VM 2018: Status på russisk fodbold anno 2018

Russisk fodbold var i en rivende udvikling i midt 00'erne, men siden da er det kun gået en vej: Ned. Klubbernes økonomi er i dårlig forfatning, og talentudviklingen er mangelfuld. Nu er Rusland så værter for VM i fodbold og BetXpert gør her status på russisk fodbold anno 2018. 

I oktober 2006 forudså Arsene Wenger, at et russisk hold ville vinde Champions League indenfor ti år. Den modige udtalelse kom kort efter, at hans Arsenal-mandskab netop havde tabt 1-0 til CSKA Moskva i Europas fineste klubturnering.

Russisk fodbold var i gang med en rivende udvikling dengang. Halvandet år forinden vandt CSKA Moskva UEFA Cuppen som den første russiske klub nogensinde, og halvandet år efter gentog Zenit Skt. Petersborg den bedrift, imens landsholdet nåede hele vejen til semifinalen ved EM 2008.

Siden har der dog ikke været meget at fejre, og udviklingen er for længst blevet vendt til afvikling. Faktisk døjer russisk fodbold med enorme problemer for tiden, og fremtiden ser ikke længere lys ud.

Klubbernes økonomi sejler

Et grundlæggende problem i den russiske fodboldverden er, at klubberne er så langt fra at være bæredygtige, de overhovedet kan komme. Der findes ingen russiske klubber, der kan klare sig uden massiv økonomisk støtte fra enten en rig ejer eller den regionale regering.

I modsætning til klubberne i Vesten har Ruslands fodboldklubber meget få indtjeningsmuligheder udover pengeindsprøjtningerne fra ejerne. TV-indtægterne er nærmest ikke-eksisterende, imens der heller ikke kommer ret mange penge i skattekisterne fra kampdagene.

I UEFA-rapporten The European Club Footballing Landscape fra 2017 over tal fra 2016 bliver den uhyggelige sandhed vist tydeligt. Klubberne fra den bedste russiske liga fik i gennemsnit 1,8 millioner euro i TV-penge i 2016, hvilket er det samme som klubberne i Rumænien og Polen og 700.000 euro mindre end de danske klubber. De russiske kampe sendes primært på de statsejede kanaler Match TV og Perviy Kanal, der har fået rettighederne til den bedste række for næsten ingenting.

I 2016 tjente Ruslands Premier League-klubber i alt 34 millioner euro på billetter og sæsonkort, eller 2,1 millioner per klub, hvilket var 14. mest i Europa og mindre end lande som Østrig og Sverige.

På trods af de små indtægter har den russiske liga alligevel det sjette højeste lønforbrug i hele Europa kun overgået af Premier League, Bundesligaen, La Liga, Serie A og Ligue 1. I 2016 brugte hver klub i gennemsnit 31,3 millioner euro på løn.

På grund af den ulige fordeling mellem indtægter og løn ser man hvert eneste sæson klubber balancere på afgrundens rend. Alt, det kræver, for at en klub går bankerot, er, at ejeren eller regeringen ændrer i budgetterne.

Det går naturligvis også udover niveauet, når spillerne går uden løn. Som en tidligere Mordovia Saransk-spiller fortalte mig engang:

”Det er svært at spille, når man ikke bliver betalt. Det er hårdt at gå til træning og stemningen bliver ødelagt. Ingen gider spille. Hvorfor skal vi spille, når vi ikke bliver betalt?”

Det var kort efter, at han og hans holdkammerater havde boykottet træningen i en længere periode i et desperat forsøg på at presse klubben til at betale.

Forfejlet talentudvikling

Rusland har altid været en stolt sportsnation, og landets fodboldfans er igennem årene blevet forkælet med verdensklassespillere. Det resulterede i et europamesterskab, tre tabte EM-finaler og en fjerdeplads ved VM i 1966 i sovjetæraen.

I dag ser det anderledes skidt ud. Det russiske talentsystem har fejlet fuldstændig, og kvaliteten af de spillere, der kommer igennem, er derfor langt fra god nok.

I sidste år besøgte jeg Lokomotiv Moskvas akademi i bydelen Cherkizovo i det nordøstlige Moskva. Her fik jeg en rundvisning af akademiets direktør, der samtidig fortalte om, hvordan de arbejdede. Lokomotivs akademi er kendt som et af de mere succesfulde i Rusland, og det har blandt andet udviklet folk som Miranchuk-tvillingerne, Diniyar Bilyaletdinov, Aleksandr Kokorin og Marat Izmailov.

Direktøren fortalte konstant om, hvor mange trofæer de forskellige ungdomshold vandt og viste stolt trofæskabet frem. På intet tidspunkt nævnte han, hvilke eller hvor mange spillere, der var gået hele vejen til førsteholdet eller, hvordan talentarbejdet gavnede klubben. Det er et godt eksempel på, den kortsigtede måde der arbejdes med talenter på i Rusland.

Det ultimative mål er at vinde kampe og turneringer, ikke at udvikle førsteholds- eller landsholdsspillere. Derfor er trænerne tilbøjelige til at vælge de hurtigste eller stærkeste spillere i stedet for de mest talentfulde. De spiller ligeledes den type fodbold, der har størst chance for at give dem sejren i stedet for fodbold, der på sigt kan udvikle spillerne.

De få spillere, der bliver gode nok til topfodbold, møder i Premier League nogle nye problemer. Russisk fodbold har dybe strukturelle problemer, der blokerer for spillernes udvikling.

Det helt store problem er den såkaldte legionærgrænse: en grænse på, hvor mange udlændinge, der må være på banen af gangen. Den blev indført i 2005 af nuværende vicepremierminister og formand for fodbolbforundet, Vitaly Mutko (på tidspunkt for citatet var Mutko minister for sport og formand for fodboldforbundet), med det formål at sikre mere spilletid til de russiske spillere og dermed udvikle landsholdet. Den har dog haft den helt modsatte effekt.

I dag er der nemlig færre unge russere i den bedste række, end før grænsen blev indført. På grund af grænsen kæmper de største klubber nu hårdt om at tiltrække de bedste russiske spillere, hvilket betyder, at deres løn er skudt i vejret. I modsætning til 1990’erne, hvor russiske spillere strømmede til de største europæiske ligaer for at tjene store penge, bliver stjernerne derfor nu i Rusland. Derfor spiller Igor Akinfeev og Alan Dzagoev, der engang blev betegnet som vidunderdrenge, stadig i Rusland den dag i dag. De kan simpelthen tjene flere penge i CSKA end ved at skifte til en vesteuropæisk klub.

At de gode spillere bliver i ligaen, betyder samtidig, at der ikke bliver plads til den næste generation. Ligaen mangler simpelthen det naturlige flow af afgange og salg til udlandet, som man ser i alle andre turneringer. Derfor er det også svært for de unge spillere at blive ret meget andet end bænkevarmere, da de rutinerede folk sidder tungt på pladserne hos storklubberne og bliver ved med det. Ifølge tal fra CIES Football Observatory har Rusland den tredjeældste liga i Europa kun overgået af Cypern og Tyrkiet. I den netop overståede sæson var der blot 35 russiske spillere på 21 eller yngre, der fik spilletid i den bedste række, og kun én af dem fik over 1.000 minutters spilletid.

I fodboldkredse er udlændingegrænsen blevet kritiseret vidt og bredt. Efter det forfærdelige EM i 2016 udtalte Leonid Slutsky (daværende landstræner for Rusland og træner for CSKA Moskva), at det første, han ville gøre, hvis han kunne, var at afskaffe grænsen. Folk som Roman Shirokov og Vasily Berezutsky var hurtige til at give ham ret.

”Russiske spillere skal skifte til Europa. Grænsen medfører intet godt,” sagde Berezutsky dengang.

Bliver VM en katalysator for forandringer?

VM i fodbold har i årevis været det altoverskyggende fokus i den russiske fodboldverden. Alt har handlet om at få en succesfuld slutrunde og intet om at udvikle fodbolden. Der er blevet truffet en lang række kortsigtede beslutninger som for eksempel at naturalisere brasilianerne Guilherme og Mario Fernandes og tyskerne med russiske aner Roman Neustädter og Konstantin Rausch.

Når VM er overstået, har det russiske fodboldforbund dog ikke længere nogle undskyldninger for at ikke at tænke langsigtet. Der ligger ingen kæmpebegivenhed ude i fremtiden, der stjæler opmærksomheden.

Indtil videre har det russiske fodboldforbund ikke vist nogle tegn på en vilje til omfattende reformer, men det kan være, at en katastrofal præstation på hjemmebane kan blive det wake up call, der er brug for. Desværre er der en katastrofal mangel på evner i forbundets top, så selv med viljen er der ingen garanti for succes. Derfor er det også svært at være optimistisk på russisk fodbolds vegne fremover.

Artiklen er den ottende ud af 51 i BetXperts VM-serie af Torben N. Sørensen og Toke, der kan læses mere om her. Alle artikler i serien kan læses her, mens BetXperts store VM-sektion med analyser af holdene holdene kan læses her.