Velkommen til VM i Qatar 2022: En statssponsoreret død

Fremskriver man antallet af omkomne migrantarbejdere vil mindst 4.000 dø, inden der sparkes til første bold ved VM i fodbold i 2022 i Qatar. Læs Sports Executives grufulde historie om ørkenstaten Qatars skruppelløse udnyttelse af arbejdere, og om hvordan bl.a. FIFA vender det blinde øje til.

I 2014 døde der en nepalesisk migrantarbejder i Qatar hver anden dag.

Lægger du arbejderne fra Indien, Sri Lanka og Bangladesh til døde der mindst en migrantarbejder i ørkenstaten hver dag i 2014.

Arbejdsministeriet i Qatars egne tørre tal fortæller, at 964 migrantarbejdere døde i landet i 2012 og 2013.

Alt i alt forventer de internationale eksperter, at 4.000 migrantarbejdere vil have mistet livet, inden der sparkes til en bold ved VM i fodbold 2022.

De dør ved arbejdsulykker og ved pludselig hjertestop – ligeligt fordelt, ifølge de usikre tilgængelige oplysninger.

Forårsaget af ekstreme arbejdsforhold i ekstrem hede uden nævneværdige sikkerhedsforanstaltninger og med arbejdsdage på 10-12 timer seks dage om ugen.

Håndbold, cykling, atletik, fodbold

De indkvarteres under kummerlige forhold - oftest 8-10-12 mænd i et skur uden ordentlige sanitære forhold, de arbejder til en ekstrem lav løn – hvis de da er så heldige at få arbejdet betalt, og de får langt fra nok at spise.

De arbejder oftest som byggearbejdere ved de mange byggerier, der skal lancere Qatar som et moderne sportsland – og som en del af den moderne civiliserede verden.

De er 1,4 millioner af slagsen. Det er dem, der har skabt de spektakulære forhold, som tilrejsende, tv-seere og sportskommentatorer glædede sig over ved VM i håndbold i januar måned, og som de glæder sig over igen i 2016 ved VM i cykling, i 2018 ved VM i gymnastik, i 2019 ved VM i atletik og ja, så igen i 2022 ved sportsbegivenheden over alle sportsbegivenheder, VM i fodbold.

På tvangsarbejde

”Det minder om tvangsarbejde. I hvert fald er migrantarbejderne i Qatar underlagt et ekstremt udnyttende arbejdsmarkeds-system,” siger Nicholas McGeehan, mellemøst-researcher i menneskeretsorganisationen Human Rights Watch, til Sport Executive.

Jayde Bradley, senior campaigner fra organisationen Walk Free Foundation, tilføjer:

“Det ligner moderne slaveri.”

”Man kan vel kort konstatere, at regeringen i Qatar ikke har gjort noget som helst for at sikre anstændige leve- og arbejdsforhold,” fortsætter Jayde Bradley.

Det var der ellers god grund til. Fattige arbejdere fra Asien er strømmet til Qatar i de senere år – lokket dertil af et byggeboom, der er opstået, fordi de internationale sportsorganisationer har valgt at lægge et utal af store sportsbegivenheder netop i Qatar.

Når migrantarbejderne så ankommer, underskriver de fem-årige kontrakter med en lokal arbejdsgiver, der ved hjælp af Qatars arbejdsmarkedssystem, Kafala, reelt ejer arbejderen, inddrager hans pas og stort set selv kan bestemme løn-, arbejds- og leveforhold for arbejderne.

”Kafala-systemet, der anvendes i Qatar og andre golfstater, tillader reelt et menneske at eje andre mennesker. Tillader reelt, at man kan tvinge dem til at leve i elendighed, arbejde nærmest et ubegrænset antal timer i ekstrem hede, betale løn eller ej, forhindre retten til at organisere sig eller klage og så videre. Det er et system, regeringen i Qatar bevidst har valgt,” siger Sharan Burrow, generalsekretær i International Trade Union Confederation, der repræsenterer 176 millioner arbejdere i 161 lande.

I frygtens vold

Leve- og arbejdsforholdene for migrantarbejdere i Qatar har da også forårsaget massiv kritik fra menneskerettighedsorganisationer verden over. I en sådan grad, at regeringen i Qatar følte sig tvunget til at reagere.

Derfor bestilte man i 2014 en rapport fra det internationale advokatfirma DLA Piper. Den blev afleveret til regeringen i maj sidste år med en lang række anbefalinger af reformer af arbejdsmarkedssystemet, men reelt er intet sket.

”Qatar har ’talked the talk’ – nu mangler de at ’walk the walk’! Man kan vel sige, at regeringen i Qatar er fanget i en Catch 22. De skal reagere hurtigt og effektivt på den internationale kritik, men de skal samtidig tage hensyn til kulturen og traditionerne blandt den hjemlige befolkning,” forklarer journalisten James M. Dorsey, der i årtier har beskæftiget sig med mellemøstlige forhold bl.a. for de amerikanske aviser New York Times, The Wall Street Journal og Financial Times og i dag skriver bloggen ’The Turbulent World of Middle East Soccer’.

”Derfor er arbejdsmarkedssystemet i Qatar ikke blot et spørgsmål om gevinst eller tab. Det er et helt basalt spørgsmål, hvorvidt man kan tegne et nyt landkort over Qatar, politisk og kulturelt. Den oprindelige befolkning i Qatar udgør kun 12 procent af befolkningen – og de frygter rettigheder til ’de fremmede’. De mener, at rettigheder til de fremmede vil undergrave Qatars kultur og samfund. Så vi har også at gøre med noget så irrationelt som menneskelig frygt. De ønsker simpelthen ikke at miste kontrollen over landet. Tænk bare på, hvilken debat der ville være i Danmark, hvis 88 procent af befolkningen var indvandrere,” fortsætter James M. Dorsey.

I gældsslaveri

Trods forholdene strømmer fattige arbejdere fra først og fremmest Nepal, Indien, Bangladesh, Sri Lanka, Pakistan og Filippinerne til Qatar i håbet om at skabe en bedre tilværelse – lokket dertil af lokale rekrutteringsfirmaer i hjemlandet, der lover dem guld og grønne skove.

Oftest må de tage store lån på hjemlandets ’grå marked’ til store renter for at betale rekrutteringsfirmaernes gebyrer, der kan løbe op i 2.000 dollar, godt 10.000 danske kroner, for at få en kontrakt.

Når migrantarbejderne så ankommer til Qatar, oplever de oftest, at kontrakten bliver revet i stykker, lønnen er en anden, end den lovede, og i øvrigt langt mindre, deres personlige papirer, herunder pas, fratages dem, og de forhindres i at forlade landet, hvis de ønsker det.

”Det betyder, at mange migrantarbejdere i Qatar reelt lever i gældsslaveri, fungerer som tvangsarbejdere og er lette ofre for trafficking,” udtaler Jayde Bradley fra Walk Free Foundation.

”De er fattige. De er desperate. De vil gøre alt for at få et arbejde i udlandet,” supplerer Nicholas McGeehan og fortsætter:

”Qatar og de øvrige golfstater skyder skylden på rekrutteringsfirmaerne, men Qatar og arbejdsgiverne i Qatar profiterer også på systemet. Der er ingen reel vilje til at ændre det.”

Stem om

Menneskerettighedsorganisationer mener da også, at FIFA må presse Qatar:

”Hvis Qatar ikke indfører reformer hurtigt, så må FIFA stemme igen. Kan vi have et VM bygget på moderne slaveri,” spørger Sharan Burrow fra International Trade Union Confederation således.

I FIFA, ja, der afviser man ethvert ansvar. Til gengæld har man grundet den ekstreme varme valgt at flytte VM fra sommeren 2022 til november og december samme år. Finalen skal således spilles 18. december.

Velkommen til VM. Fodbold er et smukt spil…

Sport Executive har henvendt sig til Arbejdsministeriet, Indenrigsministeriet og Sportsministeriet i Qatar for at få forklaret landets arbejdsmarkedssystem og få svar på en lang række spørgsmål om, hvorvidt staten Qatar finder arbejds- og leve-forholdene i landet rimelige. Ingen af ministerierne har ønsket at svare.