Nu tager vi for alvor fat på sæsonens sidste etaper, når indendørsturneringerne i Europa serves i gang. Vi lægger ud med tre af de små 250'ere i Moskva, Antwerpen og Stockholm, når der skal skrabes de sidste point sammen til regnskabet og race-listen, hvor det stadig langtfra er afgjort, hvem der booker billet til World Tour Finals i London.
Moskva, Rusland
Rang: ATP 250
Underlag: Indendørs hard
Forsvarende mester: Pablo Carreno-Busta
Et noget tyndt felt i Moskva, hvor to spanske spillere, Carreno-Busta og Ramos-Vinolas, fører feltet an. Carreno-Busta kan stadig nå sæsonfinalen i London, og da han tilmed er forsvarende mester, synes jeg godt, vi kan tillade os at stille nogle forventninger til ham, hvad angår motivation.
Carreno-Bustas form efter US Open, hvor han nåede semifinalen, har mildest talt været under middel, og han har lige tabt til Ramos-Vinolas i Shanghai. Lodtrækningen denne uge ser heller ikke nødvendigvis særligt let ud. Kuznetsov/Medvedev i anden runde, Coric i kvarten og Kohlschreiber i semifinalen kræver at Carreno-Busta finder noget form, før han bare lige sådan kan gå videre derfra.
Netop Kohlschreiber har ofte spillet godt her i Moskva, hvor han har to semifinaler og tre kvartfinaler på cv'et. Pudsigt nok har han aldrig vundet et sæt i én af de seks kampe, han har tabt her, så selv om han har gode meritter herfra, så er det ikke en turnering, hvor han sådan for alvor brænder igennem. Tyskeren kan stå overfor Dzumhur i kvartfinalen, og kommer han videre herfra, så kunne jeg godt forestille mig, eventyret slutter, hvis Carreno-Busta har fundet sit niveau i kampene forinden.
I den nederste halvdel af lodtrækningen har vi to russiske stjerneskud i Rublev og Khachanov. Rublevs form er udmærket, mens Khachanov har en smule svært ved at finde sit bedste niveau pt. Med de mange stærke russiske navne i feltet kunne jeg godt forestille mig én af dem gå meget langt. En succesoplevelse er også tiltrængt efter det pinlige Davis Cup-nederlag mod Ungarn forleden. Andenseedede, Ramos-Vinolas, og tredjeseedede, Mannarino, viser til gengæld ret fin form for tiden, og jeg har nok svært ved at se en anden end én af de fire nævnte komme videre fra den nederste halvdel. Det skulle da lige være Lajovic, som ser ud til at ramme sit bedste niveau pt.
Outright-markedet er ikke åbent i skrivende stund, men jeg synes, der skal holdes et vågent øje med Kohlschreiber, som har fin historik her og må være kommet sig over den sygdom, der tvang ham til at trække sig fra turneringen i Skt. Petersborg for tre uger siden. Falder Carreno-Busta igennem i de første runder, hvilket jeg dog ikke nødvendigvis forventer, så bliver Kohlschreiber min turneringsfavorit, men jeg tvivler som tidligere nævnt stadig på, at tyskeren kan slå Carreno-Busta, hvis denne kommer ind i form til deres indbyrdes opgør i semifinalen. 15% skal Kohlschreiber dog som minimum have for at løfte pokalen i Moskva.
Antwerpen, Belgien
Rang: ATP 250
Underlag: Indendørs hard
Forsvarende mester: Richard Gasquet
Feltet i Antwerpen ser anderledes stærkt ud end Moskvas. Goffin, Tsonga, Kyrgios og Schwartzman er de fire højestseedede i den rækkefølge, og med Goffins storform in mente er der særligt store forventninger til ham på hjemmebanen, hvor det sidste år "kun" lykkedes ham at spille sig i semifinalen efter et meget overraskende nederlag til Schwartzman.
Goffin har fået en rigtig god lodtrækning, hvor den umiddelbart sværeste hurdle inden et potentielt revancheopgør mod Schwartzman, kan vise sig at blive en kvartfinale mod Karlovic, som desværre for ham på ingen måde har ramt formen i efteråret. Begynder Karlovic at ramme niveau og få lidt selvtillid efter et par sejre, så kan han godt give Goffin problemer, men det ligger ikke ligefrem i kortene, at han hverken skal vinde et par runder eller slå Goffin i kvartfinalen.
Schwartzmans fjerdedel er anderledes spændende på papiret. Han kan se frem til et muligt møde med Shapovalov i anden runde, og vinderen af det opgør kan stå overfor Ferrer eller Darcis, som har for vane at præstere flot på hjemmebane i Davis Cup-turneringen.
Paire-Kyrgios og Tsonga-Dolgopolov er seedet til at møde hinanden i de to øvrige kvartfinaler, og mens Tsonga-Dolgopolov ser meget sandsynlighed ud, eftersom Tsonga elsker de her små europæiske indendørsturneringer, mens Dolgopolov virker til at være i fin form, så har jeg mine tvivl ift., hvorvidt både Goffin og Kyrgios spiller sig frem til kvartfinalerne. Begge spillere er ekstremt ustabile, og Kyrgios kommer desuden direkte fra skandalen i Shanghai, hvor han forlod banen i protest efter et tabt første sæt mod Johnson. Kyrgios skal dog bare slå enten Bemelmans eller Gojowszyk for at indløse billet til kvartfinalen, så det vil helt sikkert være en større oddsmæssig overraskelse, hvis ikke dét lykkes.
Kyrgios er favorit hos bookmakerne til at vinde turneringen, og det forstår jeg intet af efter miséren i Shanghai. Goffin kommer direkte fra to succeser i Asien, han har lige slået Kyrgios i Davis Cup, så han er i hvert fald i mine øjne turneringens største favorit. Om 4,33 hos Bet365* er nok ved jeg ikke rigtigt, men det er tæt på, jeg vil give ham 25%. Problemet er, at både Kyrgios og Tsonga i en evt. finale, hvor vedkommende vil have spillet sig i form, vil være en meget stor mundfuld, og dér er jeg ikke sikker på, jeg vil holde Goffin som favorit.
Stockholm, Sverige
Rang: ATP 250
Underlag: Indendørs hard
Forsvarende mester: Juan Martin Del Potro
I Stockholm kan der også præsenteres klassetennis på de hurtige indendørsbaner i år. Både Del Potro, Dimitrov, Anderson og Sock har meldt deres ankomst, og derudover synes jeg, at der er flere spillere blandt den resterende del af feltet, som holder et ganske højt niveau og kan true turneringens top 4.
Dimitrov og Sock er de to semifinaleseedede i den øverste halvdel, og mens tredjeseedede Sock har en på papiret ret let vej til sin semifinale, så ser det lidt sværere ud for Dimitrov, der kan løbe ind i vinderen af Mischa Zverev og Troicki i sin kvartfinale. Både Dimitrov og Sock har fantastiske meritter fra Stockholm, og selv om Sock måtte trække sig med hedeslag e.l. i Shanghai, så har jeg ret svært ved at se, hvordan vi ikke får os en semifinale i den øverste halvdel af lodtrækningen mellem de to.
I den nederste halvdel er der lidt flere spørgsmålstegn, synes jeg. Del Potro er forsvarende mester, og han er bestemt også min favorit til at komme igennem sin fjerdedel, men der kan vente to svære opgør mod Struff og Baghdatis inden, og så nemt er det måske heller ikke for det argentinske fyrtårn, der kommer uden megen restitutionstid og en mulig håndledsskade fra Shanghai.
Anderson, seedet 2, har ikke helt ramt sit topniveau efter US Open-finalen, og jeg synes i det hele taget ikke, han er nogen specielt god indendørsspiller. Han var i kvarten sidste år, hvor han tabte til Dimitrov, men jeg tvivler på, han kommer igennem Del Potro, hvis argentineren er klar. Anderson har dog brug for nogle point til race-listen, og kommer han først forbi Chung/Almagro i anden runde, så er han bestemt ikke ufarlig til at gå langt.
Oddset på Del Potro er desværre lige faldet fra 8,00 til 6,00. Jeg synes måske egentlig stadig, det er et rigtig godt odds, hvis Del Potro vel at mærke er fuldt ud restitueret og fit fra Shanghai. Er han dét, så ser jeg ikke for mig, at han ryger ud inden finalen, hvor han så kan stå overfor turneringsfavoritten Dimitrov. Jeg har som minimum 15 og måske nærmere 20 end 15% på Del Potro som turneringsvinder i Stockholm.