Tour de France går nu ind i sin afgørende fase. Jesper Carstens kigger nærmere på de forskellige klassementer og odds her på løbets anden hviledag.

Tour de France 2017 er klar til at gå ind i sin afgørende fase. Her på løbets anden hviledag gør cykelekspert Jesper Carstens status over løbet, der indtil videre har været et løb, hvor hvert sekund tæller.

Kongen af Tour de France, Chris Froome, fører i øjeblikket løbet, men han er kun 1:17 foran holdkammeraten Mikel Landa på sjettepladsen. Han presses af Aru, Bardet og Uran, der alle er under 30 sekunder fra løbets førertrøje.

Men kan vi med en uge tilbage af løbet presse værdi ud af de forskellige konkurrencer i årets løb? Lad os kigge nærmere på det. 

Den gule trøje: Historisk små tidsforskelle

Lad os starte med den mest interessante trøje: den gule førertrøje.

Rytter Tid Odds Bookmaker
Chris Froome Team Sky 64:40:21

1,36

Bet365
Fabio Aru Astana

0:18

12,00

Betfair Sportsbook
Romain Bardet Ag2r

0:23

7,00

Danske Spil
Dan Martin Quick Step Floors

1:12

41

Unibet

Efter 15 etaper er der blot 1:17 mellem Chris Froome på førstepladsen og ned til Mikel Landa på sjettepladsen. Tæt - men det var også forventet, at klassementet vil være lidt tæt, hvis alt forløb optimalt.

Måske ikke så tæt som tilfældet er her, men en rute med seks sprinteretaper, et par "lette" bjergafslutninger og nogle hårde bjergetaper, der slutter med en nedkørsel og flad vej, resulterer sjældent i store tidsforskelle.

Helt efter bogen. Tour de France-arrangørerne har valgt dette for at skabe mere spænding om sejren frem til den sidste uge af løbet.

Der er blot tre afgørende etaper tilbage: 

  • 17. etape: Slutter med en nedkørsel fra Col du Galibier. Hård stigning, men sådan som top 7-10 har kørt i år, kunne vi meget vel se små tidsforskelle her igen.
  • 18. etape: Løbets nok reelle konge-etape. Det er den eneste etape, der slutter på toppen af en meget svær stigning, og det er her, man for alvor kan lave forskellen.
  • 20. etape: Den 22,5 kilometer lange enkeltstart, der skal afgøre det hele.

Skal man kigge lidt groft på det, så har Chris Froome fordelen på alle tre etaper. På 17. etape har han det stærkeste hold, der kan kontrollere dagen. På 18. etape bør han være den bedste klatrer (eller i al fald tæt på de øvrige) og på 20. etape bør han være den bedste enkeltstartsrytter. Favoritstatus er altså okay.

Fabio Aru er i øjeblikket hans nærmeste rival. Astana har ikke et hold, der kan støtte ham, men jeg mener ikke nødvendigvis, at det bliver en hæmsko for ham i resten af løbet. Den eneste farlige situation er, hvis Sky spiller tidligt ud med Landa på 17. etape, men det er jo i bund og grund ikke kun hans problem - og Sky har gjort det meget tydeligt, at man skal vinde løbet med Froome, ikke Landa. Både på 17. og 18. etape vil han dog være isoleret tidligt og kan få svært ved at få vand, men her vil Astana kompensere ved at placere rigeligt med folk ude på ruten, der kan give mad og drikke. Han kan ikke diktere løbet, men det behøver han heller ikke. Han skal vente, vente, vente og så angribe. 

Det, jeg hele tiden har peget på ved Aru, er, at han kan få det svært i løbets sidste uge. Han har haft en kort sæson, og da han tilbage i 2015 havde en lignende optakt til Giro d'Italia, så han svag ud i løbets sidste uge. Han vandt ganske vist to etaper, men hans kørsel var ikke lige så stærk, som det var i indledningen, og han var ikke for alvor en trussel for Contador. Det er svært at afkode noget ud af årets etaper indtil videre, fordi de har været ret atypiske, men etapen til Rodez kunne så småt tyde på, at han har lidt problemer med energien: jo, han var dårligt placeret, og han er dårlig i placeringskampen, men benene så heller ikke gode ud. Men han har hidtil været den eneste, der for alvor har lavet noget i bjergene, så måske skal man ikke være så pessimistisk. 

Pilen peger i højere grad på Romain Bardet, synes jeg. Ag2r har holdet til at lave nogle taktiske udspil. Han kan angribe på nedkørslen til Col du Galibier, og han virker også til at have benene, til at kunne lave noget på Col d'Izoard. Men han kommer til at tabe for meget tid på enkeltstarten. Ikke nok med at han gerne skal have op mod to minutter på Froome, så kan han også risikere at skulle have tid på Aru, Uran og Martin. Ingen af dem er specialister, men jeg tør ikke være sikker på, at Bardet vinder tid på dem. 

Rigoberto Urán har været løbets overraskelse. Han har tidligere haft et meget højt niveau, men har ikke vist det i flere år. Han er en dygtig klatrer, der indtil videre har siddet fint med. På papiret bør han være lidt svagere end de tre øvrige, når det drejer sig om 18. etape.

Det store spørgsmål vedrørerende Urán er enkeltstarten. Førhen var det hans spidskompetence, men det er snart tre år siden, at han har kørt en rigtig god enkeltstart, og selv i den her sæson har han ikke vist meget kvalitet i disciplinen. Jeg tror, han har mistet egenskaberne, men i hans nuværende form er det svært at afskrive noget som helst.

Det efterlader Dan Martin og Mikel Landa. Dan Martin er forslået, men kæmper heroisk og kører fint. Han har det lidt svært ved accelerationer, og han er et par gange været i problemer opad, så jeg er spændt på at se, hvordan han klarer Col d'Izoard. Han skal først hente tidsforskellen og dernæst vinde tid, fordi han er ikke nogen ørn på enkeltstarten. Det ser svært ud.

Det gør det såmænd også for Mikel Landa, men han har andre muligheder. Han kan blive den store vinder i et taktisk spil, hvis Sky tør spille ham ud. Det kunne de finde på at gøre for at fjerne nogle af Bardets hjælpere, der har været gode til at fange Sky og Froome på kritiske tidspunkter. Men Sky har også vist, at de egentligt ikke har lyst til, at Landa skal vinde løbet - det skal Froome - så det ligner en tom trussel. Landa er for dårlig på enkeltstarten til, at man tør satse på ham.

Froome er favoritten, men jeg rører ikke det odds. Bardets odds er også en tand for lavt, så det efterlader mig med Landa, Uran eller Aru, og her er jeg - trods alt - nok mest til italienerens odds. Jeg synes, at en chancevurdering på 9 % er ganske passende.

Fabio Aru til odds 12,00 hos Betfair Sportsbook* og Unibet*

Jeg kan godt lidt tvivle på, om Aru kan stå distancen i tredje uge. Under normale forhold er det nærmest her, han er stærkest, men en kort sæson med manglende løb kan koste lidt. Han er dog den eneste, der for alvor har lavet en forskel på stigningerne indtil videre, og da løbets hårdeste bjergafslutning fortsat venter, er det måske ikke helt dumt at have lidt mønt på Aru. Jeg har 9 % på italieneren. 

De øvrige trøjer synes afgjorte

Hvor der fortsat er spænding om den gule førertrøje, er der mindre spænding om bjergtrøjen, som synes at ende på skulderne af Warren Barguil. Franskmanden har vist sig som én af de allermest formstærke ryttere, og hans forspring er efterhånden så stort, at han kun for alvor kan tabe trøjen, hvis han udgår af løbet uden decideret at have regnet på det.

Pointtrøjen synes at være blevet lidt åben på det seneste. 79 point adskiller Marcel Kittel i front af trøjen og Michael Matthews. Marcel Kittel er begyndt at slide lidt i det på de seneste par etaper, mens Michael Matthews virker stærkere og stærkere. En hviledag kan dog være nok for Kittel, der normalt ikke nødvendigvis har de store problemer i bjergene. Der gives odds 5,00 hos Bet365*, hvis Michael Matthews vinder trøjen, men den er svær at forestille sig: Kittel skal være helt bagom dansen, mens Matthews er i hopla. Men husk på at Kittel på en etape gik med i udbrud, og at vi har kørt i et ekstremt kuperet terræn på det seneste; det er ikke Kittels terræn, så man må ikke tillægge det alt for meget værdi. Jeg holder mig fra den trøje.

Så er der ungdomstrøjen, hvor Simon Yates i øjeblikket fører med 3:07 ned til Louis Meintjes. Meintjes er ved at løbe tør for chancer, og han skal snarere håbe på, at Yates går død, fremfor at han kører fra ham. Meintjes kører bare sit eget tempo, og Yates kan - hvis krisen er ved at melde sig - vælge udelukkende at køre med ham. På de seneste kuperede etaper har han været på jagt efter sekunder, så Simon Yates ser solid ud. Det er heller ikke en konkurrence, jeg har lyst til at røre.

Så er der måske mere fidus i holdkonkurrencen. I øjeblikket fører Team Sky med næsten 10 minutter ned til Ag2r, og briterne vil gerne vinde konkurrencen, om end de naturligvis ikke ofrer klassementet for at vinde den. Men Ag2r vil rigtig gerne vinde. Faktisk skulle sponsoren eftersigende have udtalt, at de betragter løbet som en succes, hvis de ender på podiet - dvs. hvis Bardet vinder løbet, eller hvis holdet vinder holdkonkurrencen. De kører klart efter det, og man kan forvente at se, at de vil placere 1-2 mand i hvert udbrud, der har en chance for at køre hjem. 

I bjergene vil de tabe tid til Sky, medmindre et udbrud altså holder hjem, eller hvis Sky igen bliver presset som på 15. etape. Sky er i førersædet, men odds 4,00 hos Bet365* har fået et lille skud herfra. 10 minutter er intet i den her konkurrence.