Dette er den sidste artikel fra Torben N. Sørensens hånd om VM-slutrunden i Sydafrika. Showet er slut, holdene er rejst hjem, de fleste med sportslige skuffelser og tømmermænd. Spanien er den ny verdensmester efter en kedelig finale, og FIFA er blevet mia. af kroner rigere.


Kedelig finale - som ventet

Jeg går ud fra, at alle har set finalen...? Det synes at være en rimelig antagelse, så ingen grund til at gå i detaljer med kamp-referat eller noget i den dur. Jeg vil blot nøjes med at konstatere et par ting fra de 120 minutters fodbold mellem Spanien og Holland, der som bekendt blev afgjort på Andrès Iniestas enlige træffer fire minutter før den forlængede spilletids udløb:

Fodboldmæssigt blev det lige så kedeligt, som det plejer at være i den slags finaler.

Spanien spiller absolut nydeligt fodbold, men de lader i lange perioder ofte bolden køre rundt i egne rækker, uden at der sker det store, og når man så matcher dem med et til lejligheden så defensivt og destruktivt indstillet mandskab om det hollandske, så er der dømt alt andet end underholdning og målfest.

Resultatet 0-0 efter 90 minutter var et logisk udfald af et opgør, hvor kampens betydning tog over, og hvor begge mandskaber forsøgte at optimere deres chance uanset, hvad det gjorde ved fodboldspillet.

Forkert kritik af Holland 

Holland er blevet den store syndebuk i medierne og hos bl.a. FIFA-præsident Sepp Blatter samt Johann Cruijff. Den hollandske fodbold-legende plejer ikke at lægge fingerene imellem, og der var da heller ingen tvivl om hans mening, da han efterfølgende kaldte Hollands destruktive spil i finalen ”en skændsel”.

Men er det egentlig ikke lovligt uretfærdigt? For hollænderne spillede vel deres chance optimalt, taktisk set; Bert van Marwijks mænd havde deres kontra-chancer, og med en lidt skarpere Arjen Robben på dagen, så kunne det godt være endt med en hollandsk VM-titel.

Og i så fald var van Marwijk og hans mænd nok blevet tilgivet den defensive tilgang, i hvert fald i hjemlandet. Til syvende og sidst kommer man næppe udenom, at resultatet er det, der står. Det drejer sig om at vinde, simpelthen.

Og af Webb

Ved det efterfølgende pressemøde var Bert van Marwijk stor nok til at sige, at Spanien var det bedste hold og fortjente sejren, men han langede samtidig ud efter finalens engelske dommer Howard Webb, som uddelte 14 gule kort, hvoraf John Heitingas andet blev vekslet til et rødt.

14 ostemadder ér mange, men hvad havde van Marwijk egentlig at brokke sig over? Det er korrekt, at Webb lagde en hård linie, men ikke ét af hans gule kort var fejlagtigt, manden fulgte simpelthen fodbold-reglerne, noget som denne skribent ønskede flere top-dommere havde modet til at gøre.

Holland spillede hårdt, til tider grænsende til kynisk brutalt, men jeg har faktisk set værre. Eksemplvis var en normal hård hund som anfører Mark van Bommel næsten klassens pæne dreng søndag aften (okay, ikke helt rigtigt, van Bommel var stadig den hollandske spiller, som begik flest frispark, men hårdheden af dem var ikke, som den plejer). Hvorfor?

Jeg giver æren til Howard Webb, som efter blot seks minutters spil præsenterede van Bommel for finalens første gule kort, og et helt korrekt ét af slagsen. Det lagde en dæmper på van Bommel, som formentlig ellers ville have fortsat den hårde linie, netop indtil han fik gult. Den hollandske anfører er en intelligent spiller, som ved, hvor langt han kan gå, denne gang blev han til egen ærgelse allerede efter seks minutter forhindret i at spille sit normale spil.

Man anede det jo... 

Der har udviklet sig en tradition for kedelige finaler.: en VM-slutrunde skal næsten partout afsluttes med et anti-klimaks. Det holder ikke altid helt stik, men det er i den moderne verdens fodbold sjældent, at vi får en rigtig kapow-afslutning på festen.

For fire år siden i Tyskland afgjorde Italien og Frankrig tingene i straffesparkkonkurrence efter ikke særligt ophidsende 1-1 efter 120 minuttter. Italien trak i straffesparkkonkurrencen dengang som det kalkulerende af de to hold den fulde gevinst efter at have fulgt en defensiv taktik. Holland var faktsk kun fire minutter fra en afgørelse fra 11-pletten i Johannesburg, hvilket de uden tvivl gerne ville have solgt finalen for på forhånd, så så langt fra en potentiel succes var hollænderne altså ikke.

I 2002 i Japan/Sydkorea vandt Brasilien finalen over Tyskland 2-0 i en kamp, som ikke var så ringe underholdning endda. Tyskerne spillede lidt overraskende friskt til, men betalte prisen, og helt op at ringe kom finalen ikke rigtigt.

I Frankrig 1998 finder vi så den eneste af de seneste seks finaler, der er gået ”over 2,5 mål”, da Frankrig slog Brasilien 3-0. Stor fransk fest naturligvis og en flot kamp dengang af Les Bleus, men Brasilien var skuffende, og finalen, skal man være objektiv, ikke super-seværdig.

Det var den bestemt heller ikke fire år tidligere, i 1994 i USA, hvor Brasilien og Italien toppede alt med en langgaber-0-0’er i 120 minutter nærmest hermetisk lukket for målchancer. Brasserne tog her stikket hjem i straffesparkkonkurrencen.

Går vi tilbage til finalen i Italien-1990, finder en anden anden langgaber. Tyskland forsøgte, mens Argentina neutraliserede og ødelagde, men måtte dog til slut på et sent tysk mål strække våben 0-1.

Det vil sige, at vi i det seneste seks VM-finaler har set i alt ni mål (i ordinær spilletid), ikke ligefrem den festlige kulmination på en finale mellem verdens på tidspunktet angiveligt to bedste fodboldnationer, men åbenbart ved at være reglen.

Man siger jo også, at jo mere, der står på spil, jo mere forsigtigt bliver spillet... og det er vanskeligt at finde en kamp med mere på spil end en VM-finale. Logikken fornægter sig ikke.

Underholdning – se bronzekampen

I samme åndedrag er det interessant at kigge lidt på VM’s bronze-kampe. Her står der bevisligt ikke det samme på spil som i finalen, og det kan ses på spil og resultater.

Aftenen før det store show mellem Spanien og Holland i Johannesbrug afgjorde i Port Elisabeth Tyskland og Urguay VM’s tredjeplads. Den tilfaldt Tyskland efter en underholdende og spændende 3-2-affære, som kunne være gået begge veje.

I modsætning til i finalen løser bronzekampe de taktiske bånd op. Mens de seks seneste finaler har budt på en scorings-gennemsnit på 1,5 mål, så er der gang i netmaskerne i bronze-kampen. Med slutrunden for fire år siden i Tyskland nævnt først er bronzekampene de seneste 20 år sluttet som følger: Tyskland-Portugal 3-1, Tyrkiet-Sydkorea, 3-2, Kroatien-Holland, 2-1, Sverige-Bulgarien 4-0 og Italien-England 2-1.

Det giver et scorings-gennemsnit på fire kasser pr. kamp, og det er jo noget helt andet end i finalen. Faktisk er de seneste ni bronzekampe sluttet i over 2,5 mål (med et scorings-gennemsnit på 4,0 mål), så det er næppe tilfældigt.

Opgør med statistikken

Snakken om tidligere finaler og bronzekampe leder mig hen på en uundgåelig ting. Jeg kan ikke slippe udenom at lave en statistisk evaluering i et historisk perspektiv af VM-slutrunden 2010 i Sydafrika, og én ting har i dén grad hamret en pæl gennem statistikken eller traditionerne, om man vil – Spaniens VM-titel.

Indtil nu har kun sydamerikanske nationer – Brasilien og Argentina – været i stand til at vinde en VM-slutrunde uden for eget kontinent, men dén holdt altså ikke i Sydafrika, hvor Spanien skrev sig ind i historien som den første europæiske nation, der var vundet et VM udenfor Europa.

Og én ellers indgroet regel mere fjernede Vicente del Bosque og hans mænd fra ”statistik-regelsættet” – Spanien, som aldrig havde vundet noget som helst før ved et VM, brød reglen om, at slutrunden kun vindes af en ny vinder hvis denne står som arrangør af turneringen - ellers bliver det en af de ”gamle” VM-vindere, der løber med trofæet.

Sidste gang, en ”ny” nation vandt uden at være på hjemmebane, var Brasilien tilbage ved slutrunden 1950 i Sverige.

Visse ting holdt, andre ikke

Så der var altså opbrud med statistikken i Sydafrika. Det i hvert fald hvad angår det helt store spørgsmål: - hvem bliver verdensmester?

Men på nogle punkter stod den gennemprøvede statistik sin prøve. Som allerede nævnt blev finalen jævnt kedelig og målfattig, mens bronzekampen udviklede sig til en spændende og målrig affære.

So far, so good, men til gengæld blev tendensen med målfattige kampe i knald-eller-fald-fasen, ottendedelsfinalerne og frem, delvis punkteret i Sydafrika. Som tommelfinger-reglen kunne man i Tyskland-2006 og Japan/Sydkorea-2002 gå ud fra at spil på, at samtlige ottendedelsfinaler, kvartfinaler, semifinaler samt finalen ville slutte i under 2,5 mål, mens bronzekampen ville slutte i over, ville indbringe en solid spille-gevinst.

I slutrunderne 2006 og 2002 holdt dét for de i alt 32 kampe stik i de 27 af dem, hvilken er en enestående statistik. Men også en statistik, som ikke holdt i Sydafrika. Her sluttede nemlig kun halvdelen af de opgør (8 af 16) med det forventede under-/over-resultat, og med et gennemsnits-odds omkring de 1,75-1,80 for de forventede resultater, gav det minus på kontoen (forestillede man sig at have sat én unit på hvert af disse spil i Sydafrika, ville de 16 units kun have givet lige godt 14 units tilbage).

Skal man lave lidt relevans til slutrunden om fire år i Brasilien, og inkluderer vi de seneste seks slutrunder, så bør gennemsnits-oddset for disse resultater (konsekvent under 2,5 fra ottendedelsfinalerne og frem, bortset fra bronzen, som skal spilles over 2,5), være odds 1,56. Alt over det bør statistisk være værdi, men igen... hvor meget kan man stole på statistikken?

En god ting at notere sig til om fire år...

Én statistisk trend holdt imidlertid udpræget stik i Sydafrika, og det er en stat, som spille-folket nok bør notere sig til om fire år.

I gruppespilets første spillerunde er der tilsyneladende en meget klar tendens til, at favoritterne er overvurderede, statistisk set rigtigt meget overvurderede endda.

Hvis man kigger på store første runde-favoritter udvalgt efter, at det bedste markeds-vinderodds på dem skal være under 1,50, så er der penge i at gøre Asian Handicap-indskud på underhunden, altså på, at favoritten ikke dækker det typisk mål-handicap.

I Sydafrika var der seks af disse store favoritter i gruppespillets første spillerunde: Argentina mod Nigeria, England mod USA, Tyskland mod Australien, Slovakiet mod New Zealand, Brasilien mod Nordkorea, og Spanien mod Schweiz. Argentina vandt 1-0 over Nigeria (hvilket ikke dækkede handicappet), England spillede uafgjort 1-1 med USA, Tyskland vandt 4-0 over Australien, Slovakiet spillede uafgjort 1-1 med New Zealand, Brasilien vandt 2-1 over Nordkorea (hvilket ikke var i nærheden af at dække handicappet), og Spanien tabte 0-1 til Schweiz.

Af disse seks var således kun én, Tyskland, i stand til at dække det almindelige Asian mål-handicap.

Inden slutrunden i Sydafrika viste resultaterne i disse storfavorit-kampe i de seneste seks slutrunder, at 28 ud af 40 af storfavoritterne ikke har indfriet mål-forventningerne. Efter Sydafrika er vi så oppe på, at favoritten har kikset 33 gange ud af 46 - svarende til, at der 72 procent af gangene (lig et ”fair” odds på 1,38) har været penge at hente på underunden.

Det er et ret massivt udfald, alt den stund, at det typiske Asian Handicap-indskud på underhunden typisk har indbragt lige i underkanten af to gange pengene.

Heller ikke hvis man er til ”rent” favorit-spil (altså favoritten til bare at vinde, ikke nødvendigvis dække noget mål-handicap) på de store hold i VM’s første kampe, er der penge at score sig, tværtimod.

Det er naturligvis sket mange gange, at forhånds-favoritten har vundet uden nødvendigvis at dække mål-handicappet, men de vinder ikke nær så ofte, som oddsene indikerer, de burde gøre.

Den statistik blev udbygget i Sydafrika, idet kun halvdelen vandt (Argentina, Tyskland og Brasilien), og sejrs-oddsene på dem var selvklart lave (mellem 1,15 og 1,35). Så én statistisk tommelfingerregel har holdt vand i Sydafrika – spil på de store favoritter i VM’s første otte dage er en rigtig dårlig idé. Tværtimod er der statistisk massive gevinster i vente, hvis man bakker op om underhundene.

Så må vi se om dén statistik holder næste gang...

Og så er der England...

Én anden ting, som jeg ikke kan dy mig for at gøre opmærksom på, er den altid sindsygt store tillid til England. I Sydafrika var England blandt de tre store odds-favoritter (smalt efter Spanien og Brasilien), og de nåede denne gang endnu mindre end normalt. Ét surebet tør jeg godt postulere forud for VM-2014 i Brasilien: Det vil være det samme næste gang!

England vil med noget der ligner statsgaranti være inde i inderkredsen blandt de maksimalt fire største favoritter. Hvorfor...? Tjae, jeg ser kun én forklaring: Fortrængning (”det bliver anderledes denne gang,” hvilket også var tilfældet sidste gang, og gangen før dén, og gangen før dén, etc.) – med andre ord en insistering på ikke at være objektiv, men i stedet på hukommelses-fortrængning og på at kaste penge ud af vinduet.

Note: Jeg skrev, at det var et sure-bet, at England vil være blandt de fire største favoritter om fire år... Det er det naturligvis ikke; de skal jo kvalificere sig først.

TV-indtægter op – billet-indtægter ned

Nå, det skal ikke være fodbold- eller spille-statistik det hele. Vi skal have flere tal, men af en anden karakter.

FIFA har scoret kassen ved dette VM, aldrig har overskuddet været større ved et verdensmesterskab. Det forventes nemlig, at FIFA kan fremvise et overskud på – og hold nu fast – ca. 22 mia. kroner på slutrunden

Dette overskud skyldes først og fremmest tv-indtægter, som er større end nogensinde før. I de to seneste slutrunder, i Tyskland-2006 og Japan/Sydkorea-2002, var der store problemer hos FIFA’s tv-samarbejdsspartnere, og udkommet kom ikke i nærheden af det forventede. Det gør det denne gang.

Hvad FIFA har vundet på karrusellerne, har de så tabt lidt af på gyngerne i Sydafrika. Søgningen til slutrunden har nemlig været skuffende lav. Af forskellige årsager – finans-krise, lang rejse, bekymring om den høje kriminalitet – er de globale fodboldfans i vid udstrækning blevet hjemme fra VM denne gang. Og det har kostet.

FIFA har endnu ikke offentliggjort tal i denne forbindelse (det er som verdensfodboldforbundet ikke er meget for at negative historier), men i det mindste én information har journalisterne dog at gøre med. Angiveligt er ca. 13 af billetterne til stadions blevet solgt til internationale fodbold-fans til fuld pris. Resten, da FIFA ikke nød udsigten til halvtomme stadions, er blevet solgt til lokale sydafrikanere til 5-10 procent af den oprindelige billetpris.

Det sætter os i stand til at regne. Gennemsnit-profitten til FIFA pr. billet ligger på ca. 400 kroner. Der var 64-slutrunde-kampe på stadions med en gennemsnitlig kapacitet på ca. 50.000 tilskuere, og regner med vi med en gennemsnitlig forventelig belægning på 90 procent (omtrentligt 92 procent solgte billetter til fuld pris har været tallene fra de seneste VM-slutrunder), kan vi gøre regnestykket op.

Det viser, at FIFA har tjent ca. 166 mio. kroner i 13 procent solgte internationale billetter til normal-pris, og ca. 89 mio. kroner i 87 procent solgte billetter til lokale sydafrikanere (der var generelt fuldt hus ved alle kampe). I alt 255 mio. kroner.

Den budgetterede billet-indtægt for slutrunden var oprindeligt 1.150 mio. kroner, altså et minus på den konto på næsten 900 mio.

En veritabel pengemaskine

Well, FIFA har råd til det, tv-indtægterne var større end nogensinde, og generelt forløb slutrunden i Sydafrika planmæssigt og var altså en succes. Inden slutrunden var der fra flere sider betænkeligheder ved, om Sydafrika kunne magte at løfte opgaven, og hvad med den omfattende kriminalitet i landet?

Generelt må det siges, at Sydafrika er sluppet glimrende fra arangementet, måske godt hjulpet af, at de internationale fodbold-turister i rigt mål er blevet hjemme, men alligevel, cadeau til dem.

Og én ting er sikkert. FIFA har fat i den lange ende, hvad angår økonomien. VM er en veritabel pengemaskine, og den bliver ikke mindre om fire år i Brasilien.