I denne uge spilles der to ATP-turneringer; en ATP 500 i Barcelona og en ATP 250 i Budapest. Turneringen i Barcelona plejer at være velbesøgt af både topspillere og tilskuere, og det første gør sig i hvert fald også gældende i år, hvor Nadal, Dimitrov, Thiem og Goffin har meldt deres ankomst. I Budapest kan man ikke bryste sig af et felt, der når Barcelonas til sokkeholderne, men sidste års mester, Lucas Pouille, Gasquet og Shapovalov er nok de største navne i feltet.
Barcelona, Spanien
Rang: ATP 500
Underlag: Grus
Forsvarende mester: Rafael Nadal
Rafael Nadal er forsvarende mester her i Barcelona fra både 2016 og 2017, og sammenlagt har han vundet turneringen her hele ti gange. Med den nuværende grusform in mente er det vanskeligt at pege på nogen anden end Nadal til at løfte trofæet på søndag (skrevet inden finalen i Monte Carlo). Nadal har set skræmmende stærk ud sammenlignet med resten af feltet, og så få kræfter som han bruger pt., så er det ikke utænkeligt, at han kan gå igennem hele grussæsonen ubesejret.
Folkene bag lodtrækningen har dog gjort alt, hvad der står i deres magt, for at sætte en stopper for Nadals dominans i grusturneringerne. Han har således fået den vel nok sværest tænkelige lodtrækning i en ATP 500, som han måske nogensinde har haft. Spanieren er naturligvis førsteseedet, hvorfor han har bye i første runde, men derefter venter "stormvejret", som jeg i øvrigt er sikker på, Nadal tager med al tænkelig sindsro.
Nadals vej til finalen kan i sværeste fald hedde Baena, Nishikori, Djokovic og Goffin. Dermed kan vi allerede i tredje runde stå med en gentagelse af sidste uges Masters-finale mellem Nadal og Nishikori, og med til den historie hører desuden, at Nishikori elsker denne turnering, som han vandt i både 2014 og 2015, hvor Nadal ramte en underlig periode uden selvtillid og var langt under vanlig standard. Djokovic spillede bedre end længe i Monte Carlo, før han faldt på fysikken mod Thiem, og med Vajda tilbage i staben, så er det nok her, Nadals værste konkurrent senere på grussæsonen venter. Jeg tvivler på, han kan gøre noget som helst ved Nadal allerede nu, men interessant vil det under alle omstændigheder være at se de to krydse klinger i en kvartfinale denne uge.
Goffin er seedet til et opgør mod Nadal om at få en finaleplads, og belgieren så ud til at finde noget form i Monte Carlo. Han er en fremragende grusspiller, og han har før presset Nadal momentvist på underlaget, men det vil kræve 100% topniveau at skulle kunne true ham for alvor, og der ser jeg ikke Goffin pt. Han er desuden i en svær fjerdedel med flere spillere, der kan tage ham ud. Chung, Bautista-Agut, Khachanov og muligvis formstærke Andujar, der dog først lige skal kvalificere sig + indplaceres i denne fjerdedel.
I den nederste halvdel af lodtrækningen er Dimitrov og Thiem seedede til at møde hinanden i semifinalen om et potentielt møde med Nadal i finalen. To spillere, der begge fik læsterlige klø af den spanske gruskonge i Monte Carlo, hvor det var ret tydeligt, at ingen af dem reelt havde troen på at kunne skabe sensationen.
Dimitrov har en meget svær lodtrækning, hvor Kohlschreiber, der tvang ham ud i tre tætte sæt i sidste uge, kan vente allerede i anden runde (Dimitrovs første kamp). Kohlschreiber har to semifinaler og to kvartfinaler på cv'et fra Barcelona, mens Dimitrov intet nævneværdigt har, så det kan meget vel blive til en hurtig endestation for den talentfulde bulgarer.
Thiem skuffede mig lidt i Monte Carlo, men han har også tidligere været lidt af en langsom starter på gruset i Europa, så det tror jeg bare, vi skal tage med et gran salt. Det var som om, han aldrig helhjertet gik efter guldet i Monte Carlo - måske i erkendelse af, at han ganske enkelt ikke er på 100% endnu. Han var i finalen her i Barcelona sidste år, og hans lodtrækning ser rigtigt fin ud med Verdasco og Schwartzman som de på papiret sværeste modstandere inden et semifinaleopgør.
Læs Lars Baes' tip på Nadal til at vinde turneringen til odds 1,44 hos Betfair Sportsbook*.
Ellers kan man måske holde et vågent øje med Carreno-Busta, der er seedet 5 og har fået en fin lodtrækning i den nederste halvdel. Jeg kan godt se ham gå i semifinalen.
ATP 250 Budapest, Ungarn
Rang: ATP 250
Underlag: Grus
Forsvarende mester: Lucas Pouille
Ikke den mest interessante turnering, vi kan se frem til her. Der er ganske enkelt ikke mange store spillere med, og selvom niveauet naturligvis er højt i enhver ATP-turnering, så er det bare svært at gå fra Monte Carlo og Nadal til det felt, som Budapest disker op med.
Lucas Pouille er forsvarende mester, seedet 1 og feltets på papiret bedste spiller i selskab med landsmanden, Gasquet. De to er endt i samme halvdel, hvor de er sat til at spille mod hinanden om en plads i finalen, men først skal Gasquet blandt andre igennem Bedene, der tabte finalen til Pouille sidste år. Udover disse navne er der faktisk ikke rigtigt noget, jeg synes er værd at nævne i den halvdel, og det siger vel grundlæggende det hele, når Fucsovics er seedet 6'er.
Nederste halvdel af lodtrækningen ser ikke ligefrem bedre ud. Tværtimod. Formsvage Dzumhur er seedet 2'er, og de på papiret bedste spillere i den halvdel er (udover bosnieren) Seppi, Struff og Shapovalov. Shapovalov er ingen grushaj endnu, så jeg tror faktisk, at kampen om en finaleplads kommer til at stå mellem Seppi og Struff. Begge viste fine takter i Monte Carlo, og begge har et reelt godt niveau på grus - særligt sammenlignet med de konkurrenter, de kan stå ansigt til ansigt med i løbet af ugen.
Outright-markedet
Pouille skuffede fælt i Monte Carlo, hvor det blev til et lidt ynkeligt nederlag mod Mischa Zverev, og nu vil jeg formode, han er ude på at revanchere sig. Spørgsmålet er, hvor meget Gasquet vil yde her, for han er uden tvivl den spiller i feltet, der kommer ind til turneringen i bedst form efter at have været et mulehår fra at slå Zverev i kvartfinalen i Monte Carlo. Da outright-markedet er lukket pt. kan jeg af gode grunde ikke se bookmakernes vurdering af feltet, men jeg forestiller mig, at de to franskmænd vil ligge nogenlunde ens oddsmæssigt omkring odds 3,50-3,75. Struff og Seppi har jeg lidt fidus til fra den nederste halvdel af lodtrækningen, og her vil oddset utvivlsomt ligge noget højere.