Torben N. Sørensen vil under VM-slutrunden komme med en god håndfuld features, rapporter og kommentarer om stort og småt, ikke kun fra fodboldens VM-verden, men også, hvad der rører sig disse dage i Sydafrika.
Denne er tredje del i serien, denne gang med fokus på fodbolden (og slutrundens lighed med 2. Verdenskrig)...
Som 2. Verdenskrig
Frankrig retirerer... Italien retirerer... Danmark overgir’ sig... Japan sniger sig ind på verdenskortet... den store kamp bliver mellem England og Tyskland... australierne og new zealænderne fighter godt, men får intet ud af det selv... USA melder deres ankomst meget sent...
Ringer det en klokke?
Er vi i Sydafrika vidne til et VM, som afspilles efter samme mønster som 2. Verdenskrig?
Det er vi formentlig næppe, men hvis, så kunne Landon Donovans overtids-scoring i den algierske ørkenkrig blive starten på en amerikansk dominans...
Nå, ovenstående skal nu mest betragtes som et lille forsøg på at indlede denne tredje VM-feature fra Sydafrika med en harmløs spøg. Ellers er der ikke meget at grine af i denne artikel – især ikke med danske briller – som hverken tager udgangspunkt i øko-sociale omstændigheder i Sydafrika eller det nordkoreanske regime, men fodbold og denne gang udelukkende fodbold.
Netop nu er tid at gøre første alvorlige status over VM-slutrunden i Sydafrika. To uger er gået, gruppespillet er overstået, og halvdelen af holdene, herunder Danmark, er sendt hjem.
Ottendelsfinalerne
Lad mig starte med det umiddelbart forestående, ottendedelsfinalerne. De ser – i ”arrangeret orden”, hvor vinderen af første kamp møder vinderen af kamp to i kvartfinalen, og vinderen af den kvartfinale i semi’en møder den overlevende nation af kampene 3-4 – således ud:
Uruguay – Sydkorea
USA – Ghana
Holland – Slovakiet
Brasilien – Chile
England – Tyskland
Argentina – Mexico
Paraguay – Japan
Spanien – Portugal
Ganske interessant, og man kan ikke lade være med at spørge sig selv – hvilken”fjerdedel” – og hvilket ”halvdel”? – af det cup-program vil man helst befinde sig i?
Ret nemt at svare på. Øverste fjerdel med Uruguay, Sydkorea, USA og Ghana er totalt blottet for ”store” mandskaber, og det gør også, at øverste halvdel, når vi lægger holdene fra den ”anden fjerdedel” til, ser betydlig lettere ud, end den nederste halvdel af turneringen.
I øverste halvdel har vi af store fodbold-nationer kun Brasilien og Holland (som står til at møde hinanden i kvartfinalen), mens vi i den nederste har turneringens indledende bookmaker-favorit Spanien, turneringens indtil nu bedst spillende mandskab Argentina, samt tunge europæiske nationer som England, Tyskland og Portugal.
Sat lidt på spidsen ligner det, at der på dette stade af VM-turneringen er syv seriøse titel-kandidater, og de fem af dem er placeret i samme halvdel.
Det kunne derfor også ligne, at hvis det går, som bookmakerne og præsten prædiker, så står vinderen af en kvartfinale mellem Brasilien og Holland med det ene ben i finalen.
Inden vi når dertil, skal kampene dog lige først spilles, og det er heldigvis før sket, at der indtræffer overraskelser.
Ciao, Italia!
Overraskelser var der en del af i gruppespillet. Øverst på listen over ”choks” finder vi regerende verdensmester Italiens tidlige exit. Og dén har ikke været nem at sluge i Støvlelandet.
I Italien har man været helt på det rene med, at det ville blive vanskeligt at gentage triumfen fra for fire år siden i Tyskland, men ligefrem at ryge ud i det indledende gruppespil mod hold som Paraguay, Slovakiet og New Zealand, det havde de færreste forestillet sig muligt.
Tid for selvransagelse i Italien, og det vil der helt givet blive foretaget. Marcelo Lippis tid er forbi, og Gli Azurri står overfor en alvorlig foryngelseskur.
Adieu, France!
Tid til selvransagelse er det unægtelig også i Frankrig. VM-finalisterne for fire år siden sluttede ligesom Italien sidst i deres gruppe, og faktisk efter endnu ringere spil end Italien. Franskmændene scorede ét sølle mål i Sydafrika, hvilket selvindlysende ikke er godt, men værre var det faktisk, at Les Bleus udnyttelse af holdets scorings-chancer var 100 procent!
Også i Frankrig vil der blive skiftet voldsomt ud. Væk ryger okult-narrehatten Raymond Domenech, sådan ca. seks år for sent, og ny ansvarlig mand i træner-stolen bliver Laurent Blanc. Det kan umuligt være noget dårligt skifte (man kan faktisk ikke forestille sig, noget bytte for Domenech vil være dårligt), men spillernes utilfredshed ligger dybere end blot Domenech.
Blandt spillerne på det franske landshold synes der at herske dyb mistillid til folkene i Det franske Fodbold-forbund anført af Jean Pierre Escalettes. Helt uhørt valgte landsholdet at strejke og nægte at træne efter Nicolas Anelkas hjemsendelse (han havde i omklædningsrummet i pausen i Frankrigs kamp mod Mexico angiveligt kaldt Domenech ”en ludersøn”). Der bliver meget at reparere på i Frankrig.
Også bye-bye til Olsen-banden
Blandt de internationalt set mindre opsigtsvækkende hjemsendelser kommer vi så til Olsen-bandens... og sandt at sige har det været jammerligt ringe, hvad Danmark har præsteret i Sydafrika.
Der har været momentvise lyspunkter, defensiven i første halvleg mod Holland, offensiven og især Dennis Rommedahl mod Cameroun, og... og...? og ja, så kan jeg ikke finde flere.
Sat på spidsen, men næppe overdrevet, så var Danmark klart ringere end Holland, vi var heldige mod Cameroun i en kamp, som kunne være gået begge veje, og vi var klart ringene end Japan. Kigger vi på spillersiden, var Thomas Sørensen graverende ringe mod Japan, Christian Poulsen var gennemgående ringe i alle kampe med fejlafleveringer èn masse, Martin Jørgensen var en skandale, og lad mig ikke begynde at tale om Jon Dahl Tomasson... sorry, men den mands tid på landsholdet bør med det, han leverede i Sydafrika, være passé.
Også i Danmark er det tid for selvransagelse...
Det synes oplagt, at DK-landsholdet anno 2010 har et stort genopbygnings-arbejde for sig, og det er ligeså oplagt, at der skal nye kræfter på banen (i den sammenhæng har Martin Jørgensen og Jesper Grønkjær gjort deres ved at annoncere landsholds-stop).
Det synes også oplagt, at det nye hold skal bygges op omkring allerede nuværende nøglespillere som Daniel Agger og Nicklas Bendtner, men jeg er for min part glad for ikke at være i landstrænerens sko, for der skal som bekendt 11 mand til et fodboldhold...
(hårde ord, og sandheden er som regel ilde hørt, men lige nu ligner det, at Danmark er meget langt væk fra at have et konkurrencedygtigt landshold på slutrunde-plan)
Tillykke til Afrika...
Af andre store skuffelser i Sydafrika kan man ikke komme udenom at pege på Regnbue-nationen og de afrikanske hold generelt. Ganske vist sluttede Sydafrika i gruppe A af med at besejre Frankrig 2-1, men det ændrer ikke på billedet af, at Sydafrikas forventniger til Bafana Bafana var urealistisk høje. Ligeledes bliver det vanskeligt for FIFA-præsident Sepp Blatter og kompagni at bortforklare de afrikanske holds generelle deroute.
Afrika havde pga. Blatters ihærdige lægge-sig-i-selen-for-Afrika-beslutninger seks nationer med i VM-slutrunden og kun én, Ghana, har været i stand til at slå sig igennem til ottendedelsfinalerne (ganske det samme som ved slutrunden for fire år siden i Tyskland, hvor Ghana var eneste afrikanske hold videre fra gruppespillet – og i ottendedelsfinalen i øvrigt røg ud med 0-3 til Brasilien).
Der er blevet brugt mange resourcer på ”VM til Afrika” og ”VM for Afrika”... tillykke med det.
Sandheden er, at FIFA-præsident Blatter står med lidt af et forklarings-problem, for hvorfor skulle Afrika egentlig have seks pladser?
Lad os i den forbindelse kigge lidt på, hvordan holdene fra de forskellige Confederationer/verdensdele har klaret sig.
Confederations-fordeling
De 16 nationer videre til ottendedelsfinalerne fordeler sig således:
Europa 6
(13 hold med i slutrunden)
Afrika 1
(6 hold med i slutrunden)
Asien 2
(4 hold med i slutunden, teknisk set 4½ pladser)
Sydamerika 5
(5 hold med i slutrunden, teknisk set 4½ pladser)
Nord- og Mellemamerika 2
(3 hold med i slutrunden, teknisk set 3½ pladser)
Oceanien 0
(1 hold med i slutrunden, tenisk set ½ plads)
(at der er tale om ”halve” tildelte pladser i slutrunden, skyldes, at vinderen af Oceaniens kvalifikation, New Zealand, skulle spille playoff med Asiens nummer fem, Bahrain, samt at femmeren i den sydamerikanske kvalifikation, Uruguay, skulle i playoff med fireren fra den nord- og mellemamerikanske CONCACAF-region, Costa Rica)
Tabere og vindere
Tilbage til de 16 tilbageværende hold i ottendedelsfinalerne. Den store taber er indlysende Afrika med sølle 17 procents succes-rate (ét hold af seks). Afrikas VM...? – go'daw do.
En anden stor taber i forhold til, hvad vi er vant til at se, er Europa. Det er ganske unormalt, at færre end halvdelen af de europæiske slutrunde-deltagere ikke kvalificerer sig videre til knockout-fasen, og meget pikant bemærker man, at de seks tilbageværende europæiske nationer støder ind i hinanden i ottendedelsfinalerne (England-Tyskland, Holland-Slovakiet og Spanien-Portugal). Men det sikrer i det mindste tre europæiske hold i kvartfinalerne.
Er der tabere, er der også vindere, og den store vinder i Sydafrika er indtil videre den sydamerikanske CONMEBOL-region, som har en videre-kvalifikations succes-rate på 111 procent! (Sydamerika har kun 4½ slutrunde-billetter, men fem hold i ottendedelsfinalerne).
Ligeledes må man sige, at de nordlige naboer fra CONCACAF har gjort det godkendt med vanlige USA og Mexico videre ud af i alt 3½ slutrunde-pladser.
Slutteligt er to hold (Sydkorea og Japan) videre ud af 4½ pladser til Asien ikke det store at skrive hjem om matematisk, men dog godkendt og ikke så lidt bedre end Afrika har gjort det.
Statistikken siger... (og får ret igen... måske...)
Der er mange, som ikke tror på statistik, men den ér tung i et VM. Kigger man på det både med fodbold- og gamling-briller har jeg et par gange under slutrunden gjort opmærksom på nogle klare statistiske trends, som synes at have en indbygget selvopfyldelses-profeti.
En af dem er, at i gruppespillets første spillerunde indfrier de store favoritter sjældent forventningerne, og med det menes primært, at de sjældent dækker bookmakernes mål-handicaplinie. Således også denne gang.
I gruppespillets første spillerunde var der seks sådanne store favoritter (defineret som favoritter til et direkte vinder-odds på under 1,50), Argentina mod Nigeria, England mod USA, Tyskland mod Australien, Slovakiet mod New Zealand, Brasilien mod Nordkorea, og Spanien mod Schweiz.
Argentina sejrede over Nigeria, men kun 1-0 og dækkede således ikke det typiske handicap, Brasilien besejrede Nordkorea 2-1, hvilket var to mål for lidt til at dække handicappet, England og Slovakiet formåede kun at drive det til uafgjort mod henholdsvis USA og New Zealand, mens Spanien overtrumfede og tabte til Schweiz. Kun Tyskland indfriede favorit-rollen med en klar 4-0-sejr over Australien.
Det kræver ikke den store matematiske odds-indsigt for at se, hvor overskuddet, og et ret massivt sådan, lå.
En anden og nok så vigtig VM-statistik er, at europæiske nationer ikke vinder VM-slutrunder udenfor Europa. Det har siden den første slutrunde i Uruguay i 1930 endnu ikke slået fejl. Samme statistik peger på, at vi skal finde vinderen i Sydafrika-2010 mellem Brasilien, Argentina og Uruguay, og det er vel ikke noget helt dårligt bud...
