Veteranerne gjorde rent bord i uge 25, hvor Federer vandt i Halle og Lopez i Queen's. Uge 26 er den sidste uge, inden det for alvor går løs i Wimbledon, men når Pella, Djere, Paire og Mannarino er de fire højest seedede spillere i ugens to ATP-turneringer, så ved man også, at det nok næppe bliver en uge, der ender med at gå i historiebøgerne. Der spilles i Eastbourne og Antalya - to ATP 250'ere.

Eastbourne, England

Rang: ATP 250
Underlag: Græs
Forsvarende mester: Mischa Zverev

Den øverste halvdel af lodtrækningen
Argentiske Pella er topseedet i Eastbourne, men samtidigt er han nok én af de mindst sandsynlige vindere af turneringen. Selv om han slog en horribel Cilic i Wimbledon sidste år, så har han ikke noget højt niveau på underlaget, og han startede da også græssæsonen ud med at tabe 6-1 6-1 til Goffin i Halle. 

Der er faktisk flere gode græsspillere i øverste halvdel af lodtrækningen. Ikke spillere fra allerøverste hylde, men spillere som har fine kompetencer på underlaget, og spillere som på deres bedste godt kan bide skeer med de top 20-spillere, der normalt ikke befinder sig specielt godt på græsset. Fritz, Johnson og Opelka er at finde i den øverste fjerdedel, og de tre amerikanere har alle den klassiske amerikanske tung serv-forhånd-stil at læne sig op ad på græsset. Det er næppe noget, de vinder Wimbledon med, men det er noget, der rækker langt i turneringer som denne i Eastbourne. Johnson og Fritz er i middelmådig form, men Johnson slog Kohlschreiber i Halle og er måske ved at finde en smule niveau igen. Opelka server uhyggeligt og kan både flugte og slå forhånd, men han er begrænset i sine bevægelser på et underlag som dette, og han kan kun få succes på græs, hvis han server på 100% og er sprængfyldt med selvtillid. Det ser han ikke ud til at være for tiden. 

I den næstøverste fjerdedel af lodtrækningen finder vi en yderst interessant gruppe af spillere. Edmund, Chardy, Evans, Herbert og Lopez ligger alle her, og det mest imødesete for mit vedkommende er, hvorvidt Lopez, som vandt både single og double i Queen's sidste uge, er klar til at tage endnu en tørn med fuld motivation denne uge. Jeg tror det ikke. Tværtimod tænker jeg, at han vil ønske at lade ordentligt op til Wimbledon, og Herbert er tilstrækkeligt en god græsspiller til, at han med sindsro kan tillade sig at tabe dér uden at miste nogen form for selvtillid. Herbert var dog også langt i Halle i sidste uge (tabte semifinale til Federer), så det er heller ikke utænkeligt, at han også inderst inde ønsker en træningsuge på Wimbledons anlæg i stedet. Evans, der er i god form, kunne godt gå langt her på hjemmebanen, ligesom Edmund efterhånden må begynde at finde noget niveau, selv om jeg egentligikke bryder mig specielt meget om ham på græsset.

Den nederste halvdel af lodtrækningen
Gilles Simon, som tabte finalen til Lopez i Queen's, er efter mandagens opdatering feltets højest rangerede spiller (nr. 25), men han er kun seedet 6 her. Laslo Djere er seedet 2, men det er en seedning, der er rodfæstet i masser af  sejre på grus. Han kan naturligvis godt spille på græs, men det er ikke her, han har sine forcer, og det er næppe heller her, han lægger den helt store tænding.

De to mest naturlige græsspillere i nederste halvdel er Querrey og Simon. Querrey, som er tidligere Wimbledon-semifinalist har været i rædderlig form længe, mens Simon godt kunne tænkes at ville tage den lidt med ro denne uge. Uanset om han ønsker ro eller ej, så skal han sluge et par kameler mentalt ved at have tabt én af karrierens største kampe i Queen's-finalen med 7-6 i tredje. Jeg kan godt se ham takke af allerede i første runde mod Sandgren, der er kval'et ind og godt kan spille på græs. 

Det er svært at finde en klar favorit i nederste halvdel af lodtrækningen, men jeg kunne godt se vinderen af Verdasco-Millman gå langt her. Begge kan spille på græs, begge vil få et selvtillidsboost ud af at vinde over en kompetent modstander i første, runde og lodtrækningen ser ganske overkommelig ud derefter med mindre selvfølgelig, at Querrey kommer tilbage i storform og server på topniveau.

Antalya, Tyrkiet

Rang: ATP 250
Underlag: Græs
Forsvarende mester: Damir Dzumhur

Den øverste halvdel af lodtrækningen
En helt ærligt frygtelig turnering, hvor Paire, Mannarino, Thompson og Carreno-Busta er seedet 1 til 4. Selve turneringen var alt andet end intens sidste år. Der er ikke mange tilskuere, og spillerne virkede ikke synderligt motiverede i heden. Jeg kan sagtens se et felt, hvor et dusin spillere møder op med lav motivation, så pas på med de store indsatser.

Paire er på sit bedste og med fuld motivation én af de spillere, der kunne gå hele vejen her, men spørgsmålet er, om han overhovedet gider. Jeg kan godt forestille mig, at han stadig slikker sårene efter det bitre nederlag til Nishikori ved French Open, hvor det i den grad blev udstillet, hvor mentalt skrøbelig Paire er i de helt store kampe mod de store spillere. Lodtrækningen her i Tyrkiet er dog så fin for ham, at han efter min mening bør sætte alle sejl ind på at vinde turneringen og så glemme alt om større succes ved Wimbledon, hvor han alligevel risikerer at løbe ind i en topspiller meget tidligt i turneringen. Han kan få sig 250 point i Antalya, og det får han næppe i London. 

Så let er det dog heller ikke, at han bare kan skrue op for motivationen, og så er den titel i hus, for det er selvsagt gode spillere, han skal op imod, selv om navne som Thompson, Dzumhur (forsvarende mester), Ebden, Humbert og Troicki er de på papiret hårdeste konkurrenter fra den øverste lodtrækningshalvdel. Thompson viste godt niveau i Rosmalen tidligere på græssæsonen, hvor han tabte finalen til Mannarino. Kan Thompson komme med samme niveau igen, så kan det meget vel blive ham, der ender med at trække det længste strå i halvdelen her.

Den nederste halvdel af lodtrækningen
Mannarino er seedet 2 og kan med en toppræstation vinde sin anden græstitel i år. Konkurrencen i den nederste halvdel er i hvert fald ikke uoverskuelig. En kvartfinale mod Tipsarevic og en semifinale mod Seppi ligner det værst tænkelige scenarie for Mannarino, der næppe får problemer med motivationen, eftersom han har finalepoint at forsvare fra 2018. Det er dog på ingen måde nogen garanti for motivation, men det er mest sandsynligt, at han vil gøre en indsats for at levere varen igen her. 

Jeg tror helt klart, at Seppi er Mannarinos hårdeste konkurrent i denne del af lodtrækningen. Seppi er langsomt ved at spille sig i okay form, og han tog sæt fra formstærke Berrettini i Halle i sidste uge. Hans kontraspil egner sig godt til græsset, og i 2017 var han i semifinalen her i Antalya. Han har græsduelige Tomic i første runde, og normalt er det her lige territorie for den australske enfant terrible, men han virker til at have ramt én af de perioder af sit liv, hvor tennis ikke ligefrem ligger øverst på prioriteringslisten.