De fleste af tourens stjerner vender tilbage til tennisbanerne i uge 40, når der spilles ATP 500 i Beijing og ATP 500 i Tokyo. Hele 14 spillere fra top 20 er tilmeldt de to turneringer, og selv om både Federer, Djokovic, Murray og Wawrinka er ude, så bør der være garanti for masser af kvalitetstennis.
Beijing ATP 500, Kina
Underlag: Hard court
Forsvarende mester: Andy Murray
Rafael Nadal er førsteseedet og spiller i Beijing sin første pointtællende turnering, siden han vandt US Open for tre uger siden. Han holdt sig dog i form ved den ekstremt velsmurte holdturnering, Laver Cup, hvor han slog Jack Sock og tabte til John Isner. Netop Isner kan han komme til at stå overfor i kvartfinalen denne uge, hvis begge spillere holder deres seedninger dertil.
I det hele taget ser den øverste halvdel temmelig nådesløs ud på papiret. Nadal har verdens nummer 23, Pouille, i første runde, hvorefter vejen til finalen kan hedde Khachanov, Isner, Del Potro/Dimitrov. Alle spillere har et topniveau til at gøre rigtigt ondt på Nadal, og jeg synes, bookmakerne har sat Nadal som for stor favorit (2,50 hos Bet365*), når man tænker på, hvor vanskelig en vej han kan risikere at stå overfor. Hans vej til US Open-titlen var langt lettere på papiret, end vejen her i Beijing ser ud til at være.
I den nederste halvdel er de fire kvartfinaleseedede spillere Zverev, Carreno-Busta, Berdych og Kyrgios, og selv om der også er et ekstremt højt topniveau hos i hvert fald tre af de nævnte fire, så synes jeg ikke, formen eller stabiliteten har været altoverskyggende hos hverken Zverev, Berdych eller Kyrgios på det seneste.
Kyrgios kan være farlig her, for han spillede faktisk en god gang tennis til Laver Cup, hvor han burde have slået en meget tændt Federer, og derudover har australieren mange point at forsvare denne uge, da han sidste år vandt turneringen i Tokyo i denne termin. Hvorfor han ikke ønsker at forsvare sin titel i Tokyo, ved jeg ikke, men han gør klogt i at skrabe nogle point sammen her i Beijing, hvis ikke han skal rasle nogle pladser ned ad ranglisten... igen.
Zverev skuffede med nederlag til Dzumhur i Kina i sidste uge, men han har fået en fantastisk lodtrækning denne uge, og han er vel efterhånden så god, at man godt kan regne med, han tager en anelse lettere på 250'ere end på 500'ere, så jeg forventer egentlig, at han er mere klar denne uge, end han var sidste uge. En semifinale mellem Zverev og Kyrgios kunne være meget interessant - i så fald vil det være deres fjerde indbyrdes opgør i år på hard court. Kyrgios fører 2-1 pt., men Zverev vandt overlegent deres sidste møde i Montreal.
Jeg syntes egentlig først, at Isner var et interessant spilobjekt, fordi han spillede så godt ved Laver Cup og er en spiller, der med selvtillid kan vinde nærmest alle de tiebreaks, han spiller, men odds 15,00 hos Bet365* er alligevel en anelse for lavt for en mand, der meget sjældent når rigtigt langt udenfor det nordamerikanske kontinent og trods alt ikke har et topniveau i grundspillet, der kan matche Nadal, Zverev og Kyrgios. I stedet kan jeg nok bedre lide Zverev til odds 6,50 hos både Bet365*, Nordicbet* og Betsafe. Tyskeren har som nævnt en formidabel lodtrækning, og kan han komme igennem de første tre kampe, så kan man evt. handle ud med fin profit inden et møde med fx. Kyrgios i semifinalen. Jeg ligger på mindst 15% på en tysk titel denne uge.
Tokyo ATP 500, Japan
Underlag: Hard court
Forsvarende mester: Nick Kyrgios
Feltet i Tokyo er måske ikke helt så stærkt som dét i Beijing, men med Cilic, Thiem, Raonic og Goffin som de fire øverstseedede, så dufter det alligevel godt af toptennis den kommende uge i den japanske hovedstad.
Raonic gør comeback efter knapt to måneders skadesfravær, og han har en temmelig god historik i Tokyo med tre finaler på cv'et - dog ingen titler. Canadieren har fået en fin lodtrækning, men det er nok lige lovligt meget at forlange at tro, han kan gå hele vejen her efter en relativt lang pause fra touren. Det er dog ikke usandsynligt, han kan serve sig frem til en semifinale, hvor førsteseedede Cilic så er seedet til at vente.
Cilic er kommet godt igen ovenpå et skuffende US Open, hvor han tabte til Schwartzman i tredje runde. Siden har han vundet to gode sejre i Davis Cup på grus i Colombia, og han slog også Tiafoe ved Laver Cup for et par uger siden. Cilic har en ok lodtrækning med Anderson som forventet modstander i kvartfinalen og Raonic i semifinalen, men kroaten er en spiller, jeg helst vil se an i turneringen, før jeg kan vurdere, hvorvidt han har niveauet til at gå langt eller endda evt. hele vejen.
I den nederste halvdel er der lidt flere spillere om buddet, synes jeg. Thiem er seedet 2, og han står til at møde Goffin i semifinalen. Goffin var i finalen sidste år, hvor det blev til et bittert nederlag til Kyrgios, men Goffin kommer direkte fra en titel i den forgangne uge, og man kunne forestille sig, at han er hårdt ramt på fysikken, når der så heller ikke engang er bye-pladser til de højest seedede. Querrey og Schwartzman er de to øvrige seedede i halvdelen, men jeg synes, det er mere interessant, at der er mange useedede spillere som f.eks. Gasquet, Karlovic, Lopez og Dolgopolov, der også kan ramme et niveau, der kan vinde dem turneringen.
Jeg har svært ved at finde deciderede værdispil outright i denne turnering. Jeg har lyst til at gå efter Goffin, men det har ikke været en let uge for ham i Kina som optakt til denne turnering, og det generer mig lidt, at han ikke har bye i første runde eller i det mindste en lettere modstander end Lopez. Gasquet til odds 15,00 har jeg kigget lidt på, men selv om han vandt en challenger forleden og har gode meritter i Asien, så er der altså langt op til det topniveau, der skal hente ham en turneringssejr i så stærkt et felt som dette. Slår han Querrey i første runde, så kunne det dog være værd at kigge lidt i franskmandens retning.