Den amerikanske hard court-sæson går for alvor i gang denne uge, hvor der kæmpes om en Masters 1000-titel i Montreal. Både Djokovic og Federer har meldt fra, og det efterlader den forsvarende mester, Nadal, som ganske stor favorit til at genvinde titlen.
Montreal, Canada
Rang: Masters 1000
Underlag: Hard court
Forsvarende mester: Rafael Nadal (Toronto)
Den øverste fjerdedel af lodtrækningen
Nadal har efter min mening fået en fremragende lodtrækning. Han er gået fri af de helt store servere, og han kan få sig en revanchedyst mod Fognini (tabte til ham i Monte Carlo) i kvartfinalen. Det er ikke ligefrem en skræklodtrækning at kunne se frem til et potentielt møde med Fognini i en hard court-masters, og derudover lader det ovenikøbet til, at Fogninis form ikke topper pt.
Et realistisk scenarie vil være, at Nadal løber ind i De Minaur, Goffin og Fognini/Coric i sine tre første kampe, og selv om det alle er gode spillere, så er det normalt ikke spillere, der bør volde en Nadal på 100% alvorlige problemer. Som altid vil der være spekulationer om Nadals helbred, når vi nærmer os disse hard court-turneringer, eftersom han ikke få gange har måttet trække sig både før og undervejs i hard court-turneringerne med knæproblemer. Volder hans knæ ham ingen gener, så har jeg svært ved at se, hvem fra denne fjerdedel der skal gøre det af med Nadal. Goffin viste god form i græsturneringerne, og han er nok det bedste bud på en evt. overraskelse, men man så også mod Djokovic i kvartfinalen ved Wimbledon, at der stadig er niveauforskel, når han møder de bedste i de store kampe. Goffins mulighed er, at Nadal måske ikke er spillet varm, når de mødes, hvilket en stabil spiller som Goffin kan lukrere på.
Den næstøverste fjerdedel af lodtrækningen
Tsitsipas og Nishikori er seedede til at møde hinanden i kvartfinalen i denne fjerdedel af lodtrækningen. Tsitsipas er der tårnhøje forventninger til, og han var i finalen i Toronto sidste år, så der er mange point at forsvare, men græssæsonen var elendig, og han kommer lige fra et bittert nederlag til Kyrgios i Washington. Hard court er bedre for ham end græs, så jeg tror ikke, vi skal lægge alverden i hans græssæson, men jeg synes alligevel, det er værd at bemærke, at han har tabt mange tætte kampe den seneste tid og altså senest i sidste uge mod Kyrgios. Det er bestemt ikke umuligt, at nederlaget (8-6 i femte) til Wawrinka ved French Open har sat sine spor mentalt hos ham. Det er naturligvis et spørgsmål om tid, før han er helt ovenpå igen, men lige pt. er der nogle små faresignaler, der gør, at jeg ikke sådan uden videre tør sætte min lid til ham, selv om jeg ellers generelt opfatter ham som en meget stærk spiller mentalt.
Skulle Tsitsipas fejle, så vil Nishikori var den oplagte favorit til at gå igennem til en evt. semifinale mod Nadal. Nishikori har været ret stabilt spillende i 2019, men ligesom ved Goffin står det også her klart, at det er lige ved og næsten med japaneren, der har meget svært ved at gå hele vejen i de store turneringer. Fysikken har altid været spørgsmålet for Nishikori, men jeg tror, at der efterhånden har sneget sig så mange nederlag til topspillerne ind, at det mentale er mindst et lige så stort problem for ham. Han plejer dog at være god for en pæn præstation, når formen sidder i skabet, og i 2015 nåede han semifinalen her i Montreal. Hans lodtrækning er ikke tosset, selv om wimbledon-semifinalisten, Bautista-Agut, kan vente allerede i ottendedelsfinalen. Formstærke Schwartzman og uberegnelige Monfils er også at finde i denne fjerdedel.
Den næstnederste fjerdedel af lodtrækningen
Zverev vandt her i Montreal i 2017, og han er vel én af turneringsfavoritterne i fraværet af Djokovic og Federer, men man kan ikke ligefrem påstå, at tyskeren har gjort det let for sig selv i år. Èn titel, ATP 250 i Geneve, har han vundet i 2019, og hans græssæson var mildest talt jammerlig kulminerende med et nederlag til Vesely i Wimbledons første runde. Zverev og Lendl har netop afsluttet deres partnerskab, og det er ikke foregået i stilhed. Generelt verserer der alt for meget rod omkring Zverev, der virker, som om han snart har brug for en lang pause for at finde sit fokus igen.
Zverevs lodtrækning er dog så god, og det er hans topniveau i øvrigt også, at vi på ingen måde kan tillade os at afskrive ham i titelkampen. Han står til at møde Khachanov i kvartfinalen, og enten Tsonga eller Basilashvili i runden forinden, og selv om det er tre gode spillere, så er hverken Khachanov eller Tsonga i deres livs form, mens Basilashvili meget vel kunne tage en periode med halvsløje resultater ovenpå sin triumf i Hamburg, hvor han bl.a. slog Zverev undervejs.
Der er flere interessante ting i denne fjerdedel. Wawrinka og Dimitrov mødes i første runde, og så er tre canadiske spillere pakket sammen i en lille del af lodtrækningen, hvor Auger-Alliasime møder Pospisil i første runde, og hvor vinderen af dét opgør kan forvente en duel med Raonic i anden runde. Størst bevågenhed hæfter sig nok ved stjerneskuddet Auger-Alliasime, som ligger lige udenfor top 20 efter en flot 2019-sæson hidtil. Jeg synes dog ikke, han rammer sit højeste niveau pt., og hans præstation mod Humbert i Wimbledon var decideret ringe, ligesom han heller ikke havde meget at stille op mod Cilic i Washington i sidste uge. Det er muligt, at fokus i sidste uge var mere på Montreal end på Washington, og vi kan heller ikke forvente alverden af en18-årig knægt, der er udset til at skulle løfte en stor del af tennissporten på sine skuldre, men det har alligevel overrasket mig lidt, at hans bundniveau er så lavt, som vi så det mod Humbert.
Den nederste fjerdedel af lodtrækningen
En ret interessant fjerdedel, hvor der er virkelig mange spillere om buddet, og hvor det skal blive spændende at se, hvor Kyrgios, Thiem og Medvedev står efter sidste uge. Thiem er seedet 2, men han kommer lige fra gruset i Kitzbühel, og selv om han vandt Indian Wells tidligere i år, så er han stadig temmelig svingende på hurtige underlag sammenlignet med grus. Med Djokovic og Federer ude af turneringen, så bør han dog gå efter succes her, men én ting er at gå efter det, noget andet er at kunne det.
Hans lodtrækning er egentlig ganske udmærket, selv om hjemmebanefavoritten Shapovalov kan vente i anden runde (Thiems første kamp). Normalt ville jeg mene, at dette var oplagt for Shapovalov at komme igennem Thiem, der kommer lige fra grus, men canadieren har spillet langt under niveau i et stykke tid, og der skal helt andre boller på suppen, hvis han skal gøre sig de mindste forhåbninger om at gå langt her. Han fik lidt af et gennembrud i netop Montreal i 2017, hvor han nåede semifinalen, så det er ikke umuligt, at lidt nostalgi og ekstra hjemmebanemotivation kan få ham ud af den spillemæssige krise, han befinder sig i.
Medvedev er seedet 8 og dermed til en kvartfinale mod Thiem, men han kommer lige fra finalenederlag til Kyrgios i Washington, og skal han gå langt her i Montreal, så skal han muligvis kunne gå forbi Kyrgios allerede i sin første kamp (hvis Kyrgios slår Edmund i første runde). Det er umuligt at spå om Kyrgios' motivation efter en titel, men kan han på en eller anden måde bibeholde momentum, så er han selvsagt én af de helt farlige spillere til at gå meget langt denne uge. Er hverken Medvedev eller Kyrgios færdige med at komme sig ovenpå Washington, så kan en spiller som Isner stå klar til at overtage for dem. Han er seedet 12, og selv om han ikke er i sit livs form, så vandt han trods alt titlen i Newport forleden, og han har samtidigt for vane at finde sit spil undervejs i turneringerne.