Over 1,7 millioner kroner har Spillemyndigheden betalt for reklamekampagner, der blandt andet skal gøre flere opmærksomme på myndighedens arbejde. Det var et bevidst valg at lancere en tv-reklame, mens der er politisk fokus på spilleloven.
Spillemyndigheden lancerede i starten af september en reklamekampagne, der skulle højne danskernes kendskab til myndighedens eksistens og arbejde.
I reklamen fortæller en skuespillerinde, der er en slags personificering af Spillemyndigheden, at hun er ansvarlig for, at der bliver spillet efter reglerne.
En aktindsigt, BetXpert har fået, viser, at Spillemyndigheden i alt brugte over 1,7 millioner kroner på kendskabskampagnen og udbredelsen af den. Af dem er 800.000 kroner blandt andet brugt på at producere reklamen samt at lave en kendskabsstrategi og en kendskabsanalyse og materialer til markedsføring.
Derudover er lidt mere end 900.000 kroner brugt på et medierådgivningsfirma og på at købe reklameplads hos tv-medier og web-tv-medier.
Måtte ikke kunne forveksles med reklame for en spiludbyder
Da kampagnen blev udrullet, udtrykte Spillemyndigheden et ønske om at være mere kendt af danskerne, og overfor BetXpert uddyber kontorchef Jens Winther Erendal Haastrup:
"Det har været vigtigt for os, at reklamen ikke støder nogen, og at den taler til den brede befolkning. Og så er det tilstræbt, at den adskiller sig fra reklamer for spiludbydere. Men det er ikke meningen, at reklamen skal tolkes som, at vi er kedelige ," siger han og tilføjer:
"Der er et hint af humor med strikketøjet, og at vi sidder på en høj stol og holder øje. Vi er ikke så selvhøjtidelige, men vi er en myndighed, så vi anvender den høje stol som virkemiddel til at understøtte, at vi har overblik og at vi er både seriøse og ansvarlige."
Når I i reklamen siger: "Jeg sikrer dig din gevinst, hvis skrabeloddet pludselig skulle vise sig at gemme på tre ens kaniner, og det er mig, der sørger for, at den enarmede ikke er en tyveknægt," synes I så ikke, at I giver spillerne indtryk af, at I sikrer, at de får deres gevinst, og at spiludbyderen overholder lovgivningen ved eventuelle uenigheder, som man ser regulatorer gøre i andre lande?
"I den lille film, benytter vi os bevidst af nogle ordspil, der skal fange danskernes opmærksomhed. Danskerne skal vide, at der er en ansvarlig myndighed, der holder øje og når nødvendigt holder spiludbyderne i ørerne. Fortællerens og filmens budskab med skrabeloddet og spillemaskinen er alene, at vi holder tilladelsesindehaverne op på et reelt, fair og transparent spiludbud," siger Jens Winther Erendal Haastrup.
Nøje planlagt tidspunkt
Skatteordførere for flere partier på Christiansborg har oplyst til BetXpert, at aftalen om nye tiltag mod spilafhængighed, som politikerne blev enige om i slutningen af juni, vil blive forhandlet kort efter Folketingets åbning den 2. oktober.
Og det er ikke en tilfældighed, at Spillemyndighedens reklamekampagne bringes, efter partierne har præsenteret et udspil, der snart skal forhandles ud fra.
"Det er ikke første gang, vi gør opmærksom på vores rolle og opgave, men denne gang har timingen blandt andet været motiveret af det politiske fokus, der er på branchen i øjeblikket. Og så synes vi, at et naturligt næste skridt vil være at informere om den hotline vedrørende spilafhængighed, vi får ved årsskiftet," siger Jens Winther Erendal Haastrup til BetXpert med henvisning til et af de konkrete elementer, der blev en del af den politiske aftale.