Krigsveteranens advokat i Unibet-sagen ved Retten i Herning, Jesper Ravn, undrer sig over to af præmisserne i dommen, der frifinder Unibet* i erstatningssagen om lidt over 2 millioner kroner. 

Retten i Herning afsagde tidligere i dag en dom i en erstatningssag mod Unibet* anlagt af en tidligere krigsveteran udsendt til Balkan i 1996, der har fået tildelt arbejdsskadeerstatning efter sin udsendelse. Veteranen søgte erstatning på lidt over 2 millioner kroner, som han havde tabt på online casino og væddemål hos Unibet*. Millionkravet blev begrundet i, at Unibet* tidligt i forløbet fra 2012 til 2013 fik at vide, at han havde psykiske problemer, og at han på et tidspunkt gav udtryk for, at han spillede af desperation i stedet for lyst. 

Men Unibet* blev af Retten i Herning frifundet, og nu skal veteranens advokat, Jesper Ravn, der er partner ved advokatfirmaet Kennedys, analysere dommes præmisser. 

"Jeg undrer mig særligt over to af præmisserne, som genfindes i dommen. De skal analyseres nærmere," siger Jesper Ravn til BetXpert og tilføjer: 

"Det er spilleren, der har bevisbyrden for, at spilfirmaet har handlet ansvarspådragende, og Retten i Hernings dom viser, at det øjensynligt er en meget tung bevisbyrde, der skal løftes for at kunne statuere ansvar," siger Jesper Ravn. 

Hvornår skulle Unibet* reagere?

I en mail fra oktober 2012 gjorde veteranen Unibet* opmærksom på, at han havde tabt 400.000 kroner på en måned og ikke havde det sjovt med at spille længere, og at han primært spillede for at jagte det tabte tilbage, oplyser Jesper Ravn. 


"Retten er opmærksom på den mail, men mener ikke, at mailen gav Unibet* en tilstrækkelig forpligtelse til at gribe ind over for min klients fortsatte spil, og retten mener dermed heller ikke, at Unibet* kunne stå til ansvar for ikke at have grebet ind på baggrund af den mail," siger Jesper Ravn. 

BetXpert har fået aktindsigt i dommen fra Retten i Herning, og af den fremgår den præcise ordlyd i mailen, som Jesper Ravn omtaler: 

"Jeg er ved at have spillet så meget op på unibet*.dk at jeg ikke sådan heeelt hygger mig med det længere... Nu er det lidt mere desperation for at prøve at vinde lidt af det tabte tilbage! Og det kan man jo ikke selvom jeg tog 100.000 ud i går... Jeg så lige at min limit er 400.000 på 30 dage, hvilket vil sige, at jeg indenfor 30 dage har fyret 400.000 af... Det gav da godt nok stof til eftertanke..... Jeg har ikke spillet for mere end jeg har råd til at tabe endnu, men de penge kunne da helt sikkert være brugt til noget mere fornuftigt... Men, men, man skal ikke være bitter og ikke spille hvis man ikke er indstillet på at tabe, så det er jo som det er," skriver veteranen til en key account manager hos Unibet* den 11. oktober, som han ifølge ham selv fik et personligt forhold til. 

Unibet* sendte den 3. januar 2013 en mail til veteranen, hvori der var et link til en hjemmeside med titlen "Spil med omtanke". 

"Retten finder, at en eventuel forpligtelse til at reagere først kom, da min klient brugte ordet ludoman over for Unibet*. Det var det tidligste tidspunkt, at man har fundet det bevist, at min klients konto skulle lukkes ned," siger Jesper Ravn. 

Og det nævner veteranen først den 2. september 2013, hvorefter hans konto hos Unibet* blev lukket senere samme dag. 

Uvist om dommen ankes

Jesper Ravn kan endnu ikke udtale sig om, hvorvidt han sammen med sin klient vil anke dagens dom: 

"Min klient er så skuffet, at han ikke har overskud til at drøfte sagen i dag, og det må vi så forsøge at få gjort i løbet af den kommende uge for at kigge på mulighederne for at anke. Her spiller økonomien også en væsentlig rolle, idet min klient som bekendt har brugt næsten hele sin arbejdsskadeerstatning, og idet at han er på førtidspension," siger Jesper Ravn og fortsætter:

"En væsentlig del af overvejelserne om at anke er, om der kan opnås fri proces eller ej. Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sige, om dommen bliver anket."