Inden din fodboldtrøje hænger på butikshylden, har den været grueligt meget igennem. Få et ubekvemt indblik i, hvordan arbejdere på sulteløn producerer fodboldtøj og –støvler fra stinkende og iltfattige fabrikshaller for Nike, Adidas og Puma. Gratismagasinet Sport Executive løfter i samarbejde med BetXpert sløret for, hvad der gemmer sig bag din fodboldbeklædning.
Du har det på, når du er på stadion.
Du ifører dig det, når du sidder foran skærmen og ser på ’det smukke spil’.
Fodboldtrøjen fra din favoritklub, hvad enten det er Real Madrid, FC Barcelona, Manchester United – eller hvem du nu holder med?
Dit fodboldtøj produceres for de flestes vedkommende af Nike, Adidas og Puma. Eller det gør det så ikke! De tre giganter i sportsindustrien udliciterer nemlig produktionen af sports-tøj, -sko og –udstyr til underentrepenører i fattige lande i Asien som Cambodia Bangladesh, Indien og Kina.
Her produceres dit fodboldtøj af fattige arbejdere, oftest kvinder. I Cambodia får en arbejder på en fabrik, der producer for Nike, Adidas og Puma eksempelvis 128 amerikanske dollar om måneden - svarer 880 danske kroner. Det er vel at mærke for ti timers arbejde om dagen – seks dage om ugen.
Massebesvimelser på fabrikkerne
Det på trods af, at talrige videnskabelige undersøgelser og tal fra Arbejdsministeriet i Cambodia påpeger, at en arbejder i Cambodia mindst skal tjene 150 amerikanske dollar om måneden, 1033 danske kroner, for blot at opretholde en minimal levestandard lige over ’sultegrænsen’.
”Det er langt fra en løn, der er til at leve af,” konstaterer Bent Gehrt, direktør i Sydøstasien i Workers Rights Consortium, der arbejder for at forbedre leveforholdene for tekstilarbejdere verden over, da også over for Sport Executive.
Samtidig knokler tekstilarbejderne i Cambodia, og mange andre asiatiske lande, i et elendigt arbejdsmiljø – og der er da også talrige eksempler på massebesvimelser på fabrikkerne – grundet underernæring, varme, manglende ventilation og dårligt arbejdsmiljø. Således besvimede mere end 1.000 arbejdere på fabrikker med tilknytning til Nike, Adidas og Puma i april 2014, viser officielle tal fra Arbejdsministeriet i landet.
Blot et anstændigt liv
Mindsteløn: 128 US dollar om måneden.
Bonus for manglende sygefravær: 10 US dollar.
Transport-tillæg: 7 US dollar.
Arbejdstid: 10 timer om dagen – 6 dage om ugen. Ofte tvunget overarbejde, nogle steder uden løn og tillæg.
Kilde:
Arbejdsministeriet i Cambodia
En af dem er ’Alina’. Hun arbejder på Grand Twins International, Phum Trapang Por i hovedstaden Phnom Penh. En af de officielle underleverandører for Adidas.
”Lønnen er lav – og jeg mister penge, hvis jeg bliver syg. Jeg og min familie kan vel få god sund mad en til to dage efter lønningsdagen. Resten af tiden er det ris og grønsager,” siger hun til Sport Executive.
Vi har sløret hendes identitet af hensyn til hendes sikkerhed, men hendes navn, adresse og arbejdsplads er Sport Executive bekendt – og hendes identitet bekræftet af flere uafhængige kilder.
”Det er et meget hårdt liv. Vi ønsker jo bare et anstændigt liv for os selv og vores børn,” fortsætter hun.
’Alina’ er blot et ud af i tusindvis af eksempler på fattige arbejdere med et liv på sultegrænsen i Cambodia.
En undersøgelse fra september 2014, foretaget af ’International Labor Organisation (ILO), konkluderer således, at 43,2 procent af de cambodianske tekstilarbejdere lider af blodmangel, mens 15,7 procent er decideret underernærede.
(Andel af den fulde salgspris)
Arbejder: 0,6 %
Fabrik: 4,0 %
Tøjmærke: 12,0 %
Transport, materialer og andet: 2,4 %
Butik: 59,0 %
Kilde: Fairwear Foundation
Ikke vores bord
Hos Nike, Adidas og Puma fraskriver man sig ansvaret for arbejdsforholdene hos firmaernes underentrepenører i Cambodia.
”Helt generelt, så respekterer og indfører Puma de lønninger, som parterne (arbejdere, arbejdsgivere og staten, red.) kommer frem til. I Cambodia har der været særskilte problemer i 2014, men Puma var et af de firmaer, der støttede forbedringer,” siger Kerstin Neuber, kommunikationschef i Puma, til Sport Executive med henvisning til, at staten Cambodia 1. januar 2015 ved lov hævede mindstelønnen fra 100 til 128 amerikanske dollar for en måneds arbejde.
”Det er selvfølgelig uheldigt, at trepartsforhandlingerne mange steder – ikke kun i Cambodia – resulterer i lønninger, der ikke altid tager højde for leveomkostningerne,” fortsætter Kerstin Neuber.
Hendes holdning dækker også standpunkterne hos konkurrenterne fra Adidas, som Sport Executive også har talt med, alt imens Nike ikke har ønsket at svare på spørgsmål fra Sport Executive.
Nike, Adidas og Puma scorer ellers gigantiske overskud på netop produktionen i fattige lande i Asien. Vel at mærke overskud år efter år efter år. Nike hev i 2014 (1. december 2013-30. november 2014, red.) et overskud før skat på 2.809 millioner euro, 20,95 milliarder danske kroner, hjem, Adidas slæbte 835 millioner euro, 6,23 milliarder danske kroner, hjem, og Puma 122 millioner euro, 910 millioner danske kroner.
De styrer europæisk fodbold
Netop de tre sportsfirmaer styrer reelt europæisk topfodbold. En undersøgelse, foretaget af Sport Executive, viser nemlig, at Nike leverer tøj og støvler til 27 ud af 98 af klubberne i de fem største europæiske ligaer. Adidas har 17 i stalden – og Puma 9.
De tre sportsgiganters dominans på markedet for fodboldtøj og –støvler bliver endnu mere udtalt, hvis man ser på de største klubber i Europa. Ud af de ti ’rigeste’ fodboldklubber i Deloittes ’Football Money League 2015’ har Nike således 5 i stalden, Adidas 4 og Puma 1. Ud af de 20 stærkeste klubber har Nike 10, Adidas 6 og Puma 2.
De fem største europæiske ligaer er Premier League, Primera Division, Bundesligaen, Serie A og Ligue 1.