Unibet* blev i dag frifundet i en sag om en millionerstatning til en spiller, der havde et spilmisbrug, og trods glæde over rettens afgørelse betegner bookmakeren sagen som tragisk.
Cirka to millioner kroner spillede en krigsveteran fra Balkan op hos Unibet* i en periode på cirka 1 år og 9 måneder fra 2012 - 2013. Pengene stammede fra en arbejdsskadeerstatning fra hans udsendelse.
"Den her sag kunne aldrig ende lykkeligt. Vi er naturligvis glade for rettens afgørelse, fordi det så markerer slutningen på det, der på alle måder er en tragisk historie. Dommens præmisser er meget tydelige, og vi er glade for, at sagen er kommet til sin afslutning," siger Per Marxen, pressechef hos Unibet*, til BetXpert, og fortsætter:
"Vi har ageret inden for lovens rammer, og vi har været en ansvarlig virksomhed, der lever op til vores egne og lovgivernes standarder. Og det har retten bekræftet med frifindelsen."
Har I ændret interne procedurer i forbindelse med sagen?
"Vi har de værktøjer, som vi har haft, og som også blev fremlagt i retten. De værktøjer og systemer bliver hele tiden bedre og skarpere med hensyn til overvågning af spilleres konti. Vi gennemgår løbende de procedurer, vi har, for at forsøge at fange så mange problemspillere som muligt. Ingen har interesse i, at spillere udvikler problemer, så jo før vi kan blive opmærksomme på det, desto bedre," siger Per Marxen.
Pressechefen har ikke haft mulighed for at læse dommen i sin fulde længe endnu, men kun domsresumeet fra Retten i Hernings hjemmeside.
"Nu skal vi lige have hele dommen, og så skal vi konferere med vores advokat-team. Der er selvfølgelig mulighed for, at dommen bliver anket, så lige nu afventer vi. Men hvis der ikke sker mere, så er sagen afsluttet for vores vedkommende," siger Per Marxen.
"Jeg har ingen yderligere kommentarer til den ny afsluttede sag," fortsætter Per Marxen.
DOGA: Fint at få afprøvet lovgivningen
Hos brancheorganisationen DOGA (Danish Online Gambling Association) ønsker direktør Morten Rønde ikke at udtale sig om den konkrete sag. Helt generelt mener han dog, at det er gavnligt, når lovgivningen på området bliver prøvet af ved domstolene.
"Det gør det nemmere som spiludbyder at agere, når man kender rammerne. Samtidig bliver grænserne for, hvornår spiludbyderne har et ansvar, synliggjort," siger han til BetXpert.