Banecykling-disciplinerne ved De Olympiske Lege køres 2.-7- august. Læs Jesper Sørensens optaksartikel om favoritterne og outsiderne inden for Holdsprint, Holdforfølgelsesløb, Individuel sprint, Omnium og Keirin...
Holdsprint
Dato: 2. august.
Holdsprinten er måske en af de mest populære banediscipliner. Ved det seneste OL var det Storbritannien der vandt foran Frankrig, med den hurtigste tid nogensinde: 42.950 (Bemærk dog at de forskellige velodromer varierer i længde).
Disciplinreglerne og formatet
Holdsprint er egentligt ganske simpelt. Hos mændene er der tre ryttere, der skal køre tre runder. To hold starter på hver sin side af velodromen, og det hold, der først passerer målstregen på den sidste omgang vinder. Hver rytter skal føre holdet an i én runde.
Holdsprinten starter med en kvalifikationsrunde, hvor de otte bedste hold går videre til første runde. Her mødes de efter hvordan det gik i kvalifikationen (nummer 1 mod nummer 8, nummer 2 mod nummer 7 og så videre). Herfra går de fire vindende hold videre til medaljerunden. Her kører de to hold med den hurtigste tid om guld og sølv, mens de to næste hold kører om bronzen. De øvrige placeringer bliver givet efter hvordan deres tid var i første runde.
Favoritterne
Holdsprinten er en åben disciplin. Lige nu ligner Tyskland forsigtige favoritter anført af Maximilian Levy, Rene Enders og Stefan Nimke. Under VM kvalificerede de sig til finalerne sammen med Frankrig, men sammen med Storbritannien (der skulle køre om bronzen) blev begge hold blev diskvalificeret, hvilket sendte Frankrig og Australien i finalen. Tyskland har et vanvittigt stærkt hold, hvilket fravalget af Robert Förstemann vidner om. Det bliver Rene Enders, der starter holdsprinten, mens Levy skal sætte et voldsomt tempo, som Nimke slutteligt skal forsøge at holde hele vejen til stregen.
I topform er det en perfekt sammensætning. Og holdsprinten er tyskernes førsteprioritet ved bane-VM. Hvis alt kører for dem, så får de afgjort en medalje med hjem, og chancen for at den bliver af guld er til stede.
Men konkurrenterne fra Frankrig er stadig ret gode. Godt nok vandt de kun sølv ved VM i både Tyskland og Storbritanniens fravær, men de kørte en relativt ’ringe’ finale mod Australien og tabte stadig blot med 0,001 sekund.
Det var særligt grundet en fantastisk præstation af australiernes unge Matthew Glaetzer, men Frankrig smed også et relativt stort forspring over bord efter Baugé havde forladt føringen før 2. runde, hvorefter Kevin Sireau kunne holde dette forspring, men Michaël D’Almeida. Det er klart at han skal hæve niveauet, hvis Frankrig vil vinde OL-guld, men i form af Baugé har de en fantastisk starter, der bør give dem forspringet i langt de fleste dueller. Det står og falder meget om hvorvidt D’Almeida (eller hvem der nu bliver deres tredjemand) kan holde farten oppe på tredje omgang.
Frankrig vandt VM 2011 i holdsprinten, men grundet Baugés problemer med whereaboutssystem og efterfølgende dopingdom fik man frataget titlen. Dengang var rækkefølgen dog helt anderledes, og det var således Sireau, der skulle afslutte for franskmændene.
En fordel for både Tyskland og Frankrig er, at de har registreret henholdsvis Robert Försteman og Mickaël Bourgain som mountainbikerytter og landevejsrytter. De er baneryttere, og kan således gå ind og køre et par runder tidligere i turneringen, således at deres ryttere er friskere til de afgørende heat. Der skal køres tre runder – kvalifikation, første runde og medaljerunde – på to timer. Det kan uden tvivl mærkes, og det er en vanvittig fordel de får ved at ’udnytte’ udtagelserne på den måde.
Storbritannien er ret store outsider, men kan ikke nævnes som favorit. Dels fordi de kommer til at mangle friske ben mod Tyskland og Frankrig, og dels fordi der er en anelse mere styrke over Tyskland og Frankrig. Hoy og Kenny er to dygtige ryttere, mens stortalentet Philip Hendes også er ret dygtig – men også kun 19 år. Hvordan klarer han en helt fyldt velodrom? Det er jeg spændt på at se. Hoy og Kenny skal nok levere, men deres succes afhænger i høj grad af Hendes. Hvis han virkelig skruer bissen på, så kan de sagtens løbe af sted med guldet.
De nye verdensmestre fra Australien er jeg ikke vanvittigt vilde med. De kørte godt på hjemmebanen – men husk på, at de i første omgang kun skulle køre bronzefinale – mens Frankrig kørte tilsvarende ringe i finalen. Det vil ikke være den største overraskelse nogensinde hvis de vinder, men jeg har bare meget ringe tro på at de kan gentage VM-triumfen.
Jeg tror afgjort mest på Tyskland og Frankrig. Jeg tvivler på der er ret mange hold, der kommer til at starte lige så godt som Frankrig, men spørgsmålet er om de kan holde det høje niveau hele vejen til målstregen – her er tyskerne en anelse mere stabile.
Holdforfølgelse
Dato: 2. og 3. august.
Holdforfølgelsen er måske den mest kendte disciplin herhjemme. Danskerne har nemlig været temmelig gode (og er det til dels stadig) i disciplinen. Ved seneste OL fik man bronzen, mens Storbritannien vandt guldet. Dengang blev man dog ført an af Michael Mørkøv og Alex Rasmussen, og skønt førstnævnte er tilbage, så har han næppe fordums styrke i disciplinen.
Disciplinreglerne og formatet
I holdforfølgelsen har man fire ryttere, der skal køre fire kilometer hurtigst på tid.
Konkurrencen starter med en kvalifikation, hvor holdene bliver seedet efter deres tider. I første runde er konkurrencen således delt over i to: Det hurtigste hold møder det fjerdehurtigste hold, mens det andet hurtigste hold møder det tredje hurtigste hold. Herudover mødes de fire resterende hold på samme måde (5 mod 8 og 6 mod 7).
De to vindere blandt de fire hurtigste hold skal køre finalen. De resterende seks hold bliver rangeret efter deres tider, og de to hurtigste hold her vil mødes i en kamp om bronzen.
Med andre ord har man forspildt chancen for guld og sølv, hvis man kører en dårlig kvalifikation – samtidigt kan man også nå finalen, selvom flere hold reelt set har en hurtigere tid end en selv i 1. runde, så længe man bare slår sin direkte modstander i første runde og altså var top4-hold under kvalifikationen.
Favoritterne
Det er svært at vurdere hvem, der skal være favoritter i denne disciplin. To lande skiller sig helt ud. Storbritannien og Australien. Herefter følger et åbent felt, der formentligt skal kæmpe om bronzen. Her finder vi New Zealand og Rusland, der må være lidt foran de øvrige nationer. Danmark har en outsiderrolle, men de er især svækket af at Alex Rasmussen ikke får lov at deltage. Mørkøv alene kan næppe gøre dem til medaljefavoritter.
Storbritannien må være et lille niveau foran. De satte ny verdensrekord tidligere på sæsonen under VM i Australien, og deres hold er vanvittigt stærkt med Geraint Thomas, Peter Kennaugh, Ed Clancy, Steven Burke og Andrew Tennant (en af dem er reserve og bruges typisk i de indledende løb) har ikke just vist alverdens svagheder, og det faktum at en så stærk rytter som Geraint Thomas har sat landevejskarrieren på standby for at fokusere på holdforfølgelsen er noget af et luksus.
Det er dog ikke fordi, at Australien er meget svagere. Jack Bobridge, Rohan Dennis, Alex Edmonson, Michael Hepburn og Glenn O’Shea er alle meget stærke. Der har været lidt problemer, hovedsaligt grundet Bobridges spirituskørsel (og Hepburn var også indblandet) for en måned siden. Det kan godt sætte sig lidt i hovedet på dem. På papiret er de måske mindst lige så stærke som Storbritannien (husk navnet Rohan Dennis!), men skuffelsen over at de ikke kunne vinde VM på hjemmebanen tidligere på året sammenholdt med at briterne nu er på hjemmebane, giver altså en retfærdig fordel til dem.
Herefter er der kun minimale chancer for at de øvrige hold kan vinde guld. Rusland satser benhårdt på det, men jeg tror OL kommer til for tidligt, og der er i øjeblikket ikke meget, der holder dem fra for eksempel New Zealand. Jeg holder dog Rusland som en lidt større favorit til bronzen, hvor bookmakerne mere er til New Zealand.
Individuel sprint
Dato: 4-6. august.
Denne disciplin er meget interessant, men knap så åben som mange af de øvrige. Den helt store favorit er franske Gregory Bauge, og den favoritværdighed er ikke blevet meget værre af at Jason Kenny – og ikke Chris Hoy – fik pladsen for briterne.
Disciplinreglerne og formatet
I sprinten kører man først en 200 meter enkeltstart, der skal rangere rækkefølgen for de 16 ryttere i første runde. Herefter er det ren og skær knock-out hele vejen til finalen. To ryttere kører mod hinanden og den første mand over stregen vinder. Der køres bedst af tre.
Det lyder meget lige til, men det er en meget taktisk affære. Rytterne starter side om side og triller ekstremt langsomt indtil spurten begynder. Der er ikke mange ryttere, der ønsker at være i front af spurten fra starten af, hvorfor hele banen kan tages i brug. Det forklarer også den langsomme kørsel i starten: De forsøger at få hinanden til at starte spurten fra fronten af.
Det er derfor ekstremt vigtigt at have en vanvittig acceleration, men herudover kræves der også snilde og naturligvis en hurtig sprint.
Favoritten
Der er ingen tvivl om at favoritten er franske Gregory Baugé. Han har været noget nær urørlig i meget lang tid og kun Sir Chris Hoy har formået at snyde franskmanden – og så lige en lille straf for ikke at udfylde sine whereabouts godt nok. Ser man bort fra denne straf, så har han vundet VM de seneste fire år, og hans forventede største rival – Jason Kenny - har ikke været tæt på at snyde Baugé indtil videre.
Man skal naturligvis aldrig sige aldrig (jeg har et vinderspil ude på Baugé, hvor CV i øjeblikket lyder på 69 %). Jason Kenny er på hjemmebane, og han er ung og talentfuld (mere talentfuld end fx Hoy var i den alder), og et alvorligt gennembrud kan naturligvis forekomme. Men Baugé virker som en atlet, der er på toppen af sin karriere, og jeg har ærlig talt svært ved at se, at han ikke skulle være markant favorit i denne disciplin i øjeblikket.
Omnium
Dato: 4. og 5. august.
Ominum er en herlig disciplin. Faktisk er det en samling af seks discipliner: Flying lap, pointløb, elimineringsløbet, individuel forfølgelse, scratch race og enkeltstart.
Disciplinregler og formatet
Vinderen af omnium-løbet er den rytter, der klarer sig samlet set bedst i de forskellige discipliner. Man får point, der svarer til ens placering. Det vil sige, at hvis man vinder en disciplin, får man ét point. Det gælder om at få færrest point.
Flying lap: Et løb mod uret
Pointløb: Der køres 30 kilometer. Der kommer spurter efter hver 10. runde, hvor der gives point. Yderligere gives der point, hvis man når op til feltet igen.
Elimineringsløbet: Et løb, hvor der er en spurt på hver anden omgang. Den sidste rytter i spurten udgår indtil der kun er én rytter tilbage.
Individuel forfølgelse: 4 kilometer. To ryttere starter på hver sin side af banen og kører mod uret.
Scratch race: Der køres 16 kilometer. Den første der passerer stregen efter 16 kilometer vinder.
Enkeltstart: Der køres 1 kilometer. Hurtigste tid vinder.
Favoritten
Omnium hylder den komplette rytter. Og en af de mere komplette ryttere er Glenn O’Shea. Han vandt det seneste VM på hjemmebanen i Melbourne. Samtidigt er Australien også den suverænt stærkeste nation i disciplinen. Siden det blev en VM-disciplin i 2007 har man således vundet VM fire ud af seks gange. Ingen har dog prøvet at vinde VM mere end én gang.
Ved VM vandt han ingen af de seks discipliner, men var til gengæld hamrende stabil i dem alle. Det er også det klare krav: Man skal være stabil hele vejen rundt for at kunne vinde guldet.
Efter O’Shea finder vi et meget lige felt, der dog bliver ført an af Ed Clancy. Han vandt VM i 2010, men eftersom vi har et langt scratch race samt et pointløb, der ligeledes er langt, så føler jeg ikke helt, at det favoriserer Clancy, der er klart bedst på disciplinerne i kampen mod uret.
Så har jeg muligvis lige så stor tro på Zach Bell, der ikke har andre forpligtelser end omnium. Han er ikke just en stjerne i nogen af disciplinerne, men han er stabil hele vejen rundt. Lidt svagere end unge O’Shea, men ellers minder de relativt meget om hinanden. Men han skal afgjort skabe forskellen på fællesstarterne, især i pointløbet hvor han har sin store styrke. Han plejede at være en meget hurtig mand, men han har mistet lidt af sin speed.
Så er der også Juan Arango Carvajal, der ikke deltog under VM. Han er lidt af en joker, men han er absolut en fræk outsider. Netop fordi han ikke deltog under VM går han måske en anelse under radaren hos konkurrenterne (muligvis ikke: De fleste nævner ham som en hård rival i interviews). Han var dog relativt suveræn World Cuppen i London tidligere på året (et par af profilerne manglede dog) og blev faktisk top2 i alle discipliner undtagen eliminationsløbet (nr. 5) og scratch (nr. 9). Han kunne meget vel vinde, og personligt har jeg ham som den største outsider til Glenn O’Shea.
Bryan Coquard, der er hamrende dygtig til elimineringsløbet, samt flying lap og enkeltstarten, bør også have en pæn chance. Han har dog før tabt løb fordi han er for ustabil i hans svage discipliner som fx individuel forfølgelse og pointløbet – og det kommer til at koste. Stabilitet er nøglen. I samme omgang kan man også nævne Elia Viviani, der er så dygtig i enkelte discipliner, men hans svagheder i andre gør ham ikke til en oplagt guldmedaljevinder.
Det samme kan desværre også siges om danske Lasse Norman Hansen. Han er ung. Og han vandt bronze ved VM. Han er måske en af de bedste i individuel forfølgelse (her var han helt suveræn under VM), og god til scratch og enkeltstarten. I de tre andre discipliner – særligt eliminationsløbet – halter han noget efter. Han er dog ung, men det bliver næppe ved dette OL, at han får guld i omnium.
Keirin
Dato: 7. august.
Keirin-disciplinen er relativt ny i OL-sammenhæng. Faktisk blev de først en del af OL-programmet i 2000, hvor franske Florian Rousseau vandt. I 2008 blev det den legendariske brite, Sir Chris Hoy, der vandt, og han er storfavorit til at gentage den bedrift.
Disciplinreglerne og formatet
Der køres otte omgange i keirin. 5,5 af disse køres bag en knallert. Knallerten starter hos herrerne med en fart på 30 km/t og sætter gradvist farten op. Når knallerten forlader banen, har den nået en fart på 50 km/t. Alt i mens følger rytterne efter i samme fart. Med 2,5 omgange tilbage – eller ca. 600 meter – forlader knallerten banen, og så skal rytterne sprinte til målstregen. Den første der passerer vinder.
I keirin handler det altså i høj grad om at kunne holde høj fart i meget lang tid.
Keirin køres over flere runder. I den første runde findes de første deltagere til anden runde, mens de resterende pladser findes blandt dem, der ikke gik videre i første omgang i et opsamlingsheat. Derefter er der 12 ryttere tilbage i 2. runde. De seks bedste i anden runde ryger i finalen, mens de seks dårligste i runde to kæmper om placeringerne fra 7-12.
Rytteren der kommer først over stregen i finalen har vundet.
Favoritterne
Chris Hoy har sat sig tungt på disciplinen. Således er det foruden OL-guldet i 2008 blevet til VM-guld i 2007, 2008, 2010 og 2012. I 2009 deltog han ikke i VM grundet en skade tidligere på sæsonen, mens hant i 2011 blev henvist til andenpladsen (og for første gang siden 2003 forlod han et VM uden en guldmedalje). Herudover har han vundet flere World Cup-stævner i disciplinen, hvilket han også gjorde tidligere i denne sæson i netop London.
Naturligvis er han favorit – men måske ikke så kæmpe stor, som oddsene i øjeblikket antyder. Chris Hoy er 36 år og ved uden tøven hvordan man skal køre i keirin. Men han blev presset både ved World Cup-stævnet i London samt VM i Melbourne. Især under VM var tyske Levy tæt på at snyde Chris Hoy.
I videoen ovenfor viser Chris Hoy dog også sin sublime teknik og erfaring i disciplinen. Han bliver en svær nød at knække, men især en rytter, kan drille Chris Hoy.
Jeg ser tyske Maximilian Levy som Hoys største konkurrent, og jeg kunne godt se tyskeren vippe Hoy af pinden på hjemmebanen. Levy skal kun køre keirin og mændenes holdsprint, der allerede køres den 1. august. Det er samme program som Hoy.
Levy har slet ikke samme erfaring som Hoy, men han har allerede været med til OL før, hvorfor han ikke er helt uerfaren. Og så er han stærk og kan tage spurten fra fronten som vi så det under VM.
Franske Mickael Bourgain er en joker, men guldet bør gå til enten Hoy eller Levy, og Hoy er nok retmæssigt favorit, men jeg tumler lidt med om Levy i skrivende stund ikke undervurderes en anelse for meget.
