To hold har fået nye trænere i landskampspausen, og det skal nu blive spændende at se, om det får en effekt i den kommende spillerunde, hvor øjnene også atter skal rettes mod Inter. Conte og co. fik ikke den bedste udgang på den seneste runde og har haft noget at tænke på, mens der er blevet spillet landskampe.

En landskampspause er en oplagt mulighed for at få rusket op i organisationen på et fodboldhold. Fungerer tingene ikke, får man næppe en bedre mulighed for at fyre en træner og give en ny træner et par ugers arbejdsro til at sætte sig ind i tingene. Det har vi set to glimrende eksempler på i indeværende landskampspause, der lakker mod enden med Serie A-fodbold tilbage på skærmen i weekenden.

Mest opmærksomhedskrævende har det som sædvanligt været i AC Milan, hvor Marco Giampaolo trods comebacksejren over Genoa blev smidt på porten med bare syv kampe som Milan-træner under bæltet. I stedet har de gjort som bysbørnene Inter tidligere har gjort og ansat Stefano Pioli, der skal forsøge at få Milan-skibet på ret kurs.

En anden klub, der har gjort som en kollega, er Sampdoria, der har fået en fæl sæsonstart og pludselig omtales som nedrykningskandidat. Det kostede Eusebio Di Francesco jobbet efter ligeledes syv Serie A-kampe, og ind er kommet Claudio Ranieri. Præcis det samme skete i marts, da Roma fyrede Di Francesco og erstattede ham med Ranieri. 

Sampdoria kunne selvfølgelig også have slået halv skade og genansat Giampaolo, nu han var ledig igen, men Ranieri-ansættelsen må ses som en fornuftig løsning. En rutineret herre som Ranieri revolutionerer formentlig ikke Sampdoria, men bør have værktøjerne til at styre klubben ud af farezonen, selvom et salg af klubben stadig trækker i langdrag i kulissen.

Andetsteds, hvor pilen peger væsentlig mere opad, er der også spændende udfordringer forude. Serie A gik på pause med en Juventus-sejr over Inter, og med et var alt pludselig ved det gamle igen med La Vecchia Signora tilbage i ligaens spids. Nu gik det ellers lige så godt for Antonio Contes nye Inter-projekt i Serie A, men trods startvanskeligheder ligner Maurizio Sarris nye Juventus stadig det gamle Juventus og dermed den mest oplagte Serie A-kandidat foran Nerazzurri. Det ændrer den kommende Serie A-runde ikke på, med mindre vi får en stor overraskelse.

Lazio - Atalanta

Spilles lørdag d. 19/10 kl. 15:00. Se mere info i vores matchcenter.

Runden begynder med en lækkerbisken. Lazio og Atalanta holder sig fint til i toppen, og særligt Atalanta er altid interessante, da deres sæsonstart er blevet helt omvendt af, hvad mange forventede. Ilddåben i Champions League har indtil videre været en stor fiasko, men det har sideløbende ikke været det store problem at holde trit med Serie A. I ligaen fortsætter Atalanta i samme spor som hidtil og ligner måske alligevel en fortsat udfordrer til top fire, selvom mange havde spået, at fokus på Champions League skulle få dem til at sænke forventningerne.

Løse spiltanker: Atalanta +0,25 til odds 1,91 hos bet365 (nu odds 1,96)

Lazio gør det udmærket, men så heller ikke mere, og med alt ovenstående in mente, synes jeg, prisen på Atalanta er ganske fornuftig. De kommer lige fra en landskampspause, hvor flere spillere fik fine oplevelser med sig, særligt den nye og meget spændende Ruslan Malinovskiy, der ligner en spiller, der godt kan få et gennembrud i denne sæson, hvor Atalanta forventes at rotere.

Napoli - Verona

Spilles lørdag d. 19/10 kl. 18:00. Se mere info i vores matchcenter.

Jeg er ikke synderligt imponeret af Napoli i denne sæson. Forstå mig ret, de spiller stadig blændende fodbold, men de udvikler sig ikke så meget, som jeg synes, man bør kunne forvente af et hold med de forudsætninger, de selv har spillet sig frem til i de seneste sæsoner og nu med mestertræneren Carlo Ancelotti ved roret. Nuvel, Ancelotti har altid været kendt for at gøre det bedst i cup-turneringer, men jeg er skuffet over, at han ikke har fået banket noget mere slutprodukt ind i holdet, hvilket virkelig kunne gøre dem til en titeludfordrer. I stedet har vi at gøre med et hold, der spiller flot, flot fodbold, men afslutter elendigt, og det har allerede bragt dem i fedtefadet et par gange i denne sæson, som mod Cagliari og Genk. Derfor tør jeg heller ikke røre ved dem i en AH-variant her mod et Verona-hold, der har gjort det ganske fornuftigt i returen til Serie A. Jeg har overvejet Verona +1,5, men holder mig foreløbigt fra det.

Juventus - Bologna

Spilles lørdag d. 19/10 kl. 20:45. Se mere info i vores matchcenter.

Juventus fik den bedst tænkelige indgang til Serie A-pausen med en vigtig sejr over Inter, der sendte Juve tilbage på førstepladsen. Det har ellers været en hakkende sæsonstart med fraværet af Giorgio Chiellini og den noget svære indkørsel af Matthijs De Ligt, men så længe Sarri regerer på toppen af ligaen, må det anses som værende ganske godkendt. Derfor skal denne hjemmekamp mod Bologna da også bare vindes. Juventus er storfavoritter, og det skal de selvfølgelig også være, selvom Bologna i denne sæson har redskaberne til at drille de fleste. Der er bare ingen, der forventer, at de gør det på udebane mod Juventus.

Sassuolo - Inter

Spilles søndag d. 20/10 kl. 12:30. Se mere info i vores matchcenter.

Videre til den næste mesterskabskandidat. Efter en forrygende sæsonstart er der kommet en smule grus i maskineriet hos Conte og co. 1-1 mod Slavia Prag og nu et nederlag til Juventus viser, at de ikke er uovervindelige, og Conte-hypen nåede at aftage en smule op til landskampspausen. Der er derfor pludseligt pres på Nerazzurri, der selvfølgelig skal vinde ude over Sassuolo. Det bør også kunne lade sig gøre, da Inters fine organisation bør være mere end rigeligt for Sassuolos meget vaklende defensiv. Mark Blucerchiato har lavet et eksperttip på en Inter-sejr, og jeg er helt enig i værdien. Læs eksperttippet her.

Udinese - Torino

Spilles søndag d. 20/10 kl. 15:00. Se mere info i vores matchcenter.

Det tog noget tid, men Torino har endelig fundet tilbage til sidste sæsons fornuftige defensive dyder. Den strejkende stopper N’Koulou er tilbage i folden, og det har nok en hel del at gøre med det. Udinese gør det dog også efter omstændighederne fint under Igor Tudor, der med simple dyder har gjort Udinese til et til tider svært hold at spille imod. Jeg vil ikke bruge meget længere tid på kampen, da markedet har vurderet den ganske rigtigt som jævnbyrdig og en sandsynligvis målfattig kamp.

Cagliari - SPAL

Spilles søndag d. 20/10 kl. 15:00. Se mere info i vores matchcenter.

Endnu en kamp mellem jævnbyrdige hold, hvor fordelen dog skal ligge hos Cagliari i kraft af en pæn hjemmebanefordel. SPAL har kæmpet sig op over nedrykningsstregen efter en dårlig sæsonstart og er som sædvanlig et hold, der skal forsøge at klare sig fri af nedrykning. Tegningerne er til noget mere i Cagliari, der har fået en fin start med 11 point i syv kampe. Jeg vil endnu ikke konkludere for meget på Cagliari og vil se mere fra dem, hvorfor jeg synes, lige i underkanten af 50 % på dem i denne kamp virker fair sat. Også her tyder det mest på en målfattig kamp, hvilket odds også afspejler.

Sampdoria - Roma

Spilles søndag d. 20/10 kl. 15:00. Se mere info i vores matchcenter.

Tidligere omtalte Claudio Ranieri får noget af en ilddåb som Sampdoria-træner mod sin hjerteklub, som også er den klub, han styrede mod sæsonafslutningen i foråret. Et på mange måder interessant match-up, men jeg tror, det kommer for tidligt for Sampdoria, der virkelig har set svage ud i sæsonindledningen og mangler en kærlig hånd. Ranieri har selvfølgelig, som allerede berørt i indledningen, haft lidt ekstra tid til at lære holdet at kende, men han ankom trods alt ikke fra dag ét i landskampspausen, og skiftet fra Giampaolo til Di Francesco og nu Ranieri inden for kort tid ligner noget af en omvæltning for Sampdoria-holdet. Især med tanke på, at der i de tre navne er tale om tre meget forskellige trænere.

Løse spiltanker: Roma -0,25 til odds 1,89 hos Unibet (nu odds 1,90 hos bet365)

Jeg synes derfor Roma står med en oplagt mulighed for tre point. Jeg er en smule overrasket over, at de ikke får mere tillid mod et stadig meget ramt Sampdoria-mandskab og især med tanke på, at enhver landskampspause også er en kærkommen mulighed for dygtige Paulo Fonseca til at finpudse sine tanker over for sit Roma-mandskab.

Parma - Genoa

Spilles søndag d. 20/10 kl. 18:00. Se mere info i vores matchcenter.

Vigtig kamp mellem to hold, der formentlig kommer til at kæmpe om overlevelse i denne sæson. Jeg synes egentlig, Genoa har gjort det fint og virkelig haft gavn af den tyngde og rutine, Lasse Schöne bidrager med på midtbanen, men pointhøsten har været skuffende med kun fem point i syv kampe. Parma imponerer mig sjældent spillemæssigt, men ni point er alligevel godkendt på nuværende tidspunkt. Det er sjældent nemt at vide, hvad man får fra Parma, uanset om de spiller ude eller hjemme, og jeg synes nu nok, Genoa har fortjent flere point, end de har fået.

Løse spiltanker: Genoa +0,25 til odds 1,80 hos bet365

Derfor ser jeg også værdi i at gå Genoas vej. Der var mange positive takter i kampen mod AC Milan, men de mangler virkelig at kunne lukke kampene. Parma spiller ofte meget åbne kampe, så i en kamp, hvor det kan gå begge veje, men hvor jeg ser Genoa som mest solide, synes jeg klart værdien ligger hos dem.

AC Milan - Lecce

Spilles søndag d. 20/10 kl. 20:45. Se mere info i vores matchcenter.

Manges øjne er på AC Milan, der nu er under ledelse af den tidligere Inter-træner Stefano Pioli. Et i manges øjne undervældende valg af ny træner, men ikke desto mindre en rutineret mand, der bør kunne banke noget organisation ind på AC Milan. Pioli får en på papiret taknemmelig opgave at starte ud med, men omvendt kan det ikke blive meget farligere end at tage imod en oprykker på hjemmebane. Pioli får varmen at føle fra dag ét, hvis ikke det bliver til en sejr over Lecce og gerne en overbevisende en. Selvfølgelig skal AC Milan være store favoritter, men muligheden for endnu en skuffelse ligger ikke meget langt væk, hvilket jeg også synes, de nuværende odds antyder.

Brescia - Fiorentina

Spilles mandag d. 21/10 kl. 20:45. Se mere info i vores matchcenter.

Fiorentina er et godt eksempel på, hvor meget der kan ske i løbet af nogle få uger i fodboldens verden. Spillet har hele sæsonstarten været fin, men pointhøsten lod vente på sig, og Montella blev dermed hurtigt en presset mand med tanke på, at store dele af det miserable forår også kom under hans ledelse. Nu er det imidlertid blevet til tre sejre i træk og en ubesejret stime på fem kampe, og tingene er pludselig for alvor lyserøde - eller lilla, om man vil – i Firenze. Det fremstår tydeligt, at holdet alligevel var en tand for ungt i den forgangne sæson, og den nyligt tilføjede rutine med Franck Ribery i spidsen har virkelig gavnet på banen. Nu venter så Brescia, der er kommet fint i gang i Serie A, men så heller ikke mere. Oddsene følger ganske pænt med Fiorentinas formkurve, og jeg ser foreløbigt ikke den store værdi i de nuværende odds cirka 2,00 på Fiorentina-sejr.

Regnskab (Serie A-optakter sæson 2019/2020):

Løse spiltanker:
Antal & indsats: 12
Netto-overskud: 6,99
Tilbagebetalingsprocent: 158,25 %

Eksperttips:
Statistik for eksperttips kan findes på linket her
For Serie A-sæsonen 2019/20 lyder statistikken som følgende: 
Antal & indsats: 19
Netto-overskud: 2,03
Tilbagebetalingsprocent: 110,68 %