Ny engelsk græsrodsbevægelse vil bringe fodbolden tilbage til fansene, have del i Premier Leagues indtægter og stoppe de galopperende billetpriser. Sport Executive er fulgt i sporene på den nye engelske fanfraktion, der forsøger at råbe politikerne op forud for det britiske parlamentsvalg.

Forrige lørdag gik de engelske fodboldfans på gaden i London for at besøge Labour Party, Conservative Party og Liberal Democrats forud for valget til det britiske parlament 7. maj.

De ville fortælle dem, hvad de mener om udviklingen i engelsk fodbold – og ikke mindst – hvad de kræver, nemlig at fodbolden kommer tilbage, hvor den hører til – i lokalsamfundet og blandt helt almindelige mennesker.

De ville med andre ord sætte fodbolden på den politiske dagsorden. Det er Football Action Network (F.A.N.), der står bag aktionen.

F.A.N. består af en lang række folkelige fodboldgrupperinger bl.a. Supporters’ Trusts (Supporters Direct), uafhængige fangrupper, fansider, campaigners for kvindefodbold og græsrodsfodbold m.fl.

F.A.N. har da også allerede offentliggjort et 11 punkter langt manifest, der blandt andet kræver lovgivning om klub-ejerskaber, skat og god embedsførelse – for ikke at snakke om fair billetpriser med mere (se boks nederst.)

Bare valgflæsk?

Fan-aktionen, der bl.a. også har afviklet flere demonstrationer mod de høje billetpriser ved nogle af Premier League-kampene, har da også fået politikerne en anelse op på mærkerne.

Den siddende sportsminister, Helen Grant, har udtrykt bekymring over engelsk fodbolds udvikling, og Labour har rykket ud med at love, at de vil indføre en lovgivning, der sikrer fans repræsentation i klubbernes bestyrelse og ret til at købe op til ti procent af aktierne.

Ja, Labours skygge-sportsminister Clive Efford har endda toppet Grants bekymring ved at sige, at han er bekymret over ’billetpriser, trøjepriser og de omkostninger, fodbold medfører for almindelige mennesker, først og fremmest familier med børn’.

Football Action Network (F.A.N.):
Består af en lang række grupperinger bl.a. Supporters’ Trusts (Supporter Direct), uafhængige fangrupper, fansider, campaigners for kvindefodbold og græsrodsfodbold m.fl.
thefan.org.uk

”Men vi kan ikke lovgive os ud af alt det. Vi kan dog begynde med at tvinge klubberne til at tage fans ombord i bestyrelserne,” lyder det fra Efford.

Regeringen må lovgive 

Tilbage i 2011 lød der lignende toner fra den daværende sportsminister, Hugh Robertson, Conservative:

”Hvis fodbolden ikke selv kan løse problemerne, så må regeringen lovgive,” sagde han dengang.

Ifølge fans’ene er der intet sket siden. Snarere er det gået den forkerte vej. Spørgsmålet er, om det denne gang også bare er valgflæsk?

DET KRÆVER DE ENGELSKE FANS

1. En lov, der reformerer ejerskab, skat og embedsførelse i klubberne.

2. En løn alle ansatte i klubberne kan leve af.

3. Fair billetpriser, som almindelige mennesker kan betale.

4. Skabelse af sikre ståpladser.

5. Modernisering og reformation af FA.

6. Transparens i forhold til klubejere.

7. Større andel af Premier Leagues indtægter skal gå til græsrødder m.m.

8. Bookmakerne skal betale større afgifter til fodbolden.

9. Skift fodboldens fokus fra eliten til græsrødder og non-liga-klubber. Styrk breddefodbolden.

10. Reformation af FIFA.

11. Skabelse af ny fodboldkultur uden sexisme, homofobi og racisme.

PRISUDVIKLINGEN PÅ DE INDENLANDSKE TV-RETTIGHEDER I PREMIER LEAGUE

Periode Millioner pund
1992-97 191
1997-01 670
2001-04 1.200
2004-07 1.024
2007-10 1.706
2010-13 1.773
2013-16 3.018
2016-19 5.136

PRISUDVIKLINGEN PÅ DE UDENLANDSKE TV-RETTIGHEDER I PREMIER LEAGUE

Periode Millioner pund
1992-97 45
1997-01 125
2001-04 177
2004-07 320
2007-10 625
2010-13 1.400
2013-16 2.233
2016-19 Ikke færdigforhandlet