I uge 19 skete det endelig, at Nadal mødte sin overmand - i hvert fald midlertidigt - på grus, da han tabte i kvartfinalen til en storspillende, Dominic Thiem. Nu skal det blive spændende at se, om Nadal har revanche i øjnene, når han og resten af verdenstoppen skal på den igen i endnu en Masters 1000 - denne gang i Rom. Murray, Tsonga og Federer er ikke med, men ellers er de bedste af de bedste samlet i Rom.
Rom, Italien
Rang: Masters 1000
Underlag: Grus
Forsvarende mester: Alexander Zverev
Den førsteseedede gruskonge, Rafael Nadal, har aldrig sådan for alvor haft taget på turneringen i Rom sammenlignet med den dominans, han har haft i andre grusturneringer, men som regel plejer han også komme fra en længere uge i Madrid, end tilfældet er i år, hvor han meget overraskende tabte til Dominic Thiem i kvartfinalen i Madrid. Det kunne derfor ligne ham at komme med fuld fart i den kommende uge, for det er lidt af en skidt optakt til French Open, hvis han taber to Masters-titler på gulvet op til French Open.
Men Nadal har fået en skræklodtrækning i Rom. Allerede i sin første kamp (anden runde) kan han løbe ind i Verdasco, der har et højt topniveau, og i tredje runde hedder den formentlig enten Berdych eller Shapovalov. Det er nok meget tvivlsomt, om én af de tre nævnte kan gøre megen skade på Nadal, men på papiret er det meget kompetente navne, og Shapovalov kommer derudover med fremragende form fra en semifinale i Madrid.
Skulle Nadal gå videre til kvartfinalen, hvilket man trods alt må forvente, så kan sidste uges betvinger, Thiem, vente i et brag af et revancheopgør. Thiem spillede virkelig godt mod Nadal i Madrid, hvor østrigerens forhånd lynede igen og igen, og enhåndsbaghånden holdt fint stand mod Nadals velkendte topspin. Thiem er primært god til at løbe rundt om baghånden, og her bliver Nadal nødt til at have mere længde på sine slag, så den mulighed ikke er der for Thiem. Thiem, der kan have lidt mentale tømmermænd efter finalenederlaget til Zverev i Madrid, skal dog lige igennem enten Fognini eller Monfils, før det overhovedet kan komme på tale med en kamp mod Nadal.
Vinderen af den øverste fjerdedel kan i en semifinale komme op mod klassemodstand i form af f.eks. Djokovic, Dimitrov, Nishikori eller Isner. Dimitrov er skuffende pt., og det samme kan vi vel efterhånden godt tillade os at mene om Djokovic, der tabte til Edmund i Madrid, og selv om han bliver ved med at sige, at alt er godt, og at det går den rigtige vej, så går det den rigtige vej i et uhørt langsomt tempo, og det er efterhånden sværere og sværere at se, hvordan Djokovic skal kunne udgøre en trussel mod Nadal den kommende måneds tid på gruset. Djokovic har dog fået en god lodtrækning, og han bør som minimum kunne spille sig frem til en evt. ottendedelsfinale mod Isner.
Isner servede uhyggeligt godt i Madrid, hvor han bl.a. slog Cuevas i en marathondyst, og jeg kunne godt have lidt fidus til, at han bygger lidt på i Rom og præsterer endnu bedre, end han gjorde i sidste uge i Madrid. Det er dog svært at forestille sig, at han skulle kunne slå Nadal i en semifinale, men han har det våben i serven, som kan gøre ondt på Nadal, og han har da også tidligere spillet fem sæt med ham på gruset i French Open.
I nederste halvdel er Zverev, der netop har vundet Masters 1000 i Madrid, den klare favorit til at gå i finalen. Zverev har et uhyggeligt topniveau, og han er sammen med Thiem den eneste, jeg kan se gøre ondt på Nadal i French Open senere på måneden. Zverev er tilmed forsvarende mester i Rom, og så har han naturligvis bye i første runde her, så han skulle være fuldt restitueret og sprængfyldt med selvtillid. Lodtrækningen er god, men Del Potro i kvartfinalen kan blive en hård nød at knække.
Vinderen af den nederste fjerdedel kommer på papiret op mod Marin Cilic, som er seedet 4, men kroaten er ingen reel trussel i de her Masters-turneringer på grus, og han har intet vist på grus indtil videre i år. I stedet tror jeg, der skal holdes et vågent øje med Diego Schwartzman, der viste tænder mod Nadal i Madrid og som generelt har et fantastisk spil til gruset. Den lille argentiner er en fighter af Guds nåde, og han kan løbe solen sort, så længe det skal være.
Anderson, Cilic, Carreno-Busta og Gasquet er de farligste spillere for Schwartzman i den fjerdedel, og selv om de alle kan slå ham, så er det også spillere, som argentineren kan slå, når han rammer niveau. Paire befinder sig også i denne fjerdedel, og kan franskmanden med det fantastiske touch komme igennem Gasquet i første runde, så kunne han godt blive en trussel til at gå langt. Han er dog ikke den skarpeste mentalt, og han er næppe i form til både at slå Gasquet og Schwartzman, hvilket det vil kræve, hvis bare han skal spille sig i tredje runde.
Outright-odds
1,44 på Nadal (som han også gav til at vinde titlen i Madrid) er for lidt i det lys, at han netop har tabt i to sæt til Thiem. Zverev til odds 8,00 hos Bet365* kunne jeg godt se noget fornuft i at spille. Han er forsvarende mester og vil med al sandsynlighed gå efter at ride videre på bølgen fra triumfen i Madrid. Jeg ligger et sted mellem 10 og 15% for, at Zverev forsvarer sin titel, men jeg kan ikke helt bestemme mig for, om det er på den rigtige eller forkerte side af værdi. Schwartzman til odds 101,00 hos både Nordicbet* og Bet365* kunne være interessant som et trading-objekt, men det er nok én af dem, der skal handles ud inden en evt. semifinale mod Zverev, da jeg trods min begejstring for argentineren har svært ved at se ham slå Zverev i en så stor semifinale.