Sprinterhierarkiet har ændret sig markant i denne sæson, og der kan være gode penge i at fange bookmakerne på det forkerte ben. BetXperts cykelekspert Jesper Carstens dykker ned i årets sprinterfelt til Tour de France 2018 i denne sprinteranalyse.
Mark Cavendish. Andre Greipel. Marcel Kittel.
Cykelsporten har været beriget med store, fantastiske sprintere, der har domineret Tour de France-spurterne de seneste mange år, men nu kan det være slut.
Alle tre er fortsat at finde i feltet, og alle tre er fortsat relevante, men konkurrenterne synes at have hentet - og i nogle tilfælde: distanceret - dem. Så hvad er egentligt op og ned i årets sprinterhierarki?
Det forsøger jeg at undersøge i denne artikel, hvor jeg først og fremmest klarlægger de enkelte holds sprintere for dernæst at kigge på deres resultater i denne sæson, inden jeg afslutningsvist kommer med en vurdering af sprinterfeltets styrkeforhold.
Hvis du bare vil hoppe direkte til min vurdering af Tour de France-feltets sprintere, kan det gøres ved at klikke her.
Tour de France 2018: Holdenes sprintere
Lad os først og fremmest identificere, hvem der er diverse holds sprintere i årets løb. Der tages udgangspunkt i en hel flad spurt, hvilket er en vigtig pointe, da nogle hold kan finde på at veksle mellem de hurtige folk, såfremt opløbet eksempelvis er stigende eller teknisk.
Sprinterfeltet ser således ud:
| Hold | Primære sprinter | Reserve |
|---|---|---|
| Ag2r |
- |
- |
| Astana |  Magnus Cort 2 sejre |
- |
| Bahrain-Merida |  Sonny Colbrelli 2 sejre |
- |
| BMC Racing Team |
- |
- |
| Bora-hansgrohe |  Peter Sagan 4 sejre |
- |
| Cofidis |  Christophe Laporte 6 sejre |
- |
| Direct Energie | Thomas Boudat 2 sejre |
- |
| EF Education First |
- |
- |
| Groupama-FDJ | Arnaud Demare 2 sejre |
 Jacopo Guarnieri 0 sejre |
| Fortuneo-Samsic |
- |
- |
| LottoNL-Jumbo |
|
|
| Lotto Soudal |
|
|
| Movistar Team |
- |
- |
| Mitchelton-Scott |
- |
|
| Quick Step Floors |  Fernando Gaviria 7 sejre |
 Max Richeze 1 sejr |
| Team Dimension Data |  Mark Cavendish 0 sejre |
 Edvald Boasson Hagen 2 sejre |
| Team Katusha-Alpecin |  Marcel Kittel 2 sejre |
- |
| Team Sky |
- |
- |
| Team Sunweb |  Michael Matthews 0 sejre |
Nikias Arndt 0 sejre |
| Trek-Segafredo | John Degenkolb 2 sejre |
- |
| UAE Team Emirates | Alexander Kristoff 4 sejre |
- |
| Wanty-Groupe Goubert |
|
 Dion Smith 0 sejre |
Daryl Impey Listen er baseret på mine vurderinger, fornemmelser samt udmeldinger fra de forskellige hold og ryttere. Jeg kan tage fejl - men sådan ser billedet cirka ud før løbets start.
Sprinterniveauet fra statistisk synspunkt
Lad os dernæst kigge på, hvad sprinterne har præsteret i denne sæson. I tabellen herunder præsenteres ikke blot deres sejre, men også på hvilket niveau, de har vundet dem. Det er nemlig slet ikke uvæsentligt, om de er vundet på WorldTour-niveau eller om det er .1-niveau.
| # | Navn | Alder | Sejre | WT | .HC | .1 | Kla |
|---|---|---|---|---|---|---|---|
|
1 |
|
25 |
9 |
1 |
7 |
1 |
0 |
|
2 |
|
23 |
7 |
3 |
0 |
4 |
0 |
|
3 |
|
25 |
6 |
0 |
2 |
4 |
0 |
|
4 |
|
35 |
6 |
2 |
4 |
0 |
0 |
|
5 |
|
28 |
4 |
4 |
0 |
0 |
0 |
|
6 |
|
30 |
4 |
2 |
2 |
0 |
0 |
|
7 |
|
30 |
4 |
0 |
2 |
1 |
1 |
|
... |
... |
... |
... |
... |
... |
... |
... |
|
8 |
|
30 |
2 |
2 |
0 |
0 |
0 |
|
9 |
|
26 |
2 |
2 |
0 |
0 |
0 |
|
10 |
|
28 |
2 |
1 |
1 |
0 |
0 |
|
11 |
|
25 |
2 |
0 |
1 |
1 |
0 |
|
12 |
|
24 |
2 |
0 |
1 |
1 |
0 |
|
13 |
|
29 |
2 |
0 |
0 |
2 |
0 |
|
14 |
|
27 |
1 |
1 |
0 |
0 |
0 |
|
15 |
|
33 |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
|
16 |
|
30 |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
WT = World Tour | .HC = Næsthøjeste kategori | .1 = Tredjehøjeste kategori | Kla = Samlet sejr - bemærk: National mesterskab er .HC-kategoriseret her.
Jeg skylder lige at nævne, at UCI op til denne sæson har været særdeles rundhåndet med at uddele World Tour-status. Således er løb som Tour of California og Rund um den Finansplatz World Tour-løb i år.
Det første, der springer mig i øjnene, er at der ikke rigtigt er én sprinter, der har domineret på World Tour-niveau i denne sæson. Groenewegen har vundet en masse løb, men han har også primært kørt mindre etapeløb i denne sæson. For eksempel kørte han Slovenien Rundt, mens der var Criterium du Dauphine og Schweiz Rundt.
Der er selvfølgelig Peter Sagan, der har vundet fire World Tour-løb i år, men her viser statistikken også sine fejl: To af disse var store klassikere, og så er Sagan "blot" nede på to sprintersejre i denne sæson, og det efterlader så Gaviria som den mest vindende sprinter på World Tour-niveau - - og han tog alle tre etapesejre i Californien Rundt, der med al respekt ikke er Paris-Nice eller Tirreno-Adriatico.
Man kan så diskutere, om statistikken ikke burde tage højde for, hvilket niveau sejrene er vundet på. For eksempel ville jeg til enhver tid hellere have Arnaud Demares to sejre i World Tour-løb frem for Bouhannis fem sejre i mindre løb.
Tabellen forklarer lidt, men sådan en statistik kan ikke stå alene. Derfor har jeg allieret mig med CQRanking, der som altid laver en fin statistik over point, som en rytter har samlet i løbet af året. På baggrund af den ser sprinterfeltet således ud:
| Rytter | Antal point |
|---|---|
 Dylan Groenewegen |
230 |
| Fernando Gaviria |
200 |
| Andre Greipel |
185 |
| Peter Sagan |
140 |
| Marcel Kittel |
125 |
 Christophe Laporte |
116 |
 Alexander Kristoff |
87 |
| Arnaud Demare |
65 |
 Mark Cavendish |
45 |
| Andrea Pasqualon |
33 |
| Michael Matthews |
2 |
Det er naturligvis ikke eb retvisende skala, men jeg kan bedre lide CQRankings pointsystem end sejrsstatistikken, fordi den dels vægter sejrene og dels tager højde for sekundære placeringer i en spurt. Også her er 25-årige Dylan Groenewegen bedst: det var ikke for sjov, at jeg allerede for ét år tilbage pegede på ham som én af sprinterfavoritterne i Tour de France. Han er virkelig dygtig.
Jesper Carstens' vurdering
Point- og sejrsstatistikker er meget fint, men i sidste ende siger det ikke ret meget om, hvordan det kommer til at gå, men snarere om hvordan det er gået hidtil. Så hvordan ser hierarkiet lige ud i sprinterfeltet?
Tja. Mit bud er herunder. Og lad mig advare dig: har du ikke fulgt med i spurterne de seneste 12-16 måneder, så er der sandsynligvis en overraskelse eller to undervejs, men sprinterfeltet er i den grad i gang med et generationsskifte lige nu.
| Sprinter | Vurdering |
|---|---|
| Dylan Groenewegen LottoNL-Jumbo |
 |
| Fernando Gaviria Quick Step |
 |
| Arnaud Demare Groupama-FDJ |
 |
| Marcel Kittel Katusha |
 |
| Peter Sagan Bora-Hansgrohe |
|
| Andre Greipel Lotto-Soudal |
|
 Mark Cavendish Dimension Data |
 |
 Alexander Kristoff Team UAE Emirates |
|
| Sonny Colbrelli Bahrain-Merida |
|
 Cristophe Laporte Cofidis |
 |
 Michael Matthews Sunweb |
|
| John Degenkolb Trek-Segafredo |
|
| Magnus Cort Astana |
 |
| Thomas Boudat Direct-Energie |
|
 Timothy Dupont Wanty |
|
| Andrea Pasqualon Wanty |
 |
To unge sprintere ser stærkest ud
"Vind én og resten vil komme," lød kommentaren fra Tom Steels til Cyclingnews. Steels, der selv var sprinter, men nu arbejder hos Quick Step, snakker naturligvis om Fernando Gaviria, men det er samme mantra, jeg har brugt til man rangering.
For det er så vigtigt at få "hul på bylden" i cykelsport. Greg van Avermaet havde i årevis svært ved at vinde de store sejre, men da det først lykkedes ham at vinde én, begyndte alle de andre også at komme. Ofte ser man også, at en sprinter vinder den første spurt, og dernæst har så meget tur i den, at han også vinder de efterfølgende mange spurter. Selvtillid er så umådeligt vigtigt.
Derfor har jeg Dylan Groenewegen som min sprinterfavorit i år. Han har vundet ni sejre allerede, og selvom det ganske rigtigt primært er i mindre løb, så er jeg ikke ét sekund i tvivl om, at han er dygtig. Det beviste han allerede for et år siden, hvor han ofte var den hurtigste i spurterne målt på topfart, men ikke rigtigt kunne få det til at resultere i en sejr.
Altså lige indtil Champs Elysees. Groenewegen vandt sidste etape af Tour de France 2017, og han fik således prikket et gevaldigt hul på bylden. Uden den sejr havde jeg måske trukket en halv eller en hel stjerne fra.
Groenewegen har været den mest stabile sprinter hele året, og samtidigt har han et ret stærkt leadout-tog i form af norske Amund Grondahl Jansen og især Timo Roosen. En overgang var det tvivlsomt, om nordmanden overhovedet ville komme med, fordi LottoNL også råder over en del klatrere, og det kan blive Groenewegens største problem.
LottoNL er nemlig overhovedet ikke bygget til at tage ansvar i spurterne. Fjerner man de tre ryttere i sprintertoget, er der kun Paul Martens, der kan hjælpe til på sprinteretaperne. Resten af spinkle bjergryttere (eller klassementsrytter Roglic), der ikke kan gøre nogen forskel. Hvis LottoNL skal tage ansvar, risikerer de at bruge deres folk op for tidligt. Der vil være andre hold, der har samme interesse som dem, men hvis Groenewegen har gjort rent bord i de første tre spurter, så begynder holdene at spekulere i det.
Jeg tror dog, at 2018 kan blive et stort år for Groenewegen. Han har topfarten, han har leadout-toget, han har selvtilliden, og han har den famøse sejr, der smager af mere. Har han stabiliteten til konsekvent at levere sejre på World Tour-niveau? Det er måske det store spørgsmålstegn.
For Groenewegen kører bemærkelsesværdigt få spurter på World Tour-niveau. Jeg tvivler på, at han falder igennem, men jeg ser et lille spørgsmålstegn ved, om han kan dominere Tour de France på samme måde som Marcel Kittel og Mark Cavendish kunne.
Groenewegens primære rival kan blive Fernando Gaviria fra Quick Step. Der er ingen tvivl om, at han soleklart vil være den mest hypede sprinter i feltet, og han er da også et fænomen, der i en alder af 23 år allerede har vundet meget mere, end hvad der er rimeligt at kræve af ham.
Men han har ikke imponeret specielt meget i 2018, har han? Han har vundet syv sejre, tre af dem på World Tour-niveau, men de faldt alle i det samme løb - Tour of California - hvor blot Caleb Ewan og Peter Sagan havde formen til at udfordre. I Schweiz Rundt lignede han et par gange den hurtigste, men fejlede i leadoutet, og da han endelig fik styr på leadoutet, blev han besejret i en direkte spurt mod Arnaud Demare.
Skulle jeg udelukkende vurdere baseret ud fra 2018, ville jeg nok trække mindst en halv stjerne fra hans vurdering. Men én ting er, hvad der er sket, noget andet er, hvad der kommer til at ske, og når løbet pludselig hedder Tour de France, så er Quick Step et helt andet hold. Gaviria kommer med et ret stærkt leadout-tog, og han kommer med en topfart, der kan udfordre dem alle. Og han er selv så alsidig, at han i hårdere afslutninger kan gøre forskellen selv.
Det er Gavirias første Tour de France, og det kan knække ryttere. Se blot Kittel, Cavendish og Groenewegen, der alle led i deres første deltagelse. Gaviria er - uden at kritisere de andre - en lidt anden støbning, og i hans første Grand Tour - Giro d'Italia 2017 - vandt han fire etapesejre. Jeg tror nok, han skal klare det ganske fint.
Han har talentet. Får han først den famøse sejr, så vil de øvrige tikke ind, akkurat som Tom Steels har udtalt op til løbet.
De erfarne må ikke undervurderes
Efter Gaviria og Groenewegen ser jeg et felt af sprintere, der har et højt topniveau, men som af forskellige årsager kan få meget svært ved at dominere løbet. Flere af dem har ellers prøvet det før.
Arnaud Demare har i glimt bevist, at han er en rigtig dygtig sprinter. Problemet har været, at han endnu ikke har formået at holde 21 dage, og selvom han typisk er ret dygtig på svære, hårde afslutninger, er han i det hele taget ikke en særligt godt klatrer, hvorfor han som regel får problemer, når feltet rammer bjergene. Her virker det til, at han har svært ved at undgå dårlige dage med sygdom, der før har kostet ham deltagelsen.
I år har han dog rykket formkurven en anelse, virker det til. Han har kørt mindre op til løbet, men som vi så i Schweiz Rundt, så har det ikke nødvendigvis kostet meget på formen. Håbet er så, at han kan holde igennem hele løbet. Han er dygtig, og vil afgjort være en kandidat til at vinde en etape eller to.
Herefter følger de tre største navne. Marcel Kittel har haft en jammerlig sæson, men har ikke desto mindre vundet to etaper i Tirreno-Adriatico. Efter skiftet til Katusha har det dog virket til, at han har haft meget svært ved at få samarbejdet til at fungere med sit tog, og i det seneste løb før Tour de France var han elendig til at sidde i deres hjul. Det ligner lidt en ugidelig Kittel.
Men det er kun 12 måneder siden, han dominerede Tour de France. Kan han genfinde de ben, bliver han urørlig, og så burde han have fem stjerner.
Andre Greipel afskrev jeg allerede for et år siden. Han kørte et fint Tour de France, og han har kørt fint i år, men farten er der afgjort ikke i samme stil som tidligere. Han har taget nogle flotte sejre i år, men en del af dem er vundet i svage felter, mens de to første i Australien blev vundet på et tidspunkt af sæsonen, hvor form betyder en del - svært at vurdere ham rigtigt. Umiddelbart tror jeg, at han er lidt sløvere end for et år siden, men til gengæld har han nok en tand mere selvtillid fra start.
Der er også Peter Sagan. Jeg behøver ikke skrive så forfærdeligt meget om ham. Han er hurtig, men ikke den hurtigste. Han kan qua sine tekniske færdigheder altid vinde en spurt, men medmindre opløbet er stigende, starter han ikke en massespurt som favorit. Han kommer til at være med fremme og er stabil.
Mark Cavendish har man stort set ikke set i år, og havde det været en anden rytter, havde han næppe fået meget mere end et par stjerner. Men Cavendish kan sætte sig op til et løb som ingen andre, og man må ikke afskrive ham helt og aldeles. Jeg forsøgte at gøre det sidste år, og skønt han ikke vandt - eller kørte ret meget - nåede han dog at vise tænder i den første spurt.
Cavendish må man ikke afskrive, men baseret på hvad vi har set i 2018, er det lige før, at en etapesejr vil være mere end overraskende fra briten. Tre stjerner kan vise sig at være for meget.
Alle de øvrige
Nacer Bouhanni er uvenner med Cofidis-ledelsen, og efter flere mindre episoder, har de valgt at se bort fra ham. Hans holdkammerat - Christophe Laporte - har fået mere ud af det i år, men jeg ser ham en tand langsommere end Bouhanni trods alt.
Alexander Kristoff har haft svært ved at finde frem til det, der gjorde ham så succesrig for et par år tilbage. Han er stadig dygtig, han er bare ikke noget særligt. Hvordan skal han vinde her? Han er ikke den hurtigste, heller ikke efter en hård dag, hvor der er bedre kandidater end ham.
Jeg vil også lige knytte en kommentar til sidste års vinder af pointkonkurrencen, Michael Matthews. Det kan virke brutalt at give ham 2,5 stjerner, men australieren har i år fokuseret meget på klassikere og negligeret sin spurt lidt. Det har været let at se, og spørgsmålet er, om han har fokuseret mere på farten siden. Som udgangspunkt er han uden chance i en flad spurt, og han skal vinde trøjen i andre terræn. Cort kunne have fået en halv stjerne mere, men får ingen støtte. Boudat kan blive én af overraskelserne i år, og kan sagtens ende med at overgå forventningerne.
Jeg vil ikke nødvendigvis skrive mere lige nu, men I er velkommen til at spørge ind, hvis der er noget, I er i tvivl om eller er uenige med mig i.
