Betting, sociale medier og mobiltelefoner fylder mere og mere i omklædningsrummet i Superliga-klubben OB, der nu går forrest i Center for Ludomanis kampagne: Spil til stregen.
Tidligere på sommeren genlancerede Center for Ludomani kampagnen "Spil til stregen", der skal være med til at skabe et sundt miljø omkring sportsspil og eliteudøvere, da eliteudøvere er i risikozonen for udvikle en problematisk spilleadfærd.
Og forrest i kampen mod en usund spillekultur blandt sportsudøvere er Superliga-klubben OB, der sætter fokus på, at spillerne har mobilfri tid i omklædningsrummet, og indtil en kamp er rundet af. Spillere og klubben oplever nemlig, at mobiltelefonen og betting fylder meget.
"Telefoner og online betting er begyndt at fylde mere og mere, og man kan spille hele tiden," fortæller cheftræner for OB Kent Nielsen til fodboldprogrammet Onside. Også til frokost i klubben er mobiltelefoner helt bandlyst.
Over for OB TV uddyber angriber Rasmus Festersen:
"Det er rigtig vigtigt, at man er tilstede, når vi er sammen og ikke kobler ud alle mulige andre steder - om det er til en oddskupon, en mobiltelefon eller et socialt medie, er ikke så vigtigt. Men det er vigtigt, at man står sammen, snakker sammen og lærer hinanden at kende - især i et fodboldomklædningsrum, for det gavner os inde på banen, når det går hårdt for sig."
Ungdomstræner: Stop med at spille om penge
Ifølge rapporten "Matchfixing i dansk eliteidræt" har 64 procent af eliteudøvere spillet om penge på sport indenfor det seneste år, mens tallet for resten er befolkningen er på 10 procent.
I OB oplever anfører Kenneth Emil Petersen, at mobiltelefonerne fylder meget i omklædningsrummet, hvor de blandt andet bruges på online betting og sociale medier.
"Det er skadeligt, og det behøver ikke kun at være spil. Det er generelt i forhold til ikke at være nærværende og tilstede. Vi er her med et formål, og det er at skabe nogle resultater, og alt der forstyrrer, skal vi gerne forsøge at minimere," siger anføreren til fodboldprogrammet Onside.
Som en del af bekæmpelsen af problematisk spiladfærd har OB uddannet deres elitetrænere i at være opmærksomme på spillerne og deres spilforbrug.
"Vores budskab til de unge har været, at de skal stoppe med at spille om penge. De kommer ikke til at leve af pengespil, men kommer forhåbentlig til at leve af at spille fodbold," siger OBs U19-cheftræner Kim Engstrøm til DR Fyn.
At OB går forrest i kampagnen og er aktive omkring en sund spillekultur blandt klubbens fodboldspillere, er en god ide, mener U19-spilleren i OB Jacob Elkjær Mikkelsen.
"Jeg synes egentlig, det er en rigtig fornuftig idé. Det sætter et ekstra fokus på netop spil, som er en stor del af det konkurrencemiljø, vi er i. Jeg er selv ret god til at styre mit spil, men kan ikke udelukke, at jeg i fremtiden ville få brug for rådgivning eller hjælp," fortæller U19-spilleren til DR Fyn.