Jeg havde for to dage siden en længere Skype-samtale med "Dave", bosiddende i London. Dave er en veteran og for nogle næsten et ikon i bettingbranchen. Hans forklaring på, hvorfor stupid money ikke længere er "dumme penge" er tankevækkende: "Når spillefolket fattes penge, så holder de ikke op med at spille, men de kløgtigere af dem stopper med at spille med hjertet og begynder i stedet at spille for at vinde. Om de ved det eller ej og kan definere det, tjae... det er ikke klart, men de forvandler sig til spillere på jagt efter værdi. Og det er derfor, at stupid money ikke længere er så stupid."
Hvorfor er dumme penge ikke så dumme længere? Syndikatet i Saigon laver masser af statistisk researcharbejde, men det er ikke nogen WHO-organisation eller lignende, som gør det for the good of the world, alle analyser tager på den ene eller anden anden måde sigte på kun én ting – at maksimere profit.
Den slags organisationer er undertegnede skribent vant til at operere med og indenfor – money makes the world go around – og sandt at sige, hvis det var anderledes, så ville jeg også bare blive forvirret. Derfor var svaret fra min kontakt i tal-gruppen i Saigon, da jeg spurgte, "Men hvorfor er stupid money så blevet klogere?", da også forudsigeligt: "Det har jeg ingen anelse om, men hvorfor er det vigtigt?"
Og det er naturligvis rigtigt. Jf. teorien, at man faktisk ikke behøver vide noget om, hvad man har med at gøre for at blive en succes – for et eksempel tjek/google "the green lumber falacy" – så er det eneste, der betyder noget, udkommet. Måske, måske ikke, og det er muligvis bare det tåbelige journalist-gen i mig, men jeg synes, spørgsmålet er interessant. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at vide, ikke kun om stupid money er blevet klogere, men hvis, så også hvorfor.
"Dave"
Jeg har fra min ellers afsondrede residens i Bohol-provinsen i Filippinerne et temmeligt omfattende bettingnetværk. Et netværk, som jeg ikke er bleg for at udnytte, når mulighed kræver det. For to dage siden havde jeg en interessant Skype-samtale med en god bettingbekendt i London med mange år i branchen som blandt andet risk manager hos internationalt førende bookmakere. Min gode bekendt gik på pension for cirka to siden, men han er et af de skarpeste hoveder, jeg nogensinde har mødt i bettingbranchen, og han følger fortsat nøje med i, hvad der foregår indenfor bettingindustrien.
Vi snakkede om rødvin, livet i Filippinerne, livet i London, samt naturligvis om den igangværende VM-slutrunde. Herunder ikke mindst om, hvad der foregår i øjeblikket på bettingmarkedet.
Jeg vil videregive et uddrag af vores samtale:
Mig: Så "Dave" (red.: ikke det rigtige navn, men heller ikke så langt fra), hvad er det, der sker i øjeblikket med stupid money i Rusland?
Dave: Hæ, ja det er jo interessant, men jeg er ikke overrasket. Jeg har faktisk ventet temmelig længe på, at det skulle ske.
Mig: ?
"Bettingmarkedet er et våbenkapløb"
Dave: Ja, ser du, bettingmarkedet per definition er et våbenkapløb mellem vidende spillere, som søger at udnytte markedet og så newcomers, der ikke har den fjerneste idé om, hvad der foregår. Det skaber, igen per definition et ineffektivt marked, som vidende spillere, herunder store aktører som syndikater og lignende justerer ind til at være et effektivt marked. Dette i den ideelle verden. I midten har vi så bookierne, som bare forsøger at optimere deres juice og profit, men de er ligegyldige i denne sammenhæng. Nu, samspillet, eller "the counterpoint" mellem newcomers, leisure betters, what have you, og de professionelle spillere, der forsøger at udnytte markedet og dermed retter det ind, volatilt. Det er ikke en stabil tilstand. Ikke noget nyt her, for det har man vidst i mange år. Man har også vidst, at ved en så stor turnering som et VM, så vil ineffektiviteten på grund af en stor forøget mængde stupid money vokse. Ikke noget nyt... bortset fra, at det er ikke det, vi har set i Rusland. Der har vi trods en stadig forøget strøm af stupid money set markedet blive mere effektivt. Så hvad er det, der er sket?
På dette tidspunkt venter Dave, men jeg har ikke noget svar, hvilket han udmærket er klar over. Svaret har han selv:
Leisure money har forandret karakter
Leisure money! Hell, leisure money driver spilleindustrien, men der er opstået en klar forskel på leisure money fra tidligere og til i dag. Tidligere var leisure money brugt på betting at sammenligne med en biografbillet eller at gå i teatret. Man brugte et mindre, men dog alligevel ikke ubetydeligt beløb, på at underholde sig selv. Det har som sådan ikke ændret sig, men situationen i dag de fleste steder – og Torben, jeg behøver ikke fortælle dig, hvor presset den almindelige englænders økonomi er – gør, at disse leisure money ganske vist stadig er til stede, men at folk i modsætning til tidligere bare sådan uden videre ikke kan tillade sig at bruge dem. De er simpelthen nødt til at tænke på i morgen, og det var de ikke i samme grad tidligere.
Når folk presses på pengepungen, burde man vel tænke, at så gambler de mindre, men nej, det er slet ikke det, man kan se. Men man kan se et andet fænomen, og det er, at de stopper med at gamble med hjertet. We all know it, tidligere, når England spillede, så havde gud og hver mand 10-20 pund ude på, at England ville vinde. Dén holder ikke længere. Folk gambler stadigvæk deres 10-20 pund, og det er en medvirkende årsag, at de ved, de skal se kampen på tv, for der ér trods alt stadig tale om leisure money, men nu om dage er det leisure money, som folk egentlig ikke kan tåle at tabe, og derfor bliver de 10-20 pund ikke nødvendigvis bare placeret på, hvad man håber vil ske. Og selvom spillefolket i England har beviseligt været tåbelig i årtier ind og ud, så er der faktisk ikke noget i vejen med deres betting-knowhow. Eneste forskel er bare, at på grund af den nuværende økonomiske situation for menigmand, så begynder de nu at udnytte denne knowhow i stedet for bare blindt at punte på, hvad de gerne vil have sker.
"Hell, yes - folk begynder at tænke værdi"
Ophold in samtalen... hvorefter jeg spørger: Så du mener, at stupid money er blevet klogere på grund af ren og skær økonomisk nødvendighed?
Dave: Ja! Og ingen steder mere aktuelt end i England. Det engelske spillefolk har de sidste 50 år været principielt de mest uddannede spillere i hele verden, de har bare været ligeglade med, om de vandt eller ej. Men det er de ikke længere. Og fordi bookierne i årevis skamløst har udnyttet denne "spille-med-hjertet-tendens", så er det jo faktisk ikke så vanskeligt for den rutinerede spiller at finde værdi på markedet. Ikke vanskeligt overhovedet, blot skal han bare tænke værdi i stedet for at tænke, jeg spiller sgu’ på, at England vinder. Og når pengene bliver små, ja så begynder folk at tænke værdi.
Jeg lytter, og tænker - i morgendagens VM-artikel nogle globale nøgletal
Jeg vil så nu spole væk fra min Skype-samtale med Dave, men han er én af en håndfuld folk, jeg lytter meget nøje til, når han har noget på hjertet. Og der var ingen tvivl om, at han mente, hvad han sagde. Når folk ikke længere placerer stupid money stupid, men placerer dem ud fra et værdi-mål, så forandres hele forudsætningen for et ineffektivt VM-marked. Det er givet, at alle disse leisure money, som nu har et værdi-formål i stedet for et support-my-team-formål ikke alle kan være lige cv- og markedssmarte, men det er også givet, at de alt andet lige vil være mere, og det endda betydeligt mere, kvalitativt placerede indskud end tidligere.
Ifølge Dave er det, hvad der er sket under VM-slutrunden i Rusland. Selv tygger jeg på sagen. Man er idiot, hvis man ikke lytter til erfarne folk, og jeg lytter.
I morgendagens VM-artikel mere om smart money, stupid money, bettingmarkedet og ikke mindst nogle globale nøgletal. For at forstå bettingmarkedet ordentligt er det en fordel at vide, hvad man taler om, herunder at kende størrelsen af de summer, der svømmer rundt ude på bettingmarkedet. Og det er ikke småpenge. Mere om det i mogendagens VM-artikel.
Spilforslag
Jeg var temmelig mellemfornøjet med mine bets i går. Ud af to bets er et vundet og et "push" jo ikke noget dårligt resultat, men jeg har det ikke godt med overtidsscoringer i Rusland. Mit Mexico -1 så godt ud indtil et par minutter inde i overtiden, hvor Sydkorea så fik reduceret til 1-2... ah,well... Sverige-bettet (+1,5) gik hjem, og det var på den overordnede økonomiske bane fint for mig bl.a. i og med, at Tyskland stadig er i live i turneringen, men nogle gange er fodbold alligevel bare ond...
England – Panama: Nå, over til dagens tre kampe. Jeg kan ikke hitte værdi i nogle af de to kampe i gruppe H, men det efterlader jo én kamp, England mod Panama. Jeg går imod strømmen og anbefaler punt på Panama til at undgå en nedsabling. England måtte frem til fem minutters overtid, før de formåede at knække Tunesien, og efter Belgien-Tunesien i går er det ikke ligefrem et resultat, der imponerer. Jeg er på Pamana på asian handicap +1,75. Skulle Panama tabe med to mål taber jeg halvdelen af mit indskud, hvilket jeg i så fald vil leve med. Oddset for Panama +1,75 er 1,95 hos Unibet* (nu er højeste 1,89 hos Nordicbet* og Betsafe).
Artiklen er den otteogtyvende ud af 51 i BetXperts VM-serie af Torben N. Sørensen og Toke, der kan læses mere om her. Alle artikler i serien kan læses her, mens BetXperts store VM-sektion med analyser af holdene kan læses her.
Note: Faktaboks tilføjet den 29. juni med forklaring af stupid money som uinformerede penge.