Elitesportsudøvere spiller seks gange så meget om penge som gennemsnittet. Det er et problem, mener Center for Ludomani og flere idrætsforbund, og derfor relanceres kampagnen "Spil til stregen".

Sportsfolk er i særlig risikozone for at udvikle problematisk spiladfærdi i forbindelse med odds og betting. Det skyldes blandt andet at deres store viden om sport, kan føre til en illusion om, at man kan slå bookmakerne på baggrund af sin viden og slå spillet. Yderligere har professionelle sportsfolk en del fritid, hvor gambling kan blive en integreret del af hverdagen, og samtidigt har de også et professionelt konkurrencedrive, som kan væe med til at stimulere gambling og betting. 

Sådan lyder det fra kampagnen "Spil til stregen", der lige er blevet relanceret. Bag kampagnen står blandt andet Center for Ludomani, DIF, Anti Doping Danmark, Team Danmark go en række specialforbund, herunder DBU. 

Kampagnen har til formål at skabe en god og sund kultur omkring sportsspil og eliteudøvere, lyder det fra chef for Public Affairs i Danmarks Idrætsforbund (DIF), Poul Broberg, til Jyllands-Posten, hvor han siger: 


"Skal det her have en varig effekt, kræver det en stor indsats af klubber, trænere og udøvere. Der er de seneste år opstået en situation, hvor selv unge talenter omgives af mange penge, og spil appellerer til konkurrencemiljøer. Når det står værst til, kan de ramte ikke skelne mellem spil og idrætten på banen. Sådan må det ikke være, og derfor skal vi have gentænkt kulturen omkring spil," siger Poul Broberg. 

Ny spillepolitik

Ifølge rapporten "Matchfixing i dansk eliteidræt" har 64 procent af eliteudøvere spillet på om penge på sport indenfor det seneste år, hvorimod tallet er 10 procent for den generelle befolkning. 

"I mange elitesportsmiljøer er spil en naturlig del af det sociale liv. Vi vil gerne medvirke til, at der bliver passet på de unge talenter i sportmiljøerne, da vi oplever, at alt for mange personer med spilleproblemer ofte starter i en ung alder," siger Henrik Thrane Brandt, souschef og behandlingsleder ved Center for Ludomani, til Jyllands-Posten.

"Spil til stregen" er ikke det eneste initiativ, der skal behandle den problematiske spillekultur blandt eliteudøvere. Der arbejdes også på en spillepolitik, der skal implementeres i løbet af 2017. 

"Det er vigtigt, at forbundene tager ansvar og sætter tydelige grænser, fordi spillet nemt kan tage overhånd hos atleterne. Spillepolitikken er et slags etisk kodeks for, hvad god spilleadfærd er i et sundt elitesportsmiljø, og den skal sætte rammer op for, hvordan man skal gribe det an. Det handler om at give atleterne et sundt værdisæt fra starten," siger Inger Winther Johannsen, konstitueret leder af forebyggelsesindsatsen ved Center for Ludomani, til Politiken