Vores ugentlige BetXpert-opsamling highlighter nogle af ugens bedste og mest debatterede indlæg og brugertips. Denne uge handler bl.a. om en bruger, der springer ud som "expected goals model"-tipper og om en besynderlig regel i kinesisk håndbold.
Spillemyndigheden har været i vælten denne uge. Mandag skrev BetXpert, at Spillemyndigheden i flere tilfælde havde givet urigtige oplysninger i en principiel sag om skattepligt.
Det fik BetXpert-brugerne op af stolene, som ikke mener, at styrelsen er sin opgave voksen. En bruger foreslår, at Spillemyndigheden skifter navn til "Licensudstedelseskontoret."
Hvor højt skal oddset være på handicap-sejr til FCK hjemme mod Viborg, når seneste opgør kun endte 1-0, men hvor sejren burde have været større? Det er der en interessant diskussion om i tråden til Kibsgaards eksperttip. For kan man med udgangspunkt i et lignende opgør for få måneder siden vurdere, om odds er for højt eller lavt?
Siden sommer har brugeren zAAz skrevet flere artikler (læs 1. del og 2. del her) om det nye fænomen inden for betting-statistik - expected goals model. Det har fået brugeren Ingemann til at indlede et interessant forsøg, hvor han lægger brugertips op kun baseret på expected goals model. Læs tippet - og ikke mindst den efterfølgende debat - her.
zAAz er desuden i fuld sving med en tredje artikel om fænomenet.
Blødsødne kinesere
Normalt forbinder man ikke kinesere med blødsødenhed. For at blive topatlet i fx gymnastik bliver man som barn installeret på skoler, hvor det nærmest kun handler om én ting: Træning, træning og træning. Undervejs bliver man kasseret, hvis ikke det vurderes, at man har talentet til at vinde medaljer for landet. Og hvor skal vi så hen med det?
Jo, det viser sig, at man i kinesisk håndbold tager anderledes bløde hensyn til svage hold. Det lærte en bruger på den hårde måde i forbindelse med en håndboldkamp. JonasJokeren havde spillet et over-spil hos Bet365, som var på vej til at gå hjem.
Altså lige indtil kampen blev afbrudt på grund af en "mercy rule," der træder i kraft, når det ene hold er bagud med 15 mål. Hermed stoppes kampen, og resultatet ved kampafbrydelsen bliver også det officielle resultat.