Flere kendte danskere optræder i reklamer for spilfirmaer, og det møder kritik af Center for Ludomani. Selv har flere af de kendte ingen moralske skrupler ved at deltage i reklamerne.
Jakob Haugaard og Annette Heick for Rød25, Pilou Asbæk for Bet365*, Uffe Holm for Leovegas* og Brian Laudrup for Unibet* er nogle af de de kendte danskere, der reklamerer for forskellige spiludbydere.
Og det har de intet problem med, fortæller flere af dem til Ekstra Bladet.
"Jeg er simpelthen så liberal. Jeg kan slet ikke se, at det skulle være problematisk. Det er jo frit og lovligt. Så må du jo heller ikke reklamere for alkohol, og så er der mange ting, man ikke må reklamere for. Det skal man tage op på et politisk plan. Jeg har ingen moralske skruper i den forbindelse," siger Annette Heick, der optræder i reklamer for casinositet Rød25, der er ejet af Bet25, til Ekstra Bladet.
Også Jakob Haugaard reklamerer for Rød25. Han ser heller ingen problemer i, at han som en offentlig kendt person reklamer for spil. Heller ikke selvom han tidligere har haft et alkoholmisbrug:
"I et samfund som dette synes jeg ikke, at der er noget galt i det. Hvis der virkelig var et problem, ville man forbyde det", siger han til Ekstra Bladet.
Hos Center for Ludomani mener man omvendt, at det er kritisabelt, at kendte danskere reklamerer for spiludbydere. Det kan være med til at lokke flere i et misbrug, lyder det.
"Kendiseffekten er med til at legitimere, at de her spil er sjov, skæg og underholdning, men der er en bagside af medaljen, der sjældent bliver talt om. Forskning peger på, at hvis man er ude i misbrug eller har haft et misbrug, har det en betydning, og hvis et kendt navn træder frem og siger noget om spil, lokker det," siger centerleder i Center for Ludomani, Michael Bay, til Ekstra Bladet.
Pilou Asbæk: Beklageligt, at nogle ikke kan styre det
Bet365* har lanceret en ny reklamekampagne, hvor Samuel L. Jackson er udskiftet med Pilou Asbæk, der for tiden har succes med blandt andet sin rolle i serien Game of Thrones.
"Jeg har i mange år spillet poker, og jeg better på fodbold, fordi jeg elsker det og synes, at det er sjovt. Ud over det skal jeg ikke gøre mig til herre over andre folks skæbner, og hvad de kan styre og ikke styre. Og det er selvfølgelig beklageligt, at nogle har sværere ved at styre det end andre," siger Pilou Asbæk til Ekstra Bladet.
Hans deltagelse i reklamerne for Bet365* har medfødt kommentarer på sociale medier. På Twitter skrev en bruger i et nu slettet tweet, at han blev helt ked af det over at se Pilou Asbæk i en bettingreklame for Bet365*. Pilou Asbæk var hurtig på tasterne med nedenstående kommentar:
Det skal du ik blive...sidder på et bjerg på Mallorca med et glas vin og overvejer at købe et sommerhus. Tak til @bet365
— Pilou Asbaek (@PilouAsbaek) 27. juli 2017
Ifølge Center for Ludomani behandler de årligt 700 personer for ludomani, og i år 2016 var 27 procent af deres klienter under 25 år. 66 procent af deres klienter har primært problemer med onlinespil, og af denne har gruppe har 54 procent odds og livebetting som deres foretrukne spil, mens det for 22 procent er kasinospil og for 23 procent er det automater.
Der er cirka 9.800 ludomaner i aldersgruppen 18-74 år i Danmark ifølge tal fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) fra 2016, mens der i samme aldersgruppe er cirka 125.000 personer med risikabel spilleadfærd (i tallet er medregnet antallet af ludomaner).