VM 2018: Hvad koster en VM-slutrunde?

Det er en dyr affære at afvikle en slutrunde, men for langt de fleste arrangørlande viser der sig alligevel at være sorte tal på bundlinjen, når stadionlamperne slukkes. Rusland har op til sommerens slutrunde ifølge de officielle tal investeret mere end noget andet værtsland nogensinde. Faktisk har Putins folk postet 20 milliarder mere i slutrunden, end der blev investeret i slutrunderne fra 1998 til 2010 tilsammen. Læs her, hvorfor Torben N. Sørensen alligevel mener, at det ender med at være en fornuftig udgift for Rusland, og få et indblik i de enorme summer, der skal jongleres med, når der hvert fjerde år er international fodboldfest.

Hvis man skal planlægge et forløb, eksempelvis af en artikelserie, er der generelt to muligheder. Den første er den mest fornuftige: Man starter og slutter af med det bedste, man har, og så propper man det ind i midten, som man mener, måtte have mindst interesse. Den anden og mere risikable: Man starter med det mest kedelige og gearer derfra op, så artiklerne gradvist bliver bedre og bedre...

Den sidste approach løber imidlertid den klare risiko, at læserne springer fra med det samme, så det er som regel ikke én, redaktører bryder sig om, men pyt – jeg kører den vej alligevel! (selvom Toke jo nok skal gøre sit til at ødelægge min plan ved at lave læseværdige artikler). Hvad kan være mere kedelig end økonomi, spørger jeg. Ikke meget, right? Så økonomien bag VM-slutrunden er valget som emne for denne første artikel fra min hånd i BetXpert’s VM-serie.

Alle ordentlige beretninger starter med et tilbageblik. I denne vil jeg bevæge mig fire år tilbage, til VM-slutrunden i Brasilien.

Økonomien – pengene – er fokus for denne VM-artikel, og en VM-slutrunde er en stor - ja en kæmpe - forretning med to hovedaktører. De to, der tjener pengene: Verdensfodboldforbundet FIFA og slutrundens værtsnation. Det vil sige, at værtsnationen tjener... måske...? – for i virkeligheden er FIFA den eneste sikre vinder.

Nogle nøgne slutrundetal fra 2014: For fire år siden i Brasilien noterede FIFA sig en indtjening på 30,7 milliarder kroner. Samtidig havde FIFA udgifter for 14 milliarder kroner - profit 16,7 milliarder kroner – Nice.

Indtjeningen kom primært fra tre kilder: Salg af tv-rettigheder, sponsorer og salg af billetter, og de udgjorde henholdsvis 15,3 milliarder, 10,2 milliarder og godt 3,4 milliarder kroner. De resterende små to milliarder kroner kom fra ”hospitality rights” og ”licensing rights”. Men de tre hovedhjørnesten i FIFA’s indtjening er altså tv-rettigheder, sponsorater og billetindtægter.

Vender vi så blikket over til udgiftssiden, som altså i 2014 beløb sig til 14 milliarder kroner, finder vi af store poster 3 milliarder kroner gående til de 32 deltagernationer samt de seks konføderationer indenfor FIFA (UEFA, CONMEBOL, CONCACAF, CAF, AFC og OFC). Derudover 2,4 milliarder kroner for udgifter i forbindelse med tv-transmissioner og så 2,9 milliarder kroner til den lokale brasilianske organisationskomite plus efterfølgende 640 millioner kroner til Brasilien som en ”legacy”-betaling - egentlig som et plaster på såret over en for Brasilien total fejlinvestering.

Derudover kommer en række andre mindre udgiftsposter, hvoraf de to største er bogført som ”Ticketing, IT solutions & hospitality” samt ”value-in-kind” – disse to til en samlet udgift på 1,6 milliarder kroner (det ret slørede ”hospitality” og ikke mindst ”Value-in-kind” vil jeg komme ind på i en senere artikel om FIFA her på BetXpert).

Fint for FIFA – en katastrofe for Brasilien

Det var FIFA-tallene, og dem vender jeg tilbage til længere nede i denne artikel, men slutrunden blev jo afholdt i Brasilien. Og værtsnationens regnskab så helt anderledes ud end FIFAs. For Brasilien endte VM-slutrunden 2014 nemlig med at blive en gedigen fejlinvestering og en økonomisk katastrofe.

Prognoserne for indtægter og især for udgifter viste sig at være urealistisk optimistiske. Alt i alt løb slutregningen til Brasilien op i ca. 96 milliarder kroner (Bemærk: Det officielle tal er 73,5 milliarder kroner, men det er efter alt at dømme urealistisk lavt), et sindssygt højt tal, hvoraf den største del var penge fra statskassen eller skatteyderpenge, om man vil.

23 milliarder kroner gik til stadionbyggerier eller -renoveringer, 49 milliarder til infrastruktur-projekter og -forbedringer, og her kun fire år senere står en stor del af dem som nu klart spildte penge. Eksempelvis står den næsten 2 milliarder kroner dyre Arena Amazonia i Manaus hen som en ”hvid elefant” – et dyrt og nyttesløst prestigeprojekt.

De 96 milliarder kroner, det kostede Brasilien at være vært, gik alt i alt og overordnet til infrastruktur-projekter, som måske lød godt på papiret, men som i Brasilien ikke viste sig at være udgifterne værd, samt hvad vi med lidt rund hånd kan kalde ”spild” (inkompetent organisation, elendig planlægning, korruption og manglende ansvarlighed). Med lidt god vilje kan man efterfølgende konstatere, at den brasilianske stat og befolkning har fået værdi for nogenlunde en tredjedel af den sum, der blev investeret.

Til det skal det dog siges, at Brasilien er lidt af en undtagelseshistorie. Det i længere tid i hvert fald. Normalt er tommelfingerreglen nemlig, at værtsnationen gør en god investering.

Værtsnationernes investeringer

Kigger vi lidt tilbage i tiden startende med VM-slutrunden i USA 1994, som FIFA gerne omtaler som ”Den første nye slutrunde for hele verden løftet op på et højere plan, ikke mindst hvad angår kommerciel indtjening,” så ser værtsnationens slutrundeudgifter i runde tal således ud:

*Der er iøjnefaldende mangel på troværdige tal fra slutrunden i USA 1994. FIFA og værtsnationen havde på tidspunktet for 1994-slutrunden tilsyneladende en stiltiende aftale om at holde reelle udgiftssummer indenfor vesten og udenfor offentlighedens vidende, dette angiveligt (skribentens gæt) pga. nervøsitet for ”public opinion” i USA (ligeledes var der en del uklarhed over visse økonomiske punkter omkring, hvorfor USA blev tildelt værtsskabet).

På tidspunktet for slutrunden viste de fremlagte tal udgifter for 16,6 milliarder kroner, og senere 19 milliarder, men sidenhen har der været bred enighed om, at dette tal var alt for lavt. Senere forsvarede organisatorerne sig med, at mange af udgifterne - bl.a. til infrastruktur-projekter og -forbedringer - ville have været foretaget slutrunde eller ej fra enten offentlige eller private investorer. Intet af det forekommer dog overbevisende. Tallet på 35,8 milliarder kroner er eftertidens mest realistiske bud.

**Officielt tal, men det afhænger af, hvordan man gør tingene op, og det realistiske tal er formentlig ca. 96 milliarder kroner. Brasilien 2014 er første slutrunde siden 1994, hvor der udefra konstateret virker til at være smidt et vist røgslør henover udgifter og tilhørende dokumentation. I modsætning til USA 1994 virker det dog mest til at være et værtsnations-problem. Ganske vist har FIFA fra sidelinjen i 2014 og årene ledende op til kunnet konstatere et skred i omkostninger og budget samt i manglende ”accountability”, og de kan således ikke undskrives alt ansvar, men det synes fair at placere langt størstedelen af skylden for den fejlagtige økonomiske planlægning hos de brasilianske ansvarlige instanser.

***Tallet er det kontinuérligt opjusterede officielle tal fra Rusland, og meget tyder på, at det kommer til at holde stik. Den russiske opjustering af slutrundens budgetterede udgifter har været relativ beskeden (17 % siden planernes offentliggørelse for fem år siden) og indenfor rammerne af, hvad man ser med projekter af tilsvarende størrelse, så der er ikke noget rigtig øjenbrynsløftende her.

Stabil og naturlig udvikling - indtil 2014

Et hurtigt kig på ovenstående liste over de seneste slutrunder viser - efter den forholdvis store udgift i USA i 1994 - ansvarlige udgiftsbudgetter, og budgetter, som stort set blev overholdt. I lande med veludviklet infrastruktur og eksisterende moderne stadionfaciliteter som Frankrig, Japan/Sydkorea og Tyskland var det ikke så stor en overraskelse, at man kunne afholde velfungerende slutrunder uden de store ekstrainvesteringer, men Sydafrika i 2010 er en kommentar værd.

Den første afrikanske VM-slutrunde nogensinde var af mange dømt til at blive en organisatorisk og økonomisk katastrofe, men sådan endte det ikke med at blive. Betingelserne for en dyr slutrunde var ellers til stede, i og med, at Sydafrika ikke var i nærheden af at have samme infrastruktur og stadionfaciliteter, som de foregående VM-værtsnationer og dertil også sloges med et alt andet end beskedent korruptionsproblem. En kompetent organisationsledelse med adskillige udenlandske eksperter hentet ind på nøglepositioner (noget Brasilien fire år senere forsømte), samt en i forvejen slet ikke dårlig turist-infrastruktur og tilhørende -management gjorde, at Sydafrika slap godt afsted med opgaven og det uden økonomiske skrammer på næsen (at slutrunden så reelt ikke generede så meget til Sydafrika endda, da det kom til stykket, er en anden ting). Sydafrikas største udgiftspost var opførelsen af nye stadions, hvoraf flere siden har vist sig ikke at kunne bære investeringen hjem, men overordnet var det flot gået blot at følge den økonomiske udgiftsudvikling/inflation fra de foregående slutrunder, alle arrangeret af lande betydeligt mere udviklede end Sydafrika.

Havde man en illusion om, at et værtsskab automatisk var lig med indtjening eller i det mindste ikke nogen økonomisk negativ situation, så blev man klogere i 2014.

Meget er blevet sagt og skrevet om de brasilianske VM-forberedelser, men det er klart, at når man overskrider budgetter for opførelse af stadions og ny infrastruktur med mere end tre gange, så er det dømt til at gå galt. Og da indtægtssiden ikke stod mål med forventningerne, så gjorde det ikke tingene bedre. I Brasilien - det eneste sted på kloden, hvor dette formentlig holder stik - ville alt såmænd nok blive tilgivet, hvis det blev til en VM-titel og Brasil-triumf, men det eneste, der står tilbage på nethinden hos de brasilianske fans, er det ydmygende 1-7-nederlag til Tyskland i semifinalen...

Rusland har en plan

Efter Brasilien 2014 stod det klart, at den eneste garanterede vinder af en VM-slutrunde er FIFA. Og FIFA bliver med garanti også en økonomisk vinder af den forestående slutrunde i Rusland, men det udelukker ikke, at Rusland også trækker sig ud med plus på den langsigtede økonomiske bundlinje. Det trods et astronomisk udseende udgiftstal på 91,4 milliarder kroner. Planerne og organisationen i Rusland ser nemlig ud til at være i orden.

De 91,4 milliarder kroner, der er budgetteret med i udgifter, er nemlig også en investering i fremtiden for russisk turisme, den russiske befolkning og for russisk fodbold.

Indbefattet er 12 nyopførte eller nyrenoverede VM-stadions - alle miljøvenligt ”grønne” - med en samlet kapacitet på 550,000. Stadionudgiften bliver på godt 19 milliarder kroner med Zenit Arena i St. Petersborg som den største enkelte udgiftspost med 4,6 milliarder. Det bemærkes, at Rusland (i modsætning til Brasilien) har været geografisk smart i sin slutrunde-planlægning. I stedet for at sprede slutrunden ud i alle geografiske afkroge er alle VM-stadions placeret i den europæiske del af Rusland (med Ruslands femtestørste by, Jekaterinburg, som eneste tekniske undtagelse. Jekaterinburg ligger lige øst for Ural-bjergkæden imidlertid ”kun” to timer med fly eller 24 timer med tog eller bil fra Moskva, og det er i Rusland tæt på ingenting). Endvidere skal man have med, at inkluderet i planerne er 96 færdiggjorte træningscentre, som efter slutrunden primært vil blive brugt til ungdoms- og børne-aktiviteter.

Det er dog ikke stadion- eller facilitets-planer, der udgør hovedomkostningen. Den er nemlig infrastrukturforbedringer, men det i en infrastrukturplan, som (i modsætning til Brasilien) nærmest med garanti vil bedre den russiske samfundsøkonomi i de kommende årtier. Indeholdt i planen og udgifterne er bl.a. 11 nye lufthavne, 31 jernbanestationer, 3 metrostationer og 12 nye motorveje.

Budgettet for infrastruktur-forbedringer, nye stadions og faciliteter beløber sig til 72,3 milliarder kroner (for at man kan danne sig et billede i Danmark – i moderne priser kun små 10 milliarder mere end den kombinerede udgift af Storebæltsbroen og Øresunds-forbindelsen), hvilket udgør ca. fire % af Ruslands samlede årlige udgiftsbudget. Og til sammenligning kostede Vinter-OL i Sotji for fire år siden Rusland vanvittige 320 milliarder kroner, så i det billede er denne sommers VM-slutrunde billig.

Derudover kan man i VM-budgettet også notere sig 13 nye hospitaler, 12 kraftværker og 27 hoteller samt at i alt 800 hektarer i og omkring VM-byer, hvor infrastruktur-centre er blevet omdannet eller renoveret til parker og grønne områder.

Mens det er vanskeligt direkte at spå om effekten på den fremtidige fodboldinteresse i Rusland efter slutrunden, kan man uden videre fastslå, at interessen er blevet øget op til slutrunden. Hvis man kigger på nogle nøgne tal i perioden fra 2011 til 2015, vil man således se, at 210 nye træningscentre i den periode blev bygget for at imødekomme forventet øget tilstrømning af især børne- og ungdomspillere. Gennemsnitligt siden 2011 har 5.800 ungdomtrænere pr. år gennemgået den officielle træneruddannelse (en stigning på ca. 120 % pr. år i forhold til tidligere), og effekten kan allerede inden slutrundens start noteres, idet antallet af registrerede fodboldspillere er steget fra 330.000 i 2011 til nu mere end 750.000.

Økonomien på den lange bane

De allokerede indtægter i forhold til en investering for den russiske stat på, hvad der altså kommer til at bevæge sig op på angiveligt 91,4 milliarder kroner (omend visse internationale analytikere hævder tallet vil blive nærmere 96 milliarder ), er projekteret til i alt at få en ca. 200 milliarder kroner positiv økonomisk impact. Et tal, som visse uafhængige analytikere igen har kritiseret som værende for højt, men med det sagt, så er laveste estimat, jeg har set, knapt 150 mia. kroner, så uanset ser slutrunden ud til at ende med en god investering for Vladimir Putin og hans land.

Og hvad kan russerne så forvente på den langsigtede indtægtsside?: Den officielle rapport, hvis tal jeg holder op og justerer mod andre mere kritiske kilder, peger på en Brutto National Produktstigning pr. år på mellem 150 og 200 milliarder kroner i perioden 2013 til 2023. Dette primært grundet indtægter fra øget turisme samt de af slutrunden afledigede infrastruktur-forbedringer.

Ikke overraskende udtaler premierminister Arkadij Dvorkovitj sig i arrangørernes officielle rapport optimistisk: "VM-slutrunden har allerede genereret betydelig økonomisk udvikling i værts-regionerne, og den langsigtede positive effekt vil fortsætte.”

Det er nærtliggende at sammenligne VM-slutrunden med Vinter-OL i Sotji i 2014, hvor den samlede investering af uafhængige internationale iagttagere anslogs at være 320 milliarder kroner. Et beløb, som den russiske regering har nægtet skulle være sandt, idet de argumenterede, at infrastruktur-projekter til en værdi af 140 milliarder kroner ville være blevet iværksat i Sotji-området uanset. Det uvedkommende er Sotji 2014 med afstand det dyreste Vinter-OL nogensinde og er udefra mest set som en investering i russisk national prestige. Med den forøgede turist-tilstrømning til Sotji-området er det dog ikke utænkeligt, at investeringen vil tjene sig ind igen over en 10-årig periode.

Der er mange ting, som skal lægges sammen i disse regnestykker, og som det altid er tilfældet, kan ting gøres op på mange måder. Officielle russiske kilder har proklameret 220.000 skabte jobs i forbindelse med VM-slutrunden, et tal, der er blevet kritiseret som overdrevet af internationale iagttagere, som hævder, at de russiske myndigheder bevidst har "overført” adskillige nye jobs til årsag VM-slutrunden - jobs som ville være blevet skabt uanset. Ifølge disse iagttagere er det realistiske antal jobs skabt af VM-slutrunden ca. 100.000. Heraf relaterer ca. 13.000 sig til bygning og renovering af stadions.

Derudover er 30,000 frivillige blevet tilknyttet til primært hospitality-sektoren. Dem bliver der så også brug for, idet der (lidt optimistisk) forventes 3 millioner udenlandske tilskuere på de russiske VM-stadions, hvilket vil sige ca. 1 million udenlandske fodbold-turister i forbindelse med slutrunden og så dertil ca. en halv million andre udlændinge, som vil være i Rusland uden at gå til fodbold.

Fodboldturister er  i øvrigt mere værd end almindelige turister, da de erfaringsmæssigt lægger ca. dobbelt så mange penge i landet pr. dag, de er der. Forventningen er, at gennemsnits-fodboldturisten i alt vil forbruge mellem 30.000 og 50.000 kroner i Rusland.

Men intet godt nyt uden dårligt nyt. Mens VM-turisterne bruger rubler har den russiske regering i VM-perioden - mere præcist i hele juni og juli måned - beordret mere end 200 virksomheder indenfor metal-industrien og den petrokemiske industri samt flere atomkraftværker til at lukke. Dette pga. risiko- og miljø-faktorer. Den tabte indtægt bliver ganske betydelig og vurderes til omkring 25 milliarder kroner – ca. det samme beløb, som man forventer fra slutrundeturisterne...

Præsident Putins erklærede mål på 2% årlig vækstrate for den russiske økonomi har de seneste år ikke haft store chancer for at blive indfriet, det primært pga. vestlige sanktioner. Efter nogle magre år lykkedes det i 2017 imidlertid for Rusland at opnå en positiv vækstrate på 1,5%, og håbet i moder Rusland er, at VM-slutrunden i 2018 vil smide ydeligere 1% oven på. Internationale observatører er mere skeptiske, men dog stadigt positive. Mange forudser en Brutto National Produkt-stigning på 0,15-0,3% på basis af, hvad vi kan kalde VM-effekten.

Hvis det må være skribenten tilladt, så tog jeg mig for fire år siden også et blik på planerne til VM-slutrunden i Brasilien, og der er efter min beskedne mening en verden til forskel i forhold til den kommende slutrunde i Rusland. Det både i logik, holdbarhed og gennemsigtighed.

FIFAs fireårs-cyklus

Ja, det var så Rusland, som måske - og vi kan vel snige os til at sige sandsynligvis – laver en god forretning på VM-slutrunden. Den sikre vinder er imidlertid FIFA.

Og i FIFA har man brug for penge. Det mener verdensfodboldorganisationen i hvert fald selv. Det efter en lidt skuffende indtjening i slutrunden for fire år siden i Brasilien og efter et 2017, hvor FIFA endte med at måtte spise 2,5 milliarder kroner af egen kasse. Verdensfodboldforbundet er en smådyr organisation at køre, må man konstatere.

Underskuddet i 2017 er ikke atypisk, nærmest tværtimod. I sin egen års-rapport beskriver FIFA det selv som en fireårs-cyklus, hvor tre års mindre underskud bliver afløst af et VM-slutrunde år, hvor der så tjenes ind til endnu en fireårs-cyklus.

Trods hvad der måtte anses som en tvivlsom succes (men naturligvis med et monster-overskud alligevel) for fire år siden i Brasilien er FIFAs forventninger til fremtiden positive. Det er klart, at FIFA har forventet mere styr på tingene i Rusland, og fire år længere fremme i kalenderen venter (håber man i hvert fald) en pengemaskine i Qatar.

I FIFA annoncerede man for fire år siden en målsætning for 2018-slutrunden om at nå en tv-indtjening på godt 19 milliarder kroner og en samlet indtægt for slutrunden på godt 36 milliarder.

Mange penge, men det virkede realistisk. Mere end en milliard mennesker så i 2014 finalen mellem Tyskland og Argentina på tv, og størstedelen af FIFA’s indkomst kommer fra tv-rettigheder. Et marked, der næsten ikke kan gå galt, skulle man mene...

Det kan det så godt alligevel, men heldigt for FIFA er det, at de allerede for seks år siden tegnede nogle af de store tunge tv-kontakter for slutrunden 2018, eksempelvis med Fox, TeleMundo og BeIN Sports. Det til en pris, som ikke ville være opnåelig i dag.

FIFA er sikret den aftalte pris fra kontrakt-underskrivelsen i 2012, og det er godt for dem og mindre godt for tv-selskaberne. Havde der været kontrakt-underskrivelse i dag, ville prisen nemlig have været kun sådan ca. halvdelen.

To dyre kampe

Årsagen til et temmeligt dramatisk fald i, hvad tv-rettighederne til VM-slutrunden er værd, skal findes i to fodboldkampe. Den første og finansielt vigtigste fandt sted den 11. oktober sidste år i San Fernando i Trinidad/Tobago foran blot 1.500 tilskuere. I den sidste VM-kvalifikationskamp i den nord- og mellemamerikanske CONCACAF-region besejrede Trinidad/Tobago (som var uhjælpelig sidst i VM-kvalifikationsgruppen uden noget at spille for) USA med 2-1. Det betød, at Panama løb med den VM-billet, som FIFA oprindeligt havde tiltænkt USA, og det med et indtægtstab, som gør ondt på korridorerne i FIFA (og også lidt i Kreml). Men pga. de tidligt tegnede tv-kontrakter kan FIFA leve med tabet.

I USA har man regnet lidt på, hvad den manglende VM-kvalifikation koster US Soccer Federation, Major League Soccer og Soccer United Marketing (som varetager både fodboldforbundet USSF og MLS’s interesser). Tallet ender ikke slemt stort. Mistet værdi for marketings-aftaler omkring 65 millioner kroner plus manglende FIFA-tilskud til USSF for slutrunde-deltagelse på 80 millioner og dertil en længere effekt af den manglende USA-deltagelse i slutrunden... negativerne for den manglende VM-kvalifikation løber samlet op i små 200 millioner kroner, estimeres det, og det kan man jo nok leve med i USA.

Og det ér faktisk småpenge især for en nation som USA. De store tabere er FIFA, til en vis grad værtsnationen Rusland, samt især tv-stationen Fox Sports. Fox tegnede tilbage i 2012 en aftale med FIFA om ret til dækning af samtlige slutrundens kampe til en værdi af 2,7 milliarder kroner – et beløb, som i reel markeds-værdi med USA’s VM-exit blev mere end halveret.

Den anden kamp, der gjorde ondt på FIFA, fandt sted den 13. november sidste år i den europæiske playoff på tætpakkede San Siro i Milano. Trods massive 75 procents boldbesiddelse og konstant pres lykkedes det ikke for forhånds-favoritten Italien at åbne Sveriges forsvar, og resultatet 0-0 betød, at Sverige sikrede sig billetten til Rusland på bekostning af Italien. Og også dér blev der en regning at skrive ud.

Den manglende italienske deltagelse i Rusland kostede for en start en klart udformet, men endnu ikke underskrevet (italienerne havde nemlig snedigt nok ventet til udkommet af deres to playoff-kampe mod Sverige) tv-aftale, hvilket alene efterlod FIFA med et hul på godt 1,2 milliarder kroner (da FIFA ikke offentliggør beløbssummer fra aftaler med samarbejdspartnere, er det eksakte beløb en smule usikkert, men eksperter gætter på i omegnen af de 1,2-1,3 milliarder). Italien er et af de store fodboldlande, så derudover kommer også yderligere manglende italienske sponsorater, manglende billetsalg, manglende salg af merchandise, og hvad de mange italienske fans måtte spendere af rubler i Rusland. At Sverige eliminerede Italien vil i det store billede komme til at koste FIFA minimum 1,8 milliarder kroner.  

Fodbold har betydning for mere end bare fodbold

Også for Italien og det italienske samfund bliver regningen stor, ja nærmest overraskende og ekstrem stor endda. Visse peger på op imod 7,5 milliarder kroner. Parlamentsmedlem Franco Carraro har udtalt:

”Det er ikke kun manglende reklame-salg, tv-rettigheder og merchandise relateret til slutrunden. Det drejer sig om meget mere. Manglende penge fra FIFA, manglende salg til flyselskaber og rejsearrangører, manglende omsætning for spilleselskaber - statsejede eller ej - manglende omsætning i barer og restauranter landet over under slutrunden etc. og manglende afgifter og skatter. Samlet bliver tallet enormt.”

Analytikere mener dog, at Franco Carraro muligvis overdriver. Dog er den italienske finansavis Sole 24 Ore enig i, at det er et signifikant beløb, man taler om: 

”Tallet kan naturligvis blive større, hvis man regner afgifter og skatter afledt af manglende indtægt ind, men uden ligner den manglende indtægt for samfundet Italien at komme til at ligge i området 2,2-2,5 milliarder kroner med de manglende tv-reklamer under landsholdets kampe i Rusland, som nu ikke bliver til noget, som den største post - ca. 750 millioner kroner. Derudover kan mange andre implikationer indregnes, nogle med direkte betydning for Italien og det italienske marked og befolkning, andre kun af indrekte betydning.”

Et eksempel: Afledt af Italiens manglende tilstedeværelse i Rusland, faldt tyske Puma, der er sponsor og tøj-producent for det italienske landshold, dagen efter den kiksede italienske kvalifikation, på aktiemarkedet. Chen Grazutis, analytiker hos Bloomberg:

”Det virker realistisk at antage, Italiens manglende slutrundedeltagelse vil komme til at betyde, at Puma vil sælge halvanden millioner færre italienske landsholdstrøjer end ellers. Med en trøjepris på 500-600 kroner vil det betyde et hul i Pumas retail-marked på 900 millioner kroner.”

Og sponsorerne er alt andet end glade

Så ikke overraskende betyder det noget, hvem der kvalificerer sig til VM. Sverige og især Panama er ikke populære Rusland-indslag hos FIFAs executiv-komite, som imidlertid og naturligvis holder gode og smilende miner. USA’s manglende slutrunde-deltagelse kunne være blevet særdeles kostbar, men tidlige signede tv-kontrakter sikrede bagdelen for FIFA, som dog alligevel må notere sig et tab mellem to og tre milliarder kroner på det faktum, at USA ikke er med.

Tabet for Italiens manglende tilstedeværelse bliver næsten lige så stort, da de italienske tv-stationer ikke var lige så naive som eksempelvis Fox og TeleMundo, men ventede for at se, hvad resultatet af kvalifikationen ville blive. Italiens manglende tilstedeværelse under VM menes at ville koste FIFA tæt på to milliarder kroner. Samlet kommer Panama og Sverige altså til at koste FIFA mellem fire og fem milliarder kroner...

Hvis man undrer sig lidt over disse tal – og især USA’s, da tv-aftalerne her jo allerede var på plads – så bør man kaste et blik på FIFAs kreds af hovedsponsorer: De er: Adidas, Coca-Cola, Wanda (kinesisk), Gazprom, Hyundai-Kia, Visa, Budweiser, McDonald’s og Hisense (kinesisk). Minimum fem af disse ni (og i større eller mindre grad faktisk dem alle) vil pga. den decimerede amerikanske eksponering sidde med en sponsorkontrakt, som på ingen måde lever op til, hvad de har betalt for den. Og kontrakterne er til genforhandling efter slutrunden...

FIFA havde oprindeligt annonceret et indtægts-mål på 36,2 milliarder kroner i slutrunden 2018, men det virker tvivlsomt, at man når derop. Da jeg er ret sikker på, at FIFAs beregninger var på basis af en slutrunde med både USA og Italien som deltagere, virker det logisk at fratrække de 4-5 milliarder kroner, de to nationers manglende deltagelse kommer til at koste, hvorved vi når en indtjening på omkring de 31-32 milliarder. Ikke dårligt, men set i lyset af den 30,7 milliarder kroners indtjening, FIFA havde for fire år siden i Brasilien, så med garanti skuffende for dem.  

Men i modsætning til FIFA selv, så er denne skribent ikke helt så sikker på, at verdensfodboldforbundet nu rent faktisk står og mangler penge til dagen og vejen, så mon ikke, det går endda...

Artiklen er den tredje ud af 51 i BetXperts VM-serie, der kan læses mere om her. Alle artikler i serien kan læses her, mens BetXperts store VM-sektion med analyser af holdene holdene kan læses her.

Kilder: FIFA; Associated Press; Reuter; The Economist; Journal of Economic Perspectives; ESPN; Washington Post; Chicago Tribune; Canadian Press; La Stampa; Die Welt; Macro Advisory; Nordea Markets; Robert Baade & Victor Matheson: "Going for the Gold: The Economics of the Olympics."