Tre bookmakere med dansk licens har udbudt en række ulovlige væddemål på U17 EM i damehåndbold, der finder sted i disse dage i Slovakiet. Spillemyndigheden vil undersøge sagen, mens bookmakerne oplyser, at der var tale om fejl i systemerne.
Det danske U17-damelandshold deltager ved EM i Slovakiet i disse dage, og selvom det er ulovligt at tilbyde væddemål på sportsbegivenheder målrettet unge under 18 år, er der alligevel tre bookmakere i Danmark, der har haft forskellige væddemål på turneringen og det danske landshold, viser en stikprøve, som BetXpert har foretaget blandt de bookmakere, der har licens i Danmark.
De tre bookmakere er Jetbull, Bet25 og 777.
Loven er tydelig omkring dette, hvor der i hhv. §8 i bekendtgørelsen om landbaserede væddemål og §23 i bekendtgørelsen om onlinevæddemål står, at "tilladelsesindehaver må ikke tilbyde væddemål på sportsbegivenheder forbeholdt unge under 18 år."
"Formålet med loven er at beskytte unge spillere og andre udsatte personer," siger Torben Ersbøll, kontorchef for Tilsyn hos Spillemyndigheden, til BetXpert.
Han henviser til den danske spillelovs første paragraf, hvor der i det andet punkt står, at formålet med loven er "at beskytte unge eller andre udsatte personer mod at blive udnyttet gennem spil eller udvikle afhængighed af spil," men derudover ønsker han ikke at kommentere på det konkrete eksempel med Jetbull, 777 og Bet25.
Screenshot af Bet25s spiludbud den 15. august over U17 EM i damehåndbold, hvor det ses, at der var op mod 21 væddemål per kamp.
En skærpende omstændighed
BetXpert har tidligere beskrevet, hvordan bookmakere med dansk licens har tilbudt væddemål på ungdomssport, selvom det er i ulovligt. Sidste år havde Nordicbet*, Betsafe, Jetbull og Tonybet odds på U17 EM i fodbold, mens der også i 2012 var ungdomsfodbold på programmet.
"Det er en skærpende omstændighed, hvis en udbyder har gjort det her før. Det vil vores nærmere undersøgelse og løbende tilsyn afsløre," siger Torben Ersbøll fra Spillemyndigheden uden at kommentere på Jetbulls tidligere overtrædelse af forbuddet mod at udbyde væddemål på ungdomssport.
Torben Ersbøll fortæller endvidere, at Spillemyndigheden løbende holder tilsyn med, om de danske bookmakere overholder lovgivningen, samtidigt med at de også reagerer på henvendelser om lovovertrædelser. Spillemyndigheden vil nu gå i gang med at afdække bookmakernes udbud af ulovlige væddemål på U17 EM i damehåndbold.
"Vi kan sende en partshøring til de udbydere, der har udbudt de her væddemål, og alt efter deres svar tager vi efterfølgende stilling til, hvad vi så gør. Vi kan også sende en direkte henstilling og indskærpelse til udbyderne uden at sende en partshøring, hvis vi i vores afdækning er meget sikre på, at der er sket en overtrædelse," siger Torben Ersbøll og fortsætter:
"Vi laver en stikprøvekontrol efterfølgende for at se, om de følger den henstilling, de har modtaget."
Screenshot af væddemålshistorik hos Jetbull, hvor der er spillet på det danske U17 damelandshold i håndbold.
Bookmakere: Det var en fejl
BetXpert har været i kontakt med de tre bookmakere, og de oplyser alle, at det var en fejl, der gjorde, at de udbød væddemål på U17 EM i damehåndbold, selvom det er ulovligt.
"Denne liga blev aktiveret grundet en teknisk fejl i vores sportsbookudbyders system. I det øjeblik det gik op for os, at ligaen var tilgængelig på vores hjemmeside, kontaktede vi vores udviklere med det samme og bad dem om at fjerne den," skriver Regitse Dioni Munksgaard, Junior Marketing Manager hos Jetbull i en mail, der fortsætter:
"Grundet en teknisk fejl i vores sportsbookudbyders system slap denne U17-liga igennem det filter og de restriktioner, som vores udbyder har sat. Vores sportsbookudbyder havde allerede tilføjet et filter for at undgå dette. Efter denne hændelse har vores udbyder tilføjet endnu stærkere filtre for at undgå, at lignende situationer vil opstå."
Også hos 777 lyder meldingen, at der var tale om en fejl:
"Vi ønsker ikke at udbyde spil på ungdomssport, men vores oddssættere var uopmærksomme og har lavet en fejl. Heldigvis er der kun sat et enkelt lille væddemål på denne begivenhed, indtil odds er blevet fjernet," skriver direktøren for 777, Allan Friis, i en mail til BetXpert.
Screenshot af kupon hos 777, hvor der er spillet på U17 EM i damehåndbold.
Bet25 forklarer, at spillet lå tilgængeligt i en times tid, hvorefter udbuddet blev lukket ned, og indsatser blev annulleret.
"Turneringen var beklageligvis sluppet igennem vores systemer via tredjepart. Vi håber ikke, at det gentager sig," skriver Content- og PR-ansvarlig hos Bet25 Brian Kristensen i en mail.
Jetbull oplyser, at der var sat to væddemål på turneringen hos dem, mens 777 oplyser, at der var tale om et enkelt hos dem, og Bet25 oplyser, at der ligeledes kun var sat et enkelt væddemål hos dem.
Og flere af de væddemål var sat af BetXperts redaktør, der satte et væddemål hos alle tre bookmakere for at teste, om det kunne lade sig gøre at spille på turneringen fra en dansk konto logget ind i Danmark. Og det kunne det hos alle tre. Bet25 har valgt at annullere væddemålet, 777 har ladet væddemålet stå, mens Jetbull også har annulleret væddemålene.
"Da det ikke er vores spilleres skyld, at denne liga var gjort tilgængelig ved en fejl, har vi som en good-will gestus manuelt krediteret spillernes konti med et beløb svarende til gevinsten på de pågældende spil," skriver Regitse Dioni Munksgaard fra Jetbull i mailen til BetXpert.
Hverken Jetbull, Bet25 eller 777 har ønsket at stille op til et telefoninterview.
Screenshot af kupon hos Bet25, hvor der er spillet på en handicap-sejr til det danske U17-damelandshold.
DHF håber, at der bliver grebet ind
Hos Dansk Håndbold Forbund fortæller generalsekretær Morten Stig Christensen til BetXpert, at han ikke før har oplevet, at bookmakere har tilbudt væddemål på danske håndboldungdomslandshold. Han er kritisk overfor, at flere bookmakere med dansk licens har udbudt væddemål på det igangværende U17 EM.
"Jeg håber da, at der er nogle, der griber ind," siger Morten Stig Christensen med henvisning til Spillemyndigheden.
"Jeg synes ikke, at unge mennesker under 18 år skal være spilobjekter. Det er klart, at jo yngre man er, desto større sandsynlighed er der for, at man kan være lettere påvirkelig over for folk, der vil forsøge at charme en, true en eller betale en til at tabe," tilføjer Morten Stig Christensen.
Han fortæller endvidere, at Dansk Håndbold Forbund gør meget for at forberede spillerne på den verden, der venter, når de eventuelt bliver professionelle seniorspillere. Når de første gang er udtaget til sommerlejr, Team Danmark-træning eller ungdomslandshold bliver de unge spillere orienteret om matchfixing, spil på egne kamp og lovgivningen på området.
"Informationerne bliver givet på lige vilkår med informationer om for eksempel doping, almindelig fornuftig opførsel, og hvordan de skal træne. En del forældre er med første gang, deres børn træder ind af døren til os, og der forsøger vi også at oplyse dem om de her ting," siger Morten Stig Christensen.