Denne uges to ATP-turneringer, i Beijing og Tokyo, er servet godt i gang allerede, og de første topspillere har måttet strække våben, inden denne optakt offentliggøres. Begge turneringer hører til ATP 500-kategorien, og deltagerlisterne ser en helt del stærkere ud i denne uge end i sidste uge. Djokovic er storfavorit i Tokyo, mens fire fra den såkaldte "Next Gen" topper seedningerne i Beijing. 

Beijing, Kina

Rang: ATP 500
Underlag: Hard court
Forsvarende mester: Nikoloz Basilashvili

Holder seedningerne i Beijing, så mødes Thiem og Khachanov i den øverste semifinale, mens Tsitsipas og Zverev mødes i den nederste. Alle fire spillere har i skrivende stund klaret sig igennem deres førsterundekampe, og særligt Zverev imponerede ved at rense Tiafoe i noget, der lignede én af sæsonens bedste kampe for tyskerens vedkommende.

Der er dog virkelig mange stærke spillere tilbage i feltet i Beijing, hvor det mest bemærkelsesværdige i første runde var, at Andy Murray slog verdens nummer 13, Berrettini, 7-6 7-6. Murray sagde for en uge siden, at han stadig ikke spiller top 20-tennis, men det var under alle omstændigheder nok til at gøre det af med verdens nummer 13. Murray møder nu sin landsmand, Norrie, og kommer han også videre herfra, så kan en kvartfinale med Thiem vente. Thiem har været plaget af sygdom og ekstremt ustabilt niveau de seneste måneder, men en solid sejr i første runde over Gasquet vejrer måske ny morgenluft for østrigeren.

Khachanov er seedet 4 og står til at møde vinderen af det potentielle møde mellem Thiem og Murray i semifinalen. Khachanov har også været ganske svingende på det seneste (bl.a. med et nederlag til Pospisil ved US Open), og selv om han fik en fin sejr over Cuevas i første runde, så kan jeg godt se ham komme i store problemer mod f.eks. Rublev i kvartfinalen. Rublev er i fremragende form, men skal formentlig spille sin bedste tennis, hvis han skal komme igennem Fognini i anden runde. Italieneren bliver helt sikkert sat som underdog i dét opgør, og det kunne godt være sådan noget, der tænder ham op, så han pludselig graver sit topniveau frem. Netop Fogninis topniveau og psyke kunne godt være noget, som Rublev har svært ved at håndtere.

Isner slog Monfils i første rundes store brag, og nu står den tårnhøje amerikaner til at møde Tsitsipas i semifinalen. Tsitsipas har skuffet mig gevaldigt de seneste måneder, men han leverede et fint comeback fra 0-1 til 2-1 mod Lajovic i første runde her, og har han ellers hovedet skruet ordentligt på, så er han selvsagt en trussel for samtlige modstandere denne uge. Han har dog en vanskelig hurdle mod forsvarende mester, Basilashvili, i sin næste kamp. Basilashvili har et meget højt topniveau, og vi har i Hamburg set, hvad han er i stand til, når han tænder til ved titelforsvar. Han kan bestemt ikke afskrives mod Tsitsipas, selv om grækeren nok vil stå som bookmakernes favorit.

I den nederste fjerdedel kom Zverev som tidligere nævnt godt fra land, da han stensikkert sendte Tiafoe ud af turneringen. Der har været langt mellem snapsene for Zverev i år, men han fik en fantastisk oplevelse ved Laver Cup, hvor han endte med at afgøre hele holdmatchen til europæernes fordel, og det kan meget vel have givet ham meget mere på selvtillidskontoen, end han har haft længe. Han har en ret god lodtrækning med Felix Auger-Alliasime i næste runde og et muligt opgør mod Querrey eller Schwartzman i kvartfinalen, og i det lys virker det ikke dumt at regne Zverev som én af de helt store turneringsfavoritter, selv om han kun én eneste gang har slået en top 15-spiller i denne sæson.

Tokyo, Japan

Rang: ATP 500
Underlag: Hard court
Forsvarende mester: Daniil Medvedev

Djokovic er den helt store stjerne og favorit i Tokyo, hvor Kei Nishikori, japanernes yndling, desværre har måttet melde fra. Det gør det kun lettere for Djokovic at vinde turneringen, og han kom da også fint fra start med en sikker sejr på 4 og 2 mod Popyrin i første runde. Lodtrækningen er fremragende for serberen, som har Soeda i anden runde og Pouille/Nishioka i kvartfinalen. Først i semifinalen venter noget, der kan ligne hård modstand for Djokovic, eftersom vi i den fjerdedel både har Shapovalov, Cilic og Goffin rendende. Ingen af de tre nævnte lader dog til at ramme topformen pt., og sådan som Djokovic fejede græstæppet med Goffin ved Wimbledon, så er det svært at se for sig, hvordan belgieren nogensinde skulle kunne gøre noget slemt ved Djokovic.

Cilic har været i et par semifinaler i Tokyo tidligere, men han har været helt ved siden af sig selv hele 2019, hvor det ikke er blevet til en eneste semifinale. Derudover er Djokovic et frygteligt matchup for ham. Djokovic fører den indbyrdes statistik hele 17-2. Shapovalov ser ud til at begynde at ramme noget igen, og jeg levner ham større chancer end Cilic mod Djokovic. Shapovalov har en anden fandenivoldskhed over sit spil, og han er langt bedre end Cilic til at variere både taktisk og teknisk. Han har dog ikke helt den samme gennemslagskraft som Cilic, når Cilic rammer topniveau, så det er bestemt ikke fordi, Djokovic er noget fremragende matchup for det canadiske stjerneskud.

Hvis det er svært at forestille sig en finale uden Djokovic, så er det endnu sværere at forestille sig ham tabe finalen, hvis han når dertil. Uanset hvem han skal møde i øvrigt. Den nederste halvdel af lodtrækningen er nemlig blevet sprængt i atomer, og hvad der fra start var en halvsløj halvdel har nu udviklet sig til en decideret ringe halvdel. Fritz (7), Paire (4) og Coric (2) er allerede ude af turneringen, hvilket betyder, at De Minaur er eneste seedede spiller tilbage i halvdelen.

De Minaur kommer lige fra en titelgevinst i Zhuhai, og hvis han har gjort sig selv den tjeneste at kigge godt på lodtrækningen her i Tokyo, så vil han formentlig samle alle sine kræfter i forsøget på at gå dybt i denne uge også. Han står som den klare favorit i nederste halvdel nu, men i en evt. semifinale kan der dog vente kompetent modstand i form af eksempelvis Opelka eller Simon. De Minaur har ganske vist en fremragende fysik, men der kan sagtens gå træthed i den, hvis han kommer så langt igen denne uge.