Amstel Gold Race 2018 - optakt: Et uforudsigeligt løb venter

Favoritterne: Afsindigt åbent

Vi så sidste år, at ruten skabte et spændende cykelløb, hvor initiativ udefra blev belønnet. I år virker det til, at løbet igen skal afgøres fra distancen, og med et meget spændende favoritfelt, er det svært at udpege en egentligt favorit.

Michal Kwiatkowski, Team Sky

En rytter som Michal Kwiatkowski har alle chancer for at vinde Amstel Gold Race, og trods et hårdt forår og et tidligt exit i Baskerlandet Rundt, så er det nok ham, jeg har mest fidus til her i løbet.

Kwiatkowski vandt løbet i 2015 (2013: 4, 2014: 5, 2017: 2 - 2012 og 2016: DNF), og er generelt altid med fremme i det her løb. Han elsker de små bakker i Holland, og de små, snørklede veje ser jeg som en fin fordel for ham. Han er nemlig en glimrende racer, der ved, hvornår han skal sidde fremme.

Han er hurtig efter en hård dag. Det så vi fx i Milano-San Remo sidste år, hvor han slog Sagan i spurten, og vi har set det tidligere. Sidste år vandt han derudover også Strade Bianche og  Clasica San Sebastian, så det er en rytter, der vinder sine endagsløb.

Spørgsmålet er, om han er udkørt efter et hårdt forår, eller om der er mere tilbage i tanken. Det tror jeg, der er. Men her er problemet: jeg ved det ikke. Normalt plejer han at stå lidt skarpere i Baskerlandet Rundt, end han gjorde i år. Havde jeg set lidt bedre takter fra ham der, så havde jeg gerne udnævnt ham som favoritten og fundet værdien i hans nuværende odds.

Peter Sagan, Bora-hansgrohe

Under optimale forhold vil jeg pege på Peter Sagan. Det er et glimrende løb for ham: ruten passer til hans evner, og Sagan er slet ikke bange for at køre disse åbne finaler, der ofte kræver, at favoritterne dukker op lidt tidligere end normalt.

Han er dygtig på bakkerne, han er glimrende i åbne finaler, og han har en forrygende spurt. På papiret er han ganske perfekt til det her løb.

Han kan måske blive lidt isoleret i finalen, og han har ikke altid det store taktiske overblik, men det er, hvad det er. Den største hæmsko for ham bliver nok, at han har kørt Flandern Rundt og Paris-Roubaix, og det plejer at svække rytterne forud for Ardennerne. Det er ikke umuligt - det er bare svært.

Han blev 3'er i løbet i 2012, og har ikke kørt det siden 2013. Dengang kørte han dog ikke Paris-Roubaix, men han blev blot nummer 36.

Det bliver svært for ham, men det bliver svært for alle. Det ligner et åbent løb, der er svært at kontrollere.

Alejandro Valverde, Movistar

Alejandro Valverde har vundet tonsvis af løb i sin karriere, men det er aldrig blevet til en triumf i Amstel Gold Race, skønt ruten i mange har passet ham perfekt.

Det synes jeg ikke, den gør på samme måde længere. Tag ikke fejl: Valverde kan sagtens være med i de her finaler, og som vi så i Baskerlandet Rundt, så er han også ret hurtig i en "flad" spurt, men hans store fordel i forhold til konkurrenterne er de løb, der slutter på en bakke. Som Mur de Huy eller tidligere Cauberg.

Men som sagt: sidder han med i finalen, så kan han vinde. Han er stadig hurtig. Problemet er blot, at konkurrenterne her hedder Sagan, Matthews og Kwiatkowski for eksempel. Det er hurtige folk, som Valverde ikke slår med samme lethed, som han gør på eksempelvis Mur de Huy.

Hans største problem, som jeg ser det, er nok, at han er Valverde. Først og fremmest er det næppe ham, der laver den store udskilning i front, og skulle han havne bag en frontgruppe, hvem vil så samarbejde med ham for at komme op til dem foran? Det plejer der ikke at være mange, der er villige til.

Jeg vil ikke tale ham ned, for normalt er jeg jo ofte på Valverde i disse endagsløb, men jeg kan se mange scenarier i det her løb, hvor Valverde ikke vinder. 

Philippe Gilbert, Quick Step

Kongen af Amstel Gold Race hedder Philippe Gilbert. Fire gange har Gilbert vundet det, og selvom det typisk har været på toppen af Cauberg, så tog han også sejren sidste år, da ruten var ændret.

Ligesom Sagan har han kørt et hårdt program i år med brostensløbet Paris-Roubaix, og alderen siger så småt 35 år. Han har ikke samme punch på bakkerne tidligere, men det afholdt ham jo trods alt ikke fra at vinde sidste år. Han skal angribe løbet på samme måde.

Det er veje, han kender og elsker, og formen er der sådan set. Kan han få banket trætheden ud af kroppen, så forventer jeg, at han er én af dem, der animerer løbet. Men pas på Paris-Roubaix-deltagerne: det er et hårdt løb, der kan svække dem, der har kørt det.

I en spurt er han ikke langsom, men som udgangspunkt er mange af konkurrenterne - herunder også Kwiatkowski, som han slog for et år siden - hurtigere. Men efter en lang dag ved man selvfølgelig aldrig. 

Michael Matthews, Sunweb

Den sidste, jeg vil tage med som favorit, er Michael Matthews. Han er lidt anderledes end de andre typer, men han kan være med helt fremme her. Han er dog rytteren, som ingen vil slæbe med hjem.

Matthews er en sprinter, der vandt pointtrøjen under Tour de France sidste år, men som de fleste efterhånden har indset, så er han meget mere end det. Han klatrer vanvittigt godt, og vinder nogle gange på steder, hvor man tænker, at han ikke burde sidde med. Bakkerne i Amstel Gold Race burde således ikke hæmme ham vildt meget.

Det bør heller ikke svække ham nævneværdigt, at han har kørt få løb. Måske ville det være et problem for andre, men Matthews har set ok skarp ud siden Milano-San Remo.

Han skuffede i spurten i Baskerlandet Rundt, men til gengæld testede han benene af på de to første etaper, hvor der var hårde bakker. Det så måske lidt dumt ud, men på 2. etape angreb han et par gange (for dernæst at blive sat med det samme), men det var værdifuld træning for australieren.

Han kan godt køre med i finalen, men i så fald risikerer hanm at alle vil stikke på skift. Det vil være en imponerende sejr. Hans største chance er måske at håbe, at feltet kan holde sammen på det meste, og at han så vinder spurten. Der er trods alt et par andre folk, der har samme interesse som ham.

Mange stærke outsidere

Feltet af stærke outsidere tæller mange navne. Jeg synes, vi har et løb, hvor +50 ryttere kan vinde, så man kan sagtens finde et langskud eller to med værdi. Her gennemgår jeg de største navne, og så kan vi tage debatten i forummet, hvis der er flere bud.

Sonny Colbrelli er den næstbedste af sprinterne efter Matthews. Han er klatrestærk og kan sidde med i finalen, hvilket sidste års sejr i Brabantse Pijl vidner om, men han er nok mest af alt afhængig af, at det hele holdes lidt sammen. En anden sprinter, der kan nævnes, er Bryan Coquard, som så god ud op til sidste års løb, men jeg synes ikke, han har vist specielt gode klatreben i år.

En rytter, jeg kunne have taget med blandt favoritterne, er Julian Alaphilippe. Franskmanden var forrygende den første del af Baskerlandet Rundt, og til odds 15,00 hos Bet365* overvejer jeg ham stadig. Mangler lidt fart i forhold til flere af konkurrenterne, men han er ikke langsom, og på bakkerne sidder han godt med. Hvorfor ikke? Eventuelt kan man tage each-way-varianten.

Belgien har et hav af gode bud. Tim Wellens er altid et forrygende bud, når der køres på en meget åben rute, og han har vist et vanvittigt stærkt niveau 2018. Hvis nogen kan angribe udefra på sådan en rute og holde hjem, så er det afgjort Wellens. 

Greg van Avermaet står i øjeblikket på startlisten, men han har - ligesom Sagan og co. - kørt et heftigt forårsprogram med Paris-Roubaix. Og så har han ikke helt vist det sidste overskud på bakkerne, synes jeg, så måske bliver Amstel for stor en mundfuld. Han er dog en væddeløber og har en hurtig spurt, så i princippet har han gode forudsætninger for at gøre det godt.

Sidste år fik Dylan Teuns et lille igennem i Fleche Wallonne, og i år starter han Ardenner-ugen som én af kandidaterne til at køre med om sejren. Han så ret god ud i Baskerlandet Rundt, og hans form er glimrende. Det skal blive spændende at se ham på den her rute, for umiddelbart tænker jeg, at de to andre løb er bedst.

Så er der også Tiesj Benoot. Multitalentet. Han vandt Strade Bianche, gjorde det glimrende i brostensløbene, og satser nu på de kuperede løb - og han bør have gode chancer. Han har en ok finish og er ikke bleg for at angribe udefra. Vinder dog ret sjældent. Sejren i Strade Bianche er fortsat hans eneste sejr.

Danmark har et godt bud på en vinder i form af Michael Valgren, der har kørt så fornemt i år. Amstel Gold Race var hans første store gennembrud på den internationale scene, da han blev 2'er for nogle år tilbage, og generelt bør det være et løb, der passer ham godt. Han er ikke bange for disse åbne ruter. Men hvordan skal han vinde? Lidt på samme måde som i Omloop: han skal angribe på det rigtige tidspunkt, for i spurten har han nok ikke mange chancer.

Afslutningsvist vil jeg nævne tre hurtige ryttere. Michal Albasini tror jeg ikke så meget på, men han var jo dygtig sidste år. Jeg har større fidus til Nathan Haas, der har været ret godt kørende i år, samt Jay McCarthy, der bare bliver bedre og bedre, og som i år ser rigtig hurtig ud. Men sidder de med i finalen? Det kræver nok en god dag.

Ruten: Amstel Gold Race 2018

Amstel Gold Race er et løb, der er i forandring i disse år. De seneste mange år har arrangørerne fiflet med afslutningen for at finde den perfekte finale på det kuperede hollandske løb, og tendensen er, at de går længere og længere væk fra, at det hele skal afgøres på den sidste stigning, der er den ellers så famøse Cauberg-stigning.

Fra 2003-2013 sluttede løbet på Cauberg-stigningen. Herefter fulgte et par år, hvor den sluttede lige knap to kilometer fra toppen af Cauberg, men det ændrede ikke løbet voldsomt: rytterne gemte sig fortsat til den sidste stigning. Derfor foretog arrangørerne en drastisk ændring før sidste års løb: Den sidste tur op ad Cauberg kom 19 kilometer før målstregen.

Håbet var, at det ville give et åbent løb, og i 2017 gav det bonus big time. Gilbert var stukket af sammen med en række andre ryttere, herunder Kwiatkowski, og belgieren kunne hive sin fjerde triumf i land i spurten om sejren. Det var et hårdt og flot løb, som virkelig demonstrerede, hvor åbent det kan blive.

Der er 35 stigninger, og Cauberg-stigningen er den tredje sidste stigning. Der er ikke længere ét springende punkt, hvor løbet bliver afgjort: det kan eksplodere hvor som helst. Det kan give fantastiske løb, men der er bestemt også et problem.

For hvis de offensive ryttere udebliver, så kan det hurtigt udvikle sig til at blive et meget defensivt kørt løb. Ryttere som Bryan Coquard, Sonny Colbrelli og især Michael Matthews er dygtige nok til at kunne begå sig på bakkerne og så spurte sejren hjem i en finale. Og det er fint nok, jeg har intet mod den ryttertype, men for at de skal vinde, er sandsynligheden absolut til stede for, at det har været et kedeligt løb.

De åbne løb kan være fantastiske, men ikke hver gang. Se blot Liege-Bastogne-Liege, der er et åbent løb (men måske for hårdt): de seneste mange år er det blevet afgjort med en "kedelig" spurt i målområdet.

Arrangørerne har dog igen forsøgt at ændre løbet en smule. De sidste 16 kilometer vil blive kørt på endnu smallere veje end i 2017, hvilket betyder, at placeringskampen er hamrende vigtig i finalen. Det kan blive svært at lukke huller op til andre grupper, og det gør det alt andet lige sværere for "sprinterne".