Den 12. september udkommer en ny bog fra de spilfrie ludomaner Marcus Mossalski og Nicklas Vincent, der fortæller deres historie og oplevelser med spilafhængighed. Vi har talt med Marcus om bogen ´Ludoman - Alt på spil´.

Læserne kan følge de to unge Marcus og Nicklas gennem en lang række dramatiske episoder i bogen ´Ludoman - Alt på spil´. Vi kommer med fra det første væddemål, hvor Marcus vinder 40.000 kroner ved at oddse på tenniskampe midt om natten. Nicklas kan endelig oprette en spilkonto i eget navn, da han fylder 18 år og vinder samme dag 10.000 kroner på onlinecasino.

Men de ender begge i et sort hul med spilafhængighed og havner i spillegæld, mens forhold til familie, kærester og venner går i stykker.

Hvis vi bare kan hjælpe én familie derude, så er det det hele værd

Vi har taget en snak med Marcus Mossalski om den nye bog og hvad læserne kan se frem til i bogen ´Ludoman - Alt på spil´.

Hvorfor valgte du at skrive denne bog og fortælle din historie?

- Jeg har flere gange fortalt min historie i medierne og på sociale medier og af samme årsager har jeg ville udgive denne bog: Fordi jeg tror at spejlingen er vigtigt. Der sidder mange derude med lignende problemstillinger, og jeg vil gerne sende et klart og tydeligt signal til dem, at de ikke er alene – og at der findes en løsning på hvad der kan virke som et stort sort hul.Hvilken oplevelse vil du gerne give og hvad vil du gerne have at læseren får ud af bogen?

- Jeg håber der er nogen der får et ”chok” over hvor voldsom vores historier er. Jeg tror, der er mange danskere, der har behov for et stød, for at forstå alvoren af ludomani. Nicklas og min historie er barske fortællinger.

- Men de er vigtige fortællinger. Netop fordi vi håber på, at vi med vores sårbarhed, åbenhed og ærlighed kan hjælpe nogen mennesker derude. Og hvis vi bare kan hjælpe én familie derude, så er det det hele værd for os.

Hvordan adskiller jeres bog sig fra f.eks tidligere udgivelser om spilafhængighed?

- Her får man en meget dybdegående og grundig fortælling af en ludomans hverdag. Man dykker helt ned i følelses- og tankeniveauet hos en aktiv ludoman. Det er det, en bog som format tillader. Netop at man kan komme helt i dybden.

Hvordan var processen med at skrive bogen og skulle se tilbage på denne periode i dit liv?

- Det har været hårdt – også hårdere end jeg har regnet med, må jeg være ærlig og sige. Det har ikke altid været lige sjovt, og sidde med Anders Ryehauge, der er journalisten bag bogen og svare på disse følsomme og dybe spørgsmål, hvor man oftest ikke selv er stillet i det bedste lys.

- Men vi er begge blev støttet og guidet af forlaget Peoples, som fra start til slut har haft en reel interesse for både os og vores pårørende, og at alle kom helskindet igennem det følelsesmæssigt.

Hvordan kom med Nicklas Vincent med på dette bogprojekt og hvilke fordele er det ved at I samarbejder om at fortæller jeres historie?

- Nicklas skrev til mig for nogen år siden for første gang. Han søgte hjælp og sparring. Vi har lige siden holdt kontakten og ret hurtig blev jeg enige med Peoples om at bogen vil blive bedre, hvis der var en ekstra historie på, som man kunne sammenligne med.

- Og jeg var også ret hurtig sikker på, at den ekstra person skulle være Nicklas. Jeg er glad for, han valgte at skrive bogen med os, og at han så flot og åbent har delt hans historie, som han ellers ikke har gjort offentligt før.

Kan du genkende noget i Nicklas´s historie fra dine egne oplevelser?

- Jeg kan kende mange ting, men der er faktisk også mange ting, der adskiller sig fra min historie. Jeg var en sportsbetter, og der har Nicklas mere spillet på kasino og slots. Det er derfor han var oplagt at få med. Netop fordi, at jeg tror der er mange unge drenge, som sidder i gymnasiet og spiller på disse slots maskiner, som vil kunne spejle sig i Nicklas’ historie.

´Ludoman - Alt på spil´ udgives den 12. september af forlaget People's Press.

Stor debat om spilafhængighed

Der er stort fokus på spilafhængighed og det forventes, at der er nye politiske initiativet på vej med stramninger af Spillelovgivningen for at bekæmpe ludomani.

Det kommer i kølvandet på Jyllands Postens glimrende artikel-serie om spilafhængighed, der satte et skarpt fokus på konsekvenserne af ludomani. 

Det er også muligt at høre mere om spilafhængighed i Heartlands podcast-serie Min Søn Har En Spilledjævel, der er lavet i samarbejde med Danske Spil*.

Der er også tidligere udgivet flere bøger om spilafhængighed, bl.a Claus Elgaards bog "Med livet som indsats" og Marcus Kondrup Nielsens bog "I ludomaniens klør - at gamble med livet som indsats".

Både Claus Elgaard og Marcus Kondrup Nielsen holder foredrag om ludomani. Marcus Mossalski holder også foredrag om spilafhængighed.

Her på BetXpert har vi tidligere bragt historien om ludomanen Mads. Læs Del 1 her og Del 2 her.

Har du spilproblemer - Tilmeld dig ROFUS her

Har du mistet kontrollen med dit spil, kan du enten udelukke dig midlertidigt eller permanent hos Spillemyndighedens ROFUS (Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere).

Du kan også kontakte hjælpelinjen StopSpillet via chat eller på 70 22 28 25 samt Center for Ludomani på 78 79 23 05.

Derudover findes der på borger.dk en guide til mulighederne for hjælp i de enkelte kommunerA picture containing text, person, screenshot, handDescription automatically generated