Når Wimbledons dameturnering starter (på samme tidspunkt som herrerne, dvs mandag kl. 11:00 dansk tid), er spørgsmålet: Skal vi være vidne til de åbne østeuropæiske mesterskaber?

Efter magtdemonstrationen i French Open med seks ud af otte kvartfinalister fra Østeuropa (3 russere, 1 hviderusser, 1 slovak og 1 rumæner), er det nærliggende at tro det kan være tilfældet. Også fordi publikumsyndlingen og tidligere vinder Maria Sharapova er tilbage.

Men holder man det op imod hvem der er de to største favoritter, giver det et andet billede. Venus og Serena Williams er nemlig bookmakerens storfavoritter.

Bedste bud hvis man ser bort fra de omtalte østeuropæere og amerikanere, er faktisk danske Wozniacki, så mon ikke hun får et par ekstra klap med i kampene?

Vores tennismand David Stoltenborg står bag denne (og herrernes) optakt, og vil i løbet af de to uger komme med sine herretip på denne side.

Wimbledon-optakt: Damer

Dame-optakten består af:

• Græssæsonen 2009

• Fortsætter østdominansen?

• Vidste du at…

• Tv-dækning og links

Græssæsonen 2009

AEGON Classic var den første opvarmningsturnering til dette års Wimbledon, og blev spillet i Englands næststørste by, Birmingham. Det var på forhånd ikke de helt store spillere der havde stået i kø ved indskrivningsskranten, men i stedet kom andre på banen, og Magdalene Rybarikova slog i tredje runde, første seedede Jie Zheng og fortsatte hele vejen til finalen via polske U. Radwanska og indiske Mirza. Her stod hun over for endnu en kineser, men det var Na Li, som inden havde slået tilbagevendte Sharapova i to sæt i semifinalen. Første sæt blev en meget tam affære som Rybarikova tog med et æg, mens andet sæt straks var mere interessant, og først i et tie-break fik Rybarikova hevet den endelige turneringssejr i land.

Som det også er tilfældet hos mændene spilles der AEGON International i Eastbourne, England, og her er kvinderne nået frem til semifinalerne. Ens for alle de fire topseedede, Dementieva, Kuznetsova, Jankovic og Zvonareva er at de har måttet forlade turneringen i utide, kun Dementieva har vundet én kamp!

Til gengæld har Caroline Wozniacki overtaget den højeste seedning, og hun har indtil videre klaret det glimrende. Hun skal i finalen møde Razzano. Denne kamp bliver først spillet efter denne optakts forfattelse.

Også Ordina Open afvikles som hos herrerne i s-Hertogenbosch, Holland. Navnene er lidt mere velklingende her, og verdensetteren Safina er naturligvis førsteseedet. Hun har da også spillet sig i semifinalen mod Tanasugarn, der i sin kvartfinale slog tredjeseedede Pennetta. Andenseedede Cibulkova der gjorde det så fremragende i French Open tabte allerede i første runde, mens rumænske Cirstea, seedet 4, kun nåede en runde længere. Også hun gjorde det langt over forventning i de franske mesterskaber, og sendte bl.a. Caroline Wozniacki ud efter et skadesuheld.

For overraskelserne på grus er der altså langt til græstennis, og i stedet indtages de resterende semifinalepladser af Wickmayer og Schiavone.

Mange interessante spillere har dog enten ikke været i kamp (Williams-søstrene, Azarenka, Ivanovic), eller performet meget uberegneligt på græs (Sharapova, Kuznetsova, Dementieva, Jankovic, Zvonareva). Tilbage står så faktisk kun Safina og Wozniacki i verdenstopppen som har haft hvad man kan kalde en god forberedelse spillemæssigt.

Fortsætter østdominansen?

En gennemgang af markedets 10 største favoritter vil give et samlet billede af det aktuelle styrkeforhold mellem øst og vest på græs:

1. S. Williams, USA
Den yngre af søstrene har ikke været i kamp endnu siden French Open turneringen løb af stabelen. Det betyder dog som regel mindre når der er tale om Wimbledon, for sådan har det ofte set ud for begge Williamssøstre, uden at man efterfølgende har kunnet mærke det på deres spil.

Selvom hun er bookmakernes favorit er det længe siden hun sidst har vundet her, det var tilbage i 2003, men sidste år kom hun i finalen, og vandt efterfølgende både US Open samt Australian Open. I Paris sidste måned gik det værre med kun en kvartfinale, hvor Kuznetsova kom i vejen i tre tætte sæt, men mon ikke blot det forbedrer motivationen en smule hos hende…

Modstandere såfremt seedningerne holdes: Silva, Safarova, Pavlychenkova, Zheng, Azarenka, Dementieva, Safina.

2. V. Williams, USA
Har som sin lillesøster ikke spillet siden den sidste Grand Slam, og samme ro omkring hende er der op til denne store begivenhed hvor hun er dobbelt forsvarende mester. De er garvede i gamet begge to, og ved hvordan man lader op og behandler pressen. Resultatmæssigt har det dog ikke set for godt ud for Venus siden sidste års sejr, blot en kvartfinale, en anden- og senest en tredjerunde er det blevet til i de øvrige tre Grand Slam´s, og måske er det alderen som er ved at indhente hende.

Afgjort er det i hvert fald at konditionen ikke er hvad den har været, men til gengæld er rutinen nærmest bundløs. Hun blev decideret udspillet af Szaway i French Open ved sin sidste kamp, 6-0 6-4, og kommer ind til turneringen med et håb om at yndlingsturneringen kan være vendepunktet i den negative spiral hun er kommet ind i.

Modstandere såfremt seedningerne holdes: Voegele, K. Bondarenko, Kanepi, Ivanovic, Jankovic, Safina, S. Williams.

3. Maria Sharapova, Rusland
Tennisfolket har fået deres darling nr. 1 tilbage på banen efter en langvarig og drilsk skulderskade, hvor det længe ventede comeback er blevet udsat gang på gang. Sejren i 2004 forekommer meget lang tid siden, og at hun skulle være bedste bud på en vinder uden Williamssøstrene vidner om hvor tæt tennistoppen er for kvinderne.

Hun er dog en af dem som har forberedt sig bedst, både med hensyn til opvarmningsturneringer, men så sandelig også mentalt. Efter den lange pause er det en meget mere velovervejet Sharapova, og man oplever hende også mere afbalanceret i forhold til hvad hun vil, i forhold til tvetydigheden nogle år tilbage, hvor det hele skulle ske på én gang. Det har bl.a. resulteret i at hun ikke længere bliver trænet så intenst af hendes far.

Modstandere såfremt seedningerne holdes: Kutuzuva, Dulko, Cirstea, Azarenka, S. Williams, Dementieva, Safina.

4. Dinara Safina, Rusland
Kometen Safina må siges at have forsvaret den førsteplads på verdensranglisten hun har tilspillet sig fortrinligt. I sine sidste fire turneringer, herunder en Grand Slam, har hun nået finalen i dem alle og vundet de to.

Ærgerligt for hende ikke nogen på græs, men det kan være det kommer, for i skrivende stund er hun med i semifinalerne ved sin opvarmningsturnering.

I French Open var hun det meste af tiden nærmest uovervindelig efter de to store sejre i Rom og Madrid, og i hendes første fire kampe vandt ingen af hendes modstandere mere end to partier pr. sæt, og i semifinalen højst tre. Azarenka vandt et enkelt sæt i kvartfinalen, mens Kuznetsova tog begge to i finalen, og det må have været en alvorlig bet for den godt spillende russer.

Nu gælder det så græs hvor hun ikke har haft nogen særlig prangende resultater førhen fra Wimbledon, med en tredjerunde som bedste resultat.

Modstandere såfremt seedningerne holdes: Lino, Vaidisova, Szaway, Pennetta, Kuznetsova, V. Williams, S. Williams.

5 Victoria Azarenka, Hviderusland
Den unge Azarenka nåede en tredje runde ved sidste års optræden, og siden er det kun gået fremad. En fjerde runde ved Australian Open, samt en kvartfinale ved Roland Garros er superflot i den alder, og mon ikke der lurer et par gedigne overraskelser i de hvide ærmer ved Wimbledon, hvor hun med en ottendeseedning er placeret til at støde ind i navne som Sharapova og Serena Williams forholdsvis hurtigt.

Hun har ikke spillet med i nogen forberedelsesturneringer, men indtrykket fra French Open er stadig at hun var den første der var i nærheden af Safina undervejs i den turnering. Hun bliver uden tvivl meget spændende at følge, og hendes udviklingspotentiale taget i betragtning måske en fremtidig vinder.

Modstandere såfremt seedningerne holdes: Beltrame, Dechy, Cirstea, Petrova, S. Williams, Dementieva, Safina.

6 Svetlana Kuznetsova, Rusland
Den femteseedede hardhitter som kommer direkte fra French Open triumf bør stå med visse muligheder selvom hun aldrig er nået længere end til kvartfinalen ved Wimbledon. Det er dog stabile Grand Slam resultater der ligger i bagagen hos hende, og det er sjældent hun decideret flopper. Med den store sejr og udsigterne til en masse ranglistepoint at hente her efter sidste års fjerde runde, må det være en Kuznetsova fuld af selvtillid og motivation vi får at se. Hun slog således både nummer et og to på verdensranglisten ved Franch Open togtet, og det må da om noget kunne give det blod på tanden som indtil nu åbenbart har manglet hos hende på græs.

Hun er dog også blevet det mere moden, og vinderslagene behøver ikke længere at udføres på andet slag, og dermed fremtvinge et hav af uprovokerede fejl.

Modstandere såfremt seedningerne holdes: Morigami, Parmentier, Chakvetadze, Wozniacki, Safina, Dementieva, S. Williams.

7. Ana Ivanovic, Serbien
Hun har ikke ligefrem kastet om sig med iøjefaldende Grand Slam præstationer siden hun vandt French Open forrige år. To tredje runder, en anden og en fjerde er det blevet til, og bedste Wimbledon præstation er således stadig den fjerde runde hun nåede i 2006.

Det har generelt været en lang nedtur at hedde Ana Ivanovic på det sidste, men nu forsøger hun så endnu en gang at bringe karrieren tilbage på rette spor igen, med præcise grundslag, attitude og vindere i lange baner.

Ved det netop overståede French Open så det godt ud indtil fjerde runde mødet med Azarenka, hvor hun faktisk havde vundet sine kampe meget overbevisende på nær premieren. Hun blev dog nemt besejret af hviderusseren, og bragt tilbage til status quo.

Modstandere såfremt seedningerne holdes: Hradecka, Errani, Stosur, V. Williams, Jankovic, Safina, S. Williams.

8. Caroline Wozniacki, Danmark
Den unge dansker er igen fuld af fortrøstning efter den bitre exit fra de franske mesterskaber, med en skulderskade der forplantede sig helt ned i ryggen, med frygt for karrierevanskeligheder og alverdens dårligdomme af eksperter på området.

Selv ville Caroline dog fortsætte med at bestemme antallet af turneringsdeltagelser, som lå væsentligt højere end sine medrangerende i toppen af verdensranglisten, og også fortsætte med at spille i double som hun så godt kan lide.

Om det er decideret en god idé vides ikke, men man kan ikke lade være at spekulere i om det er for at opnå gunstigere seedninger hun prøver at vinde alle de ranglistepoint. I Grand Slam´s ser det bedre og bedre ud, og fra at nå til 1. – 2. runde, har hun nu i seks turneringer i træk nået 3. – 4. runde, samtidig med at de mindre turneringer også bliver vundet i større og større grad. Man skal heller ikke glemme at det var her hun vandt junior turneringen, så Wimbledom må være favoritten for hende.

Modstandere såfremt seedningerne holdes: Krumm, Kirilenko, Garrigues, Kuznetsova, Safina, V. Williams, S. Williams.

9. Elena Dementieva, Rusland
Dementieva nåede her sidste år sit bedste resultat nogensinde med en semifinale, og siden fulgte to af samme slags i hard court Grand Slams´ne. I Paris i sidste måned gik det dog så galt, med kun en tredje runde ved French Open, og siden har hun kun spillet en enkelt turnering på græs hvor hun røg meget hurtigt ud.

Forberedelse er dog ikke alt, som den rutinerede russer godt ved, og mon ikke hun med den fine seedning hun har, nok skal få skreget sig ind i turneringen, selvom dette er blevet tæt på bandlyst efter de officielle regler træder i kraft.

Nu er det sådan at dommerne kan advare spillerne om problemet en enkelt gang og derefter tage point fra dem hvis det fortsætter. Hun blev på Roland Garros offer for den helt store overraskelse, Stosur, som hun tabte til i tre sæt. Hun er dog en spiller der ikke er nem at knække, så mit bud er at hun nok skal få sig samlet sammen til et godkendt resultat, selvom det afgjort ikke lover for godt.

Modstandere såfremt seedningerne holdes: Kudryavtseva, Rezai, Kleybanova, Cibulkova, Zvonareva, S. Williams, Safina.

10. Jelena Jankovic, Serbien
Man skulle næsten tro at Jankovic og hendes landsmand Ivanovic holdt kapløb om hvem der hurtigst kunde falde fra en topplacering og ud af top 10 på verdensranglisten. Den duel vandt Ivanovic, men Jankovic fulgte så godt efter, og nu venter den turnering hvor hun har det allerværst.

Aldrig før er hun nået til en kvartfinale, og med den seedning (6) som hun har fået bliver det ikke nemmere for hende. Hun tabte endda sin eneste opvarmningskamp på græs, og mindet om Grand Slam tennis ligger ikke lyst i baghovedet. Hun var ude i afgørende sæt mod Wozniacki´s overkvinde, Cirstea, og her blev det til et nederlag på 9-7 til rumæneren! Så forstår man godt hun hænger en smule med mulen.

Hvis hun kan komme ind i turneringen uden de tilbagevendende skadesproblemer kan det dog være hun for et brugbart resultat med sig hjem, men det ligger ikke ligefrem til det.

Modstandere såfremt seedningerne holdes: Goerges, O´Brien, Bammer, A. Radwanska, V. Williams, Safina, S. Williams.

Øst vs. Vest
Hvis man trækker linjerne skarpt op og beregner odds´ne (fra Betfair*) om til procentchancer for top 10 ser det mellem øst og vest således ud:

Vest: S. Williams = 27 %
V. Williams = 19 %

Neutral Wozniacki = 4 %

Øst: Sharapova = 9 %
Safina = 8 %
Azarenka = 7 %
Kuznetsova =6 %
Ivanovic = 4 %
Dementieva= 2 %
Jankovic = 2 %

Det giver alt i alt 46 % sejrschance til vest og 38 % sejrschance til øst, mens Wozniacki med sine ca. 4 % medvirker til at de resterende tolv procent skal findes uden for top 10.

Vidste du at…

• Den franske publikumsyndling Monfils desværre har trukket sig med en skade?

• Den totale præmiesum er steget fra 750.000 £ til 850.000 £ i forhold til sidste år for både herrer og damer?

• Det kun tager syv minutter at rulle skydetaget på og af?


• Tilskuerrekorden for en normal afviklet turnering er 476.711 fra 2001?

• Der skulle 290 millioner tennisbolde til at fylde Centre Court mens taget var på?


• Der er bygget en ny Court No. 2, med plads til 4000 tilskuere?

• …og derfor er alle numre op til 12 flyttet et hak, men heldigvis stadig ingen court 13?


• Du kan finde blogs på den officielle hjemmeside www.wimbledon.org?

• Pete Sampres er stadig den mest vindende med 7 titler i single sammen med Renshaw?

• Martina Navratilova har vundet flest damesingler med 9 stks?

• Becker kun var 17 år og 227 dage da han vandt Wimbledon som den yngste?

• Gore var 41 år og 182 dage da han vandt Wimbledon som den ældste?

• Wood i 1927 deltog kun 15 år og 231 dage gammel som den yngste nogensinde?

• Ritchie i 1926 deltog 55 år og 247 dage gammel som den ældste nogensinde?

• Navratilova har spillet flest kampe af alle med 326?

Tv-dækning og links

Tv-2 Sport har som den eneste danske kanal rettighederne til at vise direkte billeder fra Wimbledon 2009, og med intens dækning fra morgen til aften turneringen igennem, skulle der ikke være noget til hinder for at bruge timevis foran skærmen! Anders Sigdal og eks-tennisspiller Kenneth Carlsen er studieværter.
 
På denne officielle turnerings-side dækkes alle point i turneringen direkte.

For yderligere info tjek Betxperts egen statistiksektion og tennis-livescore

Af andre relevante internet adresser kan anbefales:

Den officielle ATP-hjemmeside med overblikket, tophistorierne og diverse ranglister mm.

Den officielle WTA-hjemmeside med overblikket, tophistorierne og diverse ranglister mm.