Professor på CBS, Søren Friis Hansen, kritiserer i skarpe vendinger flere bookmakeres reklamer for at bryde spilleloven ved at lokke med social accept. Politikerne på Christiansborg deler professorens bekymring, mens branchen afviser kritikken.
Unge mænd i 20'erne og 30'erne, der ikke kan finde ud af simple hverdagsting som at gå tur med hunden eller forlade toilettet, fordi de er fordybet i at spille om penge.
Hundredevis af unge mænd, der i samlet flok bevæger sig mod solnedgangen med en fane, mens der bliver speaket "Vi er alle oddsere".
Det er blot nogle af eksemplerne på, hvad professor Søren Friis Hansen, CBS LAW på Copenhagen Business School, mener, er brud på spillelovens § 36 stk. 5, som blandt andet siger:
"Markedsføring af spil må ikke have et indhold, der giver indtryk af, at deltagelse i spil fremmer en løsning på finansielle problemer eller giver spilleren social accept."
Lover guld og grønne skove
"Man skal ikke åbne sit tv ret længe for at se, at det er nogle af de allerstørste annoncører, vi har i landet. De er over det hele på alle medier. Og enhver, der tænder for sit tv, kan jo ikke undgå at se, at man får lovet guld og grønne skove. Det er svært at læse de reklamer anderledes, end at de lover, at man får det finansielt bedre, og man får social accept," siger Søren Friis Hansen og tilføjer om Danske Spils reklamefremstød "Fordi vi er oddsere":
"Det må da netop siges at slå på, at spillere opnår social accept."
Det er ikke kun Danske Spil, der ifølge Søren Friis Hansen bryder spilleloven. Han kritiserer over en bred kam størstedelen af spillebranchen for at lokke med social accept i deres markedsføring.
Udover Danske Spil navngiver han konkret Unibets reklamer med Brian Laudrup, der både indirekte og direkte kommunikerer til de spillere, der er unikke og specielle.
Bookmakere afviser kritikken
Pressechef hos Unibet, Per Marxen, melder hus forbi på kritikken fra Søren Friis Hansen.
"Det må jo sandsynligvis være udtryk for hans personlige holdning, da ingen myndigheder har anfægtet redeligheden i vores annoncering," skriver han i en SMS til BetXpert.
Også brancheforeningen DOGA henviser til myndighederne som svar på Søren Friis Hansens kritik.
"Jeg tror ikke, der findes noget marked i Danmark, der er mere overvåget af myndighederne end spilreklamer. Det overvåges både af Forbrugerombudsmanden og Spillemyndigheden. Jeg er ret sikker på, at hvis de mente, at der var nogle overtrædelser af loven, så ville de have grebet ind," siger direktør Morten Rønde til BetXpert.
Hos Danske Spil tolker pressechef, Marie Grabow Westergaard, loven anderledes end professoren.
"Loven er meget klar ift., hvad man må og ikke må i spilreklamer. Vi holder os på alle måder indenfor loven," siger hun og uddyber:
"Med "Vi er oddsere" taler vi jo til alle dem, som oddser. Som jo ikke er to eller tre eller fire. Det er ikke en lille, lukket klub, som er særlig eksklusiv at blive medlem af. Det handler om, de mange 100.000 mennesker, der oddser hver uge. Vi er meget opmærksomme på lovgivningen. Vi viser et fællesskab i "Vi er oddsere", fordi vi netop mener, der er et fællesskab mellem dem, der spiller."
Politiske partier: Spilreklamer giver indtryk af social accept
I Folketinget arbejdes der i foråret på at implementere pointerne fra den aftale, som syv partier præsenterede i slutningen af juni, i spilleloven. Det er allerede sket med enkelte elementer af aftalen, mens resten ventes at blive føjet til bekendtgørelserne senest til sommer.
I aftaleteksten står der blandt andet:
"Aftalepartierne finder, at en del spilreklamer giver indtryk af social accept gennem spil, hvilket kan være på grænsen af, hvorledes markedsføringsbestemmelsen i lov om spil (om at markedsføring af spil ikke må have et indhold, der giver indtryk af, at deltagelse i spil giver spilleren social accept), skal fortolkes."
Politikerne har dog valgt ikke at lovgive om spiludbydernes reklamer. I aftalen giver politikerne i stedet spiludbyderne mulighed for i samarbejde med Spillemyndigheden selv at udarbejde et kodeks med spilleregler for, hvordan der må fremover må reklameres. Kan branchen ikke finde en tilfredsstillende løsning, er politikerne klar til at regulere.
S: Myndighederne bør holde grundigt øje med spilreklamer
Konservatives skatteordfører, Anders Johansson, oplyser til BetXpert, at det er væsentligt at få sat nogle meget tydelige rammer, ift. hvordan man må markedsføre sig som spiludbyder, mens skatteordfører for Socialdemokratiet, Jesper Petersen, giver et konkret bud på en spiludbyder, hvis reklamer han personligt ikke bryder sig om.
"Det er ikke op til mig at beslutte, om spilleloven er brudt. Men jeg har ikke noget imod, at aftalen henleder de ansvarlige myndigheders opmærksomhed på, om de er grundige nok ift. at holde øje med denne type af reklamer. Nu bliver det en personlig holdning, men jeg bryder mig for eksempel meget lidt om den måde, LeoVegas arbejder på i nogle af deres reklamer," siger han og uddyber:
"Man normaliserer, at det er sjovere at spille om penge, end det er at være sammen med sin kæreste, når man er i sommerhus. Og kommer de nogensinde ud at stå på ski i den der skiferie? De vil hellere spille om penge."
LeoVegas har ikke ønsket at svare på Jesper Petersens kritik.
Radikale Venstre var ifølge skatteordfører Andreas Steenberg villige til at lovgive stramt i stedet for at lade det være op til branchen selv at sætte rammerne for, hvordan der må reklameres. Det var regeringen dog ikke interesseret i.
"Det endelige resultat er det, man kan kalde for kompromisets kunst. Vi var egentlig klar til at drøfte, om ikke man skulle ligestille spilreklamer med reklamer for tobak og alkohol og lave nogle begrænsninger for, hvor meget man må reklamere i et eller andet omfang. Men det var regeringen ikke," siger han.
Det er nogle år siden, at markedet er blevet liberaliseret. Der har været tid nok til at gøre opmærksom på denne problemstilling. Hvorfor har I ikke gjort noget før nu? "Det kan også være, at vi skulle have gjort det. Grunden til, at der ikke er sket mere, er, at der er politisk uenighed om, hvorvidt det er en udfordring eller ej," siger Andreas Steenberg.
BetXpert har været i kontakt med Spillemyndigheden, som ikke ønsker at kommentere på, om der er nogen aktuelle sager mod spiludbydere, som overtræder spillelovens § 36.