Dette er andel del af historien om Mads Berthelsen. Gymnasiets mønsterelev, som troede så meget på egne evner som sportsbettor, at han til sidst mistede jordforbindelsen, hele sin opsparing og ikke mindst sig selv. Til sidst var spillet så meget ude af kontrol, at Mads kun så én vej ud af det. Læs anden del af hans historie her.
Deroute
Mads smækker computeren i.
Følelserne vælder op i ham. Hvordan kan han være så uansvarlig? En indre stemme forklarer ham, at han har fejlet totalt.
Der er nu gået et lille års tid, siden han vandt de 2.300 kroner på en triple i kiosken. Nu har han haft fire dage i træk med tab og mistet 50.000 kroner. Hvordan kan han være så stor en idiot?
Han gik igennem 1.g med et snit på 11,7. Nu - i 3.g - er snittet halveret. Han har mistet sin kæreste, fordi han ikke har haft fokus nok på hende. Han er gået rundt i en evig stressboble.
Der skulle et stort tab til, før han endelig fandt ud af, at han var ude på et sidespor. Med ét bliver han klar over, at det skal stoppe, det her.
Han går ind og tilmelder sig ROFUS (Registreret over Frivilligt Udelukkede Spillere). Dagen efter ringer han til til Center for Ludomani for at få hjælp.
Samme dag går han op til rektor og forsøger at redde sin skolegang. Rektor beslutter at give Mads en allersidste chance.
Læs første del af historien her: Fra mønsterelev til ludoman
Jeg har fejlet totalt
"Mor, far. Jeg skal lige fortælle jer noget."
Mads kommer hjem fra skole - han kan ikke længere holde det hemmeligt, og beslutter at kalde sine forældre sammen. De går ind i stuen og sætter sig ved bordet.
"Jeg har spillet hele min opsparing væk. Jeg har fejlet totalt," fortæller Mads Berthelsen uden omsvøb.
Hans mor begynder med det samme at græde, hans far ryster på hovedet. De vidste godt, han havde spillet, men ikke så meget. Hans mor havde dog haft på fornemmelsen, at noget var galt.
Natten forinden var hun vågnet spontant og spurgt Mads' far, om han nu troede, at Mads havde styr på det.
Mads fortalte det hele. Om sit fravær, advarslerne fra skolen. ROFUS. Og kontakten til Center for Ludomani.
Mads havde gået inde i sin egen lille boble og ikke betroet sig til nogen. Nu havde han knækket sit kreditkort og bad med det samme sin far og mor om at administrere sine penge.
Kontoudtogene lignede en rutschebane i Tivoli.
Mistede kontrollen
Men hvad var det så, der gik så galt? For han gjorde jo alt rigtigt - han spillede kun valuebets. Tog kun de bedste odds.
I starten var det da også gået ganske fint, men lige så stille mistede han kontrollen. Et tabt bet skulle øjeblikkeligt tjenes ind via et nyt bet, også selvom han ikke kunne finde værdi. Han jagtede tabene, og inden længe var han inde i den berømte onde cirkel. Han spillede til sidst på alt muligt, som han ikke vidste noget om.
Da Mads tabte allermest bevægede han sig også fra betting og over på spil som blackjack og roulette for at spille bonusser fri.
Problemet var også, at han ikke havde nogen money management. Der gik ikke mere end én måned fra han startede til, at han satte 10.000 kroner pr. bet. Og Mads Berthelsen havde slet ikke en formue, som berettigede ham til at spille for så store beløb.
Følte sig syg
I de 14 dage, som gik inden første møde på Center for Ludomani, følte Mads sig syg. Gennem hele livet havde han været i kontrol og haft styr på privatlivet, havde en fantastisk familie, dejlig kæreste og elskede at spille fodbold.
Han havde heller ikke rørt stoffer eller alkohol. Mads Berthelsen havde møjsommeligt sparet mere end 100.000 kroner op, men de var nu væk. Han følte, at han havde smidt det hele på gulvet.
På den anden side var han også afklaret. For han vidste, at havde aldrig ville komme herud igen. Han ville aldrig spille for så mange penge igen. Det var slut.
I forbindelse med behandlingen hos Center for Ludomani mødte Mads et utal af forskellige personer fra alle sociale lag. Direktøren, revisoren og forretningsmanden var der også. Og de havde spillet for så mange penge, at de sandsynligvis aldrig ville blive gældsfrie igen.
Mads var også på et ophold ved et behandlingscenter i Odense i 14 dage. Her kæmpede han sammen med seks medkursister. At møde andre ludomaner og ikke stå alene med sygdommen var en kæmpe motivationsfaktor for ham.
Mads følte sig heldig. Han havde fået en lærestreg for livet, men han havde ikke mistet alt.
Selve behandlingen hos Center for Ludomani gav Mads nogle redskaber til at tackle sin ludomani, men det var opholdet i Odense, som han betegner som det afgørende. Mads var meget bevidst om sine fejl og blev bekræftet i, at han var på rette vej igen - ud af sit misbrug.
På intet tidspunkt søgte Mads trøst. Ingen skulle synes, det var synd for ham.
Videre i livet
Behandlingen på Center for Ludomani varede ca. fire måneder. Mads forstod til sidst, hvor langt han havde været ude.
Han blev heldigvis student senere på sommeren. I dag spiller han stort set ikke mere. Nogle få gange har han satset 100 kroner på en Champions League-finale fx. Men det er også det.
Det handler om at have kontrol og hele tiden modvirke spilletrangen. For den er der hele tiden, og den vil ikke forsvinde. Kontrollen har han genvundet - for en stund hvert fald. Men han er såre bevidst om de farer, der lurer. Og han er meget bevidst om, at han kan få et tilbagefald. Og endnu et.
I dag går han ikke op i fodbold længere. Den glæde har bettingen ødelagt. Men det er et tab, han lever med.
På baggrund af de mange kommentarer og spørgsmål har vi været i kontakt med Mads endnu engang og tilføjet nogle passager i denne anden del, som ikke var med i første udgave. I den tidligere udgave stod det blandt andet, at mødet med Center for Ludomani var kort. Men det varede i alt ca. fire måneder.
