Sidste spillerunde i VM’s otte grupper løber af stablen i dag og de kommende tre dage. Otte hold ér ude, seks ér videre, mens resten, heriblandt Danmark, slås for deres fortsatte VM-liv. I nogle grupper, især gruppe G, er situationen bizar. England og Belgien har begge maksimumpoint, begge med målscoren 8-2. Og for begge vil det sandsynligvis være bedst at tabe den sidste indbyrdes kamp. Det kan nemlig komme til at afgøre, om modstanderen i kvartfinalen bliver vinderen af Mexico - Schweiz (hvis stillingen holder)... eller det grimme alternativ vinderen af Brasilien - Tyskand.

Det var min plan af bruge denne mandags VM-artikel til en omtale af det globale bettingmarked, dette pimært for at bibringe en forståelse af, hvilke summer det er, når vi taler både smart money og public money, og hvilke markedsmekanismer, man bør holde sig for øje. Sådan bliver det ikke, dvs. det gør det, men dén artikel blive udskudt én, muligvis endda to dage. Der er løbende research på sagen i gang. I stedet vil vi denne mandag tage et blik på situationen i de otte VM-grupper, hvor man står foran sidste spillerunde.

Gruppespillets to første spillerunder har maget det således, at otte nationer er elimineret, mens seks hold allerede ér sikre på kvalifikation til ottendedelsfinalerne.

I flere grupper er stillingen holdene imellem imidlertid tæt, nogle steder så tæt, at alle regler for at afgøre holdenes indbyrdes placering risikerer at komme i spil. Lad os kigge på FIFAs regelsæt for VM-gruppespillet:

I fortløbende prioriteringsrækkefølge afgør følgende holdenes placering:

  • Antal point
  • Måldifference
  • Antal mål

Hvis to eller flere hold står lige, afgøres efter følgende kriterier:

  • Antal point i indbyrdes kampe
  • Måldifference i indbyrdes kampe
  • Antal scorede mål i indbyrdes kampe
  • Fair play point (kun en af de følgende straffe kan tildeles en spiller per kamp):
    Et gult kort: -1
    To gule kort resulterende i et rødt kort: -3
    Direkte rødt kort: -4
    Et gult kort fulgt af et direkte rødt kort: -5
  • Ved forsat lige stilling – lodtrækning

Og man risikerer faktisk, at vi skal helt ud i lodtrækning, før alle 16 ottendedelsfinalister er fundet, men mere om det lidt senere. Først til grupperne én for én.

Gruppe A:

Rusland                  2        6        8-1
Uruguay                 2        6        2-0
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Egypten                 2        0        1-4
Saudi-Arabien      2        0        0-6

Rusland og Uruguay ér videre, mens Egypten og Saudi-Arabien er på vej hjem. Eneste tilbageværende spørgsmål er, hvem der tager gruppens førsteplads. Uruguay skal vinde, ellers går førstepladsen til Rusland.

Gruppe B:

Spanien        2        4        4-3
Portugal       2        4        4-3
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 
Iran                2        3        1-1
Marokko      2        0        0-2

Lidt mere tricky. Marokko er med nul point ude, men kan stikke en kæp i hjulet for Spanien, der skal bruge ét point mod marokkanerne for at være sikker på videre-avancement. Ligeledes kan Portugal nøjes med det ene point for at komme videre til cup-fasen. Iran bliver nødt til at gå efter sejren mod Portugal, hvilket vil bringe dem videre, men teoretisk kan uafgjort være nok, idet det dog vil kræve en tomålssejr til Marokko over Spanien.

Spørgsmålet om førstepladsen i gruppen er prekært. Lige nu står Spanien og Portugal lige på både point, måldifference og antal scorede mål, hvilket også meget nemt kan blive tilfældet efter aftenens kampe. I så fald kommer det til afgørelse på fair play-point. Her står Spanien lige nu med ét strafpoint efter et gult kort til Sergio Busquets, mens Portugal har to strafpoint efter ostemadder til Bruno Fernandes og Adrièn Silva.

Gruppe C

Frankrig       2        6        3-1
Danmark      2        4        2-1
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 
Australien    2        1        2-3
Peru               2        0        0-2

Danmarks gruppe, og interessen samler sig om andenpladsen. Får Danmark point mod Frankrig er sagen klar. Skulle Danmark imidlertid tabe, kan Australien gå forbi med sejr over Peru. På grund af flere scorede mål i Australiens kampe indtil videre, vil dette scenarie højst sandsynligt betyde australsk kvalifikation. Det dog ikke 100 procent sikkert, nemlig hvis Danmark taber med én pind til Frankrig, Australien vinder med én pind over Peru, og Danmark i nederlaget mod Frankrig formår at score (2-1-sejr til Frankrig og 1-0-sejr til Australien). I så tilfælde kan det blive til total ligestilling mellem Danmark og Australien ikke kun på point, men også måldifference samt antal scorede mål. Der træder så fair play-point i kraft. Australien modtog tre gule kort i kampen mod Frankrig, men ingen mod Danmark, altså øjeblikkelige tre strafpoint, mens Danmark lige nu har fire strafpoint efter to advarsler til Yussuf Poulsen samt en til Thomas Delaney og Pione Sisto. Alt i alt ser Danmarks chancer, skulle det komme til point-ligestilling med Australien, ikke gode ud.

Gruppe D

Kroatien       2        6        5-0
Nigeria          2        3        2-2
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Island             2        1        1-3
Argentina     2        1        1-4

Kroatien er stensikkert videre fra gruppen, mens alle de øvrige tre, Nigeria, Island og Argentina, som minimum kan nå andenpladsen og endda har egen skæbne i egne hænder. Nøglekampen er her Nigeria - Argentina, hvor Nigeria sandsynligvis kan nøjes med uafgjort. Fire point og en lige målscore vil nemlig være nok for nigerianerne i fald Island ikke besejrer Kroatien med minimum to mål. For Island er kravet uanset sejr over Kroatien, men en étmålssejr kan være nok, det hvis Argentina besejrer Nigeria – men kun med ét mål. For Argentina er minimumkravet også en sejr, hvilket vil række til videre-kvalifikation i fald det ikke lykkes Island at slå Kroatien. Vinder både Argentina og Island, bliver det et spørgsmål om, hvem der vinder størst, men hvor Island lige nu dog står ét mål bedre end argentinerne. Alt er muligt i denne gruppe.

Gruppe E

Brasilien      2        4        3-1
Schweiz       2        4        3-2
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 
Serbien        2        3        2-2
Costa Rica   2        0        0-3

Costa Rica er ude, men ellers er der alt at spille for. Schweiz vil med ét point mod Costa Rica være sikker på at gå videre, så interessen samler sig om den anden kamp mellem Brasilien og Serbien. Forudsætter vi, at Schweiz ikke taber til Costa Rica, så skal Serbien vinde, mens Brasilien kan nøjes med uafgjort. Det er ikke usandsynligt, at førstepladsen i gruppen kan komme til afgørelse på fair play og her bemærker man, at Brasilien lige nu har tre strafpoint, mens Schweiz slæber rundt på fire.

Gruppe F

Mexico          2        6        3-1
Tyskland       2        3        2-2
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Sverige          2        3        2-2
Sydkorea      2        0        1-3

Den i princippet mest spændende gruppe, da ingen endnu er sikker på avancement, ligesom ingen endnu er ude. Toni Kroos' overtidsscoring mod Sverige giver både svenskerne og mexicanerne grå hår i hovedet. Sidstnævnte troede sig sikkert videre, men nu er der pludslig ikke længere noget, der er sikkert. Lykkes det Sverige at besejre Mexico eksempelvis 1-0 og vinder Tyskland også 1-0 over Sydkorea, så vil Mexcio, Tyskland og Sverige alle ende på seks point og alle med målscoren 3-2. Og skulle det ske, vil Mexico ryge ud af VM. Det fordi de vil være dårligere indbyrdes end Sverige og Tyskland, da alle tre hold ganske vist vil have slået alle, men det indbyrdes målregnskab mellem de tre vil være 2-2 for Sverige og Tyskland, men kun 1-1 for Mexico... Men forestiller vi os så, at gruppespillets sidste to kampe stadig slutter med sejre til Sverige og Tyskland, men denne gang med 2-1 i stedet for 1-0, ja så forandres billedet. Så vil Sverige nemlig være bedst indbyrdes (indbyrdes målscore: 3-3), mens Mexico og Tyskland vil slutte lige (indbyrdes målscore for begge: 2-2). Og i så fald vil det komme til  afgørelse på fair play-point.

Lad os kigge lidt på den øjeblikkelige fair play-situation hos de tre hold, hvor denne tiebreak-regel kan komme i anvendelse:

Mexico: -2
Sverige: -3
Tyskland: -5

Men det er et fair play-billede, som sidste spillerunde-kampene hurtigt kan vende op og ned på. Der skal således ikke meget til, før to hold er lige, og man må ud i lodtrækning om en plads i ottendedelsfinalen. 

Hvad hvis Sverige slår Mexico med én pind, men Tyskland vinder med to eller flere mål mod Sydkorea? I så fald vinder Tyskland gruppen på bedste måldifference med Sverige på andenpladsen, idet svenskerne i dette scenarie vil være bedre end Mexico indbyrdes, da de jo netop vil have vundet den indbyrdes kamp mod mexicanerne. Så lige pludselig er situationen faktisk lidt ond for Mexcio, der ellers måtte have troet sig sikkert videre, men nu ikke kan tåle at tabe til Sverige

Confused? ... then wait for next episode of…

At Tyskland vel bør kunne gøre arbejdet færdig og slå Sydkorea er evident, men bolden er jo som bekendt rund. Sydkorea kan stadig nå videre til ottendedelsfinalen, idet det dog ikke kun kræver sejr over Tyskland, men også at Mexico slår Sverige. Og dette scenarie er næsten lig scenariet, hvor Mexico, Sverige og Tyskland alle sluttede på seks point, nu er det blot Mexico der vil have maksimumpoint ni, mens Sverige, Tyskland og Sydkorea slutter på tre point. Forestiller vi os mexicansk sejr på 1-0 over Sverige og sydkoreansk sejr på 1-0 over Tyskland vil Sverige, Tyskland og Sydkorea alle have identiske tre point, samt med 2-3 identisk måldifference og identisk antal scorede mål. Så kommer det til afgørelse på de indbyrdes kampe mellem de tre, hvor Tyskland og Sverige (målscore 2-2) vil være bedre end Sydkorea (målscore 1-1) og det derfor vil komme til afgørelse på fair-play mellem Tyskland og Sverige. Nyt scenarie: Forestiller vi os stadig en sydkoreansk ét mål-sejr, men denne gang med 2-1 i stedet for 1-0, så vil Tyskland (målscore 3-3) pludselig være bedre end Sverige (stadig målscore 2-2) og dermed tage andenpladsen i gruppen. Hermed kan vi konkludere, at for at gå videre skal Sydkorea besejre Tyskand med to mål.

Derudover er der et scenarie, som jeg endnu ikke har berørt, nemlig hvis både Tyskland og Sverige spiller uafgjort. Gør de det med enslydende cifre, så går Tyskand videre, idet de slog Sverige i den indbyrdes kamp. Ellers vil det være holdet med flest mål i sidste spillerundes uafgjorte resultater, der går videre.  

For at summere tingene op for de fire hold i gruppe F: Mexico er videre med uafgjort, mens det mest sandsynlige, skulle de tabe, vil være exit fra VM. Sverige skal regne med at skulle vinde, men selv en spinkel 1-0-sejr vil række til kvalifikation. Tyskland kan afgøre tingene selv, hvilket dog kræver en tomålssejr over Sydkorea. I så fald vil Tyskland være 100 procent sikkert videre fra gruppen. En étmålssejr kan vise sig for lidt, hvis Sverige samtidigt også besejrer Mexico med ét mål, men der er dog gode matematiske chancer for, at det også vil række. Endelig vil uafgjort også række for tyskerne, det i fald Mexico får mindst uafgjort mod Sverige. For Sydkorea er sagen mere enkel, de skal vinde med to overskydende mål. Samtidigt skal de så håbe på, at Sverige taber til Mexico.

Gruppe G

England       2        6        8-2
Belgien        2        6        8-2
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 
Tunesien      2        0        3-7
Panama        2        0        1-9

Så England og Belgien står altså lige, begge med maksimumpoint og målscoren 8-2. Jeg har så placeret England på tabellens øjeblikkelige førsteplads, og det har jeg på grund af fair play-point. England har nemlig kun modtaget to gule kort indtil nu, mens Belgien har modtaget tre. De to nationers indbyrdes kamp her i sidste spillerunde afgør, hvem der tager førstepladsen i gruppen, og ved uafgjort bliver det altså antal strafpoint, som afgør. Måske man kan spille på uafgjort samtidigt med, at man også spiller på at få modstanderen tildelt gule kort... eller er det i virkeligheden smartere at få gult selv... (se til slut i denne artikel om problematisering af dette fænomen).  

Gruppe H

Japan            2        4        4-3
Senegal        2        4        4-3
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Colombia     2        3        4-2
Polen            2        0        1-5

Japan er etter i tabellen, da de i den øjeblikkelige fair play-stilling har kun tre strafpoint mod Senegals fem. Colombia meldte deres tilbagekomst til turneringen, da de i går med de overbevisende cifre 3-0 sendte Polen ud i VM-mørket. Der venter imidlertid forhånds-gruppefavoritten Colombia en vanskelig kamp mod Senegal, som kan nøjes med uafgjort. Skulle den kamp slutte i pointdeling er Colombias eneste håb, at Japan taber til allerede eliminerede Polen. Japanerne skal på deres side bare bruge det ene point mod polakkerne for at gå videre. Endda kan Japan gå videre ved nederlag, det blot ikke opgøret mellem Senegal og Colombia slutter uafgjort. Skulle Colombia vinde den kamp vil det for Japan være afgørende, at de så holder et eventuelt nederlag til Polen på lavere cifre, end dem Senegal måtte tabe til Colombia med.

Ottendedelsfinalerne

Der "krydses over" i logisk grupperækkefølge i ottendedelsfinalerne (A møder B, C møder D osv.), og i nogle grupper er der heftig igangværende spekulation, om det nu også vil være en fordel at vinde gruppen fremfor at slutte toer.

Jo senere i kalenderen, og også på dagen, sidste spillerunde i en gruppe spilles, jo større mulighed og overblik har holdene over, om det kan betale sig at slutte etter eller toer. Og nogle steder, især hvor det allerede ér afgjort, hvilke to hold der er videre, kan det åbne for bizare spekulationer. Det især i gruppe G, hvor England og Belgien begge er sikker på videre-kvalifikation og mødes i sidste spillerunde.

England-Belgien kan blive en bizar kamp

Gruppe G parres i ottendedelsfinalerne med gruppe H, hvor Japan, Senegal og Colombia kæmper om den videre kvalifikation. Humlen er her ikke så meget ottendedelsfinalen, men kvartfinalen... for på tidspunktet England og Belgien spiller, har de to hold et overblik over, hvem de mulige modstandere længere fremme i turneringen bliver.

Forestiller man sig, og det er det mest sandsynlige scenarie lige nu, at Schweiz slutter toer i gruppe E samtidigt med Mexico undgår nederlag til Sverige og dermed slutter etter i gruppe F (begge disse grupper færdigspilles dagen før England-Belgien), så vil gruppe-toeren i gruppe G i en eventuel kvartfinale skulle op mod vinderen af Mexico og Schweiz... vinderen af gruppe G vil i kvartfinalen derimod stå over for enten Brasilien eller Tyskland...

Så det kan blive et ganske interessant møde mellem England og Belgien... hvor begge vil spille på at tabe... og kan de ikke tabe, simpelthen fordi modstanderen ikke vil tillade det(!), ja så kan de jo altid spille på at få flest mulige gule kort. Og kommer man så bagud på dén konto, ja så er der jo altid tilbage, at man kan få en spiller fra andet geled – for både England og Belgien vil formentlig spare deres bedste folk – gå efter et direkte rødt. Det kan blive en meget mærkelig kamp.

Ingen spilforslag i dag: Ikke noget VM-spilforslag fra min hånd til i dag. Gårsdagens anbefaling af Panama ligner nu i dag i bagklogskabens ulideligt klare lys en tåbelig beslutning fra min side, men sådan er det jo desværre nogle gange. Fridag i dag på den front, men i morgen skulle der forhåbentlig være værdi i vente.

Artiklen er den niogtyvende ud af 51 i BetXperts VM-serie af Torben N. Sørensen og Toke, der kan læses mere om her. Alle artikler i serien kan læses her, mens BetXperts store VM-sektion med analyser af holdene kan læses her.