BetXpert ser frem mod OL 2012 i London. Officiel åbningsdag er 27. juli, men faktisk tyvstarter mændenes fodboldturnering dagen inden. Vi har sat os for nøje at gennemgå de 16 deltagende fodboldhold. I sidste uge indledte vi med Gruppe A; her følger Gruppe B (de andre grupper gennemgås i de kommende dage/næste uge).

Favoritterne i Gruppe B er Schweiz og Mexico, men offensivt spændende Sydkorea skal ikke afskrives, og det skal de afrikanske mestre fra Gabon heller ikke.

Gruppe A byder på verdensstjerner som Cavani, Suarez og Giggs, men Gruppe B kan skam også. Her finder du fx Asiens "Gerrard", "Messi" og "Michael Laudrup". Schweiz råder over en række stærke folk fra Bundesligaen, Serie A og Ligue 1. Og Mexico nedspillede såmænd OL-værten Team GB (Giggs og Co) i en træningskamp for nyligt...

Lad os først liste oddsene og derefter se nærmere på de fire Gruppe B-hold.

Vinder-odds, Gruppe B

Schweiz: 2,25 Ladbrokes

Mexico: 2,63 Bet36, Sportingbet

Sydkorea: 7,0 Ladbrokes, Sportingbet

Gabon: 9,0 Bet365*, Sportingbet

GRUPPE B

Mexico
Sydkorea
Gabon
Schweiz

Kampprogram

26. juli, kl 15.30: Mexico-Sydkorea

26. juli, kl 18.15: Gabon-Schweiz

29. juli, 15.30: Mexico-Gabon

29. juli, 18.15: Sydkorea-Schweiz

1. august, 18.00: Mexico-Schweiz

1. august, 18.00: Sydkorea-Gabon

Overblik

Dette er nok OLs mest åbne gruppe.

Gabon med få kendte navne på holdet er naturlig underdog, men skal ikke afskrives - det er trods alt de afrikanske U23-mestre vi taler om.

Afskrives skal Sydkorea bestemt heller ikke. Jeg stiller spørgsmålstegn ved defensiven, men mest fordi jeg ikke kender spillerne. Offensiven ser vældigt spændende ud. Fra en visionær Celtic-spilfordeler (Asiens "Gerrard") over et par superteknikere (Asiens "Michael Laudrup" og "Messi"...) og en fast Bundesliga-starter til to Premier League-angribere (begge er dog kun reserver til dagligt).

Men førstepladsen bør trods alt være en dyst mellem Schweiz og Mexico. Her er førstnævnte gjort til favorit - en status jeg ikke er helt enig i. Jep, Schweiz vandt sølv ved sidste sommers U21-EM og har igen et talentfuldt hold, men kan Zuber erstatte Shaqiri? Det vil vise sig. Defensivt ser det solidt ud hos Schweiz (omend man ikke skal afvise at det kan blive tungt mod de kvikke offensivfolk hos Sydkorea og Mexico), men offensiven er mere tvivlsom.

Jeg synes at Mexico der midt i juli var det britiske OL-hold klart overlegen, skal være gruppefavorit. Et teknisk fremragende og målfarligt mandskab. Svagheder i defensiven? Måske nok (men nok mindre end man skulle tro), men først skal modstanderne altså lige erobre bolden fra de hurtige og pasningsstærke mexicanere.

Jeg har et godt øje til Mexico - og jeg vil ikke udelukke at der er værdi i gruppevinder-oddset på 2,63. Sikker er jeg dog ikke; det er som sagt en åben gruppe...

Kunne der være værdi i Mexico som OL-vinder (17,0 hos Sportingbet)? Tjah, i hvert fald Spanien og Brasilien ser umiddelbart noget stærkere ud, og Uruguay er også foran på papiret - men trods det kan der jo godt være værdi i det mexicanske odds. Det vil jeg dog vente med at vurdere til jeg har bedømt de sidste to grupper.


MEXICO

Man skal holde godt øje med Mexico der trods kun een udlandslegionær (Tottenham-reserven dos Santos) ser ud til at have et virkelig stærkt hold. Teknisk fremragende og fremradrettet med diverse målfarlige spillere. Og selv om forsvaret ligner et lidt svagt punkt, er der en rutineret målmånd og et højt (og talentfuldt) midterforsvar.

Opdatering 24. juli: Efter at have slået Team GB med 1-0, tabte Mexico sine sidste to træningskampe før OL. Først blev det 0-1 mod stærke Spanien og derefter 1-2 mod Japan. Det var dog temmelig uheldigt. Mexico sad på både spil og chancer, men brændte de fleste og gav to mål væk, på en dum afleveringsfejl af Herrara i 39. minut og på en kontra i 86. minut.

Træneren

Holdets træner er 54-årige Luis Fernando Tena der siden 2010 (efter 16 år som klubtræner i den mexicanske liga) har været assistenttræner på A-landsholdet.

Kvalifikation

Det mexicanske hold kvalificerede sig til OL ved at vinde den Nord- og Mellemamerikanske kval-turnering der blev afholdt i USA i marts. I indledende gruppespil vandt Mexico sin pulje med maksimumpoint foran Honduras (3-0-sejr), Panama (1-0-sejr) og Trinidad & Tobago (7-1-sejr). I semifinalen blev det 3-1 over Canada, og i finalen 2-1 efter forlænget spilletid (1-1 i ordinær kamp) over Honduras.

Mexicos og turneringens topscorere blev Fabián og Pulido med hver 5 mål. Ponce scorede 2 mål.

Touloun-gevinst

Mexico deltog desuden i den temmelig prestigiøse ungdomsturnering i Touloun i maj/juni i år - og vandt såmænd. I indledende gruppespil tabte holdet med 1-3 til Frankrig, men vandt 4-3 over Marokko og 2-1 over Hviderusland. I semifinalen blev det 4-2 over Holland og i finalen 3-0 over Tyrkiet (der havde elimineret Frankrig).

Midtbanemand Héctor Miguel Herrera blev kåret som turneringens bedste spiller, og Fabián blev topscorer med 7 mål.

Copa America, Pan America og pigesjov

Mexicos OL-hold (med Tena ved trænerroret), eller i hvert fald dele af det, hentede værdifuld erfaring sidste sommer da det (med 5 overage-spillere) fik lov til at deltage i Copa America som Mexicios repræsentant (det blev dog til 3 nederlag og kun 1 mål. Til gengæld vandt Mexico - med 10 OL-spillere i truppen - Pan American Games i oktober 2011; Peralta blev turneringstopscorer med 9 mål).

13 spillere fra Copa America-truppen er også med i OL-truppen. 4 af dem - I. Jimenez, Vidrio, Fabián og Cortés - kom dog IKKE med til Copa America. Kort før slutrunden blev de, sammen med 4 andre, idømt 6 månders karantæne pga uspecificerede disciplinære problemer (det var vist noget med kvindelige gæster på hotelværelserne). Men de nåede altså tilbage i tide til at være med i kval-turneringen og altså også OL.

Markante fravær

Derimod forblev de 4 andre karantæneramte ude i kulden: Jonathan dos Santos, David Cabrera, Jorge Hernandez og Nestor Calderon var med i den oprindelige Copa America-trup, men vendte aldrig tilbage til OL-truppen efter udtjent straf.

Jonathan dos Santos (lillebror til Giovani) er defensiv midtbanemand på Barcelonas B-hold.

Markante synes følgende fravær også at være: angriberne Alan Pulido (21 år) og Carlos Vela (23 år). Pulido blev delt topscorer ved kval-turneringen i marts, og Real Sociedad-spilleren Vela var med til VM-2010 for A-landsholdet (han har dog ikke været i OL-truppen, hverken ved Copa America ellers i kval-turneringen i marts).

Det kan også nævnes at Man United-angriber Javier Hernandez faktisk var udtaget som een af holdets tre overage-spillere (han er 24), men Alex Ferguson fik overtalt det mexicanske forbund til at frigive ham.

Holdet

Holdets tre ældre spillere er: målmand Corona (31 år og 17 A-kampe) fra Guadalajara, venstreback/defensiv midtbanemand Salcido (32 år og 103 A-kampe, herunder VM-2010) fra Tigres samt angriber Peralta (28 år og 10 A-kampe; 2 mål) fra Santos Laguna.

Det betyder at man på målmandsposten kan vælge mellem den rutinerede Corona (1,84) og 20-årige Rodriguez (1,83) der havde starttjansen i kval-turneringen. Corona får nok pladsen - hvorfor skulle den 31-årige ellers være i truppen - og dermed står holdet med en stærk keeper. Corona var med da Mexicos A-hold (Salcido og dos Santos var også med) slog Brasiliens OL-hold med 1-0 3. juni.

I forsvaret er der den meget erfarne venstreback Salcido (medmindre han skal spille på midtbanen) . Efter 4 år i PSV (succes) og 2 i Fulham (ikke så meget), har han siden 2010 været tilbage i Mexico, men hans tekniske evner er der næppe nogen der har taget fra ham.

Det er dog lidt pudsigt at træner Tena har taget en venstreback med blandt de tre overage-spillere - på dén post har holdet nemlig i forvejen talentfulde Ponce (5 mål i 17 U23-kampe, 1,75 meter høj) der var med til Copa America sidste sommer, og som scorede 2 mål i kval-turneringen. Men det er nok fordi Salcido er tiltænkt en rolle længere fremme på banen. I øvrigt kan Ponce også spille venstrekant.

Faktisk rummer truppen ENDNU en venstreback: Chávez (1,77). Derimod er der kun een egentlig højreback - Jiménez (1,72) - men midterforsvarer Vidrio (1,84) er fleksibel og kan også spille back (eller defensiv midtbane).

I midterforsvaret råder Mexico desuden over Mier (1,8), Araujo og Reyes. De to sidstnævnte er begge 1,89 - og i hvert fald den ene af dem må forventes at starte inde på et ellers ret lavt mandskab. Reyes er kun 19 år, men et stort talent der har vakt interesse hos diverse europæiske storklubber. Han kan også spille på den defensive midtbane.

På midtbanen er der nogle store talenter i felt-til-felt-spilleren Herrera og den lynhurtige og meget målfarlige offensivmand Fabián. Der er også defensivmanden Enríques og højrekantsfolkene Aquino og Cortés.

På venstrekanten KUNNE man evt spille med Salcido eller Ponce - eller bruge den venstrebenede angriber dos Santos. Fremragende tekniker der har haft uhyre svært ved at slå igennem i Tottenham, men regelmæssigt har gjort det flot for landsholdet. dos Santos er den eneste udlandslegionær i den mexicanske OL-trup og sammen med Salcido den eneste der var med til VM-2010.

Angrebet råder også over 28-årige Peralta og 21-årige Rail Jimenez. Sidstnævnte må være taget med pga sin højde (1,9), men er nok udset en reserverolle. Centreforward-positionen bør tilhøre Peralta (topscorer ved Pan American Games sidste år), eftersom han er een af de tre overage-spillere, må det formodes at han tiltænkt en startrolle. Han er kun 1,78 men er god til at skabe plads til de andre offensivfolk.

Spørgsmålet er så om dos Santos - der også må være udset en startrolle - skal spille venstrekant eller hængende angriber?

I en træningskamp (15/7) mod England (Mexico var klar overlegen at dømme efter denne youtube-video og vandt 1-0 på mål af Fabian) stillede Mexico med Salcido og Herrera på den centrale midtbane i en 4-2-3-1-formation:

Corona - Jimenez, Mier, Reyes, Chavez - Herrera, Salcido - Aquino, Fabian, Ponce - Peralta

Til OL skal dos Santos nok erstatte enten Ponce eller Fabian. Jeg gætter på Ponce - Fabian er så målfarlig at han næppe kan undværes.

Trup

1. Jose de Jesus Corona (Cruz Azul)

2. Jose Antonio Rodriguez (Chivas de Guadalajara)

3. Israel Jimenez (Tigres)

4. Hiram Mier (Monterrey)

5. Darvin Chavez (Monterrey)

6. Diego Reyes (America)

7.Nestor Vidrio (Pachuca)

8. Nestor Araujo (Cruz Azul)

9. Carlos Salcido (Tigres)

10. Jorge Enriquez (Chivas de Guadalajara)

11. Miguel Ponce (Chivas de Guadalajara)

12. Hector Herrera (Pachuca)

13.Javier Cortes (Pumas)

14.Marco Fabian (Chivas de Guadalajara)

15.Javier Aquino (Cruz Azul)

16.Raul Jimenez (America)

17.Giovani Dos Santos (Tottenham)

18.Oribe Peralta (Santos Laguna)


SYDKOREA

Sydkorea har et interessant hold. En god målmand, men ellers et ukendt forsvar. Een defensiv midtbanemand - og så ellers en lang række spændende offensivfolk. Fra en visionær Celtic-spilfordeler (Asiens "Gerrard") over et par superteknikere (Asiens "Michael Laudrup" og "Messi"...) og en fast Bundesliga-starter til to Premier League-angribere (begge er dog kun reserver til dagligt).

Lugter det af mål? Måske. Men så nok i begge ender.

Kvalifikation

Sydkorea har nået OL via den asiatiske kvalifikation. I en indledende kval-runde i marts 2011 blev det 4-2 over Jordan, og i gruppespillet i september 2011 til marts 2012 vandt sydkoreanerne deres gruppe foran Oman (2-0-sejr hjemme, 3-0-sejr ude), Qatar (0-0 hjemme, 1-1 ude) og Saudi Arabien (1-0-sejr hjemme, 1-1 ude). Holdets gruppe-topscorer med 4 mål blev Kim Bo-Kyung.

Sydkoreas A-landshold fik i øvrigt bronze ved Asian Cup i januar 2011, med 5 af de nuværende OL-spillere i truppen. Ved VM-2010 (hvor Sydkorea nåede 1/8-finalerne) var der 4 nuværende OL-spillere med.

Sydkoreanerne har vundet de seneste træningskampe, mod Syrien, New Zealand og Senegal, med henholdsvis 3-1, 2-1 og 3-0.

Træneren

Træner er Hong Myung-Bo, selv tidligere meget markant landsholdsspiller med 136 A-landskampe og 4 VM-deltagelser (regnes som næstbedste sydkoreaner nogensinde, kun overgået af Cha Bum-Kun).

Den 43-årige Hong stoppede sin aktive karriere i 2004 og har siden 2005 været ansat af det sydkoreanske fodboldforbund, i de første par som assistenttræner for først A-holdet og derefter U23-holdet, i 2009 som cheftræner for U20-holdet og fra 2009 ansvarlig for U23-holdet. Han har ikke været klubtræner.

Markante fravær

Da Sydkoreas A-hold vandt bronze ved Asian Cup i januar 2011, rummede truppen 8 unge spillere der ville være OL-spilleberettigede. 5 af dem er med i London, men 3 er ikke med: midtbanemand Yoon Bit-Garam, midterforsvarer Hong Jeong-Ho og HSV-fløjen Son Heung-Min.

De tre fravær ligner alle svækkelser. De to første fordi de spillede en rolle i kvalifikationen, Son pga et stort talent.

Med er heller ikke angriber Lee Seung-Yeoul der var med til VM-2010 (men kun fik 5 minutter på banen), men dog ikke var med til Asian Cup.

Holdet

De 3 overage-spillere på Sydkoreas hold er den 26-årige målmand Jun Sung-Ryong, den 26-årige forsvarer Kim Chang-Soo og den 27-årige angriber Park Chu.Young.

Jun Sung-Ryong (1,9 meter høj) er førstekeeper på A-landsholdet og må derfor siges at være en markant forstærkning af OL-holdet.

Backen Kim Chang-Soo har derimod kun 2 A-kampe i bæltet, og i det hele taget ser forsvaret uimponerende ud. Men måske er det bare fordi jeg ikke kender nogen af dem. 4 spiller i den hjemlige liga, 1 i Kina og 1 i Japan. Ud over Kim er det: Oh Jae-Seok (højreback), Yun Suk-Young (venstreback), Kim Young-Gwon (midterforsvar/back, 1,85), Kim Kee-Hee (midterforsvar/defensiv midtbane, 1,87), Hwang Seok-Ho (uspecficeret forsvarer).

Midtbanen ser mere spændende ud. Her er nemlig Celtics visionære spilfordeler Ki Sung-Yueng (kaldes "Sydkoreas Gerrard") der også er fast mand på A-landsholdet og var med til VM. Ligesom Kim Bo-Kyung, offensiv midtbane/fløj, der scorede 2 mål i A-holdets seneste kamp (12. juni: 3-0 over Libanon), og som blev OL-holdets topscorer i kvalifikationen. Kim skifter efter OL fra den japanske liga til Cardiff i den næstbedste engelske række.

Der er i høj grad også offensiv-midtbanemanden (evt højrekant) Koo Ja-Cheol (OL-holdets anfører der også var med til VM) der efter at have været marginalspiller hos Wolfsburg i 2012 blev fast starter hos en anden Bundesligaklub, Augsburg (5 mål i 15 kampe).

Og så er der to små stortalenter med lavt tyngdepunkt og imponerende tekniske evner. 21 og 20 år gamle. Nam Tae-Hee (central/offensiv midtbane) kan være helt Michael Laudrupsk i sine bevægelser, og Baek Sung-Dong (offensiv midtbane/angreb) kaldes såmænd "Asiens Messi" (hans måde at bevæge sig på minder mig nu mere om Maradona end om Messi, men fred være med det).

Nam spillede i franske Valenciennes (var primært reserve, men viste prøver på sit store talent) indtil han i januar skiftede til Qatar-klubben Lekhwiya hvor han har scoret 5 mål i 10 kampe. Baek spiller i Japan.

Midtbane-kontingentet rummer også offensivmanden Park Jong-Woo (spiller i Sydkorea) og defensivmanden Han Kook-Young (spiller i Japan).

Med andre ord: Kun een decideret defensiv-midtbanemand. Fokus på offensiven.

I angrebet er der et par velkendte navne. Ud over Kim Hyun-Sung fra FC Seoul, er der nemlig Ji Dong-Wen fra Sunderland og rutinerede Park Chu-Young (var også med til VM) fra Arsenal (han spillede tidligere hos Monaco hvor han gjorde det godt).

Men der er tale om klubholds-reserver. Ji fik kun 2 Premier League-kampe fra start i sidste sæson (17 som indskifter; i alt 437 minutter. 2 mål), og Park fik kun een PL-kamp - som indskifter...

Trup

Målmænd: Jung Sung-Ryeong (Suwon Bluewings), Lee Bum-Yeong (Busan I'Park).

Forsvar: Yoon Seok-Yeong (Chunnam Dragons), Kim Young-Gwon (Omiya Ardija), Jang Hyeon-Soo (FC Tokyo), Kim Chang-Soo (Busan I'Park), Hwang Seok-Ho (Sanfrecce Hiroshima), Oh Jae-seok (Gangwon FC).

Midtbane: Kim Bo-Kyung (Cerezo Osaka), Koo Ja-Cheol (Augsburg), Han Kook-Young (Shonan Bellmare), Baek Sung-Dong (Jubilo Iwata), Ki Seong-Yong (Celtic), Park Jong-Woo (Busan I'Park), Nam Tae-hee (Lekhwiya SC).

Angreb: Ji Dong-Won (Sunderland), Park Chu-Young (Arsenal), Kim Hyun-Sung (FC Seoul).


GABON

Gabon skal have kredit for at have vundet det afrikanske U23-mesterskab sidste år. Men i forhold til dengang mangler holdets turneringstopscorer, midtbanemand Mba, samt stor-talentet på den defensive midtbane Poko.

Til gengæld er holdet så forstærket af den rutinerede A-landsholdskeeper Ovono og A-angriber Aubameyang, men den stærke midterforsvarer Ecuele Manga fik ikke lov til at spille for sin klub, og alt i alt ligner det en tynd trup, fattig på profiler. Især forsvaret ser svagt ud (bortset fra den målfarlige Ebanega).

Og så skal det også med at U23-mesterskabsgevinsten var temmelig heldig.

Træner

Claude Albert Mbourounot har været U23-træner siden 2011. Mbourounot der i 2003 en kort overgang var cheftræner for A-landsholdet, er normalt teknisk direktør i Gabons fodboldforbund.

Kvalifikation

Gabon er nået til OL i London ved at vinde De Afrikanske Mesterskaber for U23-hold i november/december 2011. I indledende gruppespil blev det til en andenplads efter Egypten (0-1-tab), foran Elfenbenskysten (3-1-sejr) og Sydafrika (1-1). I semifinalen blev det 1-0 (via forlænget spilletid) over Senegal, og i finalen blev det (noget heldigt) 2-1 over Marokko (der havde elimineret Egypten).

Holdets topscorer blev midtbanemand Mba med 2 mål.

Kun een fra Gabon kom på Turneringens Hold: midterforsvarer Ebanega. Angriber Nono fik dog en plads på Holdets "bænk".

CAN

En række af OL-truppens spillere var med da A-landsholdet i januar 2012 deltog ved De Afrikanske Mesterskaber (CAN): Ovono, Ebanega, Boussoughou, Aubameyang, Ndong, Madinda.

Markante fravær

Den stærke Lorient-midterforsvarer Ecuele Manga var egentlig udtaget som overage-spiller, men hans klub stak en kæp i hjulet. En klar svækkelse af forsvaret. Jeg har dog ikke overblik over hvem der er udtaget i stedet.

På midtbanen mangler Mba der blev holdets topscorer i kvalifikations-turneringen og - endnu vigtigere - oprydder-stortalentet Poko (reserve hos franske Bordeaux) der er fast A-landsholdsspiller trods sine kun 19 år.

Holdet

Gabon har umiddelbart kun een overage-spiller: målmand Ovono (29 år).

Det betyder til gengæld at der er en stærk ankermand - i hvert fald på papiret. Ovono er A-landsholdskeeper og virkelig god når i topform. Men han spiller altså kun i den franske Ligue 2 til dagligt, og i 2011/12 var han endda mest reserve i Le Mans (startede dog inde i sæsonens sidste seks kampe.

Truppens forsvarere kender jeg ikke noget til (de fleste spiller i den hjemlige liga - også den kun 16-årige Dinda), ud over Nzambe (lille og kvik højreback) der har spillet på Marseilles reservehold (jeg ved ikke hvor han er nu, men mig bekendt er han ikke længere hos Marseille), og midterforsvarer Ebanega (fra Bitam i den hjemlige liga, men fra den nye sæson i franske Auxerre) der kom på Turneringens Hold i OL-kvalifikationen.

Ebanega var med til CAN i januar (3 kampe, heraf 2 fra start) og var også med i A-holdets seneste kamp, 9. juni mod Burkina Faso (var midterforsvarsmakker med Ecuele Manga). Gabon vandt 1-0 på mål af... Ebanega.

På midtbanen er mit kendskab til Gabons hold også vældigt begrænset. Der er dog offensivmanden Madinda fra Celta Vigo (næstbedste spanske række). Han var også fast CAN-starter og var ligeledes med mod Burkina Faso i juni. Der er også N´Doumbou fra Orléans og Tandjigora fra Carquefou, dvs franske klubber, men nedre rækker (tredje- og fjerdebedste), og jeg må erkende at jeg ikke kender noget til dem.

I angrebet er der den temmelig fremragende, 23-årige Saint-Étienne-mand Aubameyang (også A-landsholdsspiller), og så er der 19-årige Nono der gjorde det godt i kvalifikationen samt 21-årige Mtsitsigui og kun 17-årige Meye, de tre sidstnævnte spiller i den hjemlige liga.

Trup

Wikipedia


SCHWEIZ

Ungdomsarbejdet ser ud til at fungere i Alpelandet (der også nyder gavn af mange indvandrere); i 2009 blev det til en VM-titel for landets U17-hold, i 2011 vandt U21-holdet EM-sølv, og diverse helt unge boltrer sig allerede på A-landsholdet.

Og nu gælder det altså OL - som følge af sidste sommers EM-sølv. Og igen stiller Schweiz med et talentfuldt hold. Men ikke så talentfuldt som det kunne have været. Fx mangler de to nok allerstørste talenter, Shaqiri og Granit Xhaka, på midtbanen, og i forsvaret mangler stærke Rossini.

Men schweizerne skal tages alvorligt trods fraværene. Især forsvaret ser stærkt ud med en række folk fra de helt store ligaer. Offensiven ser tyndere ud - der ER gode folk, men flere af dem har varmet temmelig meget bænk for deres klubhold i foråret. Men det skal blive spændende at følge især venstrekant Zuber.

Kvalifikation

Schweiz´ vej til London gik via den europæiske kvalifikation, dvs sidste sommers U21-EM (i Danmark) hvor schweizerne slog Danmark (1-0), Island (2-0) og Hviderusland (3-0) i det indledende gruppespil. I semifinalen blev det 1-0 (via forlænget spilletid) over Tjekkiet, men i finalen tabte Schweiz 0-2 til Spanien.

Holdets topscorer med 3 mål blev angriber Mehmedi der også kom på Turneringens Hold, sammen med offensivmanden Shaqiri samt forsvarerne Rossini og Klose.

OL-truppen rummer 10 gengangere fra EM-truppen, inklusive Klose og Hochstrasser der beggge nu er 24 år. Fra VM-2010 hvor Schweiz´ A-landshold fik uafgjort mod de senere mestre fra Spanien, er der en enkelt genganger - målmand Benaglio.

Træner

Ligesom sidste sommer (EM-sølvet indbragte ham prisen som årets træner i Schweiz) er træneren Pierluigi Tami (50 år) der har været i forbundets trænersystem siden 2005 (siden 2006 har han været assistent på A-landsholdet); før det var han klubtræner i Locarno og Lugano.

Markante fravær

6 spillere fra sidste sommers U21-EM er OL-spilleberettigede, men er ikke med i London: Koch, Xherdan Shaqiri, Ben Khalifa, Granit Xhaka, Gavranovic, Rossini.

Heraf må den 19-årige defensiv-midtbanemand Granit Xhaka (hans storebror, den 21-årige forsvarer Taulant, er i øvrigt heller ikke med til OL) og offensivmanden, den målfarlige vidunderdribler Shaqiri (netop skiftet fra Basel til Bayern), siges at være de mest markante fravær. Begge spillede hovedroller sidste sommer, og begge er A-landsholdsspillere.

Midterforsvarer Rossini og angriber Gavranovic kunne nok også have forstærket OL-holdet.

Holdet

De tre overage-spillere er målmand Benaglio (28 år), midterforsvarer Klose (24) og midtbanemand Hochstrasser (24).

Benaglio (1,93 meter høj) er førstekeeper på A-landsholdet og i Bundesliga-klubben Wolfsburg og er nok een af OL-turneringens bedste målmænd.

Darprelà - venstreback. Fast starter hos Brescia i Serie B.

Affolter - midterforsvar/back (1,86). Fast hos Werder Bremen.

Rodriguez - venstreback. Fast hos Wolfsburg.

Klose - midterforsvar (1,94). Spillede en del kampe sidste efterår for BL-klubben Nürnberg, men tilbragte foråret på andetholdet.

Schär - midterforsvar (1,86). Var i sidste sæson fast starter hos Wil i den næstbedste række i Schweiz (spiller i næste sæson for Basel).

Morganella - højreback. Var i sidste sæson fast starter hos Serie A-klubben Novara. Spiller i næste sæson for Palermo.

Et imponerende forsvar. A-landsholdskeeperen, og på de to backs samt den ene midterforsvarsplads er der faste startere fra Bundesligaen og Serie A-klubber. Den anden midterforsvarsplads indtages nok af store Klose selv om denne var på andetholdet i Nürnberg i foråret.

Midtbanen:

Hochstrasser - defensiv midtbanemand (kan også spille på kanten). God sparketeknik. Fast starter for Luzern i Schweiz.

Buff - offensiv/defensiv midtbane. Ret fast starter for Zürich i Schweiz. 
Wiss - defensiv midtbane. Fast starter for Luzern i Schweiz.

Abrashi - defensiv midtbane. Fast starter for Grashopper i Schweiz.

Frei - højrekant/offensiv midtbane (kan også spille til venstre). Ret fast starter for Basel i Schweiz; han startede dog ofte på bænken i foråret.

Kasami - defensiv midtbane. Reserve hos PL-klubben Fulham.

Midtbanen ser noget tyndere ud end forsvaret. Kun een er fra en stor liga, og han er reserve. Især offensivt ser det trist ud; så vidt jeg kan se, er der egentlig kun kantmanden Frei, og han er et stykke fra Shaqiris klasse. Der er dog også Zuber (se herunder), en dygtig tekniker (diverse tricks i posen) der måske kan samle handsken op.

Angreb:

Emeghara - centreforward/kant. Mest reserve/indskifter hos Lorient i Frankrig.

Mehmedi - centreforward. Fast/reserve hos Dynamo Kiev i Ukraine. U21-holdets topscorer ved sidste sommers EM. Fast A-landsholdsspiller.

Drmic - centreforward. Fast/reserve hos Zürich i Schweiz.

Zuber - venstrekant. Fast starter hos Grashopper i Schweiz.

Trup

Wikipedia