Danske sportsbettere er i den syvende himmel efter, at gevinster vundet hos bookmakergiganten Pinnacle Sports - der ikke har licens i Danmark - nu er skattefrie på grund spiludbyderens nye maltetiske spillelicens. Bookmakernes brancheorganisation opfordrer Pinnacle Sports til også at få dansk licens.

Der er jubel blandt de danske sportsbettere. Nu kan der nemlig hives skattefrie gevinster hjem fra Pinnacle Sports, der er en af de største og mest populære bookmakere i verden. Det kan ske på trods af, at bookmakergiganten ikke har dansk spillelicens.

Sagen er nemlig den, at Pinnacle Sports for nylig har fået spillelicens på Malta. Tidligere var licensen på Curacao, som er en lille selvstændig stat i det Caribiske Hav.

Da Pinnacle Sports nu betaler skat på Malta, der en EU-stat, gælder de samme skatteregler for sportsbettere, som hvis de spiller hos dansk-licenserede spiludbydere som Danske Spil* og Bet365*. Og det vil altså sige, at de ikke skal betale skat af gevinsterne. Det forklarer Søren Friis Hansen, professor på CBS med speciale i blandt andet EU-ret.

"Det afgørende er, at spillet er tilladt i en anden EU-stat, og at spillet er sammenligneligt med spil omfattet af den danske spillelov," siger Søren Friis Hansen til BetXpert, der tager udgangspunkt i SKATs vejledning om afgifter af spil.

I Danmark er reglerne sådan, at spiludbyderne skal betale afgift af spil, og når denne er afregnet er gevinsterne således skattefrie. Og EU-domstolen har fastslået, at Danmark ikke kan beskatte gevinster vundet i spil udbudt af andre EU-medlemsstater.

Glade sportsbettere

Fordelene ved Pinnacle Sports er blandt andre, at tilbagebetalingsprocenten er væsentlig bedre end hos de dansk-licenserede bookmakere, og at det er muligt at spille for større indsatser. Det kan nu ske skattefrit.

Det glæder sportsbetteren Jesper Sørensen, der ser store perspektiver for fremtiden. Nu skal han fremover ikke bekymre sig om det skattetekniske.

"Det er hamrende fedt. I min optik slår Pinnacle de øvrige bookmakere på så mange parametre, så det betyder i al fald, at det bliver min primære bookmaker," siger han til BetXpert.

Problemet for en sportsbettor som Jesper Sørensen, der griber bettingen mere seriøs an, er, at han hos de dansk-licenserede bookmakere er ramt af en del personlimits, da ofte er i stand til at slå oddssætterne. Det vil sige, at han kun kan få lov at spille for mindre indsatser. Det er anderledes hos Pinnacle Sports.

"Det er rart at have én bookmaker, der ikke kaster limits efter dig, hvis du er dygtig," siger han.

DOGA: Pinny bør få dansk licens

Hos DOGA, de danske spiludbyderes brancheorganisation, mener man ikke, det får den store betydning, at sportsbettere nu kan hive skattefrie gevinster hjem fra Pinnacle Sports.

"Vi ved godt, at Pinnacle er et af de steder, hvor danskerne spiller. Men jeg tror ikke, det bliver hverken mere eller mindre attraktiv at spille der nu. Jeg kan godt have min tvivl om, om de vindende spillere tidligere har betalt skat af deres gevinster," siger Morten Rønde og påpeger, at Pinnacle Sports nu skal betale maltetisk skat.
 

Hos DOGA ser man gerne, at der bliver strammet op på lovgivningen, så bookmakere som Pinnacle Sports fremover slet ikke kan tilbyde væddemål, hvis ikke de har dansk licens.

 
"Vi synes ikke, man skal straffe spillerne. I stedet skal vi have strammet op på den danske lovgivning, så det bliver ligesom andre lande i Europa. De selskaber, som har økonomisk fortjeneste ved at være i Danmark, bør også have en dansk licens," siger Morten Rønde.
 

Svært at ændre skatteregler

Når de dansk-licenserede bookmakere kun kan holde en tilbagebetalingsprocent på omkring 93 - 95% på store fodboldmarkeder, hvor Pinnacle Sports er helt oppe på 98 procent, så kan det hænge sammen med, at de skal betale en årlig skat på 20 procent af bruttospilleindtægten.
 
Pinnacle Sports undgår de danske afgifter, men de skal til gengæld nu betale skat i forhold til maltetisk lovgivning. Hvorvidt det vil påvirke tilbagebetalingsprocenten, vil kun tiden vise.
 
Som det er lige nu, kan danske sportsbettere altså drage fordel af Pinnacle Sports og andre bookmakere, der ikke har licens i Danmark, men i stedet i en anden EU-stat. Gevinsterne er skattefrie, og det kan den danske stat sandsynligvis ikke gøre meget for at ændre, mener professor Søren Friis Hansen.


"Hvis en dansker spiller på et lovligt spil, der udbydes i en anden EU-stat, og svarer til spil, der i Danmark er omfattet af spilleloven, så er det meget svært for mig at se, hvordan Danmark lovligt kan beskatte eventuelle gevinster," siger han til BetXpert.

De skattefrie gevinster hos Pinnacle Sports gælder indtil videre kun for sports-væddemål. For Pinnacles Casino-del er licensen endnu på Curacao.

Spillemyndigheden: Gå til SKAT

BetXpert har også været i kontakt med Spillemyndigheden angående regler for beskatning af gevinster vundet ved sportsvæddemål. Her forklarer kontorchef Jan Madsen, at de ikke giver rådgivning. Spillemyndigheden vil således altid henvise til SKAT, som har kompetencen.

"Spillemyndigheden har ikke ansvaret for afgifts- og skattepligten, hvorfor vi ikke kan udtale os om det. Her skal du have fat i SKAT," oplyser han til BetXpert.