Hvordan fik Rusland værtskabet for VM i fodbold?

Ruslands værtskab af VM i fodbold i år har ikke været uden mistanke om urent trav og korruption, og værtskabet har været fyldt med kontroverser. Men hvordan vandt Rusland egentlig afstemningen, og hvilken kritik har der været af værtskabet?

Da FIFA introducerede rotationssystemet for VM-værter i 2000, blev det klart, at turneringen i 2018 skulle spilles i Europa. Da buddene på slutrunden blev afleveret den 2. februar 2009, kæmpede fire bud om retten til at afholde verdens største sportsbegivenhed: Belgien/Holland, England, Portugal/Spanien og altså Rusland.

Rusland endte som bekendt med at vinde kampen, men det har ikke været uden kontroverser.

Rusland slutter sig til VM-kapløbet

Rusland annoncerede sine planer om at få VM til landet i slutningen af januar 2009, hvor de blev præsenteret af Vitaly Mutko, præsident for det russiske fodboldforbund (RFS) og russisk sportsminister.

På dette tidspunkt havde Vladimir Putin været præsident for Rusland i ni år, hvori landet havde gennemgået en massiv økonomisk vækst. Væk var den sovjetiske knaphed og kaosset fra 1990’ernes forfejlede overgang til markedsøkonomi. Russerne havde for første gang penge at bruge og ting at købe, og økonomien blomstrede.

Derfor var det for Putin også vigtigt at vise omverden, at Rusland igen var en relevant spiller på den internationale politiske scene, og sportslige prestigeprojekter spillede en nøglerolle heri. Derfor bød Rusland på både vinter-OL og VM, imens en række mindre sportsbegivenheder ligeledes kom til landet.

Det var dog ikke kun økonomien, der blomstrede, det gjorde fodbolden også. For første gang siden Sovjetunionens fald tilhørte russisk fodbold igen verdenseliten. Der blev investeret enorme beløber i de russiske fodboldklubber, og både CSKA Moskva og Zenit Skt. Petersborg formåede at vinde UEFA Cuppen i henholdsvis 2005 og 2008. Det var første gang nogensinde, at russiske klubhold vandt europæiske turneringer.

Ved EM 2008 gik det russiske landshold, med stjerner som Andrey Arshavin, Roman Pavlyuchenko, Igor Akinfeev og Yuri Zhirkov, hele vejen til semifinalen. Undervejs slog de Holland med 3-1 i en fantastisk kvartfinale, som den dag i dag stadig står som en af turneringens bedste kampe nogensinde.

Rusland kom endda relativt uskadt igennem den verdensomspændende økonomiske krise, der ramte i 2008. Dermed kunne landet med god samvittighed byde på slutrunden.

I spidsen for Ruslands VM-bud stod, udover Mutko, Aleksey Sorokin, der var generaldirektør i RFS og med til at planlægge Champions League-finalen i Moskva i 2008, og Aleksandr Djordjadze, der ligeledes havde været med til at bringe flere store sportsbegivenheder til Rusland.  

Den 2. december 2010, godt og vel to år efter Ruslands VM-planer blev offentliggjort, vandt verdens største land retten til at afholde VM i fodbold. Det blev besluttet i Zürich af den såkaldte FIFA Executive Committee. Afstemningen blev afgjort over to runder, hvor det engelske bud røg ud allerede i første med blot to stemmer. I anden runde tog Rusland så sejren med 13 ud af de i alt 22 stemmer.

Sejren vakte naturligvis begejstring i Rusland. ”Vi lover jer et VM, som I aldrig glemmer,” proklamerede Mutko efterfølgende.  

Hvem støttede Ruslands VM-bud?

Kun et af de 22 medlemmer af FIFA’s Executive Committee, der gav Rusland VM, sidder i dag med ved magtens bord ved FIFA Council, nemlig egyptiske Hany Abo Rida. Selve rådet skiftede navn og struktur i 2016 som følge af de mange skandaler, og i dag kendes det som FIFA Council, hvor magten er spredt ud mellem 36 medlemmer fra alle kontinenterne.

Størstedelen af de 22 stemmeberettigede i 2010 har siden forladt sporten i vanære. Det gælder naturligvis først og fremmest den daværende FIFA-præsident Sepp Blatter, der er bandlyst fra fodboldverden som følge af korruptionsskandalen i FIFA.

Det samme er daværende UEFA-præsident Michel Platini, Chuck Blazer, daværende CONCACAF-præsident Jack Warner, Chung Mong-Joon, Mohamed bin Hammam, Worawi Makudi og Nicolas Leoz.

Mutko trak sig efter den store dopingskandale, der ramte russisk sport, imens Franz Beckenbauer, der forlod rådet i 2011, blev afsløret i at have benyttet sig af bestikkelse for at få VM til Tyskland i 2006.

Udover Abo Rida er Rafael Salguero, Geoff Thompson, Michel D’Hooghe og Senes Erzik de eneste, som historien har frikendt.

”VM skal boykottes”

Rusland fik dog ikke meget tid til at nyde sejren. Straks efter skulle de nemlig til at forsvare sig selv imod flere angreb fra vestlige medier, hovedsageligt Storbritannien.

England, der ikke havde afholdt VM i fodbold siden 1966, havde set frem til, at ”fodbolden vendte hjem”, men det kom altså ikke til at ske.

Straks efter valgsejren begyndte de journalister og politikere at diskutere muligheden for at boykotte slutrunden eller måske endda fratage Rusland den totalt. Argumenterne byggede i de tidlige stadier især på det russiske folks manglende menneskerettigheder, diskrimination imod LGBT-samfundet samt den udprægede racisme i russisk fodbold.

Forud for og under vinter-OL i Sotji fremviste Rusland sig dog fra sin bedste side. Flere politiske aktivister fra hele landet blev løsladt fra landets fængsler, og landet udviste en hidtil uhørt grad af tolerance. Rusland høstede mange point under legene, og kritikken af landet forstummede for en stund.

Dette varede dog kun kortvarigt. Kort efter afslutningsceremonien annekterede Rusland Krim-halvøen og voldsomme uroligheder brød ud i det østlige Ukraine, hvor Kreml støttede pro-russiske oprørere.

Annekteringen af Krim fik både amerikanske og britiske politikere til at intensivere arbejdet med at få frataget Rusland VM-slutrunden. De republikanske senatorer, Dan Coats og Mark Kirk, skrev et åbent brev til Blatter, hvori de argumenterede for ikke bare at fratage Rusland retten til at afholde VM, men også fra at deltage i det. De sammenlignede Ruslands VM med Adolf Hitler og Nazi Tysklands sommer-OL i 1936.

Efter pro-russiske oprørere i Østukraine skød Malaysia Airlines Flight 17 ned i juli 2014, blev fokus endnu en gang rettet imod Rusland. Nick Glegg, britisk vicepremiereminister på daværende tidspunkt, udtalte, at Rusland burde fratages retten til at afholde VM-slutrunden.

Da EU indførte sanktioner imod Rusland senere på sommeren, kunne engelske medier endda afsløre, at premierminister David Cameron havde presset på for at indføre fratagelse af VM som en del af sanktionerne.

I 2018 blussede boykot-diskussionerne op igen. Det skete som følge af attentatforsøget på den tidligere russiske spion, Sergey Skripal og hans datter, i Storbritannien.

Kort efter attentatforsøget udtalte både Storbritannien og Island, at de ikke sender nogle officielle delegationer til slutrunden. Også i Danmark blev et officielt boykot diskuteret, og på begge fløje var der opbakning til at holde den danske delegation hjemme dog uden resultat.

Garcia-rapporten og russisk korruption

Som følge af de mange korruptionsskandaler, der ramte FIFA i starten af dette årti, ansatte forbundet i 2012 Michael J. Garcia til at undersøge problemets størrelse. Et af fokusområderne i Garcias undersøgelse var, hvordan Rusland og Qatar vandt retten til at afholde VM.

Garcias rapport blev færdiggjort i 2014 og var på hele 350 sider. Det var dog kun et 42 siders referat, der blev offentliggjort, hvilket blev hårdt kritiseret fra blandt andet Garcia. Da FIFA nægtede at offentliggøre hele rapporten sagde Garcia op i protest, og det var først i midten af 2017, at den fulde rapport endelig blev offentliggjort. Det skete endda først efter, at den tyske avis Bild havde truet med at lække rapporten i dens fulde længde, hvis ikke FIFA offentliggjorde den selv.

I det oprindelige resumé af Garcias resultater blev både Rusland og Qatar frikendt for korruption. Heri kunne det dog også læses, at Garcia kun havde adgang til et meget begrænset antal dokumenter fra det russiske VM-bud. Samtlige computere brugt til buddet var for eksempel blevet ødelagt, imens størstedelen af de benyttede email-konti var blevet slettet og dermed utilgængelige.  

Heller ikke i den endegyldige rapport fra Garcia kunne man dog finde en rygende, russisk pistol. Det blev dog påpeget, at Rusland ikke havde offentliggjort al sin kontakt til medlemmerne af FIFA’s Executive Committee.

Anderledes saftig var en rapport fra den engelske avis The Sunday Times om VM-afstemningen, der blev offentliggjort i december 2014. I rapporten kan man læse, at Putin, af frygt for at tabe afstemningen, i midten af 2010 blev heftigt involveret i Ruslands VM-bud.

Rusland og Qatar indgik for eksempel en stor energiaftale, der ovenikøbet sikrede de to lande hinandens stemmer ved afstemningen. Samtidig hævdede rapporten, at en del af Ruslands kunstsamling blev brugt til at købe stemmer. For eksempel fik Platini et Picasso-maleri fra Eremitagen-museet i Sankt Petersborg.

I slutningen af 2015 indrømmede Blatter ydermere, at det allerede før afstemningen var bestemt, at VM skulle til Rusland i et interview med det russiske nyhedsbureau TASS.

”I 2010 diskuterede vi VM, og vi lavede en dobbeltbeslutning. Vi besluttede, at vi skulle til Rusland, da det aldrig har været i Rusland og Østeuropa og i 2022, at vi skulle tilbage til Amerika. På den måde ville vi få VM til de to politiske stormagter.”

Planen om at få VM i 2022 til USA blev senere forpurret af den daværende franske præsident Nicolas Sarkozy og Qatar, der overtalte Platini til at stemme på den mellemøstlige oliestat i stedet for USA.

Det er endnu ikke endegyldigt slået fast præcis, hvad der foregik bag scenerne, da Rusland og Qatar vandt retten til at afholde VM i fodbold. Meget tyder dog på, at der ikke har været helt rent mel i posen, men omfanget står ikke klart.

Artiklen er den første ud af 51 i BetXperts VM-serie, der kan læses mere om her. Alle artikler i serien kan læses her, mens BetXperts store VM-sektion med analyser af holdene holdene kan læses her. 

_{Fotokredit: fifg/Shutterstock.com}