Udenlandske bookmakere som 1xBet og Betcart tilbyder væddemål rettet mod danskere, og det er ifølge Spillemyndigheden ulovligt, når de ikke har en licens. Spillemyndigheden har begrænset råderum, og sigter efter en internetblokering. 1xBet mener ikke, at de gør noget ulovligt. 

I slutningen af 2016 skrev BetXpert, at flere udenlandske bookmakere brød den danske spillelovgivning ved at have en dansk hjemmeside eller tilbyde indbetaling i danske kroner. Syv måneder inde i 2017 er status den samme. Både 1xBet og Betcart opererer stadig på det danske marked uden en dansk licens.

Også Betway har en dansk hjemmeside for sportsvæddemål, selvom de kun har en tilladelse til casino i Danmark. 

Spillemyndigheden anser væddemål som værende udbudt i Danmark, hvis bookmakerens hjemmeside er på dansk, der tilbydes indbetaling i danske kroner eller med specifikke danske kort som for eksempel Dankort, der markedsføres på dansk, eller kundeservicen er dansk. 

"Det er alle sammen momenter, der er en del af den konkrete vurdering af, om vi synes, at bookmakeren har rettet spil mod danskere" fortæller Richard Nørgaard, kontorchef for Tilladelser hos Spillemyndigheden. 

Her kan man se, hvordan Betcart tilbyder indbetaling i dansk valuta. 

Lange udsigter til blokering

Spillemyndighedens juridske muligheder over for bookmakerne, der tilbyder ulovligt spil, er en politianmeldelse. Det er så op til politiet, om der skal udarbejdes et bødeforlæg eller ske en internetblokering af bookmakerens hjemmesider. Førstnævnte er ikke noget, man ser, og en blokering er en langsommelig proces. 

Spillemyndigheden kontrollerer løbende, om der bliver udbudt spil ulovligt, derefter retter de henvendelse til bookmakeren, og retter bookmakeren ikke ind, udarbejdes en politianmeldelse. Politiet sender så senere sagen forbi byretten, førend der kan foretages en DNS-blokering af bookmakerens hjemmeside. 

"Der er bookmakere, der er placeret i Costa Rica og Tibet, og nogle af dem reagerer ikke på vores henvendelser. Her kan det være svært at komme videre med et bødeforlæg, fordi der skal en forkyndelse til, og vi skal være sikre på, at den er nået frem. I disse sager har vi vurderet, at det ikke er formålstjentligt med et bødeforlæg - der lukker vi bare ned for bookmakeren med en blokering," forklarer Richard Nørgaard.

Spillemyndigheden puljer sagerne for at fremme, at de bliver behandlet så hurtigt og ens som muligt. Det betyder, at sager om ulovlige bookmakere i Danmark ligger på myndighedens skrivebord i lang tid, før sagen sendes videre i systemet og senere eventuelt havner i byretten. Og i sidste ende er det Anklagemyndigheden, der bestemmer, hvad der skal ske med de sager. 

Så I princippet er der ikke noget, I kan gøre for at stoppe ulovlige bookmakere?

"Vores dialogbaserede tilgang stopper heldigvis langt de fleste udenlandske udbydere, som udbyder spil rettet mod det danske marked. Men det er korrekt, at en IP-blokering er vores mest virksomme tiltag for dem, som ikke retter ind," siger Richard Nørgaard.

"Vi skulle meget gerne nå i mål med en blokering af de udbydere, vi har udset, i indeværende år," fortsætter Richard Nørgaard. 

Han vil ikke forholde sig til Betcart, Betway, 1xBet og andre enkeltsager grundet tavshedspligt, men han fortæller, at Spillemyndigheden har mere end ti bookmakere i søgelyset for ulovligt at udbyde spil rettet mod danskere. 

I alt har Spillemyndigheden blokeret 25 hjemmesider tilhørende udenlandske bookmakere, der udbød spil rettet mod danskere uden en godkendt tilladelse, siden spillemarkedet blev liberaliseret 1. januar 2012, viser tal fra Spillemyndighedens årsberetning.

Der har dog ikke været nogen blokeringer i hverken 2015 eller 2016, og 20 af de 25 internetblokeringer fandt sted i det liberaliserede spillemarkeds første leveår. 12 af de blokerede hjemmesider har fulgt henstillingen fra Spillemyndigheden, og deres blokering er ophævet, mens de resterende 13 hjemmesider stadig er blokeret. 

Danske hjemmesider er ikke rettet mod Danmark

Ifølge 1xBet har de en international licens, og derfor accepterer de kunder fra hele verden. De skriver i en mail til BetXpert, at alle kunder er underlagt lovgivningen i deres respektive lande. 

"Det danske sprog (på hjemmesiden, red.) og den danske valuta er tilgængelig for kunder fra alle lande, som foretrækker disse muligheder," skriver 1xBet endvidere i mailen, som forklaring på, hvorfor de har en dansk hjemmeside, og hvorfor man kan have en konto i danske kroner. 

De ønsker ikke at svare på konkrete opfølgende spørgsmål. 1xBet har licens på Curacao.

 

Her ses et screenshot af 1xBets danske hjemmeside. 
 
Også Betway har en dansk sportsbetting-hjemmeside. I en mail til BetXpert skriver Betway, at deres danske hjemmeside hører til under deres .com-brand, og at den er adskilt fra deres danske licens. 
 
"Jeg kan forsikre dig, at vi ikke er målrettet det danske marked," lyder det fra Betway.
 
Betways sportsbetting har licens på Malta, mens deres casino-del har en dansk licens udsted af Spillemyndigheden.

Det er ikke ulovligt for danske spillere, at spille hos en bookmaker uden licens i Danmark, men det er ulovligt for bookmakeren at tilbyde spil rettet mod det danske marked. Har bookmakeren licens i EU, er gevinsterne også skattefrie ligesom ved en dansk-licenseret bookmaker. 

Betcart har ikke reageret på gentagne mail-henvendelser. De har, ligesom 1xBet, licens på Curacao.