet, som jeg sidste år havde et spil på skulle ende i top3. Det holder jeg fast i, og kan man finde over odds 10 på det udfald, så er der værdi (10 %). I skrivende stund er han dog nede i odds 9. Vinderoddset holder ikke værdi. Han så dog stærk ud i Fleche Wallonne, hvor det blev til en placering som nummer ni. 

Jeg kan blive ved i evigheder, men jeg slutter listen af med to hollændere. Tom Dumoulin er på papiret en god rytter til det her løb, men spørgsmålet er, hvordan hans form er efter en uheldig sæsonstart. Målet er Giro d'Italia, så i sidste ende tør jeg ikke gøre andet end at påpege, at han har kvaliteterne til at gøre det godt her. Bauke Mollema er svær at blive klog på, for hans form virker noget svingende i øjeblikket. Han så god ud i Fleche Wallonne, men jeg har dog nok svært ved at se ham vinde her. 

Ruten: Liege-Bastogne-Liege 2018

Liege-Bastogne-Liege har altid været den klassiker, der har haft den mest åbne rute. Det er ikke som i Fleche Wallonne, hvor man på forhånd ved, at det hele afgøres på den sidste stigning. Terrænet er åbent, og der er mulighed for masser af angreb. 

Løbet måler 258 kilometer, og der er et hav af stigninger undervejs. Terrænet går op og ned hele dagen, og det er et afsindigt hårdt løb. Herunder er de væsentligste bakker i finalen:

  • Km 180,0: Côte de la Ferme (1,2 km og 12,1 %)
  • Km 198,0: Col du Rosier (4,4 km og 5,9 %)
  • Km 211,0: Col du Maquisard (2,5 km og 5,0 %)
  • Km 222,5: Côte de la Redoute (2,0 km og 8,9 %)
  • Km 239,0: Côte de la Roche-aux-Faucons (1,3 km og 11,0 %)
  • Km 252,5: Côte de Saint-Nicolas (1,2 km og 8,6 %)

Opløbet i Ans (og ikke helt Liege, som navnet antyder) er også svagt stigende, og det er i sig selv en udfordring, som rytterne i de senere har år udnyttet mere og mere.

For selvom ruten er åben, så har løbet været alt andet end åbent de seneste mange år. Rytterne venter og venter og venter, og pludselig er målstregen der. De har nærmest foræret sejren til Valverde i de senere år. Ruten er så hård, at rytterne ikke rigtig har mulighed for at gå dybt på en stigning eller to undervejs i løbet. I stedet bliver det ét langt udskilningsløb, hvor rytterne falder fra på hver stigning.

Jeg synes, at løbet er klar til en lille ruteændring, der kan gøre det mere spændende, men vi må se, hvordan det går i år. Stigninger som Côte de la Redoute og Côte de la Roche-aux-Faucons kan være afgørende momenter, men der er fortsat langt til målstregen fra de stigninger, så det vil kræve gode ben, hvis det skal holde hele vejen til mål.