Årets sidste Grand Slam, US Open, står for døren, og i denne optakt tager Lars Baes et kig på ATP-udgaven af turneringen. Det bliver måske én af de mest skrabede US Open-turneringer nogensinde med et hav af afbud på herresiden, men det blokerer naturligvis ikke for garanteret verdensklassetennis, og samtidigt åbnes der op for, at spillere, der normalt ikke hører til i anden uge af Grand Slams, kan gå endog rigtigt langt.

Mandag den 28. august starter US Open, og det bliver uden den forsvarende vinder Stanislas Wawrinka og den tabende finalist Novak Djokovic, da de begge har meldt afbud. Og det har flere andre fra toppen af verdenranglisten også gjort. Hvis man ser på bookmakernes odds, ligger det til, at Roger Federer at gentage triumfen fra 2018, men han har fået en svær lodtrækning, hvor han blandt andet er i halvdel med Rafael Nadal, der er bookmakernes næststørste favorit til at vinde US Open 2017.

US Open 2017 Odds 

Udvalgte vinderodds på US Open 2017

Bedste odds Bookmaker
Roger Federer 2,80
Unibet
Rafael Nadal 4,00
Bet365
Alexander Zverev 6,00
888sport
Marin Cilic 19,00
Bwin
David Ferrer 101,00
888sport
Jo-Wilfred Tsonga 51,00 Unibet
Nick Kyrgios 19,00
Betfair Sportsbook
John Isner 67,00
NordicBet
Juan-Martin Del Potro 34,00
Unibet
Grigor Dimitrov 17,00
Danske Spil

De store favoritter

Bookmakerne har tre storfavoritter til at tage titlen i New York. Roger Federer, Rafael Nadal og Alexander Zverev. Med et punkteret felt som dette, hvor vi både mangler sidste års vinder, Stanislas Wawrinka, Novak Djokovic, Kei Nishikori, Andy Murray og Milos Raonic, så er det oplagt, at de to største stjerner på tennishimmelen, Federer og Nadal, er sat som favoritterr. Men det kan måske godt overraske, at Alexander Zverev er SÅ klar en førsteudfordrer ifølge bookmakerne til de to - taget i betragtning, at han aldrig har været forbi 4. runde i en Grand Slam og heller ikke just har imponeret i Davis Cup-sammenhæng.

Roger Federer

Seedet: 3

2016: Spillede ikke US Open

Tidligere meritter: Har vundet turneringen fem gange (2004, 2005, 2006, 2007 og 2008)

CV: 25-30%

Schweizeren har i den grad taget tennisscenen med storm i 2017. Bedst som man troede, at han skulle afskrives fra at kunne vinde de helt store titler igen, så kom han tilbage til touren stærkere end længe set og vandt Australian Open, Indian Wells, Miami, Halle og Wimbledon. Han skippede grussæsonen for at være helt klar til græs og hard court, hvilket man næppe kan klandre ham, og denne plan har hidtil ført ham op som 3'er på verdensranglisten. Mere kan være i vente for ham, hvis tingene flasker sig i New York. Førstepladsen er indenfor rækkevidde i skarp duel mod sin gamle ærkerival, Rafael Nadal.

Lodtrækningen har ikke været ubetinget god ved Federer. Han har en ung fremadstormende amerikaner, Tiafoe, i første runde, hvilket bestemt ikke er den lettest tænkelige start på en turnering, hvor Federer også selv må være en anelse i tvivl om, hvor han står, efter finalenederlaget og dårlig ryg mod Zverev i Montreal. Tiafoe slog i øvrigt netop Zverev tre dage senere i Cincinnati Masters...

Anden runde bør byde op med overkommelig modstand i form af Youzhny, men i tredje runde (Lopez/Verdasco) og i særdeleshed i fjerde runde (Kyrgios) kan der vente Federer bomber af ubehagelige overraskelser. Kyrgios har tidligere slået Federer, og i seks sæt de to imellem er alle sæt endt i tiebreaks! Kyrgios' form er tilmed god, og netop lodtrækningen med Kyrgios så tidligt i turneringen gør, at jeg ikke kan give Federer i nærheden af de procenter, som bookmakerne tilsyneladende kan. 

Derudover er Federer i halvdel med Nadal, og selv om de to aldrig har mødt hinanden i US Open, og at vi nok er mange, der drømmer om, at det endelig sker, så er jeg langtfra overbevist om, at de begge når så langt. Skulle de begge nå semifinalen, så er det endnu en svær hurdle for Federer at overkomme, selv om det efterhånden lader til, Federer har fået et lille mentalt overtag i den duel.

Rafael Nadal

Seedet: 1

2016: Fjerde runde (tabte til Pouille)

Tidligere meritter: Har vundet turneringen to gange (2010 og 2013)

CV: 20%

Nadal har i Murrays fravær fra den store scene tiltusket sig førstepladsen på verdensranglisten med et uhørt lavt antal ATP-point på kontoen. Det er såmænd ikke fordi, det ikke er fortjent, for Nadal har både vundet French Open, Monte Carlo, Barcelona og Madrid samt stået i finalen ved Australian Open, Miami og Acapulco, men han har nu alligevel ikke helt fundet melodien over hele sæsonen, som man normalt forventer af en verdensetter. Nadal er kun 3-3 gennem seneste snart to måneder, og jeg synes, han har skuffet ret stort i de amerikanske optaktsturneringer på hard court med nederlag til både Shapovalov og Kyrgios.

Alligevel skal man aldrig afskrive Nadal. Han er et monster i bedst af fem sæt og var i finalen i årets hidtil eneste Grand Slam på hard court. Lodtrækningen er slem i det lys, at Federer er placeret i hans halvdel, men ellers kunne han næppe have ønsket sig det meget bedre. Dimitrov er i topform og kan give store problemer i kvartfinalen, men indtil da bør Nadal være langt stærkere end den modstand, han har i udsigt.

Alexander Zverev

Seedet: 4
2016: Anden runde (Tabte til Evans)
Tidligere meritter: Har aldrig været længere end anden runde i turneringen
CV: 10-12%

Det tyske stjerneskud har fået en helt fantastisk lodtrækning. I de første fire runder ligner det umiddelbart, at hans sværeste opgaver kommer til at hedde Kevin Anderson og Jack Sock. Spillere, som ikke har et topniveau i nærheden af dét, Zverev viser pt. En semifinale mod Cilic, Ferrer eller Tsonga er heller ikke ligefrem noget skrækscenarie for den formstærke tysker, så på papiret ligner det helt klart et klokkeklart grand slam-gennembrud i New York.

Alligevel tør jeg ikke sætte mine spareskillinger på succes for ham her. En finale mod Federer eller Nadal vil under alle omstændigheder være et stort bjerg at bestige, og derudover er det langtfra utænkeligt, at Zverev fejler et godt stykke inden, han overhovedet kommer så langt. Han har godt nok vundet to masters-turneringer nu og har et vanvittigt højt topniveau, men han har aldrig været forbi fjerde runde i en Grand Slam. Vi aner med andre ord ikke, hvordan han vil kunne klare sig i bedst af fem sæt over to fulde uger, og det er altså noget helt andet at spille syv kampe bedst af fem sæt i Grand Slams, end det er at vinde 5-6 kampe i bedst af tre sæt i Masters-turneringer.

I Davis Cup-sammenhæng har Zverev også skuffet. Senest på hjemmebane mod upåagtede Steve Darcis i en ekstremt vigtig kamp på hjemmebane foran en masse tændte tyske tilskuere. Det kan tyde på, at han kan bukke lidt under i de pressede situationer, og at han tilmed har svært ved at holde niveauet og måske fysikken oppe i bedst af fem sæt. Jeg er meget spændt på at se, hvordan han forvalter sin favoritrolle til at nå finalen de kommende uger.

Outsiderne

Marin Cilic vandt her i 2014, og det sker ind imellem, at han finder et meget højt niveau magen til dét, der skaffede ham det højst overraskende trofæ i 2014. Han nåede finalen ved Wimbledon i år, men han fandt aldrig niveauet til at true Federer i den kamp, og siden har han ikke spillet på touren. Han har en rigtig fin lodtrækning, men David Ferrer, som er i rigtig god form, kunne jeg sagtens se for mig agere stopklods for kroaten i fjerde runde.

Netop David Ferrer har jeg en lille fidus til i år. God lodtrækning, hvor Cilic og Tsonga er de umiddelbart sværeste modstandere inden en semifinale, og der findes vist ikke rigtigt nogle mennesker, der kan stå på mål for, at hverken Tsonga eller Cilic skulle være i bedre form end Ferrer op til US Open.

Jo-Wilfred Tsonga har ikke været sig selv på tennisbanen, siden han blev far tidligere på året. Han har tabt fem af sine seneste otte kampe, og der er ikke meget, der tyder på, bøtten vender for ham her. Men Tsonga har ligesom Cilic et meget højt topniveau og med en fin lodtrækning er der bestemt mulighed for, at franskmanden kan spille sig i form undervejs i en turnering, hvor han tre gange tidligere har stået i en kvartfinale.

John Isner er i fin form og har virkelig fået skåret sin optakt perfekt til denne turnering. Er der noget sted, Isner vil præstere, så er det naturligvis lige præcis her i New York foran de begejstrede og medlevende landsmænd på lægterne. Lodtrækningen er ikke nem, og der er nok ikke mange, der tror på, at han kan holde hele vejen igennem de to uger, men han er en farlig spiller for enhver i lodtrækningen, og det er bestemt ikke umuligt, han kan nå rigtigt langt.

Nick Kyrgios ramte sin overligger i form af Dimitrov i finalen i Cincinnati. Jeg var ikke specielt imponeret af ham i den finale, og selv om han ved masser af tidligere lejligheder har vist sig mentalt meget holdbar i de store kampe, så har han stadig ikke rigtigt bevist sit værd i Grand Slams. Han har topniveauet og talentet til at gå hele vejen en dag, men det ligger ikke rigtigt i kortene, at det skal ske endnu, synes jeg, og det hjælper ikke på det, at han står til at møde Federer i fjerde runde. Kommer han igennem den kamp, så kan han sagtens gå ind til anden uge som én af turneringens helt store favoritter.

Juan-Martin Del Potro vandt her i 2009, og vi kan nok alle være enige om, at Tårnet fra Tandil har noget af det højeste topniveau, som tennisverden nogensinde har set. Finalen i 2009 mod Federer står stadig som én af de bedste kampe nogensinde efter min mening. Men Del Potro døjer konstant med skavanker og hans baghånd er aldrig helt blevet et reelt våben igen efter de mange håndledsoperationer. Derfor tror jeg heller ikke på, at Del Potro holder to uger, men han kan ligesom Isner være en uhyggeligt vanskelig modstander at løbe ind i.

Grigor Dimitrov kan derimod vise sig særdeles holdbar. Formen er fremragende efter sejren i Cincinnati, og det mentale niveau, han viste mod Isner og Kyrgios i den turnering, var bedre set end længe. Bulgareren har en formidabel lodtrækning, men han står til at møde Nadal i en evt. kvartfinale og Federer i en evt. semifinale.