Efter to yderst medrivende uger i New York, hvor Novak Djokovic viste, at han vel nok er verdens bedste spiller på hurtigere underlag end grus, når han rammer sit topniveau, så er der i denne uge pause på touren. Det betyder dog ikke, at der ikke spilles tennis på højeste niveau. Davis Cup-semifinalerne skal afvikles, ligesom der er masser af play off-kampe i World Group'en.
I denne optakt tager jeg et lidt dybere kig på de to semifinaler, men jeg kommer også rundt om de otte vigtige play off-kampe til World Group'en, som er den fineste række i Davis Cup-sammenhæng. Der er meget på spil for alle nationer, og mange spillere fra verdenstoppen skal i aktion. Bemærk, at artiklen her bliver lagt online, før de endelige holdudtagelser finder sted. Mange nationer har i skrivende stund en bruttotrup udtaget med fem spillere, og disse skal snævres ind til fire, inden det gør løs på fredag med de første singler.
World Group, semifinaler
Frankrig vs. Spanien
Spillested: Lille, Frankrig
Underlag: Indendørs hard
Frankrig: Pouille, Gasquet, Paire, Benneteau og Mahut.
Spanien: Carreno-Busta, Bautista-Agut, Ramos-Vinolas, Feliciano Lopez og Granollers.
En semifinale som kunne have været så fantastisk, men som er i alvorligt fare for at blive en halvtam affære. I stedet for Tsonga og Monfils, får vi formentlig Pouille og Gasquet, og i stedet for Nadal får vi formentlig Bautista-Agut. Det er bestemt ikke dårlige spillere, der kommer til at deltage i denne landskamp, men de helt store stjerner får vi desværre ikke at se her i Lille.
Frankrig er forsvarende mestre i turneringen, og derfor kan man måske også tillade sig at tale om en knapt så stor sult, som der eksempelvis var tale om sidste sæson, hvor det var en tydelig lettelse for Yannick Noah og co., at de langt om længe fik forløst det store talent og den massive bredde, som fransk tennis har været kendt for i mange år.
Pouille og Gasquet forventes at spille singlerne fredag, og selv om de begge var med til at vinde trofæet sidste år (Pouille endda som afgørende sejrsherre i 5. rubber mod Darcis), så skal et toptændt og talstærkt fransk hjemmepublikum nok få dem motiveret, hvis det da mod forventning skulle være et problem på forhånd. Mon ikke Noah ser det som en stor triumf, hvis han kan forsvare titlen, efter Frankrig har gået i Davis Cup-tørke siden 2001...
Carreno-Busta og Bautista-Agut kommer formentlig ind for Spanien, og disse to kommer ind til kampen i vidt forskellig form. Carreno-Busta har gjort det rigtigt fint på det seneste, selv om han skuffede en smule i US Open med nederlag til Sousa, mens Bautista-Agut virker til at være helt væk. Han fik store klø af Kubler i US Open, og hans nederlag til Corrie fra 2-0 til 2-3 i Davis Cup tidligere på året borger ikke ligefrem for den helt store tiltro i en stor semifinale som denne. Jeg tvivler på, han har selvtilliden til ret meget denne weekend, men med de seneste halvsløje præstationer, kan der måske være lidt positivt i, at presset på hans skuldre er det tilsvarende mindre.
Jeg tror, franskmændene får et pænt overtag i denne weekend. Umiddelbart holder jeg dem som favoritter i alle singler. Carreno-Busta kan måske ligge på omkring 40% i sine singler mod Pouille og Gasquet, og en Bautista i form ville som minimum gøre det samme. Doublen kan derimod sagtens ende med en favoritværdighed til spanierne, der kan stille med Lopez og Granollers, som begge har gode evner i den henseende. Frankrig har overraskende nok ikke Herbert med i truppen, men Gasquet/Mahut er bestemt også en solid double, som formentlig ikke vil blive sat som underdogs af bookmakerne.
Odds: Nordicbet* er ude med 1,67 på en fransk hjemmesejr, og det er meget tæt på, jeg finder lidt værdi i dét. Jeg ligger nok på mindst 60% samlet til Frankrig.
Kroatien vs. USA
Spillested: Zadar, Kroatien
Underlag: Grus (indendørs)
Kroatien: Cilic, Coric, Skugor, Pavic og Dodig.
USA: Sock, Johnson, Tiafoe, Querrey og Mike Bryan.
Kroatien må være solide favoritter i den anden semifinale, hvor John Isner har været nødt til at melde fra for amerikanerne. Det efterlader ikke USA chanceløse, men det gør om ikke andet deres chancer betragteligt dårligere.
Cilic vil være klar favorit i begge sine kampe, og han kommer direkte til denne landskamp med masser af god tennis i benene fra turneringerne i Nordamerika, selv om det nok resultatmæssigt ikke gik helt så godt, som han havde håbet. Jeg synes, Cilic har været lidt shaky et godt stykke tid i nogle afgørende momenter, og det var frygteligt ustabilt, dét han præsterede mod Nishikori i New York, hvor han faktisk som bedste spiller på banen endte med at tabe 3-2 i sæt. Det er dog svært at forestille sig hverken Johnson, Tiafoe, Querrey eller Sock slå Cilic over fem sæt hjemme i Kroatien, men det farlige ved amerikanerne er, at de alle har nogle afsindigt tunge våben i den klassiske amerikanske serv-forhånd-kombination. Tiafoe mindre end de andre, og derfor tvivler jeg også på, han kan gøre ret meget ved nogen her.
Sock og Bryan kommer direkte fra en overbevisende US Open-titel i double, så de bliver næsten med sikkerhed smidt ind dér, og lige så sikkert er det, at de vil blive sat som favoritter oddsmæssigt, selv om en double med Cilic og Dodig ikke ligefrem er en walk over for nogle konstellationer.
Sock har været frygteligt ringe i single i år, så jeg kunne godt forestille mig, at han skal sidde over fredag for at koncentrere sig om lørdagens double, og så kunne man måske håbe, han har tanket så meget selvtillid via doubletriumfen i New York, at han kan gøre noget ved Cilic søndag. Det tror jeg nu ikke rigtigt, han kan uanset hvad. Johnson er den bedst spillende amerikaner pt., og kan han spille førstesingle fredag (det betyder, at Sock skal sidde over), så tror jeg på, han har en fin chance mod Coric. Coric skal efter min mening besejres fredag, hvis amerikanerne skal få held med at nå finalen.
Kan amerikanerne slå Coric fredag og vinde doublen lørdag, så har de råd til at tabe til Cilic søndag og så stadig være med inden femte og afgørende rubber, hvor Coric vil stå under et enormt pres mod eksempelvis Tiafoe, som bestemt har våbnene til at gøre noget ved Coric - også på grus.
Netop grusunderlaget kan vise sig at være den helt afgørende faktor til syvende og sidst. Uanset hvor meget power amerikanerne kommer med, og de kan alle spille på grus, så vil det over fem sæt være til fordel for kroaterne med et langsomt underlag - også selv om jeg ikke ser Cilic som den helt store stjerne på grus.
Odds: 1,40 på Kroatien hos Nordicbet* er også tæt på værdi efter min mening. Faktisk synes jeg, det er et godt kombinationsspil at sætte sin lid til de to favoritter, Frankrig og Kroatien, denne weekend. Jeg tror, amerikanerne kan hænge på, men til syvende og sidst vil kroaterne være mere komfortable hjemme på gruset.
World Group, play offs
Davis Cup-formatet bliver ændret fra 2019, sådan at flere af de nedenstående kampe potentielt kan blive spillet uden noget reelt er på spil, da nogle af nationerne vil have kvalificeret sig til World Group qua deres rangering, uanset om de taber eller ej. Det er lidt af en jungle at finde hoved og hale i systemet, og jeg har ikke fantasi til at tro, nogle af landsholdene tropper op denne weekend uden motivation til at vinde, så jeg tager udgangspunkt i spillerne, og de match ups de står i, i stedet for at spekulere for meget i det nye system. Men det er bestemt værd at skrive sig det bag øret, inden man sætter hele pensionsopsparingen på et bestemt udfald.
Argentina vs. Colombia
Indendørs grus
Her giver singlerne formentlig sig selv i fraværet af Del Potro. Schwartzman og Pella spiller singlerne for Argentina, mens Galan og Giraldo tager dem for Colombia. Det virker meget usandsynligt, at Colombia skal kunne stille meget op på udebane mod Argentina, som helt nøgternt har to spillere i singlerne, som er mindst et niveau over Colombias spillere. Giraldo har tidligere gjort væsen af sig på touren, men det er ved at være et stykke tid siden, og jeg har svært ved at se ham blomstre så meget her, at han skal kunne lede colombianerne til sejr.
Serbien vs. Indien
Indendørs grus
Det samme gør sig gældende i dette opgør. Serberne må undvære Djokovic, men de har gode erstatninger i form af Krajinovic og Lajovic, og når man så tilmed tager grusunderlaget med i ligningen, så ser det mere end svært ud for Indien, der har Ramanathan som stærkeste kort. Indien har dog Bopanna med i double, og da inderne traditionelt har gode doublekonstellationer, så kan der sagtens ligge et point at lure om lørdagen. Jeg kan bare ikke se, hvor de skal hente de øvrige to point - heller ikke selv om Krajinovic ikke rammer topniveauet pt.
Storbritanien vs. Uzbekistan
Indendørs hard
Briterne må selv uden Andy Murray påtage sig favoritstemplet her. Først og fremmest bør de have et stensikkert kort i doublen, hvor Jamie Murray i hvert fald bliver den ene part af den britiske duo, og derudover bør Norrie som minimum vinde fredag over uzbekernes andensingle. Istomin kan potentielt vinde sine to kampe, men briterne er stærkere både i bredden og som sagt også i doublen.
Canada vs. Holland
Indendørs hard
Canada er én af de få nationer, hvor topspillerne stiller til start hver eneste gang, og jeg kunne godt unde Raonic og co. snart at få noget succes i turneringen. Hvis ikke det kommer i år, så kommer det formentlig inden for de næste 3-4 sæsoner, når man har et så stærkt råmateriale, som tilfældet er med Shapovalov og Felix Auger. Holland plejer at bide godt fra sig, og både Haase og De Bakker plejer at præstere på deres bedste niveau i Davis Cup, men på udebane mod et talstærkt canadisk publikum, så har jeg mine tvivl, om hollænderne kan gøre meget mere end bide fra sig. Haase kan måske skaffe et enkelt point, og det er også stærkt at kunne sætte Rojer ind i double, men Canada har ét af de mest komplette mandskaber med Pospisil i double, så jeg kan ikke se andet end en sikker canadisk sejr her.
Østrig vs. Australien
Udendørs grus
Én af de mest spændende opgør på grus i Graz, hvor to succeshistorier fra det netop overståede US Open, Thiem og Millman, leder an for hver deres nation. Gruset er en kæmpe fordel for østrigerne, for det er meget svært at se, hvordan Thiem, der vel nok er top 5 i verden på grus, skal kunne tabe til Millman eller De Minaur. Til gengæld er det ikke utænkeligt, at både Millman og De Minaur kan slå Novak/Melzer, og med den altid høje australske motivation, så virker det realistisk, at doublen lørdag bliver afgørende. Her kan Østrig smide Jürgen Melzer ind, mens Australien har John Peers på kortet.
Ungarn vs. Tjekkiet
Udendørs grus
Meget er sket siden de dage, hvor Berdych og Stepanek hærgede Davis Cup-turneringen, og nu skal et ikke specielt inspirerende tjekkisk mandskab til Ungarn, som tidligere har overrasket i turneringen. Ungarn mangler dog Fucsovics, så jeg kan ikke forestille mig, at Balasz og Valkusz kan vinde tre kampe mod Vesely og Rosol. Tjekkerne er storfavoritter.
Schweiz vs. Sverige
Indendørs hard
To mandskaber langtfra i deres bedste opstilling. Schweiz mangler vanen tro både Federer og Wawrinka, der nok endegyldigt har vinket farvel til denne turnering, mens Ymer-brødrene tilsyneladende ikke står til rådighed for Sverige. Det betyder, at Markus Eriksson, der netop har spillet med i den danske holdturnering for KB på Give Tennisklubs lille anlæg, står som 1. single i en World Group-match. Skal man tale om en stjernespiller i denne kamp, så må det være Laaksonen, der vil være ret stor favorit i begge sine kampe, uanset hvem svenskerne kommer med. Da schweizerne ser bedre ud på både bredde og mulige doublekonstellationer, så bliver det med al sandsynlighed en ekspeditionssag for dem at gå videre her.
Japan vs. Bosnien
Udendørs hard
Japan mangler Nishikori, og Bosnien mangler Dzumhur i et opgør, der ellers godt kunne gå hen at være det mest lige af alle landskampe denne weekend. Basic og Brkic vil være underdogs, men de er både gode individuelt og i double, så selv om japanerne har overtaget på papiret med finere ranglisteplaceringer, så er det ikke givet, at Taro Daniel og Nishioka får det specielt nemt. Kan Basic vinde sine kampe, hvilket dog indrømmet ikke ligger i kortene, da formen ser skidt ud, så kan bosnierne godt skabe overraskelsen. Jeg hælder dog til, at japanerne på hjemmebane finder nøglen til sejr.