Cykelreglerne er blevet strammet en anelse op til 2018-sæsonen, men hvilken indflydelse får det på Tour de France 2018? Jesper Carstens kigger nærmere på reglerne.
Enhver sportsgren forsøger fra tid til anden at lave nogle regelændringer eller -stramninger, der har til formål at forbedre produktet. Også cykelsporten. I år har nogle af ændringerne så været en tand større end normalt, hvorfor jeg kigger på dem i denne artikel.
Artiklen kommer primært til at handle om antallet af ryttere, der stiller til start i Tour de France. Hvor der tidligere har været ni ryttere på hvert hold, er der i år kun otte ryttere på hvert hold. Angiveligt for at sikkerhedsoptimere løbet, men i virkeligheden skyldes det nok snarere, at man vil forsøge at se om det kan åbne løbene en smule mere - otte ryttere fremfor ni gør det alt andet lige sværere at kontrollere.
Eller gør det? For vi fik allerede et par svar i årets Giro d'Italia.
Med otte ryttere på hvert hold ville mange forvente - herunder jeg - at udbrud i højere grad fik fordel. De ryttere, der blev sorteret fra, ville i første omgang være arbejdsmænd som fx Lars Bak, der skal slide ude foran hele dagen, og med færre arbejdsfolk i feltet, må det altså være mere gunstigt at sidde i udbrud.
Men kigger man på årets Giro d'Italia var det ingenlunde tilfældet. Faktisk endte det med, at blot tre(!) etaper blev afgjort i et (traditionelt) udbrud. Alle de andre etaper blev vundet fra et samlet favoritfelt - her tæller jeg også Carapaz' etapesejr og Froomes storslåede solosejr, for skønt de kørte alene over stregen, så var det ikke traditionelle udbrud.
Spørgsmålet er så, om det er en tendens, eller om det skyldtes en række tilfældigheder.
Det er ikke umuligt at forestille sig, at holdene overkompenserede for den manglende mand ved at arbejde lidt for ivrigt. Man har længe snakket om, hvor meget den manglende mand betyder, og derfor har man nok været ekstra opmærksom på at give udbruddet kort snor, således man lettere kan kontrollere dem.
Det kan sagtens være reaktionen på ændringen.
Det kan dog også bare være tilfældigt. Det var Simon Yates, der førte store dele af Giro d'Italia, og han er fortsat uerfaren i sådan en situation. Det er ikke utænkeligt, at han har sat sit hold op for at føre overdrevet meget, fordi han ønskede at bevare trøjen længst muligt.
Personligt tror jeg, det var en kombination af flere ting, men jeg er overbevist om, at al snakken om de mindre hold har fået mange sportsdirektører til at overkompensere og give udbrud endnu kortere snor end vanligt. Og jeg tror, at vi nærmere os normalen her under Tour de France, hvor tendensen de seneste år har været, at meget store udbrud har domineret den tredje uge - det tvivler jeg på ændrer sig.
Jeg kan godt se dynamikken ændre sig på sprinteretaperne. Når jeg kigger på sprinterholdenes hold i årets udgave, synes jeg, at der mangler en hjælper eller to på mange af dem. Blandt andet på Gaviria og Groenewegens to mandskaber synes jeg, at det ser noget svagt ud med hjælpere.
Så hvis de to - som jeg forventer - dominerer massespurterne i årets løb, kan de få svært ved at finde allierede, der vil hjælpe dem med at kontrollere de lange, flade etaper - og så kan vi måske se en svipser eller to undervejs i løbet.
Én ting er jeg i al fald overbevist om: Tour de France 2018 kommer til at have flere etaper, der afgøres i et udbrud, end Giro d'Italia 2018 havde.
Her er de øvrige regelændringer, der kan påvirke Tour de France
At holdene er blevet mindre er måske den vigtigste regelændring i cykelsporten, men det er ikke den eneste, der blev lavet før 2018-sæsonen. Herunder lister jeg en række andre regelændringer eller -stramninger, der kan have indflydelse på årets Tour de France.
Først og fremmest er der indført strengere straffe for at holde fast i biler eller køre under nedadgående togbomme. Straffen kan være alt fra en bøde til løbskarantæne, alt efter hvor grelt det er. Begge dele blev i forvejen straffet, og jeg tvivler på, at vi kommer til at se en masse ryttere, der bliver smidt ud for at holde i bilerne - i sidste ende vil de nok også hellere have lidt flere penge i bødekassen.
En anden regelstramning er ved tre-kilometerporten. Ved flere tilfælde har man set, at enkelte ryttere har udnyttet andres uheld til at tage en slapper og "fake", at man er påvirket af deres uheld. For eksempel kunne visse klassementsfavoritter finde på at tage det roligt, hvis der var sket et styrt flere hundrede meter foran dem. Men der skal fremadrettet være en intention om at ville slutte i sin nuværende gruppe, og kun hvis rytteren kan "bevise", at der er sket noget, der forhindrer ham fysisk i at kunne slutte i sin nuværende gruppe, får han tilgodeskrevet samme tid.
Den, jeg tænker, der kan blive mest relevant, er, at der kommer strengere straffe for at misse tidsgrænsen. Naturligvis er den normale straf, at man bliver sendt ud af løbet, men det hænder ofte, at en stor gruppe bliver enige om at slappe af, fordi arrangørerne ingenlunde kan finde på at smide hele gruppen ud af løbet. Skulle det ske fremadrettet, mister man alle ens optjente point i alle konkurrencer. Det vil sige, at hvis en sprinter eller en bjergrytter kommer ind over stregen fem minutter efter tidsgrænsens udløb sammen med 89 andre, mister vedkommende alle point i point- og bjergkonkurrencen.
Det er såmænd også fair nok, men den straf kan give bagslag. For hvad er straffen for de 87 ryttere, der ikke er involveret i bjerg- eller pointkonkurrencen? Pludselig "accepterer" man jo denne taktik fra arrangørernes side, fordi der bare gives en straf, som for mange er ganske nem at æde.
Det kan - i worst case, det er jeg klar over - resultere i at en sprinter, der er ligeglad med pointkonkurrencen, opfordrer gruppettoen til at tage en slapper, hvilket så presser de sprintere, der kører om pointtrøjen til at sætte tempoet i vejret og køre som død og pine for at beholde deres point, mens den anden sprinter havde en langt roligere dag - og endnu værre bliver det så, hvis den efterfølgende etape ender i en massespurt, hvor sprinteren, der tog det roligt så har en klar fordel.
Jeg siger ikke, at det er sådan det kommer til at være, men regelbogen åbner op for den konsekvens. Og ja, jeg ved godt, at reglen stort set altid har været sådan, og at arrangørerne i princippet kan smide 60-80 ryttere ud af løbet, hvis de føler, at de håner løbet ved at udnytte reglen, men jeg synes, det er et skridt mod accept af, at tidsgrænsen betyder mindre for gruppettoen.
Startpositioner på 17. etape
Én af de mere nytænkende idéer er, at der er blevet indført startpositioner på 17. etape af årets Tour de France. Præcis hvordan det helt kommer til at udfolde sig, er jeg ikke helt klar over, men kort sagt inddeles rytterne i fem grupperinger. Forreste gruppe består af de tyve bedste ryttere i klassementet.
Med andre ord: etapen starter med den gule trøje i front. Ryttere og holdpersonale peger på, at det sandsynligvis ikke får nogen indflydelse på etapens kørsel. Som sagt er jeg ikke helt klar over afstanden mellem grupperne i skrivende stund, men jeg tvivler på, at den bliver specielt stor.
Men lad os lege lidt med idéen. Hvad nu hvis Movistar og Sky har syv-otte af de 20 ryttere i front? De kunne - potentielt set - gå op og sætte et vildt tempo fra starten af, hvilket de efterfølgende grupper vil få svært ved at lukke i første omgang.
Det er dog utopi. I virkeligheden ender det nok med, at de bruger de første par kilometer på at finde hinanden.
