Torben N. Sørensen vil under VM-slutrunden komme med en god håndfuld features, rapporter og kommentarer om stort og småt, ikke kun fra fodboldens VM-verden, men også, hvad der rører sig disse dage i Sydafrika.
Denne er den sjette artikel i rækken af i alt syv. Denne gang tages et kig på lørdagens bronzekamp og søndagens finale - samt på de traditioner som dette VM har brudt, fx at en europæisk nation aldrig har vundet uden for Europa...
Så meget for statistikken...
Vi skal have en ny verdensmester – en helt spritny én. Hverken Holland eller Spanien har vundet VM før, så Sydafrika-2010 bliver på mange måder et opgør med traditionerne.
Og hvorfor så det? Jo, for det første er det aldrig nogensinde sket før, at en europæisk nation har vundet et VM udenfor Europa. En opsigtsvækkende statistik, indeed, men altså en, som med en ren europæisk finale bliver punkteret i Sydafrika.
Dernæst, så skal man tilbage til 1958 – 52 år og 13 slutrunder siden – for at finde, at en ”ny” nation (en ikke-tidligere VM-vinder) har skrevet sig ind i rækken af VM-vindere, med mindre de har været på hjemmebane. Den ”ny” nation i 1958 var Brasilien.
Med de to vinder-jomfrunationer Holland og Spanien, begge fra Europa, bliver der i Sydafrika gjort op med mange årtiers dogma og måske også lidt forbandelse.
Cruijff, Rensenbrink og den gyldne æra
Mens Spanien aldrig har vundet noget som helst ved et VM – nul medaljer – så har Holland været tæt på to gange tidligere. Oranje nåede i slutrunden i 1974 i Vesttyskland med deres moderne form for ”total-fodbold” finalen mod vesttyskerne, men Johann Cruijff og kompagni måtte strække våben 1-2 til Franz Beckenbauer og den tyske Bundes-Elf’er. Det efter, at det meste af verden ellers var enige om, at Holland havde vist slutrundens bedste fodbold.
Blot fire år senere, i Argentina, var hollænderne der så igen. Og denne gang var de vel egentlig endnu tættere på end i 1974. Der var lagt massivt op til, at værterne Argentina skulle tage trofæet, hvilket det da slutteligt også endte med, men først efter 1-1 i ordinær spilletid, hvor Holland havde været bedst, sluttede det hele med argentinsk sejr 3-1 i forlængelsen. Legenden Cruijff havde takket af i 1978, så det var super-talentet Rob Rensenbrink samt garvede kræfter fra 1974 som Ruud Krol, Arie Haan, Johan Neeskens og de nu modne tvillingebrødre Willy og René van der Kerkhof, der trak det tunge læs hos hollænderne.
Alle gode gange tre for Holland?
Siden da har det imidlertid været skralt for hollænderne. Ligesom tilfældet har været med indtil i år evigt underpræsterende Spanien, har Holland som regel været at finde i den den umiddelbare outsiderkreds til VM-titlen, men typisk er der gået bananskræl i den omkring ca. kvartfinalerne.
Det er ellers ikke fordi, Holland har manglet spillerne. Epoken omkring Cruijff og lidt senere Rensenbrink var vel den helt gyldne ære, hvor Ajax Amsterdam også var det dominerende klubhold på den europæiske scene, men senere hen har hollænderne med navne som Marco van Basten, Ruud Gullit, Frank Riijkard og Dennis Bergkamp også haft spillere i den absolutte verdenstop.
Historisk har Holland to sølvmedaljer at se tilbage på, og hvorvidt Sydafrika bliver alle gode gange tre for Oranjes tropper, får vi svar på søndag aften. Det nuværende hold, hvor især Wesley Sneijder og Arjen Robben har strålet (de havde begge også en hel fantastisk sæson for henholdsvis Inter og Bayern München, og jeg for min part kan ikke lade være med at undre mig over, at både Sneijder og Robben samtidigt for præcist et år siden blev vejet og fundet for lette i Real Madrid... excellent sportschef-jobudførelse på San Bernabeu, må man sige...), men også folk som offensivspillerne Robin van Persie og Rafael van der Vaart, og i særdeleshed en mand som Joris Mathijsen – VM’s bedste centerforsvarer? – ser gode ud på holdkortet.
Spanien – historisk præget af indre modsætninger
Mens de hollandske fodbold-supporters indtil videre nok har været mildt skuffede over, at det endnu ikke er blevet til en VM-titel for Nederlandene, så er det dog intet i forhold til, hvor meget Spanien har skuffet gennem VM-historien.
Bedste spanske VM-resultat nogensinde er en fjerdeplads i Brasilien 1950, og Spanien har aldrig rigtigt været i nærheden af VM-titlen. Før nu.
Men det er der en del logik i. Det spanske landshold har ofte været kritiseret for at mangle holdånd og fighervilje. Den spanske nation er en sammenbragt størrelse, hvor der fra regioner som Catalonien og Baskerlandet er alt andet end varme følelser for Castilien med hovedstaden Madrid, hvor fodbold-forbundet har sæde.
Den slags har ofte bevirket manglende sammenhold på det spanske national-mandskab, hvor spillerne ofte har vægtet klub-succes højere end præstationerne i nationaltrøjen. At især Catalonien med deres højtprofilerede FC Barcelona-stjerner ofte puster til selvstændigheds-flammen med at arrangere ”landskampe” mod klassemodstandere som senest Argentina, gør det ikke bedre.
FC Barcelona-centerakse
Hvorvidt modsætningerne på det spanske landshold er mindre anno 2010 end tidligere, er vanskeligt at sige, men én ting er det naturligvis oplagt at pege på – spillermaterialet på det spanske landshold har aldrig været bedre. Især stammen fra FC Barcelona, som havde seks mand med i semifinale-startopstillingen mod Tyskland gør, at Spanien står stærkt, den indbyrdes forståelse kommer naturligt, og som turneringen i Sydafrika har skredet frem, må man indrømme logikken i, at spanienere inden slutrundens start var bookmakernes favorit.
Aksen med Carles Puoyl og Pique i centerforsvaret, Xavi og Andrès Iniesta på den offensive midt med Sergio Busquest liggende som oprydder bagved, samt Pedro som med-angriber til nu ny Barca-mand David Villa er en fantastisk FC Barcelona-centerakse hele vejen op gennem banen, som mere eller mindre garanterer, at FC Barcelona-spillestilen føres videre på landsholdet.
For selvom Real Madrid har målmand Iker Casilles, højreback Sergio Ramos, og Xabi Alonso på midten med i Spaniens vanlige opstilling, som også rummer Villarreals venstreback Joan Capdevila, så ér det spanske landshold i disse år et mandskab kendetegnet af FC Barcelona-spillere og -spillestil.
Og måske deri er forklaringen...
Måske deri skal man finde forklaringen på, at Spanien har et så stærkt landshold lige nu. FC Barcelona (og Real Madrid) har tidligere haft store hold og mange spillere på det spanske landshold, men kigger man på det nuværende FC Barcelona-mandskab, så bæres holdet af spaniere. Samtlige nøglespillere bortset fra Lionel Messi og til dels Zlatan Ibrahimovic (og man kan spørge hvor meget plads, der bliver til ham, når David Villa ankommer efter sommerpausen) på FC Barcelonas mandskab er spaniere.
Hvilket måske umiddelbart kunne lyde som lidt af en selvfølge, men det er det historisk langtfra. Faktisk er det en relativ ny ting, at Spaniens bedste klubhold bæres oppe af primært spanske landsholdsspillere.
Men helt uden bange fornemmelser har man ikke kunnet være på Spaniens vegne, for både i USA-1994, Frankrig-1998, Japan/Sydkorea-2002 samt for fire år siden i Tyskland havde spanierne et hold, som spiller-for-spiller med rette befandt sig i favorit-inderkredsen. Og alle gangene floppede de i kvartfinalen, hvis ikke tidligere.
Men okay, aldrig har spillermaterialet været så godt som nu, og aldrig har det via FC Barcelona-stammen været så godt sammenspillet, og det er formentlig det, vi ser slå igennem i Sydafrika.
De to mandskaber på søndag
Jeg vil ikke her gå ind og spå om, hvem vi får at se som sejrherre på søndag på Soccer City Stadium i Johannesburg, blot nøjes med at fastslå, at Spaniens favorit-status hos bookierne virker berettiget.
De to mandskaber er der formentlig ikke så megen tvivl om, idet det ikke virker særligt logisk for de to herrer landstrænere, Bert van Marwijk hos Holland eller Vicente del Bosque hos Spanien pludselig at gå ind og ændre på et velvirkende koncept. Derfor tipper jeg følgende to hold på banen:
Holland: Maarten Stekelenburg; Gregory van der Wiel, John Heitinga, Joris Mathijsen, Giovanni van Bronckhorst, Mark van Bommel, Nigel de Jong, Arjen Robben, Wesley Sneijder, Drk Kuyt og Robin van Persie.
Spanien: Iker Casillas; Sergio Ramos, Pique, Carles Puyol, Joan Capdevila, Sergio Busquets, Xabi Alonso, Andrès Iniesta, Xavi, Pedro og David Villa.
I Hollands semifinale mod Uruguay fik Khalid Boulahrouz chancen på højreback og Demy de Zeeuw på den defensive midtbane, men det var fordi, Gregory van der Wiel og Nigel de Jong var spærret af karantæne. Jeg forventer, at van Marwijk genindsætter var der Wiel og de Jong på deres oprindelige pladser.
Hos Spanien er der ingen grund til ændringer overhovedet i forhold til semifinalen mod Tyskland. Mod tyskerne valgte Vicente del Bosque for første gang at tage konsekvensen af Fernando Torres’ manglende form i Sydafrika og bænke Liverpool-forwarden til fordel for Barcas unge Pedro, og selvom sidstnævnte ikke havde en super-dag, var han dog ingenlunde værre end det, Torres har vist indtil nu under sutrunden. Jeg gætter på, at der bliver genvalg til hele start-11’eren fra kampen mod Tyskland.
Dommer i finalen bliver englænderen Howard Webb, som længe har været favoritten til at få den eftertragtede opgave.
Selvom VM-slutrunden i Sydafrika har været et opgør med tidligere tiders fastmejslede statistik, så kan jeg ikke undlade at bringe resultaterne fra tidligere VM-finaler. De kan være et fingerpeg om, hvad vi kan forvente at få at se på søndag – men igen – måske ikke. Uanset, de tidligere VM-finaler ser således ud: (se dem til højre, i faktaboksen).
1974: Hvor den ”moderne fodbold” begyndte
Det har næppe den store relevans at gå tilbage og hæfte sig ved samtlige finaler i historien. Skal man lave en (altid diskutabel, indrømmet) skillelinie, falder den for mig at se omkring 1974, hvor fodbolden forandrede sig voldsomt i forhold til tidligere. Vesttyskland og måske især Holland var eksponenter for et andet fodboldspil end set tidligere. De fysiske krav til spillerne blev større, tempoet steg markant, og taktisk udviklede fodbold-spillet sig enormt i disse år.
Jeg tillader mig derfor at kalde 1974-finalen for den første ”moderne” finale, og vil fokusere på tiden derfra.
Og hvad er der så at observere i de ni finaler siden 1974?:
Én ting springer i øjnene – favoritten vinder som regel.
Statistikken siger favoritten, altså Spanien... men...
Finale-favoritten har siden 1974 vundet syv gange ud af ni. De to undtagelser er endda ikke markante overhovedet, idet matchningerne (og oddsene) i netop de to finaler var temmelig åbne. Det drejer sig om finalen i 1998 i Frankrig, hvor de franske værter besejrede Brasilien 3-0, samt for fire år siden i Tyskland, hvor Italien besejrede Frankrig efter straffesparkkonkurrence.
Men den favorit-status, Brasilien havde i 1998-finalen og Frankrig i 2006, var yderst snæver, så deciderede overraskelser kan man ikke hævde, de to udfald var.
Fire af de ni finaler har været relativt åbne (idet jeg bruger historiske odds som målestok), mens fem af dem har indeholdt en pæn stor favorit – Brasilien i 2002 og 1994, Vesttyskland i 1990, Argentina i 1986, og igen Argentina i 1978, og i alle disse tilfælde har favoritten kunnet løfte VM-trofæet. En smule tankevækkende.
Spanien er på søndag i samme kategori, i kategorien relativ klar favorit, og statistikken peger på, at det tegner til særdeles lyse udsigter for spanierne.
Men omvendt, så har Sydafrika-2010 jo netop bevist, at man ikke kan stole på statistikken, så hvad skal man tro...
