Det er ikke artigheder, der de seneste 15 års tid er kommet frem til offentlighedens vidende om verdensfodboldforbundet, FIFA. I en normal verden ville to tredjedele af FIFA’s daværende executiv-komité, inklusiv ex-præsident Blatter, formentlig sidde bag tremmer, men dette er kriminalitet på bonede gulve, og en kriminalitet, der måske strækker sig så højt op, at nationale myndigheder og regeringer ikke har interesse i, at den fulde sandhed nogensinde kommer frem...

Det er umuligt at sige FIFA, trække vejret, og så ikke tænke på korruption og griske executiv-medlemmer, som ikke giver en tøddel for fodboldens bedste, men som bare er ude på at mele egen kage.

Fodbold er verdens mest populære spil. Og fodbold er samtidig også verdens mest korrupte spil (det i hvert fald, hvis man kigge på summen af penge). Og i spidsen for verdens mest populære sport finder vi Federation Internationale de Football Association – FIFA.

Tilbage ved begyndelsen i 1904 blev FIFA ved et møde i Paris dannet af otte nationer, heriblandt Danmark. De øvrige var Sverige, Holland, Belgien, Tyskland, Schweiz, Frankrig og Spanien (repræsenteret af Real Madrid – det spanske fodboldforbund blev først dannet i 1913), som besluttede sig for at have hovedkontor i Zürich, hvor det har været placeret til denne dag. En beskeden start, men FIFA voksede sig hurtig stor, det ikke kun i Europa, men også globalt med Sydafrika i 1909 som første medlem udenfor Europa, og derefter i årene der kom en støt medlemsudviddelse fra primært Nord- og Sydamerika.  

Det frem til i dag, hvor FIFA er en magtfuld organisation med 211 medlemmer, og det er fem "nationale" fodboldforbund flere end antallet af selvstændige nationer under De Forenede Stater. Hvert FIFA-medlemsland har én stemme, hvilket betyder, at teknisk set har Færøerne og Ækvatorial Guinea lige så stor indflydelse på beslutningerne i FIFA som Tyskland og England.

Under FIFA er der seks FIFA-konføderationer – Europa/UEFA med 55 medlemmer, Sydamerika/CONMEBOL med 10, Nord- og Mellemamerika/CONCACAF med 41, Afrika/CAF med 56, Asien/AFC med 47 og Oceanien/OFC med 11 medlemmer, hvilket giver i alt 220 konføderale medlemmer. Diskrepansen mellem dette tal og antallet af FIFA-medlemmer skyldes, at man kan være konføderations-medlem uden at være FIFA-medlem.

Det er vigtigt at notere sig, at FIFA ikke kontrollerer eller bestemmer fodboldlovene og -reglerne. Allerede fra FIFA-start i 1904 blev det nemlig bestemt, at det ansvar skulle ligge hos International Football Association Board, IFAB, der blev stiftet på de britiske øer allerede i 1882.

FIFA har fire ud af i alt otte stemmer i IFAB, hvor de øvrige fire stemmer ligger hos England, Skotland, Wales og Nordirland. For at en regelændring kan vedtages, er minimum tre fjerdedeles majoritet påkrævet, altså minimum seks stemmer. IFAB er således i sin natur en temmelig konservativ instans i fodboldens verdens, som ikke bare sådan uden videre accepterer pres til regelændringer i det ædle spil.

Pengene og magten

Men hvad angår snart sagt alt andet, så ligger beslutningerne nu om dage hos i FIFAs hovedkontor i Zürich. Og alt andet lige, ja så det er der, pengene – og magten – ligger.

Udover, hvad vi kan kalde egenkapitalen i FIFA, på 9 mia. kroner, så er FIFAs værdi enorm, og cirka uændret de otte års tid. Det skyldes blandt andet, at der økonomisk ikke er sket den store udvikling efter 2010, mest fordi VM-slutrunden 2014 ikke genererede så stort et overskud, som FIFA oprindeligt havde håbet på, og det har betydet, at FIFAs tal og økonomiske værdi i dag er stort set den samme som forud for slutrunden i Brasilien.

Turnover og bundlinje i FIFA-regnskaberne er super-afhængig af, om der er tale om et VM-år eller ikke, for den vanlige fireårs-cyklus i FIFA er, at et VM-år giver en styrtende indtjening, som så langsomt forbruges over de tre næste underskudsgivende år uden VM-slutrunde, for derefter så igen at få et nyt VM-boost (økonomien i VM-slutrunden blev beskrevet i gårdagens VM-artikel). Som konstant stående kapital har FIFA i laveste år omtrentlig 9 mia. kroner, så det er ikke en organisation, som trues af fallit, heller ikke efter tre magre år uden VM-slutrunde.

Principielt set er FIFA til for på demokratisk vis at varetage fodboldens og de nationale fodboldorganisationers, altså medlemmernes, interesser. Ikke noget galt der, men noget må være gået galt undervejs.

Læs også: VM 2018: Hvad koster en slutrunde?

En usårlighedsfølelse, nærmest dømt til at ende galt

De seneste 15 års tid har man nemlig ikke kunnet sige FIFA uden også at sige "korruption", men meget tyder på, at korruptionen har været et omfattende fænomen i verdensfodboldforbundet, måske ikke fra starten, men i hvertt fald fra hvor Joao Havelange blev FIFA-præsident tilbage i 1974. Havelange blev så i 1998 afløst af Sepp Blatter, og det gjorde ikke tingene bedre.

Uden at ville ofte mange rosende ord på Joao Havelange, som døde i 2016, for der er ikke meget at sige desangående, så fremstår han i det mindste som have værende mere smart end sin efterfølger. Eller måske Sepp Blatter bare har været uheldig, at det i denne verden er blevet mere og mere vanskeligt at holde ting udenfor journalister, offentligheden og myndighedernes søgelys? Uanset, så synes det fair at sige, at FIFA i en 15 års-periode, indtil for to år siden, spiraliserede sig selv ind i en mere og mere korrupt mafia-familie med en ligegladhed og usårlighedsfølelse, som nærmest var dømt til at ende galt.

Uden at ville være naiv, for der har formentlig eksisteret korruption i fodbold næsten ligeså længe som fodbolden selv, så voksede korruptionen sig i størrelse og åbenlyshed sig så stor under Sepp Blatter, at ballonen var dømt til at briste.

BBC og Andrew Jennings

Det vil være uretfærdigt at udnævnte BBC og Andrew Jennings til dem, som først gjorde opmærksom på den omfattende FIFA-korruption, for der er mange andre før dem, som ikke kun har bragt emnet på bane, men faktisk også bevist "mistænkelige FIFA-uregelmæssigheder", men det vil være være fair at give BBC og Jennings kredit for at bringe verdensfodboldorganisationens omfattende bestikkelsespolitik og -tradition frem til den brede offentligheds kendskab.

I juni 2006 udsendte BBC i deres dokumentar-serie Panorama det time-lange program "Foul!",  hvori producer Roger Corke og journalist Andrew Jennings klargjorde, at FIFA-præsident Sepp Blatter var under undersøgelse fra det schweiziske politi for hans medvirken til omfattende korruption, aftaler som angiveligt skulle facilitere tilbagebetalinger af 8,5 mio. kroner (et latterligt lille tal, skulle det senere vise sig) bestikkelse-penge, som "var gået galt", eller mere præcist, uheldigvis nået frem til offentligheden og myndighedens viden og søgelys. Efterfølgende står det schweiziske politi sig i denne periode ikke særligt godt, det selvfølgelig skrevet med den klare fordel at vide, hvad der efterfølgende udviklede sig. Det virker på dette tidspunkt i tidshistorikken imidlertid lidt som om, de schweiziske myndigheder valgte at se igennem fingre og i stedet blot lidt løftet pegerfinger-agtigt pålagde FIFA at "få huset i orden".

Efterfølgende beskrev den tidligere formand for det engelske fodboldforbund FA, Lord Triesman, i en offentlig udtalelse FIFA som en organisation, "der opfører sig som en mafia-familie" og Triesman, der måtte have vidst ét og andet, beskev samtidigt FIFA-ledelsens allerede på det tidspunkt årti-lange modtagen af bestikkelser, manipulation og korruption.

I Panorama-programmet stod også den amerikanske universitetsprofessor Mel Brennan, som fra 2001 til 2003 var formand for FIFAs "Head of Special Projects for CONCACAF", frem. Brennan blev den første FIFA-insider, som udtalte sig offentligt med anklager om "grådighed, korruption, og en total ligegyldighed med fodbold hos CONCACAF og FIFA-ledelsen". Brennan dokumenterede sammen med Andrew Jennings og Trinidad-journalist Lisana Liburd, hvordan CONCACAF- og FIFA-ledelsen i samarbejde overførte FIFA-penge til angivelige projekter i i CONCACAF-regionen, men hvorefter pengene uden videre forsvandt ned i de FIFA-ansvarliges egne lommer.

Korruptionspengene vokser sig større

I et nyt BBC Panorama-program i november 2010, kort før FIFA-afstemningen om VM-værtsskaberne i 2018 og 2022, stod Andrew Jennings så frem og anklagede tre FIFA executiv-medlemmer, Nicolas Leoz, Issa Hayatou og Ricardo Teixeira (Joao Havelanges svigersøn), for i årene mellem 1989 og 1999 at have modtaget store bestikkelser fra FIFAs årelange schweiziske marketingspartner, International Sport & Leisure. Ifølge Jennnings var hele FIFA-ledelsen klar over disse bestikkelser, men havde gjort intet for at iværksætte en undersøgelse, endsige stoppe dem.

Jennings havde dokumentation for, at Leoz, Hayatou og Teixeira via 175 privatoverførsler havde modtaget 640 mio. kroner, og nu begynder vi at bevæge os opad i beløbssummer.

Vi skal have det lille schweiziske medierettigheds firma ISL med ind over historien. International Sport & Leisure i den lille by Zug specialiserede sig i at videre-ælge eksklusiv tv-aftaler til sportsarrangementer og lignende, og tilbage i 90'erne udviklede FIFA sig hurtigt til at blive ISLs klart største klient, det i en grad så FIFA endte med at komme til at stå for mere end 95% af ISLs business og således var i stand til mere eller mindre at diktere, hvad der skulle ske i firmaet.

Et tidligere ISL-bestyrelsemedlem udtalte i førnævnte Panorama-udsendelse, at der internt i ISL var klare mistanker om, at ISL kun fik tildelt de lukrative FIFA marketingkontrakter for VM-slutrunder, fordi firmaet samtidigt betalte klækkelige bestikkelser til højtsiddende FIFA executiv-medlemmer. En tidligere ansat i ISL har udtalte, at "ISL på et tidspunkt nærmest var at betragte som FIFA-topfolkenes private bank." I samme Panorama-program fremlagte Andrew Jennings beviser for, at Jack Warner, præsident for CONCACAF, som også var inde over tv-rettigheder, også havde været involveret i ulovlig distribution og videresalg af billetter til VM-slutrunden i Tyskland, en business Warners firma i Trinidad/Tobago tjente styrtende på.

Stillet overfor disse anklager var FIFA-præsident Sepp Blatters svar blot, at FIFA hverken havde eller ville reagere, fordi FIFA Ikke var blevet adviseret om disse angivelige uregelmæssigheder via "official channels".

Snebolden ruller

Vi er i foråret 2010, året ikke kun for VM-slutrunden i Sydafrika, men nok så vigtigt også for afstemningen om, hvem der ville blive tildelt værtsskabet for VM-slutrunderne i 2018 og 2022. Og det stod for alle andre end de mest naive klart, men vinderne ville blive dem, der tilbød de høje FIFA-herrer den største bestikkelse.

Toke har i sin VM-artikel mandag været inde på den siden meget omtalte Garcia-rapport omhandlende 2010-afstemningen om værtsskaberne 2018 og 2022, så den vil jeg lade ligge her, men alligevel vende tilbage til dagene omkring FIFA-afstemningen (i øvrigt kan jeg, hvis man har en halv time til rådighed, anbefale at se BBC Panorama-programmet ”FIFA’s Dirty Secrets”.

Læs Tokes VM-artikel: Hvordan fik Rusland værtskabet for VM i fodbold?

Demokrati og ingen censur = rødt kort

Ansøgerne til den europæiske VM-slutrunde i 2018 var England, Holland/Belgien, Spanien og Rusland, og set i efterklogskabens ulideligt klare lys, er det ret oplagt, at den ville gå til Rusland. FIFA havde af flere gange klaget sin nød til Englands regering over BBCs irriterende dokumentarudsendelser om FIFA-ledelsen samt om lignende artikler i især Sunday Times. FIFA ville ganske enkelt have dem stoppet. Den slags går ikke i England, så nul positiv tilbagemelden til FIFA der, og dermed, synes det i nu 2018 klart, at allerede der var et klart FIFA-nej til en England-slutrunde en realitet.

Holland/Belgien diskvalificerede også sig selv, idet de fuldt bevidst offentliggjorde dokumenter fra FIFA, som FIFA anså som fortrolige, dette blandt andet om FIFAs krav om executiv-skattefridragelser til en værdi af små 2 milliarder kroner plus FIFA hovedsponsor-skattefridragelser, som samlet risikerede at løbe op i mere end 6 milliarder kroner. Det samtidig med, at Rusland gjorde sine hoser grønne i en grad, hvor Spanien ikke kunne følge med. Så at vi nu i 2018 skal til Rusland for at se slutrundefodbold er i efterklogskabens ulideligt klare lys 100 procent logisk.

I denne periode gjorde FIFA-ledelsen alt for at beskytte sine egne. At Sepp Blatters forgænger Joao Havelange var korrupt til benet, er klart. I 2011 havde den ellers heller ikke alt for stuerene Internationale Olympiske Komité, IOC, indledt undersøgelser mod Havelange for modtagelse af bestikkelse. Havelange havde, siden dokumenteret, i 1997 modtaget 6,5 mio. kroner fra medierettighedsfirmaet ISL. Imidlertid lod der i tiden efter 2011 til at være indgået en stiltiende aftale mellem IOC og FIFA om så vidt muligt at dysse sagen ned.

Sprækker i FIFA-familien

Andre ting begynder imidlertid at komme frem i dagens lys, og i maj 2011 begyndte skandalen at rulle endnu hurtigere. The Sunday Times hævdede at have beviser for, at to FIFA-executiv-medlemmer, CAF-præsident og FIFA-vicepræsident Iassa Hayatu og Jacques Anouma et år tidligere var bestukket til at stemme for, at Qatar fik tildelt VM-værtsskabet i 2022. FIFA nægtede, men nåede efter forhandling med Sunday Times frem til, at de den 23. maj ville diskutere sagen, hvis Sunday Times i Zürich ville offentliggøre deres kilde. Whistleblower'en viste sig at være Afrikas tredje FIFA executiv-medlem, Amos Adamu, og så skred FIFA til aktion. Adamu blev suspenderet og anklaget for at have modtaget bestikkelse - fra Sunday Times.

FIFA annoncerede senere i maj 2011, at verdensfodboldforbundet havde åbnet undersøgelser omkring fire FIFA-officials – heriblandt Mohamed Bin Hammam og Jack Warner – på basis af anklager fra executiv-medlem Chuck Blazer. Blazers anklager kommer på samme tidspunkt, som Lord Triesman anklagede Jack Warner for at have forlangt penge for sin 2018-slutrunde stemme, og det ligner lidt, at Blazer, som tidligere havde været dybt inde i tv-rettigheder og sponsorships-forretninger med Warner fornemmede gulvtæppet være ved at glide.

Samtidigt var beviserne imod Mohamed Bin Hamman for at tilbyde FIFA executiv-medlemmer penge for at stemme på ham i et muligt FIFA-præsidentvalg i 2011 mod Sepp Blatter, samt også omkring Qatar-bestikkelser i forbindelse med værtsskabet i 2022, vanskelige at overse. En FIFA-undersøgelse suspenderede efterfølgende både Jack Warner og Mohamed Bin Hamman.

Der var nu sprækker i FIFA-familien. Hverken Warner eller Bin Hamman tog deres suspension godt. Warner forsøgte at implicere generalsekretær Jerome Walcke hævdende, at Walcke ved flere tidligere lejligheder havde foreslået brug af bestikkelse, mens Bin Hamman efter bedste evne klagede sin nød offentligt over unfair behandling i FIFAs Etiske Komité.

Der var dog ikke så meget at komme efter for Mohamed Bin Hamman, som i årene forinden ellers lignede Sepp Blatters mest sandsynlige afløser. Samme måned indrømmede Fred Lunn, vicepræsident for Bahamas' Fodbold Forbund, at han havde modtaget 250,000 kroner i rede penge for at sikre Bahamas' stemme for Bin Hammam til det opkommende præsidentvalg, og i juni indrømmede Louis Giskus, præsident for Surinams Fodbold Forbund, også at have modtaget 250.000 kroner i cash for Surinams stemme.

På grund af lignende beviser – bankoverførsler eller penge i hånden – blev FIFA executiv-medlemmer Jack Warner, Nicolas Leoz, Ricardo Teixeira og Worawi Makudi endvidere fundet skyldige i "improper and unethical" conduct i forbindelse med slutrunden 2018 i Rusland.

Sagen rullede, og suspendering fra FIFAs Executiv Komité viste sig for nogle at være nådigt sluppet.

Politiet og myndigheder slår til

Med forberedelserne til den 65. FIFA-kongres undervejs foretog det schweiziske politi den 27. maj 2015 en razzia på Hotel Baur au Lac i Zürich og arresterede syv, efterfølgende ni, FIFA-officials. Efter en samtidig politirazzia i CONCACAF's hovedkontor i Miami meldte Jack Warner og marketing executive Alejandro Burzaco sig senere frivilligt til politiet.

Fire implicerede og ansvarshavende for to tv-rettighedsfirmaer erklærede sig skyldige for overtrædelse af USAs love omkring "finacial misconduct", de fire: tidligere CONCACAF-præsident Chuck Blazer, daværende CONCACAF-præsident Jack Warners sønner, Daryan Warner og Darrell Warner, samt José Hawilla, som stod bag to mediefirmaer Traffic Group og Traffic Sports USA. De implicerede blev fundet skydige i blandt andet bestikkelse, korruption og hvidvask. USAs Justice Department og de schweiziske myndigheder offentliggjorde siden, at ni FIFA-officials og fire firma-executives var blevet arresteret og anklaget for at have modtaget mere end 950 millioner kroner i bestikkelsepenge.

Efterfølgende blev 14 FIFA-tilknyttede fundet skyldige i omfattende korruption, svindel og hvidvask. De "nemmeste" afsløringer og bevisføringer var at finde i CONMEBOL og CONCACAF, mere præcist medierettigheder omkring VM-kvalifikationsturneringerne i både Syd- og Nordamerika, samt Copa America og Gold Cup. Den først arresterende i sagen, som spandt sig over flere år, var CONCACAF-præsident Jack Warners søn, Darryl Warner, og blandt resten finder man blandt andet fodboldpræsident for Cayman Øerne Jeffrey Webb, samt tre FIFA-excutiv medlemmer, Eduardo Li fra Costa Rica, Eugenio Figueredo fra Uruguay og ikke mindst CONMEBOL-præsident Nicolas Leoz fra Paraguay.

Sagen spredte sig efterfølgende til at have implicerede kloden over, eksempelvis i Australien, Colombia, Tyskland (hvor "Kaiser Franz" udgør et kapitel for sig selv, hvilket jeg vil vende tilbage til i VM-artiklen i morgen – det sammen med mere om Sepp Blatter og den navnkundige Jack Warner, for de fortjener mere omtale, end denne VM-artikel har plads til at give dem), samt naturligvis også tilbage til Schweiz.

Men et år efter, så alligevel...

Men hold lige fast i tids-linjen, samt at det ikke er småpenge, vi taler om, som løbende forsvandt... og forsvinder... ned i diverse officials' lommer. Korruptionsbusiness er nemlig åbenbart ikke en business, det er nemt at komme til livs. Eksempelvis er i forbindelse med kun ét event alene, Copa America Centenario afholdt i 2016 i USA – ét år efter razziaerne i Zürich og Miami – mellem 700 millioner og én milliard kroner forsvundet i bestikkelsepenge.

Og det er muligvis kun toppen af isbjerget. Tidligere CONCACAF-præsident Chuck Blazer, der fornemmede gulvtæppet brænde tidligere end alle andre FIFA-executiv medlemmer, indvilligede i fuldt samarbejde for at få en deal med USAs og Schweiz' myndigheder. Mod anklager, der kunne bibringe Blazer 20 års ubetinget fængsel, erkendte han sig skyldig i 10 alvorlige forhold (de mindre sager blev der set bort fra) omfattende dokumentforfalskning, banktransferforfalskning, organiseret kriminalitetskonspiration, korruption, svindel samt hvidvask. Blazers officielle tilståelse faldt på dagen for det schweiziske og det amerikanske politis razziaer i 2015 i Zürich og Miami - næppe nogen tilfældighed.

Egentlig aktindsigt har offentligheden ikke fået før, og den kommer primært fra US Federal Prosecutors med medvirken fra FBI og IRS-skattemyndigheden.

Men ingen total åbenhed alligevel...

Ikke alt fra Blazers deal med myndighederne er imidlertid at finde i de officielle rapporter, som glimrer ved en iøjnefaldende mangel på eksakte dokumenterede bestikkelses- og korruptionsbeløb. Spekulationer om hvorfor det er tilfældet, melder sig naturligvis, og teorier, at korruptionen rækker højere op hos også nationale myndigheder og regeringer vil denne skribent – med mindre, der på et tidspunkt bliver tale om fuld disclosure – ikke afvise.

Flere sager kører fortsat, men her stopper vi så for i dag. Det, fordi, der også er en VM-artikel i morgen, hvor jeg vi fortsætte.

Garcia-rapporten har man næppe hørt det sidste til. Et par interessante retssager pendler i Schweiz, blandt andet undersøgelse af "a payment" Blatter i 2011 autoriserede til daværende UEFA-præsident Michel Platini, samt en ny undersøgelse om "criminal mismanagement" i en tv-aftale indgået mellem Sepp Blatter og Jack Warner. Disse to sager kan meget vel vise sig som nye tikkende bomber under de implicerede, men de forventes ikke afsluttet før 2022.

Sepp Blatter blev suspenderet og afsat som FIFA-præsident i oktober 2015 og i februar 2016 afløst af schweiz/italieneren Gianni Infantino, der som noget af det første efter sin tiltrædelse udtalte, at han havde noteret sig "FIFA’s vilje til at tage effektive skridt henimod god styring af fodbold-verdenen." … Hmm… okay, det at det blev sagt, efter Blatter var blevet smidt på porten fem måneder tidligere, så okay... måske...

Læs BetXpert’s VM-serie i morgen: ”Bag kulisserne i FIFA, del II”.

Artiklen er den fjerde ud af 51 i BetXperts VM-serie af Torben N. Sørensen og Toke, der kan læses mere om her. Alle artikler i serien kan læses her, mens BetXperts store VM-sektion med analyser af holdene holdene kan læses her.

Foto: FIFAs hovedkvarter i Zürich, fotokredit: Yuri Turkov/Shutterstock.com 

Kilder: FIFA; Associated Press; Reuters; The Economist; ESPN; Wall Street Journal; Washington Post; BBC; The Times; The Telegraph; The Guardian; Die Welt; Andrew Jennings: ”The Secret World of FIFA: Bribes, Vote-Rigging and Ticket Scandals”