Det hele eksploderede på de sidste hundrede meter af 12. etape, og Froome blev sat til vægs, mens han både så etapesejren og den gule trøje forsvinde. Hvordan vil han reagere på 13. etape, der bare er 101 kilometer lang?

Tour de France-feltet skal ud på bare 101 kilometer på fredagens 13. etape af det tre uger lange cykelløb. Her går turen fra Saint Girons til Foix, hvor feltet skal passere tre kategori 1-stigninger. Og netop etapens længde kan gøre, at det bliver et rent festfyrværkeri af angreb og spænding, vurderer cykelekspert Jesper Carstens. 

"Korte etaper er det nye sort i cykelsporten. De får utrolig meget ros for at skabe spændende og underholdende etaper, og de kan være et rent festfyrværkeri. Med 13. etape håber Tour-arrangørerne, at der kan laves ravage i klassementet," siger Jesper Carstens. 

Han gør opmærksom på, at alle tre stigninger på etapen er kategoriserede, men derfor bliver det stadig udfordrende at komme over dem alle. Specielt den sidste stigning, Mur de Péguère, er hård ved feltet, der rammer stigningen efter cirka 64 kilometers kørsel. Stigningen er 9,3 kilometer lang og stiger med gennemsnitligt 7,9 procent. Stigningsgraden er dog ikke jævnt fordelt, og på slutningen af den stiger den med både 16 og 18 procent. 

"Selvom Mur de Péguère er en hård stigning, er det nok ikke helt tilfældigt, at stigningerne ikke er hårdere, end de er, for hårde stigninger ville ødelægge formålet med denne etape. Så ville rytterne bare sidde og lurepasse på hinanden og vente til den afgørende stigning," siger Jesper Carstens.

Når toppen af Mur de Péguère er passeret, venter der en 26 kilometer lang nedkørsel. Og det ærgrer Jesper Carstens. 

"Havde jeg designet denne etape, var jeg næppe kørt hele vejen til Foix. Med den lange nedkørsel kan man risikere - akkurat som på 9. etape - at en mindre favoritgruppe skal afgøre etapen i en lille spurt, hvilket er med til at neutralisere etapen lidt. Det er dog omvendt godt for spændingen i det samlede løb, fordi tidsforskellene i så fald stadig vil være små i klassementet," siger han. 

Gul trøje til Aru på dårligt tidspunkt

12. etapes resultat var perfekt for 13. etape, hvis man vil have et festfyrværkeri, vurderer Jesper Carstens. 
 
"Chris Froome har mistet trøjen, og Team Sky kan dermed ikke køre etapen defensivt og kontrollerende. Det kan de selvfølgelig godt, men de bør udnytte, at holdet er så meget stærkere end konkurrenterne på dagens etape, hvorved de kan udfordre de ryttere, der har et svagt hold," siger han. 
 
Og netop Fabio Aru (Astana), der overtog Tourens gule førertrøje, har et markant svækket hold. Dario Cataldo udgik efter styrt på forrige etape, hvor også Jakob Fuglsang slog sig slemt. Det kostede ham et tidstab på 27 minutter på 12. etape, hvor han kom lidende i mål sammen med blandt andet Michael Valgren og flere andre Astana-ryttere. 
 
"At Fabio Aru fører løbet nu, kommer i bund og grund på et forfærdeligt tidspunkt for Astana. Hvis det bliver det festfyrværkeri, som arrangørerne håber på, hvem skal så hjælpe Aru med at forsvare trøjen? Aru skal ikke kun frygte Team Sky-holdet. Også Ag2r-holdet med Romain Bardet i spidsen puster ham i den grad i nakken," siger Jesper Carstens. 
 

Hvor står Froome?

Froome havde en skidt dag på 12. etape. Han mistede den gule førertrøje, og tabte dyrebare sekunder på få hundrede meter, da han slet ikke kunne følge med blandt andet Romain Bardet, Fabio Aru, Rigoberto Uran og hans egen holdkammerat Mikel Landa, der så umådeligt stærk ud. 22 sekunder tabte Froome, der kom ind på en 7. plads. 
 
"På afslutningen så man, at Mikel Landa var stærkere end Chris Froome i finalen, men tør Team Sky satse alt i morgen, og lade ham køre tidligt? Det vil være et ekstremt vovet træk af dem, og noget der for alvor vil starte festfyrværkeriet. Jeg vurderer, at Mikel Landa ville have vundet 12. etape, hvis han havde fået lov til at køre sin egen chance," siger Jesper Carstens. 
 
"Det er svært at blive klog på Froome. Før løbet vurderede jeg, at han ville time formen senere, så han ville toppe i tredje uge, hvor Col d'Izoard (18. etape, red.) venter. Selvom han led på 12. etape og tabte dyrebare sekunder, så bør han stadig være favoritten til løbet. Han har det stærkeste hold i Touren bag sig, og de kan kontrollere de fleste etaper," fortsætter Jesper Carstens. 
 
Han pointerer, at der kun er en bjergafslutning tilbage i løbet, og at Chris Froome er markant bedre end de nærmeste konkurrenter i klassementet, når det kommer til enkeltstartskørsel, så der kan han hente noget af den tabte tid tilbage. 
 
"Og hvem ved - måske var det bare en sjælden offday for Froome," siger Jesper Carstens. 
 
Grundet den korte etapelængde starter etapen først 14:45. Med en gennemsnitsfart på 40 km/t vil den første rytter passere målstregen 17:15.