Milano-San Remo 2018 - optakt: Værdi i favoritsejren

Årets første cykelmonument står for døren. Jesper Carstens kigger nærmere på klassikeren Milano-San Remo og interessante odds i denne cykeloptakt.

Tæt på 300 kilometer står på programmet, når Milano-San Remo 2018 skal afholdes. Løbet, der som regel ender i en spurt, er en af sportens fem monumenter, der foruden Milano-San Remo også tæller Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liege-Bastogne-Liege og Lombardiet Rundt.

Milano-San Remo markerer indgangen til en lang periode fyldt med spændende endagsløb. I april vil der være løb for brostensryttere såvel som puncheurs, men det italienske løb er som regel forbeholdt sprintere, og derfor er der ikke mange udfordringer på de næsten 300 kilometer fra Milano til San Remo. I finalen kommer der dog et par bakker, som aggressive ryttere kan bruge som et afsæt. Akkurat som de gjorde for et år tilbage, hvor Kwiatkowski vandt løbet.

Det er et langt løb, og selvom det ofte ender i en spurt, så er det sæsonens måske sværeste spurt, fordi de 300 kilometer har en kæmpe effekt, der er svær at vurdere på forhånd. Nogle kan bare ikke håndtere den distance, mens andre bare ikke er godt nok forberedt til den lange rute.

Under alle omstændigheder plejer Milano-San Remo at være et fint løb, om end de første 290 kilometer ofte er begivenhedsløse.

Milano-San Remo Odds & Tips

Hold øje med cykeltips fra Jesper Carstens.

Favoritten

Man kan ikke rigtigt komme uden om, at Milano-San Remo har én storfavorit. Peter Sagan bør rangeres som den klare favorit, særligt i et løb hvor flere af konkurrenterne er under niveau eller fraværende.

Peter Sagan, Bora-Hansgrohe

Chancevurdering: 30 % 

Det er et spørgsmål om tid, før Peter Sagan vinder Milano-San Remo. Det er jeg overbevist om. Nogle ryttere har det svært efter næsten 300 kilometers kørsel, og selvom man kan argumentere for, at han er lidt svagere i finalen i dette løb end normalt, så er det næppe noget, der for alvor holder ham fra at vinde.

Det svækker ham måske lidt. Jeg synes, man kan argumentere for, at han er lidt langsommere i spurten efter så mange kilometers kørsel, men i det rette felt bør han stadig have en ganske god chance for at vinde spurten. Det kunne for eksempel ske i år, hvor mange hurtige folk er væk - som fx Gaviria, der styrtede i Tirreno-Adriatico.

Sagan har styrken til at smutte afsted på Poggio - som sidste år - eller vente til spurten. Jeg tror, at hans taktik afhænger af situationen på dagen. Hvis Oss sidder med i frontgruppen på toppen af Poggio, så kan verdensmesteren vælge at vente til spurten, fordi han i så fald har en stærk leadoutmand.

Hans største chance er dog helt klart i en decimeret spurt. Sidste år tabte han ganske vist til Kwiatkowski, men det er naturligvis en spurt, han vinder oftere, end han taber den. Har han mulighed for det, så vil han springe feltet i småstumper på Poggio-stigningen igen.

Med andre ord: Sagan har utallige muligheder for at vinde det her løb, og han har i et år et stærkere hold end normalt. Hvis muligheden opstår, så bør han rykke væk fra konkurrenterne på finalebakkerne, for uanset hvor hurtig han er, så er en spurt efter 300 kilometer bare ikke normal, og styrkeforholdene kan være anderledes end vanligt.

Udfordrerne

Hvem der er de største udfordrere afhænger af, hvordan løbet bliver kørt. Jeg har valgt at lave to grupperinger: de aggressive og sprinterne. Jeg ser i alt seks rytter være blandt udfordrerne. 

De aggressive: Kwiatkowski, Alaphilippe og Gilbert

Hvis Peter Sagan kører på sidste bakke før mål, så forventer jeg, at Kwiatkowski, Alaphilippe, Gilbert og Wellens forsøger at sidde med, og jeg tror umiddelbart, at de tre førstnævnte har den bedste chance på denne rute.

Kwiatkowski er i forrygende form og har en hurtig finish efter en hård dag. Han er forsvarende vinder, og selvom det kan blive svært, så er han den af de tre ryttere, der har den bedste chance. Det kræver dog sandsynligvis, at de har Sagan med i gruppen; uden verdensmesteren tror jeg, de får det svært.

Alaphilippe har også en chance, såfremt han har genfundet troen på sig selv efter Paris-Nice. Franskmanden var ikke helt på toppen, og til sidst lignede han en slagen mand. Han kørte også med i finalen sidste år, så han ved, at det er et løb, han har en chance i.

Philippe Gilbert har aldrig vundet Milano-San Remo, men han vil med garanti forsøge sig på Poggio. Belgieren går efter at vinde alle fem monumenter, og han mangler blandt andet dette løb, så han skal ud i offensiven. Umiddelbart får han sværest ved det af de tre ryttere, men han er ikke sløv på stregen og kan måske overraske på dagen.

Sprinterne: Kristoff, Demare, Viviani og Greipel

Det er - som jeg ser det - et ret svagt sprinterfelt i år, og jeg tror således, at der er gode chancer for, at vi kommer til at se en gentagelse af 2017-løbet.

Skulle det ske, at det ender i en spurt, så har jeg mest tro på Alexander Kristoff. Nordmanden var syg under Paris-Nice, men han nåede også at komme sig og udgik planmæssigt til sidst. Det var så vigtigt for ham, at han formåede at gennemføre de planlagte træningskilometer, og han har før bevist, at han er uopslidelig i en spurt efter 300 kilometer. Han mangler måske en styrmand, som han havde i form af Luca Paolini, da han var bedst, men det burde stadig være muligt.

Arnaud Demare er måske det bedre bud grundet formen. Han var stærk i starten af Paris-Nice, men han sled mere i det mod udgangen af løbet. Man tog ham planmæssigt ud for at fokusere på Milano-San Remo, og han har da også gode muligheder for at gøre det. Han vandt løbet i 2016 og sad fint med i 2017, men efter 300 kilometers kørsel ser jeg Kristoff - såfremt han er helt frisk - som en tand hurtigere end Demare. 

Den hurtigste af de tre ryttere i en normal spurt er dog Elia Viviani, og uden Fernando Gaviria er Viviani holdets klare sprinter i finalen. Han sad i finalen her for et år siden, men kørte dengang for Sky, der ikke gav ham meget støtte. Jeg har altid sagt, at Viviani i en ren spurt er én af de hurtigste, men han har været for ustabil på grund af manglende støtte. Jeg kunne sagtens se ham løbe af med sejren her, fordi Quick Step formår at give ham den støtte.

Slutteligt er der Andre Griepel. Han har aldrig fået det til at køre i det her løb, men han burde egentligt have en lille chance for at sidde med, når man tænker på hans holdbarhed i andre løb. Formen er ok - farten er lidt mere tvivlsom, men han så solid ud i Paris-Nice. 

Langskud

Årets løb kan blive en lidt speciel affære, for jeg synes virkelig, at der er spørgsmålstegn ved en masse ryttere. Jeg oplister lige her:

• Michael Matthews er tvivlsom til løbet med en forslået skulder. Missede Strade Bianche og Tirreno-Adriatico og har kun kørt Omloop i denne sæson.
• Mark Cavendish styrtede først ud af Abu Dhabi Tour og siden Tirreno-Adriatico. Har misset meget værdifuld løbstræning.
• Fernando Gaviria styrtede på sidste landevejsetape af Tirreno-Adriatico og er ude af løbet.
• John Degenkolb startede sæsonen så godt, men skuffede stort i Paris-Nice, og det ligner ikke, at han har fordums styrke.
• Nacer Bouhanni har set skidt kørende ud hele året. Ligner end ikke hurtigste mand på Cofidis.
• Greg van Avermaet har heller ikke imponeret rent formmæssigt.

Jeg tillader mig at se bort fra alle ovenstående ryttere. Nogle af dem deltager ikke, mens andre ikke har vist tilstrækkelig form for at være med i kampen om sejren, og det har næppe handlet om at "gemme" sig.

Mitchelton-Scott har Caleb Ewan, mens Astana har Magnus Cort. Caleb Ewan er afgjort den hurtigste af de to i en normal spurt, og han endte også marginalt foran danskeren sidste år, men han har ikke set specielt godt kørende ud, og han udgik også af Tirreno-Adriatico. Magnus Cort var flyvende i Paris-Nice, og havde Astana kørt efter etapesejre, så havde han muligvis haft mindst én etapesejr i løbet. Han er farlig i dette løb, selvom han nogle gange mangler lidt topfart mod de rene sprintere.

Hvis Ewan fejler, så har det australske mandskab også Matteo Trentin, der er mere alsidig end de fleste sprintere. Han mangler til gengæld farten mod de rene sprintere, men kunne være god at sende i offensiven på Poggio. Han har farten til at slå fx Sagan i en mindre spurt, og efter 300 kilometer er han heller ikke helt uden chancer mod Viviani og co. 

Sonny Colbrelli er også en dygtig rytter, der kan lide en hård finale. Han er også en rytter, der får en tand for lidt ud af tingene i forhold til sine evner. Men i en hårdt kørt finale kan han have mere i posen, så han skal bestemt ikke udelukkes.

Til gengæld gives der under odds 30 for alle de ovennævnte ryttere i skrivende stund. Det er kun Magnus Cort, jeg tilnærmelsesvis finder interessant til de priser.

Kigger man efter langskud, hvor man kan diskutere, hvorvidt "prisen" er tilfredsstillende, så kan man pege på fx Marcel Kittel. Det er hans debut i løbet, han har det svært med lange distancer, og bakkerne kan dræbe ham, men kommer han med hjem til stregen, så er han - i en normal spurt - den hurtigste. Men i sidste ende afviser jeg også hans odds (pt. 51): det her er Milano-San Remo, og spurten efter 300 kilometer er ikke normal. Meget få "rene" sprintere som Kittel formår at vinde løbet.

Så har jeg måske større fidus til Tiesj Benoot. Ok, han skal af med Sagan og co., men han ser ekstremt formstærk ud i øjeblikket, og hvis han nu stikker af med fx Alaphilippe og Kwiatkowski på Poggio, så er han bestemt ikke uden chancer i spurten. Der gives i øjeblikket odds 200 hos Betsafe og Nordicbet*. Det holder værdi - Bet365* er fx nede i odds 67, og vi taler nok om en CV omkring 1-1,5 %.

Ruten: Milano-San Remo 2018

Det er i grunden spøjst, at Milano-San Remo har fået status som monument: ruten er gabende uinspirerende. Der er selvfølgelig andre ting, der spiller ind, men en rute på næsten 300 kilometer uden vanskelige udfordringer har vel i realiteten ikke meget at gøre på en løbskalender i 2018.

Og så alligevel, for det, der er så charmerende ved Milano-San Remo, er, at det er et udskillelsesløb på landevejen. Der er mange ryttere, hvis motor dør fuldstændig ud efter 250 kilometers kørsel, og for dem betyder de sidste 50 kilometer alverden. Samtidigt er bakkerne i finalen, Cipressa (5,6 km lang, 4,1 % i snit og topper med 21,5 km til mål) og Poggio (3,7 km lang, ca. 4 % i snit og topper med 5,4 kilometer til mål), i sig selv ikke specielt hårde, men de fungerer som et forrygende afsæt i løbet, da de fleste ryttere vil sidde i det røde felt, når feltet rammer dem.

Det så vi for eksempel sidste år, hvor Peter Sagan valgte at stikke af fra feltet på Poggio. Kwiatkowksi og Alaphilippe fulgte med, og det var polakken Kwiatkowski, der stak af med triumfen. Meget kan ske på bakkerne nær San Remo, men i de fleste tilfælde ender det med en massespurt i Via Roma.