18+ | Spil med omtanke | Stopspillet.dk | ROFUS.nu
Annonce

French Open 2019 kvinder: Mange om buddet

Tags: Optakter, Tennis
Opdateret
L Lars Baes
Glad for tennis - særligt den der spilles på ATP-touren.
Vis mere
Vis mindre
Annonce - Denne side indeholder reklamelinks*. Spillemyndighedens hjælpelinje: stopspillet.dk
Selvudelukkelse: rofus.nu | Spil ansvarligt | 18+

French Open 2019: 
Søndag den 26. maj - søndag den 9. juni

French Open vises på Eurosport 1 og Eurosport 2. Det kan også streames hos Eurosport Player.

2018:
Simona Halep - Sloane Stephens: 3-6, 6-4, 6-1

Simona Halep fik endelig sin Grand Slam-titel sidste år, da hun slog Sloane Stephens i finalen i denne turnering. I år kommer hun ind til turneringen som bookmakernes favorit, men som det er blevet for vane på WTA-touren, så er der også ved årets French Open virkelig mange seriøse bejlere til titlen.

Jeg har meget svært ved at sætte nogle helt klare favoritter på i år, og det skulle ikke overraske mig, hvis vi får en helt ny Grand Slam-mester og måske så stor en sensation, som da Ostapenko i 2017 overraskede alt og alle ved at vinde på Roland Garros. 

I denne optakt vil jeg tage et kig på lodtrækningen delt op i fire.

Bemærk: Optakten er skrevet, inden de kampene til WTA French Open startede, men den er først publiceret, efter de første tre kampe i første runde er afgjort. 

Odds på French Open kvinder 2019

Odds på French Open kvinder 2019 er senest opdateret søndag den 26. maj klokken 13:04. Bemærk; flere af deltagerne kan købes til højere odds på Betfairs Spillebørs, men likviditeten er meget varierende fra deltager til deltager. 

WTA French Open 2019, Paris

Rang: Grand Slam
Underlag: Grus
Forsvarende mester: Simona Halep

Den øverste fjerdedel af lodtrækningen

Verdensetter og førsteseedede, Naomi Osaka, har fået en modbydelig lodtrækning. Schmiedlova i første runde bør være overkommelig, men derefter er der næppe noget, der bare bliver lige ud af landevejen for den sensible japaner. Allerede i sin næste kamp skal hun op mod vinderen af French Open-mesteren fra 2017, Ostapenko, og den tidligere verdensetter og flerfoldige Grand Slam-mester, Azarenka. Ostapenko er i elendig form, men hun har nogle fantastiske grusmeritter. Azarenka er i god form, men har sit bedste resultat i en semifinale her i Paris tilbage fra 2013. Hun er en god grusspiller, men hun er bedre på hard court, og det hele er i det hele taget en smule uforløst med hende. 

Jeg forventer, at enten Osaka eller Azarenka smutter videre til tredje runde, og her kan den formstærke græker, Sakkari, så vente. Sakkari har spillet meget stærkt op til turneringen her, og selv om det er noget andet i Grand Slams end i de mindre turneringer, så har hun spillet og niveauet til at kunne være med mod Osaka og Azarenka, og hvis f.eks. Osaka ikke holder fokus, så kan en fokuseret og tændt type som Sakkari godt sende Osaka ud af turneringen. 

Jeg tvivler dog alligevel på, Sakkari kan gøre det, hvis Osaka eller Azarenka er på toppen af deres spil, men i fjerde runde bliver det for alvor grimt. Garcia, Serena, Andreescu, Keys og Barty er alle spillere med afsindigt højt topniveau, som kan stå overfor f.eks. Osaka allerede i fjerde runde. Barty er jeg ret begejstret for, men hun har ikke grus som sit foretrukne underlag, og formmæssigt dykkede hun en anelse op til French Open. Andreescu har haft en vild sæson, men skader har gjort, at hun slet ikke er kommet i gang på gruset. Garcia er i fin form, men hun kommer lige fra et bittert finalenederlag til Yastremska i Strasbourg, og hun kan meget vel både have brug for at slikke sårene mentalt og restitution fysisk. Keys er i ringe form og alt, alt for svingende. Hun kunne meget vel stå for en negativ overraskelse ved disse mesterskaber og dermed et hurtigt exit.

Serena Williams derimod - vi aner efterhånden aldrig, hvor vi har hende. Hun vendte tilbage forleden med en sikker sejr på gruset over Peterson, men efterfølgende trak hun sig med påstået skade inden et søsteropgør mod Venus. Jeg kender ikke til hendes status, men jeg kender til hendes historik her i French Open, og den indeholder tre titler fra 2002, 2013 og 2015, og mentalt er der vel næppe nogen, der kan betvivle, at hun er én af de stærkeste spillere på touren. Spørgsmålene er, hvor hun står fysisk, og hvor meget hun egentlig vil denne turnering. Det bliver næppe her, hun får sin næste Grand Slam-titel, og hvis hun også selv render rundt med den følelse, vil hun så overhovedet give sig selv 100 %, eller vil hun bare tage et kig på lodtrækningen og vende snuden mod Wimbledon? Det er ikke til at sige, men vi ved, hun er dødsensfarlig for enhver spiller i feltet, hvis hun har sat sig for øje, at hun vil toppræstere her i Paris.

Den næstøverste fjerdedel af lodtrækningen

Her finder vi den forsvarende mester, Simona Halep, som har fået en fremragende lodtrækning, hvis vi ser bort fra, at hun står til at møde Kvitova i kvartfinalen. Halep virker til at være i god form efter at have spillet ni kampe på underlaget i optakten hertil og vundet de syv af kampene. Hun tabte godt nok finalen i Madrid mod Bertens, men hollænderen spillede en fantastisk turnering, og jeg synes egentlig, Halep ser ud til at være, hvor hun skal være. Med mindre hun døjer med skader, så ser jeg hende ikke ryge ud inden den kvartfinale, som hun naturligvis også sagtens kan vinde. 

Tomljanovic, Paquet, Tsurenko og Kasatkina i de fire første runder, det fås altså ikke meget bedre. Kvitova erén af de farligste spillere i feltet, for hendes topniveau er skyhøjt, og hun kan spille på alle underlag. Halep har mange kvaliteter, men hun er ikke nogen decideret hardhitter som f.eks. Kvitova, Pliskova og Serena, og rammer sådan en som Kvitova alt på linjerne, så er det næsten umuligt for selv en bomstærk rumænsk defensiv at sætte en stopper for artilleriet.

Kvitova skal dog lige igennem en ottendedel af lodtrækningen først, hvor spillere som Kontaveit og Sabalenka befinder sig. Jeg synes dog ikke umiddelbart, at nogen af dem rammer bolden så godt pt., at de for alvor skulle kunne true en velspillende Kvitova, men meget kan selvfølgelig ændre sig gennem de første runder, og får sådan en som Sabalenka først selvtillid, så er hun uhyggelig at stå overfor.

Odds på French Open hos Bethard her

Den næstnederste fjerdedel af lodtrækningen

En virkelig hård fjerdedel, hvor Stephens og Bertens er sat til at møde hinanden i kvartfinalen. Stephens var i finalen her sidste år, og hun har ikke spillet dårligt i optakten, men jeg synes bare, hun er så utroligt svingende selv for WTA-standarder, at jeg ikke ville turde sætte mine penge på hende. Når hun så ovenikøbet har en lodtrækning, hvor Muguruza, Venus eller Svitolina kan vente i fjerde runde, så gør det ikke det hele ret meget lettere. Det skal dog siges, at Stephens har været ramt af lodtrækningsheld i runderne forinden, så hun bør faktisk uden megen slinger stå i den fjerde runde om en uges tid. 

Sådan har man sagt så tit om WTA-spillerne, og ofte er man alligevel blevet skuffet over et elendigt niveau eller en underlig manglende motivation, og det er netop den, jeg ikke helt ved, hvor vi har, når det kommer til Stephens. Er hun tændt og rammer niveau, så er hun typen, der kan gå hele vejen (vi må ikke glemme, at hun er Grand Slam-mester), men kommer hun med den lidt opgivende attitude, så kan hun også ryge ud til Doi i første runde.

De nævnte fjerde runde-modstandere kan lyde som en stor mundfuld, men hverken Muguruza, Venus eller Svitolina rammer helt niveau pt. Muguruza er som nat og dag og kan tabe til hvem som helst. Venus gør det faktisk pænt, men jeg tvivler på, hun har niveauet til at køre hårdt på med den her lodtrækning, hvor ballet åbnes mod Svitolina allerede i første runde. Svitolina har døjet med skader lidt tid, og hun var hårdt udfordret fysisk mod Parmentier i Madrid og chokede mod Azarenka i Rom. Jeg ser hende dog som favorit mod Venus, men ingen tvivl om, at det er den værst tænkelige lodtrækning for ukraineren, som nok havde håbet at kunne få lov at spille sig stille og roligt ind i turneringen. Vi skal huske, at Svitolina var formsvag op til sæsonfinalen i 2018, og den endte hun med at vinde, så der er bestemt ingen garantier for, at hun ikke finder formen i løbet af de to uger i Paris.

Kvartfinalen for formentlig én af ovenstående bliver hård. Bencic, Vekic, Konta og Bertens render rundt i den ottendedel, der bliver parret med Stephens' ottendedel. Bertens er det oplagte valg til at gå videre herfra, fordi hendes form har været så fremragende i optakten. Semifinale i Stuttgart, titel i Madrid (uden at afgive sæt) og semifinale i Rom vidner om en spiller, der rammer niveauet nu. Hun har dog Konta alleredei tredje runde, og briten kommer faktisk selv med virkelig god form efter at have nået finalen i Rom, hvor hun i semifinalen slog netop Bertens. Bertens var dog nok en anelse fatigueramt i den kamp efter at have spillet to fulde uger op til.

Den nederste fjerdedel af lodtrækningen

En knapt så spændende del af lodtrækningen efter min mening. Pliskova og Kerber er sat til at stå ansigt til ansigt i kvartfinalen, men Kerber har haft en skidt optakt med ankelproblemer, og jeg forventer mig ikke meget af tyskeren i denne omgang. Allerede i tredje runde kan hun løbe ind i formstærke Yastremska, og hvis ukraineren er fysisk klar efter sin hårdt udkæmpede sejr i Strasbourg mod Garcia, så ser jeg ikke nødvendigvis Kerber som favorit i dét opgør.

Jeg forventer til gengæld en del af Pliskova, som spillede fremragende tennis i Rom, hvor hun bare blev bedre og bedre, som ugen skred frem. Lodtrækningen er god, selv om den gamle ræv, Kuznetsova, sagtens kan volde problemer allerede i anden runde. Kuznetsova har tidligere vundet turneringen (2009), og det er ikke fordi, hun viser dårlig form her i optakten. Det er bestemt ingen ønskemodstander for Pliskova med den rutinerede russer allerede i anden runde.

Med danske øjne er det mest interessante vel nok, at Wozniacki ligger i denne del af lodtrækningen, hvor hun som 13. seedet kan løbe ind i Pliskova i fjerde runde. Optakten har mildest talt været ringe for Wozniacki, der har kæmpet med alt muligt fysisk, og jeg har ingen forventninger overhovedet til hende i Paris i år. Jeg vil nok nærmest blive lidt overrasket, hvis hun overhovedet kommer igennem Kudermetova i første runde, og jeg kan, som det ser ud nu, slet ikke se, hvordan hun skal komme med i anden uge af mesterskaberne. 

Hun er dog en vildt dygtig spiller - også på grus - så det kan aldrig udelukkes, at hun på en eller anden måde finder noget niveau, men det ligger bestemt ikke i kortene, og jeg ville i hendes sko være mere fokuseret på de kommende græsturneringer, hvor hun ikke behøver slide sig selv lige så hårdt for at få lidt succes.

French Open 2019: 
Søndag den 26. maj - søndag den 9. juni

French Open vises på Eurosport 1 og Eurosport 2. Det kan også streames hos Eurosport Player.

2018:
Simona Halep - Sloane Stephens: 3-6, 6-4, 6-1

Kommentarer

Feedback