Det er tid til sæsonens anden Masters 1000 på grus. Den første tog Nadal sig af i Monte Carlo for nogle uger siden, og nu er det Madrids tur til at lægge baner til verdens bedste tennisspillere, der jagter point, penge og prestige i den spanske kongeby. Nadal er forsvarende mester og naturligvis storfavorit til at genvinde titlen på hjemmebane.
Madrid, Spanien
Rang: Masters 1000
Underlag: Grus
Forsvarende mester: Rafael Nadal
Førsteseedede Nadal har renset igennem på det europæiske grus indtil videre. To stensikre sejre over Kohlschreiber og Zverev i Davis Cup, en titel i Monte Carlo uden sættab og en titel mere i Barcelona uden sættab. Det er meget svært at komme uden om ham som favorit til at vinde sin femte Madrid Masters, og bookmakerne har da også luret, at der er særdeles langt mellem ham og de nærmeste titelaspiranter. Odds 1,44 hos Betsafe og Nordicbet* er alt, hvad der kan hives ud af den spanske gruskonge, og så er spørgsmålet, om det er nok. Jeg synes det nok ikke helt.
Nadal har generelt altid haft det en smule vanskeligt i Madrid. Siden turneringen gik fra hard court til grus, har Nadal "kun" vundet turneringen fire gange i ni forsøg, og han har tabt finaler til både Federer, Djokovic og Murray her. Jeg synes, spanieren har fået en god lodtrækning. Han har bye i første runde, hvorefter Monfils og Schwartzman kan vente, før et kvartfinaleopgør mod Thiem, der på forhånd var udråbt til én af de få, der rent faktisk kan true Nadal på gruset denne sæson. Men Thiem har ikke rigtigt fået det til at spille, som vi ved, han kan, og der skal andre boller på suppen, hvis han skal kunne true Nadal i den kvartfinale.
Går vi et hak længere ned i lodtrækningen, så begynder det at se lidt mere interessant ud, for her dukker det argentinske fyrtårn, Juan-Martin Del Potro, nemlig op. Del Potro sæsondebuterer på gruset, hvor han bestemt ikke er ueffen, selv om han har sine bedste meritter på hard court. Del Potro kunne potentielt være én af de få spillere, der på sit topniveau kunne drille Nadal i de store grusturneringer. Del Potro har haft et fremragende år og er kravlet op som 6'er på verdensranglisten, men det kan godt lægge ham til last, at han ikke har spillet siden slutningen af marts, og at han slet ikke har været i kamp på gruset endnu i år. Del Potro har et par semifinaler herfra (dog dateret tilbage helt i 2009 og 2012), og han har fået en ganske fin lodtrækning, hvor Gasquet på papiret er værste hurdle inden et muligt semifinalebrag mod Nadal.
I den nederste halvdel hvor man groft sagt skal kæmpe om retten til at møde Nadal i finalen, har vi formstærke Zverev, der netop har vundet en stærkt besat 250'er i München. Zverev er blevet sat eftertrykkeligt på plads af Nadal på grus to gange, hvor han ikke har været i nærheden af noget som helst, men han er stadig ét af mine bedste bud på en spiller, der med sin betonoffensiv kan skabe problemer for Nadal.
Zverev kan risikere et møde med Tsitsipas i sin første kamp (anden runde) - ikke nogen let opgave, da grækeren har spillet fremragende tennis på det seneste og nåede helt til finalen i Barcelona for to uger siden. Zverev får dog et par ekstra hviledage qua sin andenseedning, så jeg forestiller mig ikke, han er så mærket efter den lange uge i München, at det får den store betydning i Madrid. Om han har niveauet på dagen til at slå Tsitsipas, det vil tiden vise, men det er i hvert fald ingen let start for ham.
Skal han igennem til finalen, vil det betyde, at han skal videre fra en fjerdedel, som indeholder Isner (som godt kan spille på grus), Cuevas, Sock, Fognini og Verdasco. Det er gode spillere, jeg nævner dér, men ingen af dem virker synderligt formstærke, og ingen af dem har Zverevs topniveau. Heller ikke på grus.
I semifinalen kan han derimod ende med noget hårdere modstand, for i den fjerdedel har vi både Goffin, Nishikori, Djokovic, Pouille, Raonic, Chung og Dimitrov hængende. Det er helt klart den på papiret stærkeste fjerdedel i lodtrækningen, og det er derudover værd at bemærke, at Djokovic og Nishikori ramler ind i hinanden allerede i første runde, mens de otte øverst seedede sidder over. Djokovic vandt turneringen her i Madrid i 2011 og 2016, mens Nishikori var i finalen i 2014 og semifinalen i både 2015 og 2016. Vinderen af kampen mellem disse to kan meget vel vise sig at gå helt igennem til semifinalen, selv om der stadig venter mange svære opgaver i runderne forinden.
Odds
Nadal ligger som tidligere nævnt i 1,44 hos Nordicbet* og Betsafe, og jeg kan nok ikke finde den helt store værdi i dét odds, selv om jeg helt ærligt efterhånden er derhenne, hvor jeg kun kan se skader sætte en stopper for hans vilde grusridt. Derfor kan jeg heller ikke anbefale at spille på nogen anden end ham til ligefrem at vinde turneringen, men jeg synes, odds 13,00 på Zverev er tæt på godkendt, hvis man vel at mærke har for øje, at oddset skal handles ud på et tidspunkt i løbet af turneringen. Odds 13,00 kan fås hos både Bet365*, Betsafe og Nordicbet*. Nishikori til odds 41,00 hos samme bookies ser også en anelse højt ud i det lys, at han lige har været i finalen i Monte Carlo, men en førsterundekamp mod Djokovic, der formentlig kommer med fuld tank - det er bare ikke nogen let og smertefri opgave at starte et outright-bet ud med.