Den nordamerikanske hard court-sæson er godt i gang, og vi begynder efterhånden at kunne fornemme, hvem der kan ramme noget form i årets sidste Grand Slam, US Open, og hvem der ikke helt er, hvor de bør være. Federer sad over i Toronto i sidste uge, men han er endelig tilbage på touren igen denne uge efter sit skuffende exit mod Anderson ved Wimbledon. Med Federer tilbage, Djokovic i form og både Murray og Wawrinka (har begge modtaget wild cards) med opadgående form, så begynder det efterhånden at ligne en stor sæsonafslutning, og hvorfor ikke starte med verdensklassetennis her i Cincinnati.
Cincinnati, USA
Rang: Masters 1000
Underlag: Hard court
Forsvarende mester: Grigor Dimitrov
Den øverste fjerdedel af lodtrækningen
Seedede spillere: Nadal (1), Edmund (14), Djokovic (10), Dimitrov (5)
En virkelig brutal fjerdedel af lodtrækningen, hvor den forsvarende mester, Grigor Dimitrov, som i forvejen har svært nok ved at finde en bare nogenlunde acceptabel form, kan se frem til at møde Djokovic i tredje runde og Nadal i kvartfinalen. En uheldigere lodtrækning kunne Dimitrov vel næppe få i sit nærmest umulige titelforsvar, men skal vi være lidt vovede at tage ham ud af ligningen, så må man også sige, at to af de helt store turneringsfavoritter, Nadal og Djokovic, må føle sig hårdt ramt.
Nadal spiller pt. finale i Toronto mod Tsitsipas, og vinder han som forventet den titel, så kan vi næppe se bort fra ham som turneringsfavorit i Cincinnati også. Han er i topform for tiden, og han plejer ikke at træde på bremsen, før fysikken begynder at spille ind negativt - det lader ikke til, han lider under nogle former for overbelastning eller lignende. Cincinnati er dog ingen yndlingsturnering for ham. Han har kun vundet den én gang tidligere (2013), og derudover har han faktisk aldrig nået frem til turneringens sidste kamp.
Djokovic spillede fint nok i Toronto, men måtte lade livet mod Tsitsipas i sin tredje kamp i turneringen, og personligt synes jeg, han skuffede i den kamp, hvor han burde have udnyttet momentum fra 7-6 i andet sæt bedre. Jeg så ikke helt den samme ild i øjnene, som han endelig fandt frem igen under Wimbledon, men en mand som ham med sit cv tæller nok også primært Grand Slam-titler og går ikke nødvendigvis altid så meget op i Masters 1000-titlerne. Djokovic har stået i finalen hele fem gange i Cincinnati, men utroligt nok har han aldrig vundet turneringen. Det er bestemt ikke umuligt, han kan gøre det i år, men jeg synes umiddelbart, Nadal har en lille fordel i det match up pt.
Bortset fra de tre nævnte favoritter i denne fjerdedel, så er det værd at notere sig, at Milos Raonic ligger til at møde Nadal allerede i anden runde (Nadals første kamp), og selv om Raonic stadig ikke er på 100%, så er det en virkelig modbydelig modstander at løbe ind i så tidligt i turneringen. Raonic vil i givet fald have haft fordel af at have spillet første runde, mens Nadal kommer direkte fra en lang uge fra Toronto i stedet. Både Shapovalov, Edmund og Tiafoe ligger også i denne del af lodtrækningen, og én af dem kan blive en potentiel modstander for Nadal i tredje runde.
Videre fra fjerdedelen: Rafael Nadal
Den næstøverste fjerdedel af lodtrækningen
Seedede spillere: Zverev (3), Busta (13), Isner (9), Cilic (7)
En knapt så interessant del af lodtrækningen som den øverste, men ikke desto mindre stadig en eksplosiv én med masser af formstærke spillere. Zverev, der også måtte lade livet mod Tsitsipas i Toronto, er seedet til at gå i semifinalen, og jeg synes egentlig, tyskeren ser ret godt spillende ud for tiden. Derudover har han igen og igen bevist sit værd i Masters 1000-sammenhæng, og jeg tror, han kommer til at levere god tennis denne uge - det er dog værd at bemærke, at han absolut ingen historik har i Cincinnati.
Bortset fra en pinlig pinlig indsats mod Pella ved Wimbledon har Cilic set rigtigt velspillende ud længe, og han gav Nadal kamp til stregen i Toronto. Cilic vandt i Cincinnati i 2016, og han er seedet til at møde Zverev om en plads i semifinalen. Kroaten kan på sit bedste slå samtlige spillere i feltet i en turnering som denne, og kan han genfinde den magi, der sikrede ham titlen her i 2016 og US Open-trofæet i 2014, så kan han godt "overraske" og gå igennem både Zverev og Nadal/Djokovic.
Isner, Khachanov, Haase, Gasquet, Carreno-Busta og Kohlschreiber er også placeret i denne del af lodtrækningen, og selv om både Khachanov og Haase viste fremragende form i Canada, så er det nok Isner, der tiltrækker sig den meste opmærksomhed som et reelt bud på én, der kan gå igennem denne fjerdedel. Isner var i semifinalen her sidste år, og selv om resultaterne de seneste uger ikke har været decideret prangende, så har han stadig leveret okay tennis. Han har dog en virkelig vanskelig lodtrækning med Querrey i første runde, og jeg er ikke sikker på, han både kommer igennem Querrey og Khachanov, og jeg er slet ikke sikker på, han kan komme forbi Cilic, som kroaten spiller pt.
Videre fra fjerdedelen: Marin Cilic
Den næstnederste fjerdedel af lodtrækningen
Seedede spillere: Anderson (6), Goffin (11), Kyrgios (15), Del Potro (4)
En ret interessant del af lodtrækningen, fordi vi her har nogle spillere, der på deres bedste kan ramme et overordentligt højt topniveau. Del Potro er favorit til at gå igennem fjerdedelen, og når man taler om højt topniveau, så er han vel én af de spillere på touren, der har det i en grad, hvor næsten ingen andre kan følge med. Han tabte stort til Fognini i finalen i Los Cabos forleden, hvilket jeg ikke fatter ret meget af, og jeg er ikke sikker på, han er helt skarp nok lige nu til at gå rigtigt langt her. Han har dog et par semifinaler herfra på cv'et, så det er muligt, der vækkes lidt gammel begejstring i ham.
Anderson bliver bare ved og ved med at spille på sit topniveau, og han er muligvis den spiller på touren, der præsterer bedst ift. sit potentiale pt. Han har ild i øjnene, når han spiller, og jeg ser ham som ret klar favorit til at booke mindst en kvartfinaleplads. Goffin virker i hvert fald ikke til at være i nærheden af et niveau, der kan gøre skade på den lange sydafrikaner nu og her.
Det helt interessante i denne fjerdedel er, hvorvidt sidste års finalist, Kyrgios, finder noget niveau. Han har et guddommeligt talent og et skyhøjt topniveau, men han virker langt væk pt., og det værste er, at det faktisk ikke rigtigt ser ud til at bekymre ham. Kyrgios har mange point at forsvare denne uge, men heller ikke det betyder nødvendigvis, at han får hevet sig selv ud af startblokken, som vi alle et eller andet sted går og håber for tennissportens bedste.
Videre fra fjerdedelen: Kevin Anderson
Den nederste del af lodtrækningen
Seedede spillere: Thiem (8), Schwartzman (12), Pouille (16), Federer (2)
Når øjnene glider ned over papiret med denne fjerdedel, så ligner det en vild omgang med stjernespillere. Thiem, Nishikori, Murray, Wawrinka og Federer. Fem store stjerner på touren. Virkeligheden er bare desværre, at Thiem ikke fungerer på hard court eller i det hele taget pt., Nishikori virker heller ikke til at ramme toppen, Murray er opadgående formmæssigt, men stadig ikke i nærheden af sit topniveau, og Wawrinka er der heller ikke helt endnu - omend turneringen i Toronto viste, at han er et godt stykke længere, end mange af os måske lige havde forventet.
Det betyder, at turneringens helt store stjerne gennem årene, Roger Federer, der har vundet i Cincinnati hele syv gange, må påtage sig den klokkeklare favoritrolle i kampen om at gå videre til semifinalen fra denne gruppe af spillere. Og dette selv om han skuffede ved Wimbledon, hvor han sensationelt tabte til Anderson i fem sæt, og selv om han ikke har været i kamp siden (altså ingen hard court-tennis i benene).
Federer plejer dog nok at kunne spille sig varm i de her turneringer, og lodtrækningen er god, synes jeg. Hans fantastiske statistik i Cincinnati, hvor han har vundet turneringen hele syv gange ud af de seneste 11 deltagelser her, det taler også kraftigt for, at Federer nok skal komme langt her.
Videre fra fjerdedelen: Roger Federer